Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Delingen af Sachsen i Leipzig 1485

Delingen af Sachsen i Leipzig – der blev underskrevet med den såkaldte Preliminærtraktat i Leipzig den 26. August 1485 – betød en deling af de saksiske områder i det 15.århundrede.

Delingen er ofte blevet kritiseret som en af de største fejlbeslutninger i den saksiske historie. Den svækkede de saksiske fyrstendømmer og fremvæksten af Brandenburg-Preussen som regional stormagt. Omvendt var det delingen, der gav Frederik den Vise magten, som gjorde Wittenberg til ny hovedstad i den ene del, hvilket var afgørende for Martin Luthers Reformation.

Historien bag delingen

Den mildest talt komplicerede deling af Sachsen i 1485. Delt i rød og gul, mens de stribede dele var fælles. Kort taget fra wikipedia

17.juni 1485 besluttede de to wettinske hertuger af Sachsen, brødrene Ernst og Albrecht III, at dele deres områder i to dele. 11.november 1485 blev delingstraktaten underskrevet, efter at den havde været igennem landdagen i Leipzig. Kejser Friedrich III bekræftede delingen 24.februar 1486 i Frankfurt. Delingen skulle foregå således, at den ældste bror Ernst skulle fastsætte, hvorledes opdelingen i praksis skulle se ud, Albrecht skulle så vælge, hvilket af disse områder han ønskede at overtage. Det var fastlagt forlods, at Kurfyrstetitlen ville følge Ernst, og som han havde båret siden 1464.

Områderne bestod primært af de gamle områder Landgrevskabet Thüringen og Markgrevskabet Meißen, som størstedelen af wettinernes område bestod af. Albrecht endte med at vælge det område, der primært bestod af Mark Meißen og overtog derudover den nordlige del af Pleißen og Osterland med Leipzig samt småområder i det nordlige Thüringen såsom Weißenfels, Freyburg, Weißensee og Langensalza, Fogedretten over bispedømmet Merseburg og abbediet i Quedlinburg såvel som lensherredømmet over flere grever i Thüringen. Ernst fik udover kurfyrstendømmet store dele af landgrevskabet og halvdelen af Saksisk Pfalz, Fogedlandet og de wettinske områder i Franken rundt om Coburg, den sydlige del af Pleißen og Osterland rundt om Altenburg, fogedretten over bispedømmet i Naumburg samt lensherredømme over greverne i Thüringen fra Reußen Gleichen og Kirchberg.

I fællesskab skulle begge brødre herske over bispedømmet Meißen, dele udgifter og indkomster fra bjergværksdrift, fyrstedømmet Sagan, områderne i Biberstein samt beskyttelsespligten til byerne Mühlhausen, Nordhausen og Erfurt.

Delingen i Leipzig betød, at slægten Wettin blev delt i to linjer, den Ernstinske og Albertinske, der efterfølgende gradvist kom til at stå i modsætning til hinanden. I forlængelse af den Schmalkaldiske Krig og Wittenbergs overgivelse i 1547 blev kurfyrsteværdigheden overdraget fra Ernstinerne til Albertinerne, da hertug Moritz von Sachsen fra da af blev kurfyrste. Derudover overtog den Albertinske linje de len, der hidtil havde været fælles i Bøhmen samt eneretten til bjergværksdriften.

Den albertinske linje var i stand til at holde sammen på sit område; i 1806 var det grundlaget for oprettelsen af kongeriget Sachsen. Ernstinernes område blev omvendt splittet i mange dele over århundrederne. I 1826 talte det 4 områder: Sachsen-Meiningen, Sachsen-Coburg og Gotha, Sachsen-Altenburg og Sachsen-Weimar-Eisenach, der alle blev indlemmet i Thüringen i 1920. Sachsen er stadig den dag idag delt mellem delstaterne Sachsen, Sachsen-Anhalt, Thüringen og Brandenburg.

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen: “Delingen i Leipzig var i første omgang en præventiv handling, der havde til formål, at Sachsen ikke skulle ende med at udløse langvarige krige mellem efterkommerne af Ernst og Albrecht III. I form af de områder, de måtte samarbejde om, havde man forudset en form for fælles forståelse. Der viste sig dog hurtigt sprækker i denne, da man i Ernstinsk Sachsen støttede Reformationen under Frederik den Vise, hvorimod at Albertinsk Sachsen under Georg den Skæggede stod imod Reformationen helt frem til 1542. Sidstnævnte var ikke overbevist, men nærmere kalkulerede protestanter og deres støtte til kejserens hære under Schmalkaldiske krig i 1546-47 fik magtbalancen til at tippe, det var nu det østlige Sachsen med Meissen og snart Dresden, der var stærkest og forblev stærkest. Den vestlige del splittedes, hvor Weimar naturligvis fik en placering i kulturhistorien af stor betydning. 

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.