Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Hellige Tysk Romerske Rige

Det Hellige Tysk Romerske Rige var den officielle betegnelse for det område, som den tysk-romerske kejser fra 962 og frem til 1806 havde under sit domæne. Navnet er afledt af den middelalderlige antagelse om en tysk-romersk hersker, der var skabt for at fortsætte den antikke tradition fra det romerske rige, og som var et rige, der skulle ses som udtryk for den kristne Guds hellige vilje til at sætte et jordisk eksempel, der legitimerede kejseren  som Guds udvalgte på jorden. Dets latinske navn var Sacrum Imperium Romanum eller Sacrum Romanum Imperium.

Det Tysk-Romerske Rige blev dannet i 900-tallet under dynastiet Ottonerne på resterne af det tidligere karolingiske Østfrankiske Rige. Det var en genoptagelse af det Hellige Romerske Rige, der var blevet skabt med Karl den Stores kroning til kejser juledag år 800, hvor dennes fader Pippin i 774 havde skabt pavestaten og dermed stod i et nært forhold til de romerske kejsere. Karls rige splittedes imidlertid med hans sønners rigsdeling i Verdun i 843. Så det var først, da Otto I. med en fornyet kejserkroning i 962 skabte en relation mellem dels paverne, det oprindelige Romerrige, Karl den Store og den tyske nation, at man fik dannet en varig konstruktion. Denne henvisning til den romerske nation vedblev på papiret at eksistere til sin afslutning. Det er dog først i kilder fra det 11. århundrede, at man ser betegnelsen Regnum Teutonicum eller Regnum Teutonicorum – Det Tyske Kongerige. Anvendelsen af de forskellige termer ses brugt forskelligt gennem tiderne. Efter grundlæggelsen af det Tyske Kejserrige i 1871 blev det ofte kaldt Det Tysk Romerske Rige eller slet og ret Det Gamle Rige.

Staten var af overnational karakter og udviklet før nationalstatslig tænkning, hvilket også gjorde, at den ikke udviklede sig til en nationalstat med moderne præg, dens kejsere blev valgt af en lang række institutioner som kurfyrstendømmer, fyrstendømmer, kongeriger og ærkebispedømmer og dens lovgivning styret af rigsstænder. Der var overordnet set ikke mange fælles rigsinstitutioner.

Grænserne og udbredelsen af det Hellige Tysk Romerske Rige ændrede sig markant i løbet af århundrederne. Da man rådede over mest land, omfattede riget stort set det meste af dagens Central- og Sydeuropa. Det bestod siden det tidlige 11. århundrede af 3 rigsdele: Det nordalpine – det tyske – Rigsitalien og Burgund – der også blev kaldt Arelat.

Siden nationalstaternes fremkomst omkring år 1500 var riget ikke strukturelt gearet til offensiv krigsførelse, magtudvidelse og ekspansion. Siden det tidspunkt var dets væsentligste prioriteter beskyttelse af rigets grænser og fredsbevarelse. Riget stod for ro, stabilitet og fredelige løsninger, hvor det mere handlede om at påvirke andre magter til at tøjle sig selv. Undersåtter skulle beskyttes for vilkårligheden fra deres landsherrer, og de små rigsstænder skulle beskyttes fra den magt, de større rigsstænder satte i værk. Siden den Westfalske Fred i 1648, hvor også stater blev integreret som rigsstænder, var riget med til at have en fredssikrende funktion i det europæiske magtsystem.

Siden midten af det 18. århundrede var riget mindre og mindre i stand til at beskytte sine medlemmer mod nationalstaternes ekspansive politik, både de udefrakommende og de indre magter. Dette bar kimen til rigets undergang. Da Napoleonskrigene brød ud, og der blev dannet et Rhinforbund, hvor en lang række medlemmer udtrådte, uden at riget kunne opsætte modforholdsregle, opløstes den 6. august 1806 Det Hellige Tysk Romerske Rige, da Kejser Franz II. nedlagde rigskronen.

HERSKERRÆKKE OVER DET HELLIGE TYSK ROMERSKE RIGE

Kejser og Rige i et stik fra 1663/64 af Abraham Aubry fra Nürnberg. I midten sidder Kejser Ferdinand III. og rundt om ham sidder kurfyrsterne på troner. Ved hans skød sidder en kvinde som allegori for Riget med Scepter og Rigsæble. Vinen og frugten repræsenterer håbet om fornyet velstand efter Trediveårskrigens ødelæggelser. Fra Wikipedia

Karakteren af det Tysk-Romerske Kejserrige

Det Hellige Romerske Rige opstod ud af det Østfrankiske Rige. Det var dannet udfra et før-nationalt og et overnationalt sigte, det var et lensrige og en stat af personforbund, der aldrig udviklede sig til en Nationalstat som Frankrig eller Storbritannien og derfor idehistorisk ikke skal forstås på samme måde. Bevidstheden om at være fra et bestemt sted var ofte bevidstheden hos stamhertugdømmerne og i de sene tider fra de mange territorier i området der kunne stå i modsætning til bevidstheden om at komme fra en overnational enhed. Der udviklede sig aldrig en gennemgående nationalfølelse i Riget. 

Rigets lange historie var ofte præget af dens særegne karakter, hvilket – da magtforholdene internt i Riget på ingen måde var statiske – og ændrede sig gentagne gange i løbet af århundrederne. I det 12. og 13.århundrede var de en refleksion over det almen politiske væsen, hvor man orienterede sig mod abstrakte kategorier. Da universiteterne voksede frem stod diskussionen mellem kategorierne Monarki og Aristokrati. Rigets magt lå ikke entydigt et bestemt sted, idet at Kejseren skulle vælges af Kurfyrsterne, der omvendt igen stod til ansvar for Rigsdagene. Begge magtinstanser levede både deres eget liv men også i en symbiose. I det 17.århundrede skrev oplysningsfilosoffen Samuel Pufendorf under Pseudonym De statu imperii hvor han skrev at riget havde en egenart – med et uregelmæssigt og monsterlignende krop, hvilket var en af de mest citerede sætninger om Rigsforfatningen fra 1648. 

Allerede i det 16.århundrede blev fokus i Riget mere og mere på begrevet Suverænitet. Diskussionen stod mellem om det var en form for fælles enhed med regional selvstændighed eller om det var et forbund af selvstændige stater med visse grader af fælles institutioner. Denne diskussion kan man ikke rigtig lande endegyldigt et af stederne, da mange ting stod uklart. Men at staterne har brugt den repræsentative værdi af at være med i Riget. 

Riget dækkede over et stort territorialt område hvor man udstak rammebetingelserne og samlivet mellem en lang række af forskellige landsherrer. De – i realiteten selvstændige – men ikke suveræne Fyrster og Hertugdømmer anerkendte i det mindste officielt Kejseren som Rigets Overhoved og var underkastet Rigslove, Rigsretten og Rigsdagenes beslutninger. Derudover var man repræsenteret i Rigspolitikken via valg af Konge, Valgkapitulationer (begrænsning af Kejserens magt), Rigsdage og andre faste forsamlinger hvor man kunne øve indflydelse. I modsætning til andre lande var beboerne ikke direkte understillet Kejseren, men deres respektive landsherrer i territorierne. I tilfældet af at det var en fri Rigsby var det byens magistrat. 

Voltaire(1694-1778) beskrev modsætningen mellem dets navn og virkelighedens realiteter i den sene fast med denne ofte citerede sætning:

“Dette Korpus, der kaldes Hellige Romerske Rige, er på ingen måde helligt, ej heller romersk og bestemt ikke et Rige”.  

Voltaire

Montesquieu beskrev det i 1748 i hans værk de l esprit des Loix som en Føderativ Republik i Tyskland. 

I nyere forskning fremhæves Riget oftere mere positivt, hvor man ser på at der over flere århundreder har været et ordnet politisk rum, men også at der er tale om mangfoldige udviklinger i forskellige herskabsrum. 


Artikel pr. 25.11.2018

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.