Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

D-Dag – Landgangen i Normandiet 6.juni 1944

Landgangen i Normandiet var den operationelle landgang tirsdag den 6.juni 1944 hvor de Allierede startede deres invasion af Normandiet i Operation Overlord under 2.verdenskrig. Landgangen havde kodenavn Operation Neptune men refereres ofte til som D-Dag, og gælder som den største invasion fra vandet i historien. Operationen var påbegyndelsen på befrielsen af det tysk besatte Frankrig – og siden Europa – fra tysk nazistisk kontrol og lagde dermed fundamentet for den allierede sejr på Vestfronten

Operationens planlægning var begyndt i 1943. I månederne der ledte op til invasionen havde de Allierede gennemført omfattende militære skinmanøvrer med kodenavnet Operation Bodyguard, for at forvirre tyskerne om såvel dato som lokation for den Allierede landgang. Vejret på D-Dag var langt fra ideelt og operationen blev forsinket 24 timer; en yderligere udskydelse på 1 dag havde betydet en forsinkelse på 14 dage, da Normandiets kyster har en meget stor tidevandsforskydning der afhænger af månen og som gjorde kun ganske få dage i løbet af en måned brugbare til en invasion. Adolf Hitler havde placeret Feltmarskal Erwin Rommel i kommando for de tyske styrker og til at styrke forsvarsværker langs Atlantvolden i tilfælde af en Allieret invasion. 

Landgangen blev understøttet af massiv støtte af bombardementer fra såvel luften og flåden samt nedkastningen af 24.000 amerikanske, britiske og canadiske luftbårne tropper kort efter midnat den 6.juni 1944. Denne type af krig kaldes Amfibiekrigsførsel. 

Allieret infanteri såvel som armerede divisioner begyndte at lande på den franske kyst klokken 6.30 om morgenen. Landgangen foregik over en 80 kilometers kyststrækning som der var inddelt i 5 sektorer Utah, Omaha, Gold, Juno og Sword. Der var en stærk vind som blæste mange af fartøjerne øst for de positioner som der var dem tiltænkt, hvilket særligt gjaldt på Utah og Omaha strandene. Mændene landede under intens beskydning fra de tyske positioner, der var placeret i højdedrag over strandene, mens at også kyststrækningen var mineret og samtidig var dækket af forhindringer såsom trækasser, trebenede metalspærringer og pigtråd hvilket gjorde det vanskeligt for de hold der var sat til at rydde stranden for forhindringer og farer. Tabstallene var højest på Omaha Beach, der havde de højeste skrænter. Ved Gold, Juno og Sword var der flere befæstede byer der blev ryddet som følge af hus-til-hus kampe og to større kampe på Gold blev ryddet med brug af specialiserede kampvogne. 

De Allierede mislykkedes i at opnå deres mål for førstedagen. Byerne Carentan, St. Lô og Bayeux forblev på tyske hænder og Caen, der var en nøgleby blev ikke erobret før 21.juli. Det lykkedes kun at forbinde tropperne på to af strandene – Juno og Gold – på førstedagen og alle strandene blev først forenet som en lang allieret enhed den 12.juni 1944; trods disse fakta der fik de Allierede fodfæste som de gradvist udvidede over de kommende måneder. De tyske tabstal på D-Dag er blevet vurderet til at være mellem 4.000 og 9.000 mænd. De Allieredes tabstal har minimum været 10.000 med et bekræftet dødstal på 4.414. 


Mænd fra det amerikanske 16th Infantry Regiment, 1st Infantry Division er igang med at gå i land på Omaha Beach om morgenen den 6.juni 1944. Kilde: National Archives and Record Administration (wikipedia)

Fakta om D-Dag

D-Dag var en del af Operation Overlord som var den militære betegnelse for den Allierede invasion af Normandiet under 2.verdenskrig. Den foregik 6.juni 1944 og endte med en overbevisende allieret sejr og med erobringen af de 5 strandenheder; Utah, Omaha, Juno, Gold og Sword. 

De Allierede bestod af Storbritannien, USA, Canada, Australien, Tjekkoslovakiet, Frankrig, Norge og Polen der stod overfor det Nazistiske Tyskland

De amerikanske militære ledere hed Dwight D. Eisenhower og Omar Bradley mens de britiske hed Bernard Montgomery, Miles Dempsey, Trafford Leigh-Mallory, Bertram Ramsay og Arthur Tedder.

På den tyske side var de militære ledere; Gerd von Rundstedt, Erwin Rommel, Leo Geyr von Schweppenburg, Friedrich Dollmann, Hans von Salmuth og Wilhelm Falley. 

På Omaha Beach bestod den amerikanske V Corps af 1st Infantry Division og 29th Infantry Division. På Utah Beach bestod det VII Corps af 4th Infantry Division, 82nd Airborne Division, 90th Infantry Division og 101st Airborne Division. På Gold Beach var det den britiske hærs XXX Corps med 50th Infantry Division. På Juno Beach var det det Canadiske I Corps med 3rd Canadian Infantry Division og på Sword Beach de engelske I Corps med 3rd Infantry Division og 6th Airborne Division. De allierede havde en styrke på dagen på 156.000 mand. De allierede mistede over 10.000 mand med 4.414 bekræftede døde. 

De tyske hærinddelinger bestod af 5.Panzer Arme med 21.Panzerdivision der var placeret syd for Caen. Den 7.Arme stod på Omaha med 352.Infanterie Division, på Utah Beach med 709. Statische Division og på Gold, Juno og Sword med 716.Statische Division. Tyskerne havde en styrke på lige over 50.000 mand men også 170 kystkanoner, samt favorable forsvarspositioner. Tyskerne mistede mellem 4.000 og 9.000 mand på D-Dag. 

Baggrunden for D-Dag

Efter den Tyske Hær invaderede Sovjetunionen 22.juni 1941, da begyndte den sovjetiske leder Josef Stalin at presse hans nye allierede for at etablere en vestfront i det vestlige Europa. I slutningen af maj 1942 kom Sovjetunionen og USA med en fælles erklæring om:

At der var en fuld fælles forståelse om det væsentlige i at skabe en vestlig front i løbet af 1942.

Den britiske Premierminister Winston Churchill overbeviste imidlertid den amerikanske Præsident Franklin D. Roosevelt om at udskyde den lovede invasion idet, at på trods af at have amerikansk hjælp, da ville de Allierede ikke have tilstrækkeligt med styrke til at kunne gennemføre en invasion.

Istedet for straks at vende tilbage til Frankrig, da satsede de vestlige allierede på offensiver i området ved Middelhavet, hvor der allerede var britiske tropper stationeret. I midten af 1943 havde de allierede vundet deres militærkampagner i Nordafrika. De Allierede lancerede i Juli 1943 en invasion af Sicilien og i september 1943 påbegyndte man invasionen af det italienske fastland. På samme tidspunkt var sovjetiske tropper i offensiven og havde vundet en stor sejr i Slaget ved Stalingrad. Beslutningen om at gennemføre en invasion ved at krydse kanalen blev truffet på Trident Konferencen i Washington i maj 1943. Den indledende planlægning blev begrænset af antallet af landgangsfartøjer der var tilråde, idet at mange af fartøjerne blev brugt ved missionerne i Middelhavet og Stillehavet. På Teheran Konferencen i November 1943 da lovede Roosevelt og Churchill til Stalin at de ville åbne den længe ventede vestfront i maj 1944.

Fire steder blev i første omgang anset som mulige landgangssteder: Halvøerne Bretagne og Cotentin, Normandiet og Pas-de-Calais. Idet at Bretagne og Cotentin var halvøer ville geografien muliggøre for tyskerne at lukke dem inde efter en landgang, så dermed blev de udelukket. Pas-de-Calais var det sted hvor en landgang ville have udgjort den korteste afstand mellem det britiske og europæiske kontinent, dermed forventede tyskerne at landgangen ville finde sted der, hvilket førte til en massiv befæstelse af området. Området ville dog være svært at kæmpe sig videre frem fra, da det bestod talrige floder og kanaler. En landgang i Normandiet ville omvendt kunne udgøre en mulighed for at true den vigtige havneby Cherbourg, samt flere havne i Bretagne samt indlandsangreb mod Paris og Tyskland. Det medførte at Normandiet blev valgt som landgangssted. De mest seriøse problemer ved den normanniske kyst – manglen på havnefaciliteter – skulle overvindes ved at opbygge de kunstige havne: Mulberry Havne. Man producerede specialiserede tanks – med øgenavnet Hobart´s Funnies – der blev skabt til at kunne spotte forhindringer give forhindringer på stranden.

De Allierede planlagde at påbegynde en invasion i maj 1944. Den indledende del af planen blev anerkendt på Quebec Konferencen i August 1943. Den overordnede chef for hele operationen blev den amerikanske general Dwight D. Eisenhower mens den britiske General Bernard Montgomery blev leder af 21st Army Group, der bestod af alle landstyrker under invasionen.


Møde i Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force (SHAEF) blev afholdt 1.februar 1944. I forreste række fra venstre: Luftmarskal Arthur Tedder; General Dwight D. Eisenhower og General Bernard Montgomery. I bageste række fra venstre: Generalløjtnant Omar Bradley, admiral Bertram Ramsay, Luftmarskal Trafford Leigh-Mallory og General Walter Bedell Smith. Foto: wikipedia

Den 31.december 1943 blev Eisenhower og Montgomery første gang introduceret for planen for landgangen med tre divisioner med to reservedivisioner. De to generaler krævede straks at den indledende invasion skulle bakkes op af 5 divisioner, med tre yderligere divisioner der kunne udvide fronten og sætte farten i vejret til erobring af Cherbourg.

Behovet for at producere ekstra landgangsfartøjer gjorde at operationen blev udskudt til juni 1944. Det endte med at 39 allierede divisioner blev tilladt til Slaget om Normandiet; 22 amerikanske, 12 britiske, 3 canadiske, 1 polsk og 1 fransk med over 1 million tropper.

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.