Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Albertinerne (Wettin)

Albertinerne er en gren af den tyske adelsslægt Wettin. Navnet er afledt af slægtens stamfader, Albrecht der Beherzte (Dansk: Den Hjertegode). I perioden 1485 til 1918 regerede de albertinske hertuger som hertuger, kurfyrster og konger af Sachsen. 

Albrecht der Beherzte, hertugen, der gav navn til slægtslinjen. Udsnit fra Fyrstetoget i Dresden. Kilde: Wikipedia

Den albertinske linje opstår

Ernst og Albrecht von Sachsen regerede længe som sønner af Kurfyrst Friedrich II. (1412-64) deres fædrene arv i fællesskab, omend det var Ernst, der som den ældste bar kurfyrsteværdigheden. I 1485 valgte begge brødre at dele deres områder imellem sig ved den såkaldte Leipziger Deling. Albrecht og hans efterkommere fik deres eget territorium med Dresden som centrum, som de herefter regerede som hertuger. 

Reformationen kom imidlertid til at afsløre, at de to dele af Sachsen virkede som en enorm splittelse. Den ernstinske Kurfyrste Frederik den Vise var en ivrig støtte til Reformationen som garant for Martin Luthers sikkerhed. Omvendt gjorde Georg der Bärtige (dansk: den Skæggede) alt for at forhindre Reformationen i at udbrede sig i sit område. Det var først Georgs bror Heinrich der Fromme (1538-41), der efterfulgte Georg som hertug, som indførte Reformationen i det albertinske Sachsen. 


Albertinerne opnår kurværdigheden

På trods af, at albertineren Moritz von Sachsen var protestant, stillede han sig på Kejser Karl V.´s side mod de evangeliske fyrster i det Schmalkaldiske Forbund, hvis leder var hans egen fætter Johann Friedrich – kurfyrsten fra det ernstinske Sachsen. Efter at det protestantiske forbund havde lidt nederlag i den Schmalkaldiske Krig overtog Moritz kurværdigheden samt store dele af de ernstinske landområder som belønning for sin dåd. Fra dette tidspunkt vedblev albertinerne at være den førende linje i slægten Wettin. 

Ved delingen i Leipzig i 1485 havde de to slægtslinjer aftalt en fælles møntenhed, men den blev droppet efter 1547. Den ny albertinske kurfyrste begyndte at præge mønter med sit eget navn. 


Albertinerne som konger af Polen-Lithauen

Det lykkedes i 1697 for den albertinske Kurfyrste Friedrich August I. – også kaldet August den Stærke – at bestige den polske trone og endvidere sikre, at hans søn sidenhen fik de samme titler. Efter Friedrich August II.´s død i 1763 var man ikke længere i stand til at holde på disse titler, idet de under 7-årskrigen havde mistet deres politiske indflydelse totalt. Først Friedrich August II.´s barnebarn – kendt som konge Friedrich August af Sachsen- lykkedes det at blive først konge af Polen i 1791 og siden med Napoleons hjælp 1807-15 at regere som Hertug af Warszawa. Derpå mistede Sachsen endegyldigt sin indflydelse i Polen.


Albertinere som konger af Sachsen

I 1806 udnævnte Napoleon I. den saksiske kurfyrste Friedrich August III. til Konge af Sachsen. Han kaldte sig Kong Friedrich August I. af Sachsen. I Novemberrevolutionen i 1918 styrtede man den sidste albertinske konge Friedrich August III. 


Albertinske sidelinjer

Kurfyrste Johann Georg I. tilføjede i sit testamente en deling af de albertinske landområder, således at hans tre sidstfødte sønner August, Christian og Moritz blev tildelt egne fyrstendømmer. Delingen blev proklameret i Dresden og gennemført få måneder efter Johann Georgs død i april 1657. Derved opstod de hertugdømmer, der ikke var en del af den Kurfyrstendømmet Sachsen

  • Sachsen-Weissenfels, – der eksisterede indtil 1746
  • Sachsen-Merseburg, – der eksisterede indtil 1738
  • Sachsen-Zeitz, der eksisterede indtil 1718

Det vil sige, at i midten af det 18. århundrede var de tre sidelinjer igen blevet de af Kursachsen. 

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.