Friedrich I. Barbarossa

Friedrich I. Barbarossa – italiensk for Rødskæg. Han var af adelsslægten Hohenstaufen og var fra 1147-52 Hertug Friedrich III. af Schwaben, fra 1152 til 1190 tysk-romersk konge og fra 1155 kejser af det Tysk-Romerske Rige. Han var født omkring år 1122 og døde 10. juni 1190 ved floden Saleph (tyrkisk: Göksu) nær ved Seleucia i dagens sydlige Tyrkiet og daværende kongeriget Lille Armenien.

Valget af Barbarossa var et kompromis mellem flere forskellige fyrsters interesser. I den henseende lykkedes det hans fætter Heinrich der Löwe efterfølgende at opbygge en form for kongelig magtstilling i Nordtyskland. Dennes mangeårige forrang hos kongen fik dog de højaristokratiske familieforhold til at komme ud af ligevægt og gjorde, at Heinrich der Löwe blev et forstyrrende element.

Barbarossas regeringsperiode var præget af en dobbelkonflikt med såvel det Lombardiske Byforbund og Pavedømmet. I et samfund hvor ære spillede en social vigtig rolle, kunne tab af ære føre til hævntvang og årtier med konflikter. I konflikten mellem de norditalienske byer forsøgte Barbarossa at spille en formidlerrolle. Det lykkedes imidlertid ikke at bevare opfattelsen af ham som neutral, hvilket gjorde ham ude af stand til at spille det traditionelle kort som fredens og retfærdighedens vogter. Flere af byerne nægtede den Kejserlige Ret at udøve retfærdighed, hvilket måtte sones med honor imperii – Rigets Ære. Efter at have angrebet og ødelagt Tortona og Milano havde Barbarossa til hensigt grundlæggende at nyordne hele rigsdelen Italien. Alle de højhedsrettigheder, der fandtes i riget, blev på ny defineret. Alle juridiske og administrative magtinstanser blev lagt ind under riget. Kejserens kraftige magtudvidelse mødte imidlertid modstand hos byerne. De havde længe taget disse rettigheder for givet.

I modsætning til i den saliske tid førte konflikten med paven og ekskommunikationen af kejseren ikke til en større oppositionsbevægelse i den nordlige del af riget. Først efter den kejserlige hærs nederlag i slaget ved Legnano i 1176 sluttede det årelange skisma og konflikten med kommunerne først med freden i Konstanz i 1183. Heinrich der Löwe var ikke kommet kejseren til undsætning i 1176 i kampen mod de lombardiske byer, og fyrsterne væltede ham efterfølgende, så han efterfølgende måtte gå i eksil.

Tilnavnet Barbarossa – Rødskæg – fik han først i det 13. århundrede. I rammerne af den tyske nationalbevægelse i det 19. århundrede udviklede Friedrich Barbarossa sig til national myte med sagnet om kejseren, der sov i Kyffhäuser og ventede på bedre tider og dermed blev forbundet med forhåbningerne om en tysk national samling.

KEJSERRÆKKE AF TYSK-ROMERSKE KEJSERE

Afstamning og Staufernes opstigning

Friedrich stammede fra adelsslægten Stauferne. Hans faders aner var ubetydelige og er ikke videregivet. Hans families afstamning er selv den dag i dag uklar. Det lykkedes familien klogt at samarbejde med klostre og bispedømmerne fra Würzburg, Worms og Speyer, hvilket var med til at udvide familien og kongerigets magtposition. Slægten udvidede også sin magt igennem talrige ægteskabsaftaler. Barbarossas tipoldefar Friedrich von Büren var gift med en kvinde, der lød navnet Hildegard von Egisheim. Besiddelsen Schlettstadt skulle formodentlig ikke have været Hildegards, men var i familiens besiddelse, hvilket tyder på, at slægten har været fra Alsace. Førsst omkring år havde Hertug Friedrich I. underlagt sig det østlige Schwaben i form af Remstal.

Det vigtigste slægtsled, som Stauferne havde, var det prestigefyldte slægtskab på Barbarossas moders side med Salierne. Barbarossas mormor var Agnes, en datter af den Saliske hersker Heinrich IV., hvilket gjorde ham til efterkommer den første Saliske Kejser Konrad II. hvilket han var i stand til at kunne dokumentere. Staufernes opstigen kom ud af den konflikt, som Heinrich IV. havde med fyrsterne af Sachsen og Schwaben. Som reaktion på, at Hertugen af Schwaben Rudolf von Rheinfelden blev valgt til modkonge til Heinrich IV., modtog Friedrich I. Schwaben som hertugdømme og blev forlovet med modkongens datter Agnes. Friedrich var en vigtig støtte for den saliske kejser imod de gejstlige og verdslige repræsentanter, som støttede de gregorianske reformer. I 1105 overtog hans 15-årige søn Friedrich II – Barbarossas fader – hertugdømmet. Efter at kejseren var blevet styrtet af sin søn Heinrich V., overtog begge brødre Konrad og Friedrich II. stedfortræderskabet i den nordlige del af riget. Konrad blev hertug af Østfranken. Barbarossas far var så succesrig i forsvaret af Staufernes magt, at Otto von Freising fortalte, at han trak et slot efter sig på sin hest´hale.

Omkring år 1122 blev Barbarossa født som søn af Friedrich II. og welferinden Judith. Han blev givetvis født i Hagenau. Han lærte at ride, jage og begå sig med våben. Barbarossa kunne hverken læse eller skrive og ej heller begå sig på det latinske sprog. Hans faders kandidatur til at efterfølge den barnløse saliske hersker Heinrich V. i 1125 forblev uden succes, da fyrsterne ikke accepterede hans valg. I stedet blev hertugen af Sachsen Lothar III. valgt. Efter Lothars død 7. marts 1138 blev Konrad af en lille fyrstegruppe under ledelse af ærkebiskop Albero von Trier valgt til konge. Friedrich Barbarossa deltog i en række hofforsamlinger med sin onkel: i Strasbourg i 1141, i Konstanz i 1142, i Ulm i 1143 og i Würzburg i 1144 samt endelig i Worms i 1145, hvilket fortsatte i de følgende år. Han giftede sig i 1147 med Adela, datter af den nordbayerske markgreve Diepold III. von Vohburg. Få uger efter sin faders død i julen 1146 blev han i en kongelig skrivelse betegnet den “yngre hertug”. Han deltog i årene 1147 til 1149 i et korstog med sin onkel. Kongen fik malaria ved den lejlighed. Ved årsskiftet 1151/52 gjorde Kong Konrad forberedelser til at indstille sin søn Friedrich von Rothenburg til konge, men døde imidlertid inden da den 15. februar 1152.

Print siden her