Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Det britiske Imperium

Det britiske Imperium bestod af kolonier, dominioner, mandatområder og territorier, der blev regeret eller administreret af Det Forenede Kongerige (engelsk: United Kingdom) og dets forgængerstater. Det tog sin start med de oversøiske besiddelser og handelsforposter, som England etablerede i det sene 16. århundrede og frem til det tidlige 18. århundrede. På dets højdepunkt var Imperiet det største, man har kendt til i historien, og i over et århundrede var det den stærkeste globale magt. I 1913 talte det Britiske Imperium mere end 412 millioner mennesker – 23% af verdens daværende befolkning – og i 1920 strakte det sig ud over 35.500.000 km2 – 24% af jordens totale areal. Som et resultat heraf er dets politiske, lovmæssige, sproglige og kulturelle arv stadig dominerende i mange dele af verden. Da det magt var på sit højeste, brugte man ofte frasen “Imperiet, hvor solen aldrig var gået ned” til at beskrive det Britiske Imperium, da der grundet dets udstrækning altid ville være et sted, hvor solen stadig ville skinne. 

I løbet af opdagelsestiden i det 15. og 16. århundrede var det indledningsvis Portugal og Spanien, der etablerede store oversøiske imperier. Misundeligt skelende til den store rigdom, det havde bragt med sig for de to lande,  begyndte England, Frankrig og Holland selv at etablere kolonier og handelsforbindelser i Amerika og Asien. En serie af krige med Holland og Frankrig i det 17. og 18. århundrede placerede England – og fra 1707 efter unionen med Skotland: Storbritannien – som den dominerende kolonimagt i Nordamerika. I 1757 blev det også den dominerende magt på det indiske kontinent, da East India Company besejrede Mughal Bengal i slaget ved Plassey. 

I 1783 opnåede de 13 kolonier i Nordamerika deres uafhængighed i forlængelse af den amerikanske uafhængighedskrig, hvilket medførte, at Storbritannien mistede nogle af sine ældste og mest befolkede kolonier. Briternes opmærksomhed begyndte derefter at rette sig mod Asien, Afrika og Stillehavsområdet. Efter at Frankrig var blevet besejret i Napoleonskrigene (1792-1815) blev Storbritannien den primære magt både til søs og blandt imperierne i det 19. århundrede. Briternes suveræne dominans på havet blev siden beskrevet som Pax Britannica – Britisk Fred – en periode fra 1815-1914 med relativ fred i Europa og i verden, hvor briternes globale hegemoni blev set i rollen som den verdens politimand. 

I det tidlige 19. århundrede begyndte den industrielle revolution at omdanne det britiske således, at den første verdensudstilling i 1851 i London blev beskrevet som “Verdens arbejdsværelse”. Det Britiske Imperium fortsatte med at brede sig til også at omfatte det meste af Indien, store dele af Afrika samt mange andre territorier rundt omkring i verden. Ved siden af den formelle kontrol, som briterne besad over deres egne kolonier, var deres dominans over meget af verdenshandelen med til, at de kontrollerede økonomien i store dele af verdens regioner såsom Asien og Latinamerika. 

I løbet af det 19. århundrede øgedes det britiske befolkningstal dramatisk, hvilket skete samtidig med en hastig urbanisering, som var med til at skabe markant social og økonomisk uro. For at opsøge nye markeder og kilder til råmaterialer satte den Britiske Regering under Benjamin Disraeli en periode med enorme udvidelser af Imperiet i gang i eksempelvis Egypten og Sydafrika samt andre steder. I samme periode blev Canada, Australien og New Zealand selvstyrende dominioner. 

I starten af det 20. århundrede var såvel Tyskland og USA begyndt at udfordre det Britiske Imperiums førende økonomiske rolle i verden. Der begyndte endvidere at være spændinger mellem det Britiske Imperium og Tyskland, hvilket var blandt de større årsager bag 1. verdenskrig, en krig hvor Storbritannien trak tunge veksler på sit imperium. Konflikten tærede enormt på briternes resourcer indenfor såvel økonomi, militær kapacitet og særligt deres befolkning. Trods dette opnåede det Britiske Imperium sin største territoriale udstrækning umiddelbart efter 1. verdenskrig – men det Britiske Imperium var ikke længere verdens dominerende industrielle og militære magt.

I 2. verdenskrig blev briternes kolonier i det sydøstlige Asien besat af Japan. På trods af, at briterne igen stod på den sejrende side sammen med dets allierede, var skaden sket for den britiske prestige, hvilket hjalp med til at fremskynde, at Imperiet faldt fra hinanden. 

Indien – den mest værdifulde og befolkningsrige af briternes besiddelser – opnåede selvstændighed i 1947. Det var del af en større bevægelse af afkolonisering, der førte til, at langt de fleste territorier i det Britiske Imperium fik selvstændighed. Overdragelsen af Hong Kong til Kina i 1997 blev af mange anset for at være den endelige afslutning på det Britiske Imperium. Briterne har dog stadig 14 oversøiske territorier, der er en del af britisk herredømme.

Efter at have opnået uafhængighed har mange af de tidligere britiske kolonier tilsluttet sig Commonwealth of Nations – en fri sammenslutning af uafhængige stater. Det Forenede Kongerige (United Kingdom) er i dag en af de ligeværdige 16 nationer, der udgør Commonwealth, og som har fælles monark. 

Det Britiske Imperium har bredt sig ud i det meste af verden. Med lyserødt alle de områder der har været britiske. Kort fra wikipedia


Artiklen 1.11.2018

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.