Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Hohenzollern

Huset Hohenzollern er et af de mest betydningsfulde dynastier indenfor den tyske højadel. Slægten blev første gang nævnt i 1061 i en kronik skrevet af munke, og i dag består den af to linjer: en brandenburgisk-preussisk linje med overhovedet Georg Friedrich Prinz von Preussen og en Schwabisk linje med overhovedet Karl Friedrich Prinz von Hohenzollern.

Læs om Historisk Rejse : “I Hohenzollernes Fodspor”

Familien Hohenzollerns Våbenskjold. Fra wikipedia

Burg Hohenzollern er stamsæde for familien og ligger umiddelbart syd for Hechingen i Zollernalbkreis i Baden-Württemberg. Den første borg, man har hørt om på stedet, nævnes som Castro Zolre i året 1267, den nuværende borg blev bygget i det 19. århundrede og er kendt som vartegn for regionen, og den er samtidig den mest kendte borg  i Baden-Württemberg og i Schwäbischen Alb.

En linje af familien sad fra 1192 på Borggrevskabet Nürnberg, hvoraf man senere så markgrevskaberne Ansbach og Bayreuth opstå. I 1415 modtog Hohenzollern officielt Mark Brandenburg. Markgreven af Brandenburg havde titel af kurfyrste og dermed en stemme til valget af de tysk-romerske konger. En gren af den frankiske Hohenzollern regerede fra 1525 det sækulariserede Ordensland i Østpreussen under navnet Hertugdømmet Preussen. I året 1618 blev den indlemmet under den brandenburgiske gren i en personalunion Brandenburg-Preussen.

I 1701 førte kroningen af kurfyrste Friedrich III. til dannelsen af Kongeriget Preussen, der med regenter som Friedrich Wilhelm I. og Friedrich der Grosse gjorde kongeriget til en europæisk stormagt. Den preussiske konge Wilhelm I. blev efter den fransk-tyske krig i 1870/71 til kejser i det nyetablerede tyske kejserrige. Hohenzollernes tid som regenter endte 9. november 1918 med Novemberrevolutionen og udråbelsen af Weimarrepublikken. Kejser Wilhelm II. abdicerede og drog i eksil i Holland.

Hohenzollerne fra Schwaben havde allerede i 1849 opgivet deres regentskab i fyrstedømmerne Hohenzollern-Hechingen og Hohenzollern-Sigmaringen, der i 1850 var blevet en del af Preussen som de hohenzollerske lande. En gren af Hohenzollern-Sigmaringen fik imidlertid i perioden 1866-1947 igen politisk magt som konger af Rumænien.


Herrerne og greverne af Zollern

Slægtens stamland lå i den nordlige del af dagens Zollernalbkreis, hvor Burg Hohenzollern i dag ligger i bydelen Zimmern tæt på Hechingen. Dagens borg blev bygget midt i det 19. århundrede af Friedrich Wilhelm IV. konge af Preussen i nygotisk stil. Den bliver også ofte omtalt som den tredje borg og er fælles eje for den brandenburgisk-preussiske og schwabiske linje. Det oprindelige bygningsværk stammer muligvis fra det 11. århundrede, men blev nævnt første gang i 1267. I 1423 erobrede de schwabiske rigsstæder borgen og ødelagde den vidtgående.

Burg Hohenzollern der ligger ved Hechingen i Baden-Württemberg. Dets nuværende nygotiske form fik det i midten af 1800-tallet. Privat foto fra wikipedia

Den første benævnelse af familien fandt sted hos krønikeskriveren Berthold von Reichenau i 1061 med benævnelsen ” Burchardus et Wezil de Zolorin occiduntur”, hvor 2 familiemedlemmer er omkommet. De to døde var samtidige med den tysk-romerske konge Heinrich IV. af slægten Salier. De blev nævnt i området ved Kloster Reichenau, og det må formodes, at Zollern-slægten var fogeder ved kirkegodset og således fik deres magtposition. Det er i hvert fald overvejende sandsynligt at de har haft en nær forbindelse med klosteret ved Bodensøen. Ulrich von Zollern døde som abbed af Reichenau i 1136, hvor  sidenhen utallige af familien Zollern blev munke. Det omtalte tekststed er ikke uproblematisk for historikere, da det overhovedet ikke nævner noget, der kan relateres til i omgivelserne. Siden midten af det 19. århundrede er de to nævnt som stamfædre for Hohenzollerne i deres familiehistorie.


De første Zolllern

  • Burkhard I. († 1061)
  • Friedrich I. († før 1125), med tilnavnet „Maute“
  • Friedrich II. († omkrig 1142), søn af Friedrich I., der omkring 1170 spaltede sig til Hohenberger.
  • Friedrich III. (* født før 1171; † omkring 1200), og blev fra 1192 borggreve Friedrich I. af Nürnberg. 

Det er først i slutningen af det 11. århundrede, at man begynder at nedskrive familiemedlemmernes relationer. Adalbert von Zollern, der kom fra sidelinjen Haigerloch, var i besiddelse sammen med andre adelige af et gods i Schwarzwald og var i 1095 med til at stifte klosteret Alpirsbach. Man ved imidlertid ikke meget om denne tid og om sammenhængen til herskabet Haigerloch.

Besiddelserne i dagens Hohenzollern Albkreis. Herskabet Schalksburg blev skilt fra det øvrige ved delingen i 1288. Den Schwarzgräfliche linje og Strassburgerlinjen blev splittet op i 1344. Kort fra wikipedia

Friedrich I. von Zollern (død omkring år 1125), der havde øgenavnet “Maute”,var efterfølger af stamfaderen Burkhard I., som døde i 1061. Friedrich fungerede som foged over klosteret Alpirsbach. Gennem sin indsats for den saliske kejser Heinrich V. blev Hohenzollern opfattet som ligeværdige på rigsniveau. Greven begyndte at opholde sig ved herskerens hofp arbejdede med regeringens anliggender og var aktiv under Investiturstriden. I år 1111 befandt Friedrich sig i Heinrich V.´s følge under dennes kejserkroning udført af pave Pasquale II. Det var i disse år, at Friedrich I. fik overdraget greverettigheder samt fik det adelige navn Hohenzollern og ikke bare Zollern.

Efter “Mautes” død i 1125 overtog hans søn Friedrich II. kernebesiddelserne. Omkring år 1125 havde greverne af Zollern et herskab, der opererede med egne embedsmænd. Man kender imidlertid ikke meget til besiddelserne. Burg Hohenzollern har formodentlig ikke været bygget endnu. Man ved, at stederne Höfendorf ved Haigerloch (1095), Beuren (1134) samt Stetten, Engstlatt, Hart, Streichen og Thanheim har været del af besiddelserne.

Burkhard, den anden søn af Friedrich I. “Maute”, blev greve af Hohenberg-Zollern, hvilket blev til familiegrenen Hohenberger, som blev opløst i 1486. Andre historikere mener, at det først kom til en deling af landet omkring år 1170. Hohenbergerne byggede Burg Hohenberg, der lå uindtageligt ved Schörzingen, og de var generelt set i et modforhold til Zollern. Det kom til en del skærmydsler. En af de kendte Hohenbergere var Albrecht II. von Hohenberg-Rotenburg, en af middelalderens berømte minnesangere (død omkring år 1298). Hohenbergernes selvstændighed havde den konsekvens, at Zollernfamilien mistede de vestlige områder i deres domæne. I perioden mellem det 12. og 14. århundrede regerede Hohenbergerne i Haigerloch. I år 1497 blev Haigerloch del af Hohenzollernes domæne i bytte for besiddelse i Graubünden i Schweiz, efter at byen havde været i deres pant fra 1488.

I det 12. århundrede sad Hohenzollerne i den landdag,  som hertugerne af Schwaben jævnligt kaldte sammen, og de samtidig også deltagere i de hofdage, som kejserfamilien Stauferne kaldte sammen, når det omhandlede Schwaben. Udover at repræsentere den schwabiske fyrstefamilie Zähringer  repræsenterede man også Heinrich der Löwe og dennes len tæt ved Ravensburg. Det var igennem disse hverv for såvel kejser, konger, fyrster og kirke og det meget kirkelige gods, de forvaltede, at familien byggede sin store magtbase op.

Kloster Alpirsbach i Schwarzwald, det første større ejendomskompleks, som familien kendes at eje. Foto fra wikipedia

At familien var i stand til at øge sin magtbase skyldtes ikke mindst, at de blev belønnet for at være ualmindeligt pålidelige kongetro støtter, som forblev tro mod kongen i medgang og modgang. Dette  gjaldt først Stauferne og siden familien Luxemburg.  Friedrich III. von Zollern (død omkring år 1200) var en tro følger af Stauferkejserne Friedrich I. og Heinrich VI. Hans fader Friedrich II. distancerede sig derefter fra Stauferne grundet et forbund med Lothar von Süpplingenburg, men fra år 1138 kæmpede han igen med Stauferne mod Welferne. I Tübinger Fejden fra 1164-66, der blev udkæmpet i Hohenzollernes hjemstavn, kæmpede de sammen med Pfalzgreverne af Tübingen og Stauferne mod Welferne. Friedrich III. giftede sig med Sophia von Raabs, der var datter af borggreven fra Nürnberg, Konrad II. von Raabs. Borggreverne besad betragtelige landområder i Østrig, hvor også Burg Raabs befandt sig. Da svigerfaderen døde uden at have leveret mandlige efterkommere, gav Kejser Heinrich VI. Borggrevskabet Nürnberg i len til Friedrich III., der herfra regerede som Friedrich I. von Nürnberg. Hvervet som borggreve var et mandligt len direkte i riget, hvor man arbejdede direkte for Kejseren.

Borggrevens sønner delte efter en indledende fælles regeringsperiode besiddelserne imellem sig. Den ældste Konrad I. blev i 1218 tildelt Borggrevskabet Nürnberg. Han grundlagde den frankiske linje af Hohenzollerne, som var den, der senere hen også grundlagde den Brandenburgisk-Preussiske Linje. Den yngre bror Friedrich IV. (II.) førte den schwabiske linje videre og arvede stamborgen ved Hechingen og dagens besiddelser. Han blev stamfader til fyrstehuset Hohenzollern-Sigmaringen.


Titel og navn på de forskellige linjer igennem historien

Navnet på stamborgen – Hohenzollern var et bjerg ved Hechingen – var oprindeligt kun Zollern. I middelalderlige skrifter ses forskellige skriveformer som Zoler, Zolr, Zolrin, Zolre og Zolra. Fra midten af det 14. århundrede begyndte de schwabiske Hohenzollern at benytte Hohenzollern, der fra det 16. århundrede begyndte at bruge det konsekvent. Man mener, at navnet Zollern var afledt af ordet Söller, som menes at betyde Højden og hentyder formodentlig til det kegleformede Borgbjerg ved Hechingen, hvor stamborgen ligger. Ældre fagbøger henviser til, at romerne skulle have kaldt stedet for “Mons Solarius”, og at det angiveligt skulle have været et sted for tilbedelsen af solen.

Den schwabiske linje, der regerede i stamlandene, begyndte at bruge titlen Graf von Zollern fra slutningen af det 12. århundrede og senere Hohenzollern, indtil Hohenzollern-Hechingen og Hohenzollern-Sigmaringen i 1623 blev del af rigsfyrstestanden, mens grenen Hohenzollern-Haigerloch blev grevelig, indtil den uddøde i 1634. Den gren af familien, der i 1192 var blevet borggrever af Nürnberg, brugte udelukkende titlen Burggraf von Nürnberg, hvormed familienavnet Zollern gled ud af brug hos den frankiske gren af familien. Efter at den frankiske linje blev belenet med Mark Brandenburg, begyndte medlemmerne af linjen at bruge titlen Markgrever / Margrevinder von Brandenburg, hvilket også gjaldt sidegrenene Kulmbach, Ansbach og Bayreuth, mens den regerende markgreve havde fået rang af kurfyrste. Det var dog først “Den Store Kurfyrste” Friedrich Wilhelm von Brandenburg, der i midten af det 17. århundrede igen brugte titlen “Graf von Hohenzollern”.

Titlen Herzog von Preussen blev fra 1525 kun brugt af den regerende hertug, der fra 1618 var identisk med kurfyrsten af Brandenburg. Da kurfyrstendømmet i 1701 var blevet ophøjet til kongeriget Preussen, begyndte efterkommerne til Kong Friedrich I. af Preussen at bruge titlerne Prinz/essin von Preussen, mens at søstre forblev tituleret markgreveligt. I det tyske kejserrige (1871-1918) indskrænkede titlerne sig til “tysk kejser” som det statslige overhoved, mens det blandt familiemedlemmerne var således,at kronprinsen bar titlen med Preussen.

Ved en arvelig kontrakt i 1695 blev kong Friedrich I. valgt som overhoved over begge de to hovedlinjer – den frankisk-brandenburgisk og den schwabiske. Det fik imidlertid ingen betydning, og de to linjer har opfattet sig som to adskilte og separate linjer. Det preussiske kongehus var protestantisk og fyrstehuset Hohenzollern-Sigmaringen opfatter sig selv som katolsk. Førstnævnte bruger titlen prinser og prinsesser af Preussen, mens sidstnævnte bruger prinser og prinsesser af Hohenzollern.

Skrinlagte teorier om Hohenzollernes herkomst

Der er ikke nogen sikker viden om Hohenzollernes oprindelse tilbage i det 11. århundrede. I det 19. århundrede argumenterede historikeren Ludwig Schmid for, at de skulle stamme fra de Rätiske Burchardingere, men det er en teori med megen usikkerhed. Burchardingerne har aldrig haft Zollernborgen og uddøde allerede i det 10. århundrede. Hohenzollerne stammer formodentlig heller ikke fra den fiktive grev Tassilo von Zollern, som angiveligt skulle have levet omkring år 800. Historikeren Johann Basilius Herold barslede med denne teori, da han omkring år 1560 lavede slægtsforskning for Karl I. von Hohenzollern. I de mange historier skulle grev Tassilo være beslægtet med Welferne og have været ved Karl den Stores hof. Den fiktive forfader blev stadig nævnt i flere af Frederik den Stores værker i 1700-tallet. Der har også været en ide om, at Hohenzollern skulle stamme fra den romerske slægt Colonna, hvilket heller ikke viser at holde stik. Denne ide blev fremført af pave Martin V. i 1424, som selv nedstammede fra denne slægt. Som det skete for mange af de regerende dynastier i renæssancetiden, konstruerede man en legendarisk afstamning, der ikke nøjedes med at lade familien stamme fra romerne, men lade oprindelsen gå helt tilbage til Troja.

I anden halvdel af det 19. århundrede var der en gren blandt historikere, der anså det for muligt, at den preussiske kongefamilie ikke nedstammede fra de schwabiske Zollern, men fra den frankiske adelsslægt Abenbergern, en familie der allerede var uddød omkring år 1200.

Den historiske sammenbundethed mellem schwabiske, frankiske og brandenburgiske Hohenzollern kan også spores i udformningen af deres våbenskjolde, hvor sort og hvidt (sølv) ses tydeligt. Ifølge eksperter blev det brugt fra midten af det 13. århundrede af de schwabiske grever af familien Zollern. Borggreverne af Nürnberg og de brandenburgiske Hohenzollere brugte dette våben fra midten af det 15. århundrede, eksempelvis ved begravelser i Kurmark. Kurfyrsterne af Brandenburg brugte det også fra 1415, hvor de fik overdraget området.


Borggreverne af Nürnberg

Efterkommerne af Konrad I. von Nürnberg (født cirka 1186 og død 1260/61) med tilnavnet “Der Fromme” og søn af Friedrich III. von Zollern var indtil 1427 borggrever af Nürnberg med sæde i Burggrafenburg, et sidebyggeri til Kaiserburg Nürnberg (Kejserborgen i Nürnberg). I starten havde borggrevskabet kun ganske få besiddelser. Stillingen var vigtig, da den gav nyttige rettigheder via stillinger i riget. Familierelationen til Abenbergerne bragte i 1236 Burg Abenberg og Cadolzburg ind under familiens domæne, hvor sidstnævnte fra og med 1260 blev deres hovedsæde. Denne tilknytning gav dem også hvervet at beskytte Kloster Heilsbronn, hvor familien blev begravet i perioden 1297-1625.

Kloster Heilsbronn, hvor de frankiske Hohenzollern blev begravet fra 1297 til 1625. Foto fra wikipedia

Burg Cadolzburg, hvor borggreverne holdt til fra 1260 og frem, til de blev fordrevet fra Nürnberg i 1427. Foto fra wikipedia

I det 13. århundrede og frem til slutningen af det 14. århundrede var man som borggreve i stand til at udvide sit territorium til at være det største territorialherskab i Franken. Da Staufernes magt var svindende, tilnærmede man sig i stedet Habsburgerne politisk. Friedrich III., der blev kaldt “der Erber” (da: arvingen) kæmpede i 1242 med Rudolf von Habsburg i Italien, og i 1273 støttede han selvsamme som konge af det Hellige-Tysk-Romerske Rige. Friedrich giftede sig med Elisabeth von Andechs-Meranien i 1260, hvilket gjorde, at Bayreuth blev en del af Friedrichs domæne.

Efter Friedrich III.´s  død i 1297 overtog hans ældste søn Johann I. i kortere tid (1297-1300) regentposten, men kort derefter hans søn Friedrich IV. Han opnåede en indflydelsesrig position hos kongen Ludwig der Bayers inderkreds. I slaget ved Mühldorf i 1322 kæmpede borggreven intenst for kongen og blev siden tituleret “Retter des Reiches” (da: Rigets redningsmand), og i 1324 modtog han økonomisk vigtige rettigheder til brydning af  bjerg- og malm. I 1328 blev han Generalvikar (bispelig substitut) for Tuscien (dele af Toscana, Umbrien og Lazio), omend at kejserens magt i Italien var stærkt svindende. Det var vigtigere, at man i 1331 købte Ansbach hos greven af Oettingen. Friedrichs sønner, Johann II. “der Erwerber” (da: Overtageren) og hans broder Albrecht overtog borggrevskabet. Johann blev dog snart enehersker. Han var i position til at arve grevskabet Orlamünde ,og i 1340 overtog han det lille grevskab Plassenburg med byen Kulmbach. Plassenburg var blevet anlagt i 1135 af familien Andechs. Det var i Johanns regeringstid, at Hohenzollern første gang kom i kontakt med Mark Brandenburg. De forsvarede i 1345 Mark Brandenburg for Ludwig af Bayern og forvaltede efterfølgende og i kort tid området for dennes søn Ludwig der Brandenburger.

Sidstnævnte Ludwig var i øvrigt gift med Margrethe af Danmark, der var en søster til den danske konge Valdemar IV. Atterdag. Ludwig hjalp Valdemar tilbage på den danske trone, og Valdemar var med i perioden 1345-50 i kampen mellem de bayerske Wittelsbachere og Luxembourgerne i kampen om Brandenburg.

Imidlertid skiftede Hohenzollerne parti i, hvem de støttede efterfølgende. Kejser Karl IV. af slægten Luxemburg ophøjede borggreverne af Nürnberg til rigsfyrstestatus i 1363, og tildelte dem fanelen. Det betød, at han indgik i kejserlig tjeneste som rigskaptajn i spidsen for landforbundet i Franken. Friedrich V. blev også tildelt hvervet som foged i Alsace og i 1371 som landfoged i Oberschwaben. I 1373 udvidede borggrevskabet sig igen, da Hof blev indlemmet. Det havde indtil da været fogederne i Weidas domæne. Friedrich V. bestemte, at begge hans sønner Johann III. og Friedrich VI. skulle arve hans besiddelser. Han anbefalede dem indledningsvis at regere i fællesskab i en 10-årig periode og gav derpå anvisninger på, hvordan man kunne dele besiddelserne, men bestemte slotte og deres regalier skulle forblive fælleseje. I første omgang fulgte sønnerne rådet, men i 1403 delte man besiddelserne.

Plassenburg, der fornemt knejser oven over Kulmbach. Her havde Hohenzollerne magten indtil 1810 og deres residens indtil 1542, hvor den blev forlagt til Bayreuth. Foto fra pinterest.

Johann III. blev i 1398 den første regent af Kurfyrstendømmet Kulmbach (“oberhalb des Gebirges” da: ovenfor bjergene). I 1542 forlagde markgreve Albrecht Alcibiades residensen fra Kulmbachs imponerende borg Plassenburg til Bayreuth. Fra 1604 blev landet omtalt som Fyrstedømmet Bayreuth. Johann III.´s bror Friedrich VI. blev i 1398 den første regent af Fyrstedømmet Ansbach (“unterhalb des Gebirges” da: nedenfor bjergene). Markgreven og familiemedlemmerne af de to grene Brandenburg-Kulmbach og Brandenburg-Ansbach vedblev at bruge “Brandenburg” i deres navne, da der først i 1473 med Dispositio Achillea blev bestemt en deling af områderne fra Mark Brandenburg og de frankiske områder. Begge fyrstedømmer befandt sig på et område, der havde tilhørt borggrevskabet. Burggrafenburg i Nürnberg blev ødelagt af Ludwig VII. af Bayern under den Bayerske Krig i 1420; Hohenzollerne fik aldrig mulighed for en genopbygning. I 1427 blev resterne af borgen solgt til Rigsstaden Nürnberg, der i disse år havde opløst borggrevskabet og var fri for lensherrer.

Resterne af Burggrafenburg i Nürnberg, der blev ødelagt i 1420, og som blev integreret i Kaiserburg Nürnberg. Foto fra wikipedia

Den barnløse markgreve Karl Alexander havde i 1791 indgået en hemmelig aftale med Preussen under ledelse af kong Friedrich Wilhelm II: ved at overdrage de to frankiske fyrstedømmer til Preussen garanterede de omvendt en årlig anseelig udbetaling til markgreven. Dermed endte den frankiske æra for Hohenzollern; den brandenburgisk-preussiske linje var dog kun i stand til at sidde på magten indtil 1805 i Ansbach-Bayreuth. Fyrstedømmet Ansbach blev del af kongeriget Bayern i 1806 og fyrstedømmet Bayreuth i 1810.


Borggrever i den frankiske linje: 

  • 1218–1260/61 Konrad I. (født omkring 1186 og død cirka 1260/1261), kaldt „der Fromme“, far til Friedrich III. von Zollern
  • 1260/61–1297 Friedrich III. (født cirka 1220 og død 1297) kaldet „der Erber“ (Arvingen)
  • 1297-1300 Johann I. (født 1279 og død cirka 1300)
  • 1300-1332 Friedrich IV. (født cirka 1287 og død cirka 1332), bror til Johann I.
  • 1357-1397 Friedrich V. (født omkring 1333 og død 1398), ophævet til Rigsfyrstestanden i 1363 og stod bag Dispositio Fridericiana 1385.
  • 1397-1420 Johann III. (født omkring år 1369 og død 1420)
  • 1397-1427 Friedrich VI. også kaldet Friedrich I. von Brandenburg (født 1371 og død 1440) bror til Johann III.

Markgreverne af Ansbach

Fyrstendømmet Ansbach var den landsdel, der lå syd for bjergene (rettere sagt sydvest for Nürnberg,) og var, så længe at Borggrevskabet Nürnberg eksisterede, indtil 1427 en del af dette. Markgreverne måtte strengt taget benytte betegnelsen Markgrevskab. Indtil 1486 var de i personalunion med Mark Brandenburg, hvorpå Johann Cicero, kurfyrste af Brandenburg, afgav fyrstedømmet til sin bror Friedrich II. von Brandenburg-Ansbach. I 1542 forlagde man residensen fra Plassenburg i Kulmbach til borgen i Ansbach, som i den første halvdel af det 18. århundrede blev udbygget til renæssanceslot med navnet Residenz Ansbach.

Fyrstedømmet Ansbach blev i 1791/92 – sammen med Fyrstedømmet Bayreuth – en del af den preussiske stat og blev forvaltet som Ansbach-Bayreuth af Karl August von Hardenberg – der siden skulle blive en af Preussens vigtigste reformpolitikere. Efter at Napoleon Bonaparte erobrede områderne, da Preussen blev besejret i 1806 i den Fjerde Koalitionskrig, blev territorierne del af en større reorganisering af landområder og fremadrettet en del af Kongeriget Bayern.


Fyrstedømmet Ansbachs regenter var følgende: 

  • 1398 – 1440 Friedrich I. von Brandenburg (levede 1371-1440), søn af Friedrich V. von Nürnberg.
  • 1440-1486 Albrecht Achilles (levede 1414-1486), forfattede Disposition Achillea i 1473
  • 1486-1515 Friedrich II. (levede 1460-1536)
  • 1515-1543 Georg der Fromme (levede 1484-1543) kendt som “der Bekenner” (da: bekenderen)
  • 1543-1693 Georg Friedrich I. “den Ældre” (levede 1539-1603)
  • 1603-1625 Joachim Ernst (levede 1583-1625, søn af Johann Georg von Brandenburg
  • 1625-1634 Friedrich III. (levede 1616-34)
  • 1634-1667 Albrecht II. (levede 1620-67), bror til Friedrich III.
  • 1667-1686 Johann Friedrich (levede 1654-1686)
  • 1686-1692 Christian Albrecht (levede 1675-92)
  • 1692-1703 Georg Friedrich II. kaldet “den Yngre” (levede 1678-1703), bror til Christian Albrecht
  • 1703-1723 Wilhelm Friedrich (levede 1686-1723), bror til Georg Friedrich II.
  • 1723-1757 Karl Wilhelm Friedrich (levede 1712-57) kaldt “Den vilde markgreve”
  • 1757-1791 Karl Alexander (levede 1736-1806), overdrog fyrstedømmet til Preussen

Markgreverne af Brandenburg-Kulmbach (Bayreuth)

Fyrstedømmet Bayreuth udviklede sig i den landsdel, der blev kaldt “nord for bjergene” i det oprindelige Borggrevskab Nürnberg. På trods af, at Fyrstedømmet Bayreuth flere gange var i personalunion med Fyrstedømmet Ansbach, forblev begge fyrstedømmer selvstændige.

I efteråret 1806 blev Fyrstedømmet Bayreuth besat af franske tropper. De havde siden 1791/92 været en del af Preussen og forvaltet af Karl August von Hardenberg. I 1807 blev de ved freden i Tilsit en del af det franske kejserrige, hvor de blev sat under militærforvaltning. I 1810 købte kongeriget Bayern fyrstedømmet.


Regenter i Fyrstedømmet Kulmbach / Bayreuth

  • 1398-1420 Johann (levede 1369-1420), blev også kaldt Johann III. von Nürnberg, søn af Friedrich V. af Nürnberg.
  • 1420-1440 Friedrich I. von Brandenburg (levede 1371-1440), bror til Johann
  • 1437-1464 Johann der Alchimist (Alkymisten) levede 1406-64
  • 1457-1486 Albrecht Achilles (levede 1414-1486), delte riget med Disposition Achillea i 1473, bror til Johann Alkymisten.
  • 1486 – 1495 Siegmund (levede 1468-1495)
  • 1495 -1515 Friedrich II. (levede 1460-1536), bror til Siegmund
  • 1515-1527 Kasimir (levede 1481-1527)
  • 1515/27-41 Georg der Fromme (levede 1484-1543) kendt som “der Bekenner”, bror til Kasimir.
  • 1527/41-1554 Albrecht II. Alcibiades (levede 1522-1557), søn af Kasimir
  • 1557-1603 Georg Friedrich I. den Ældre (levede 1539-1603), søn af Georg den Fromme
  • 1603-1655 Christian (levede 1581-1655), søn af Johann Georg von Brandenburg
  • 1655-1712 Christian Ernst (levede 1644-1712), søn af Erdmann August von Brandenburg-Bayreuth
  • 1712-1726 Georg Wilhelm (levede 1678-1726)
  • 1726-1735 Georg Friedrich Karl (levede 1688-1735), søn af Christian Heinrich von Brandenburg-Kulmbach
  • 1735-63 Friedrich III. (levede 1711-1763)
  • 1763 – 1769 Friedrich Christian (1708-1769), søn af Christian Heinrich von Brandenburg-Kulmbach
  • 1769-1791 Karl Alexander (levede 1736-1806), overdrog fyrstedømmet til Preussen, søn af Karl Wilhelm Friedrich von Brandenburg-Ansbach.

Hertugdømmet Brandenburg-Jägerndorf

I 1523 erhvervede markgreve Georg der Fromme af Brandenburg-Ansbach hertugdømmet Jägerndorf, hvis residens var at finde i Jägerndorf, der ligger i dagens Tjekkiet på grænsen til Polen. Hohenzollerne var regenter indtil 1623, og Jägerndorf blev derefter overdraget til hertugdømmet Schlesien, i det man kalder Mæhrisk Schlesien.

Slottet Jägerndorf i dag i Tjekkiske Krnov. Dette lille fyrstendømme i Schlesien var også Hohenzollernes område i perioden 1523-1623. Foto fra wikipedia

Følgende Hohenzollere herskede over hertugdømmet:

  • 1523-43 Georg von Brandenburg-Ansbach kaldet “den Fromme”, (levede 1484-1543), søn af Friedrich II. von Brandenburg-Ansbach-Kulmbach
  • 1543-1603 Georg Friedrich von Brandenburg-Ansbach (levede 1539-1603)
  • 1603-1606 Joachim Friedrich von Brandenburg (levede 1546-1608), søn af Johann Georg von Brandenburg
  • 1606-1623 Johann Georg von Brandenburg-Jägerndorf (levede 1577-1624).

De Brandenburgiske Hohenzollern: Kurfyrster og markgrever

Friedrich VI. von Nürnberg (1371-1440), den senere markgreve Friedrich I. von Brandenburg, fik overdraget Mark Brandenburg af Kong Sigismund af huset Luxemburg, da han hjalp denne med anseelige finansielle midler ved Sigismunds valg til tysk romersk konge. Greven var fra 1411 kaptajn og forvalter af Mark Brandenburg: Kongen ville imidlertid selv beholde kurfyrste- og kammerværdigheden . Mark Brandenburg skulle vise sig ganske besværlig og genstridig at regere. Et flertal af de adelige stræbte selv efter magten, og der var utallige fejder. Borggreven af Nürnberg blev nedladende kaldt “Nürnberger Tand” (Nürnbergerdimsen) af de førende familier. Stænderne i Altmark og Prignitz under ledelse af Gans von Putlitz mødte Hohenzollerne med den voldsomste modstand, men da Hohenzollerne var i stand til at bevare kontrollen, blev Friedrich VI. på koncilet i Konstanz i 1415 givet såvel markgrevetitel og kurfyrstelig værdighed. Mark Brandenburg blev familiens arv, hvormed kongen viste sin taknemlighed. De brandenburgiske stænder hyldede borggreverne i oktober 1415 på en landdag i Berlin. Kurfyrstekollegiet var enig om at anerkende rangforfremmelsen.

Friedrich VI. Borggreve af Nürnberg forlenes med Mark Brandenburg og bliver til Friedrich I. Kurfyrste af Brandenburg. Fremstilling af Koncilet i Konstanz, hvor det foregik. Fra wikipedia

Friedrich II. “Eisenzahn” (Jerntand) overtog efter de testamentariske bestemmelser i fællesskab med sin bror Friedrich “Den fede” ledelsen af landet efter deres faders død i 1440. Friedrich II. gik konsekvent i kamp mod den tilranende adel. Han fik sit førnævnte tilnavn grundet sin hårdhed mod adelen. Han tålte heller ikke byernes bestræbelser på at opnå selvstændighed og valgte i 1443 det Berlinske Byslot som residens, hvilket førte til kraftige reaktioner fra byens befolkning de efterfølgende år. Det huskes som Berliner Unwille. I hans regeringstid genvandt man Neumark og store dele af Uckermark. I 1470 overlod han regeringsførelsen til sin bror Albrecht Achilles. Broderen havde siden 1440 haft regentskabet over Fyrstedømmet Ansbach og siden 1464 over Fyrstedømmet Bayreuth. Albrecht Achilles var en tæt allieret til kong Albrecht II. von Habsburg af det Hellige Tysk Romerske Rige ved dennes valg i 1438. I 1473 regulerede han arvefølgen i Hohenzollernes land, hvor han fastslog, at Mark Brandenburg var udelelig.

Achilles´ søn Johann Cicero overtog i 1486 regeringsansvaret i Brandenburg. Som det var blevet beskrevet i Disposition Achillea, blev Mark Brandenburg delt fra de frankiske lande. Det var en ordning, som skulle bestemme de umiddelbare arveregler: senere generationer opfattede det som et skrift, der delte besiddelserne i 3 dele. Man så også, at de brandenburgiske Hohenzollernfyrster ikke deltog i rigspolitik for at koncentrere sig om at konsolidere magten i Mark Brandenburg, og i stedet overlod man taleretten til de frankiske Hohenzollere på Rigsdagen. Johann Cicero blev den første af kurfyrsterne, der også blev begravet i Brandenburg.

Ciceros sønner Joachim I. Nestor og  Albrecht IV. von Brandenburg blev i 1499 hans efterfølgere. Deres formynder og frankiske onkel Friedrich talte for en fornyet forening af Mark Brandenburg og de frankiske besiddelser. Kejser Maximillian I. fastslog at, Joachim I. Nestor, trods det at han var mindreårig, skulle gøres til kurfyrste. Hans bror Albrecht afsværgede sit medregentskab og blev i 1513 katolsk ærkebiskop af Magdeburg og i 1514 kurfyrstelig ærkebiskop af Mainz og endelig i 1518 kardinal. Det forhold skulle i øvrigt få verdenshistorisk betydning, da Albrecht måtte betale en betragtelig sum til paven for at få dispensation til at besidde to ærkebispelige stillinger, hvilket normalt ikke var tilladt. For at få råd til dette tillod pave Leo X., at dominikanermunken Johann Tetzel drog igennem Albrechts land og solgte afladsbreve. Kritikken mod denne praksis førte til Martin Luthers berømte teseopslag i Wittenberg, der 31. oktober 1517 førte Reformationen med sig. Joachim I. Nestor forblev en svoren katolik og afviste i flere omgange Luthers lære, i 1521 på Rigsdagen i Worms og i 1529 på Rigsdagen i Speyer. I 1506 havde han grundlagt det første brandenburgiske universitet i Frankfurt an der Oder, der på dette tidspunkt var en forsvarer for katolicismen. Hans ægteskab med Elisabeth af Danmark – en datter af Kong Hans – skulle vise sig problematisk, da Elisabeth i 1528 forlod sin mand, idet hun var overgået til den lutherske lære og flygtede til Sachsen.

Joachim I. Nestor, kurfyrste 1499-1535, forblev en svoren katolik trods det, at hans kone Elisabeth af Danmark overgik til protestantismen. Maleri af Lucas Cranach den Ældre. fra wikipedia

Joachim II. Hector efterfulgte i 1535 sin fader Joachim I. Nestor som kurfyrste. Hans yngre bror Johann fik – efter deres faders ønske – det nyetablerede Markgrevskab Brandenburg-Küstrin (1535-71). Faderen havde også udtrykkeligt beordret, at sønnerne skulle bibeholde deres katolske tro. 1. november 1539 indførte Joachim II. Hector Reformationen i Mark Brandenburg. Hans bror var allerede året forinden overgået til den lutherske tro. De begge havde lært om Luthers lære fra deres moder, der angiveligt skulle have krævet Luthertroen indført før hun ville returnere. Joachims ægteskab med den polske Sigismunds datter Hedwig var den omvendte verden i forhold til hans forældre. Hedwig forblev katolsk, men i modsætning til forældrene blev de sammen livet ud. Arvedelingen med hans bror og de heraf formindskede indtægter gjorde det til en tid med svære økonomiske betingelser.

Joachim II. Hector, kurfyrste af Brandenburg 1535-71. Han indførte reformationen i Brandenburg i 1539. Maleri af Lucas Cranach den Yngre. Fra wikipedia

Joachims søn Johann Georg overtog i 1571 Mark Brandenburg og efter hans onkels død også Brandenburg-Küstrin, der blev en parentes i historien. Den akademisk veluddannede kurfyrste konsoliderede de statslige finanser i en periode, hvor mange kirkelige domæner blev indlemmet i kurfyrstens besiddelse, og hvor jødeforfølgelserne samtidig tog deres begyndelse.

Johann Georgs søn Joachim Friedrich blev i 1567 administrator for Ærkebispedømmet Magdeburg og regerede fra 1598 Brandenburg. I 1604 oprettede han et hemmeligtrRåd, der var en effektiv modvægt til stændermagten. Han udbyttede områdets metalforekomster og byggede både jernvalseværker og miner. I 1599 blev det slået fast i Geraer Hausvertrag, at Mark Brandenburg var udelelig. Johann Georg var derudover formynder for den uegnede regent Albrecht Friedrich von Preussen over Hertugdømmet Preussen. I 1594 fik han giftet sin ældste søn med Albrechts datter Anna, og i sit eget andet ægteskab giftede han sig i 1603 med Annas lillesøster Eleonore. Albrechts Friedrichs far stammede fra Hohenzollernes Ansbach-linje, som i 1525 havde fået det sækulariserede ordensland Østpreussen som arveligt hertugeligt len.

Johann Sigismund af Brandenburg-Preussen. Han førte Brandenburg og Preussen sammen, da han stod som arving efter sin svigerfars død i 1618. I 1613 var han konverteret til calvinismen, der skulle forblive fyrstefamiliens tro. Maleri af ukendt. Fra wikipedia

Joachim Sigismund efterfulgte i 1608 sin fader som kurfyrste af Brandenburg, og i 1618 efterfulgte han sin svigerfader som hertug af Preussen. I 1613 konverterede Johann Sigismund til calvinismen, der skulle forblive det religiøse tilhørsforhold for Hohenzollerne i Brandenburg-Preussen; Hohenzollerne kunne ane, at følgende handling kunne sikre dem områder ved Rhinen. I Brandenburg forblev befolkningen Luthersk. Fra og med 1618 er den gængse betegnelse for domænet Brandenburg-Preussen.


Regenter i Markgrevskabet

  • 1412-1440 Friedrich I. von Brandenburg, også Friedrich VI. von Nürnberg (levede 1371-1440)
  • 1440-1471 Friedrich II. (levede 1413-1471), kaldt “Jerntand”
  • 1471-1486 Albrecht Achilles (levede 1414-1486), satte arvereglerne op i Dispositio Achillea i 1473, bror til Friedrich II.
  • 1486-1499 Johann Cicero (levede 1455-99)
  • 1499-1513 Albrecht IV. von Brandenburg (levede 1490-1545), kardinal og ærkebiskop af Magdeburg og Mainz.
  • 1499-1535 Joachim I. Nestor (levede 1484-1535), bror til Albrecht IV.
  • 1535-1571 Joachim II. Hector (levede 1505-71)
  • 1571-1598 Johann Georg (levede 1525-98)
  • 1598-1608 Joachim Friedrich (1546-1608), formynder til Albrecht Friedrich von Preussen, og skabte Geraer Hausvertrag i 1599.
  • 1608-1619 Johann Sigismund (levede 1572 til 1620), fra og med 1618 hertug af Preussen.

Markgreverne af Brandenburg-Küstrin

Markgrevskabet Brandenburg-Küstrin bestod mellem 1535 og 1571 og omfattede dele af Neumark. De var resultatet af Joachim I. Nestors ønske om, at hans andenfødte søn Johann blev tildelt et lensområde. Johann regerede i sin levetid 1535-71, men efterlod sig ingen mandlige efterkommere, hvorefter at området igen blev del af Mark Brandenburg og ophørte med at eksistere selvstændigt.


De Brandenburgisk-Preussiske Hohenzollere

Hertugdømmet Preussen opstod i 1525 ved at omdanne den tyske ordensridderstat til et verdsligt fyrstedømmme, som var et len under det polske kongerige. Det var len under Polen indtil traktaten i Wehlau i 1667. Albrecht von Preussen var den sidste højmester i den Tyske Orden. Hans søn Fridrich V. von Brandenburg-Ansbach besluttede – på direkte råd fra Martin Luther – i november 1523 at nedlægge hvervet som højmester og omforme Ordensridderstaten til et verdsligt hertugdømme og indføre Reformationen. Foran Kong Sigismund I. af Polen gennemførte Albrecht i 1525 den Preussiske Hyldning, hvorved at han gjorde ordensstaten til et arveligt hertugdømme og polsk len. Hans søn og efterfølger Albrecht Friedrich døde imidlertid i 1618 uden mandlige efterkommere, hvorefter den polske konge gav området i len til Albrecht Friedrichs  svigersøn, kurfyrst Johann Sigismund von Brandenburg-Hohenzollern. Dermed var Mark Brandenburg og Hertugdømmet Preussen (Østpreussen) i personalunion.

I år 1614 sluttede arvefølgestriden mellem Jülich og Kleve med Traktaten i Xanten, at kurfyrsten af Brandenburg Johann Sigismund kunne beholde Hertugdømmet Kleve, Grevskabet Mark og Grevskabet Ravensberg, for hvilket han konverterede til calvinismen.

Alle områderne blev kaldt Brandenburg-Preussen i perioden 1618-1701. Det bestod af territorier, der til dels lå indenfor Det Hellige Tysk Romerske Rige.

Den store kurfyrste: Friedrich Wilhelm og hans hollandske kone Luise Henriette af Oranje. Han var kurfyrste 1640-88, og hans regeringsår blev anset som præget af kløgt både samfundsmæssigt og militært. Derudover sættes han som grundlægger af den preussiske tolerance. Maleri af Gerrit van Honthorst (1647). Fra wikipedia

Hele området oplevede en blomstringstid under “Den store kurfyrste” Friedrich Wilhelm, efter at Brandenburg havde været hårdt ramt af Trediveårskrigens hærgen. Han indførte en lang række reformer, hvor han understøttede landbrug og indvandring, og hvor der kom kunstnere, håndværkere, bygmestre, landmænd og handelsfolk først og fremmest fra Holland – hans kones Luise Henriette von Oraniens hjemland. Senere kom der en del jøder og protestanter fra Østrig samt huguenotter fra Frankrig og Nederlandene. Det lykkedes ham at føre en klog alliancepolitik i Den anden nordiske Krig 1655-61 – den, som vi i Danmark fokuserer på som Karl-Gustav-Krigene 1657-60 – hvor det lykkedes at holde sammen på alle de spredte besiddelser og samtidig underlægge sig Bagpommern. I 1664 indførte han et toleranceedikt, som skulle føre til en afslutning på rivaliteten mellem lutheranere og calvinister, hvilket grundlagde traditionen med den preussiske tolerance. Derudover lod han byslottet i Potsdam og Oranienburgs Slot opføre som mindre landbesiddelser.

Brandenburg-Preussen som det så ud i 1688. Det var vokset kraftigt i løbet af 1600-tallet. Kort fra wikipedia

Hans søn Friedrich III. efterfulgte ham som kurfyrste i 1688. I 1699 lod han Berlins byslot omdanne til et prægtigt barokpalæ og lod Charlottenburg Slot opføre til sin kone Sophie Charlotte. Han lod også Zeughaus bygge på Unter den Linden i Berlin og ombyggede slottet i Kønigsberg. Alle disse bekostelige byggerier skulle forberede endnu rangstigning. Forhandlinger med kejseren (og betragtelige betalinger) i 1701 om, at hans østpreussiske hertugdømme skulle omdanns til Kongeriget Preussen, og han satte selv kronen på sit hoved. Han regerede det lille fjerne kongerige ved Østersøen i personalunion med det væsentligt større Kurfyrstedømme Brandenburg. Han brugte titlen Kurfyrst af Brandenburg (Friedrich III.) og Konge af Preussen (Friedrich I.). Begge territorier var forbundet udelukkende gennem herskeren som person. Kongetitlen kunne bruges i det tidligere Hertugdømme Preussen, og dette var – i modsætning til Mark Brandenburg – ikke en del af det Hellige Tysk Romerske Rige. Der var andre tyske kurfyrster, som i disse år fik udenlandske kongekroner. August den Stærke af Sachsen  blev i 1697 konge af Polen-Lithauen og Georg von Hannover (King George I.) i 1714 det britisk-irske.

Friedrich I. blev i 1701 kronet som konge af Preussen, omend titlen kun gjaldt det mindre området i den østlige del af Østersøen, så kunne titlen udbredes til hele Hohenzoller-området i 1772. Maleri fra kroningen i Østpreussens hovedby Kønigsberg. Fra wikipedia

I det 18. århundrede var de mange preussiske landsdele stadig kun løst sammensatte eller usammenhængende, således at der først langsomt voksede en enhedsstat frem, som borgerne lærte at kende som Preussen. De oprindeligt kurfyrstelige-brandenburgiske institutioner blev nu til kongelige preussiske. Polen havde lenshøjhed over det senere Vestpreussen, hvilket gjorde det umuligt at bruge betegnelsen konge af Preussen for regenterne. Friedrich Wilhelm I., kaldt “Der Soldatenkönig” (da: Soldaterkongen) overtog magten i 1713 og var med til at opbygge den preussiske stat som en militærmagt med masser af kaserner og en af de stærkeste hære i Europa, som dog lidt ironisk aldrig blev indsat i kamp i hans regeringsår (1713-40). Soldaterkongen styrkede ydermere statsfinanserne ved at motivere erhvervspolitikken, der efter hans faders ødsle forbrug under Drei-Grafen-Kabinett (Tregrevekabinettet) resulterede i ruinerede statsfinanser. I 1702 havde Friedrich I. gjort krav på titlen Fyrste af Oranien, da det hollandske fyrstehus´ arvelinje var uklar med Preussen, Frankrig og en mindreårig hollænder som lige arveberettigede. I 1713 ved freden i Utrecht faldt fordelingen således, at Fyrstedømmet Oranje tilfaldt Frankrig, økonomisiden og besiddelserne tilfaldt Preussen, og titlen måtte bæres af den mindreårige Wilhelm IV. af Oranien. Soldaterkongen fraskrev sig denne titel i 1734 og anerkendte Wilhelm af Nassau-Diez som statholder af Holland, hvorpå familien Oranje-Nassau opstod.

Hans søn Friedrich der Grosse (Frederik den Store) udnyttede efter sin magtovertagelse i 1740 det militære potentiale, omp, hans fader havde opbygget, til at vinde i de Slesiske Krige (1740-48, 1756-63) og gøre Schlesien og Grevskabet Glatz til en del af Preussen. Det blev startskuddet til mere end 100 års magtkamp mellem Habsburgere og Hohenzollern om, hvem der stod stærkest i det tysktalende område.

Frederik den Store som han så ud i 1763. Det år, hvor han ved et større mirakel var i stand til at trække sig sejrrigt ud af Syvårskrigen. Maleri af Johann Georg Ziesenis den Yngre

Schlesien, der var et af de vigtigste industriområder i Europa, var i første omgang blevet erobret i den østrigske arvefølgekrig 1740-48, og det lykkedes kun lige akkurat at beholde områderne i den europæiske 7-årskrig 1756-63; det kostede mange menneskeliv, betaling af skatter samt ødelæggelser. Ved den første deling af Polen i 1772 fik Frederik den Store en god bid af Vestpreussen, hvorpå han kunne kalde sig konge af Preussen. Denne indlemmelse gjorde også, at besiddelserne mellem Pommern og Østpreussen blev landfaste, og at stamområderne var forenet. Friedrich II. videreførte den fornuftige erhvervspolitik og tiltrak mange driftige mennesker. Friedrich huskes særligt grundet hans kulturelle virken, hvor Park Sanssouci med slotte som Neues Palais og Sanssouci nu er at finde på verdenskulturarvslisten. Hans nevø og efterfølger Friedrich Wilhelm II. (1786-97) sad som konge under den anden og tredje deling af Polen i hhv. 1793 og 1795, hvor indlemmelsen af Syd- og Nyøstpreussen igen betød betragtelige landudvidelser.

Wienerkongressen i 1815 bragte en lykkelig udgang på napoleonskrigene for Friedrich Wilhelm III. (1797-1840). Han var ellers flygtet fra Berlin i al hast i 1806, da Napoleon indtog byen og måtte indgå en ydmygende fred i Tilsit i 1807. Men Preussen overlevede og var med til at besejre Napoleon både ved Leipzig i 1813 og ved Waterloo i 1815. Det gjorde også, at Preussen blev tildelt nye landområder ved Rhinlandet og i Westfalen. Disse områder så dengang ikke ud af meget, men udviklede sig i de kommende år til at være altafgørende for industrialiseringen, ganske som de slesiske områder var. Preussen blev det mest industrialiserede område i det kontinentale Europa. 1800-tallet var i det hele taget et århundrede med mange økonomiske forandringer, hvor næringsfrihed og ændring i arveregler og en mindre bureaukratisk toldindretning også blev indføjet, og dertil skal det nævnes, at de Stein-Hardenbergske reformer var med til at gøre de preussiske universiteter til de mest eftertragtede i Europa.

Friedrich Wilhelm IV. “Romantikeren på Tronen” berigede Park Sanssouci og mange andre områder i området rundt om Berlin. I 1848 var han positiv overfor at ændre forfatningen til et konstitutionelt monarki, men afsværgede dog at tage kejserkronen på vegne af Frankfurterparlamentet. Hans bror og efterfølger Wilhelm I. nedkæmpede Revolutionen 1848/49 og indførte en langt mere konservativ og statslig ekspansionistisk politik med sin tro følgesvend Otto von Bismarck som ministerpræsident.

I 1864 besejrede Preussen med Bismarck og Wilhelm i teten Danmark, hvorefter Slesvig og Holsten i fællesskab blev forvaltet af Preussen og Østrig, der havde været forbundsallieret i denne krig. Forholdet til Østrig udløste snart en ny krig, som i 1866 mundede ud i en sejr til preusserne. Herefter blev en lang række områder i Tyskland preussiske: det gjaldt Hannover, Slesvig, Holstein, Nassau, Sachsen samt Kurhessen. Preussen havde sikret sig en formagtstilling, hvilket gjorde, at Wilhelm I. blev den første tyske kejser i 1871, da Preussen suverænt var den største magt i det ny kejserrige. Titlen var Deutscher Kaiser i stedet for Kaiser von Deutschland. Da Østrig stadig havde sin egen kejser, blev det også kaldt den Lilletyske Løsning, da Bøhmen og Østrig stod udenfor kejserriget og stadig var del af det Hellige Tysk Romerske Rige under Habsburgerne. Storhertug Friedrich I. von Baden udråbte ved ceremonien 18. januar 1871 den megen virak om titler, idet han råbte: “Hans Kejserlige og Kongelige Majestæt, Kejser Wilhelm længe leve”.

Kejser Friedrich III. levede et helt liv med at vente på at få titlen som kejser. Han var mange liberales store håb, da hans far såvel som søn var militærets og de konservatives foretrukne. Da Friedrich III. endelig lod sig krone, var han dødssyg, og 99 dage efter døde han 15. juni 1888. Derefter overtog Kejser Wilhelm II. , hvilket understøttede den militære oprustning og den koloniale ekspansion. Da den østrig-ungarske tronarving Franz Ferdinand blev myrdet ved attentatet i Sarajevo 28.juni 1914, satte det gang i en lang række følgevirkninger, som i sidste ende betød udbruddet af 1. verdenskrig. Kejser Wilhelm abdicerede 9. november 1918, hvilket førte til udråbelsen af en republik, der senere fik navnet Weimar-Republikken. Kejseren drog i eksil til Holland, hvor han levede til sin død i 1941 på Huis Doorn.


Galleri af de preussiske konger




Markgreverne af Brandenburg-Schwedt

Grevskabet Schwedt blev i 1688 givet til Philipp Wilhelm, der var en søn af Den Store Kurfyrste Friedrich Wilhelm, han gav ham titlen Markgreve af Brandenburg-Schwedt. Områderne bredte sig over områderne Uckermark, Neumark og Bagpommern. Efter at linjen ophørte med at eksistere i 1788, tilfaldt områderne Preussen.

  • 1688–1711 Philipp Wilhelm (levede 1669-1711), søn af Den Store Kurfyrste Friedrich Wilhelm von Brandenburg
  • 1731-1771 Friedrich-Wilhelm  (levede 1700-71), i perioden 1711-31 var det under formynderskab af de preussiske konger Friedrich I. og Friedrich Wilhelm I.
  • Friedrich Heinrich (levede 1709-88), bror til Friedrich Wilhelm.

Hohenzollern siden kejserrigets ophør

28. november 1918 underskrev Kejser Wilhelm II. i sit nederlandske eksil sin abdikation. Kronprins Wilhelm blev krævet af den hollandske regering at underskrive en erklæring, hvor han afskrev sig enhver form for trone fremadrettet. Det skete på den hollandske ø Wieringen, hvor kronprinsen opholdt sig frem til 1923. Herefter tillod den tyske udenrigsminister Gustav Stresemann, at kronprinsen kunne returnere til Tyskland.

Wilhelm II. boede i det første halvandet år på slottet i Amerongen tæt ved Utrecht. Tysklands tidligere krigsmodstandere krævede forgæves hans udlevering i denne tid. I 1920 flyttede han til Huis Doorn, som han havde som bolig resten af sin levetid. Han vendte aldrig tilbage til Tyskland. Han modtog regelmæssigt besøgende fra hjemstavnen, skrev talrige bøger og udelukkede fra hans side ikke, at et tysk monarki igen kunne opstå. I 1921 døde hans elskede kone Auguste Viktoria. Han giftede sig i 1922 med Hermine von Schoenaich-Carolath. Wilhelm døde i 1941 i Holland og blev begravet i parken ved Huis Doorn.

Kejser Wilhelm efter at være abdiceret (i midten) til venstre den tidligere kronprins Wilhelm og til højre hans søn Wilhelm. Foto fra Deutsche Bundesarchiv. Fra wikipedia

Få dage efter Novemberrevolutionen i 1918 blev Hohenzollernes formue og ejendom beslaglagt af det preussiske finansministerium. Familien forhandlede med den preussiske stat frem til 1926 om de udfordringer, der lå i Eksproprieringen af Fyrstegods. 26. oktober 1926 kom der en lovfæstet aftale i hus. Der blev grundlagt en stiftelse ved navn “Verwaltung der Staatlichen Schlösser und Gärten”. Den preussiske stat beholdt 75 slotte, mens Hohenzollerne fik 39 bygninger tilbage. Hovedparten af disse slotte blev ødelagt under 2. verdenskrig. I dag ejer den brandenburgisk-preussiske linje to tredjedele af Burg Hohenzollern.

Siden 1951 har Louis Ferdinand von Preussen været familiens overhoved. Han er søn af kronprins Wilhelm og dennes kone Cecilie – der i øvrigt var søster til den danske dronning Alexandrine. Familien bruger stadig tiltaleformen “Deres kejserlige og kongelige Højhed”, andre familiemedlemmer tager brug af formen “Kongelige Højhed”. Da Weimar-forfatningen trådte i kraft i august 1919 i hele Tyskland, blev de rettigheder, som adelen havde fået ved fødslen, sat ud af kraft. Med afskaffelsen af særrettighederne og titlerne fra den tyske adel blev de brandenburgisk-preussiske Hohenzollern slet og ret kaldt ved deres borgerlige navn, dog stadig med titlen prins eller prinsesse af Preussen. I 1952 udsmykkede Louis Ferdinand von Preussen Burg Hohenzollern med en lang række genstande, der fortalte Preussens historie. Ved samme lejlighed stiftede man Prinzessin Kira von Preussen Stiftung, hvor familien engagerede sig til hjælp for samfundet og gjorde det muligt for børn at få ophold på Burg Hohenzollern. En af familiens vigtigste anliggender var at overføre Friedrich der Grosse og dennes gravmæle fra Burg Hohenzollern til Schloss Sanssouci. Det lykkedes i august 1991 med deltagelse af en lang række statsoverhoveder.

Anno 2016 er der stadig omkring 50 familiemedlemmer i live af familiegrenen Brandenburg-Preussen Hohenzollern. Siden 1994 har familieoverhovedet været Georg Friedrich Prinz von Preussen. Han var søn af Louis Ferdinand von Preussen junior og dennes kone Donata. Friedrich Wilhelm Prinz von Preussen, den førstefødte søn af Louis Ferdinand von Preussen, blev i 1967 udelukket fra at blive familieoverhoved, da han – lige som sin bror Michael von Preussen – havde indgået et ustandsmæssigt ægteskab.

Georg Friedrich von Preussen giftede sig i august 2011 med Sophie Prinsesse von Isenburg, som han havde kendt fra sin barndom. Der var mere end 650 gæster til gudstjenesten i Friedenskirche i Park Sanssouci i Potsdam. Siden er sønnerne Carl Friedrich og Louis Ferdinand (2013) og Heinrich (2016) samt datteren Emma Marie (2015) kommet til.


Hohenzollern fra Schwaben

Friedrich IV. von Zollern (1188-1255) grundlagde en anden familiegren samtidig med den frankiske linje. De frankiske – og dermed senere de brandenburgisk-preussiske – Hohenzollere udviklede sig uafhængigt fra de schwabiske Hohenzollere. De respektive linjer havde som følge heraf ikke nogen fælles historie.

I det sene 12. århundrede udvidede Hohenzollern sine besiddelser frem til Rhinen og på Donaus øvre løb i retning af Alsace og ved floden Neckar. I det 13. århundrede var slægten blandt de mægtigste og vigtigste i det sydtyske rum. Familien havde en byret i Hechingen allerede i 1285, mens man kan spore en landsret tilbage til 1542.

Hechingen blev nævnt i en skrivelse fra Friedrich V. med tilnavnet “Der Erlauchte” (den hæderkronede) i december 1255, hvad der henviste til byrettigheder. Balingen modtog samme år byrettigheder. I 1267 gjorde Friedrich V. og hans hustru Uodelhilt Kloster Stetten ved Hechingen til familiens gravplads, det hidtidige Kloster Alpirsbach i Schwarzwald lå for geografisk ugunstigt.

Klosterkirken i Stetten, hvor familiegravstedet for de schwabiske Hohenzollere ligger. Foto fra wikipedia

Sønnerne til Friedrich V. blev i 1288 årsag til en deling i linjerne Zollern-Zollern og linjen Schalksburg. Friedrich VI. kaldt “Der Ritter” (Ridderen) arvede grevskabet Zollern med Stamborgen. Friedrich I. von Zollern-Schalksburg grundlagde en familiegren med Schalksburg som stamborg, Mühlheim og byen Balingen. Friedrich I. var gift med Udilhild von Merkenberg, hvilket ofte gav ham navnet Merkenberg. I 1391 solgte Grev Friedrich V., den sidste Schalksburger, byen Mühlheim til Conrad von Weitingen, der i 1403 solgte den videre til Grev Eberhard von Württemberg. I 1408 blev Schalksburger-linjen opløst.

I det 14. århundrede dannede sønnerne af Friedrich VIII. (kaldt “Ostertag” – påskedag) en linje kaldt Strassburger-linjen med Friedrich der Strassburger og linjen Schwarzgräfliche linje med Friedrich IX., der blev opløst igen i 1412. Strasburgerlinjens besiddelser var allerede blevet delt i 1402 mellem Friedrich XII. (kaldt Öttinger) og hans bror Eitel Friedrich I. Da også den schwarzgräfliche linje uddøde, brød der arvestridigheder ud imellem de to brødre. Öttinger havde finansielle problemer og mistede næsten alle sine besiddelser. Greven af Württemberg overtog det meste af hans ejendom. Friedrich XII.´s hårdhændede militæriske aktioner i Schwaben sikrede ham massiv modstand blandt andet fra rigsbyen Rottweil. I 1418 i Rottweil kom det til en beslutning om, at greverne i området i fællesskab gik sammen, hvilket i 1423 førte til ødelæggelsen af Burg Hohenzollern. Hans bror Eitel Friedrich I. forpantede også besiddelser til Württemberg, men var i stand til at drive disse tilbage igen. I 1429 indgik man en ugunstig arvetraktat med Württemberg. Da der ingen mandlig arving var, tilfaldt hele området Württemberg. Stamborgen blev genetableret i 1454 af Jobst Nicolaus I. med hjælp fra såvel Brandenburg som Habsburg.

Hohenzollern havde altså mistet sine områder i såvel Schwarzwald og Alsace,  hvilket betød, at de i slutningen af det 15 .århundrede kun havde mindre områder rundt om Hechingen tilbage. Eitel Friedrich II. – søn af Jobst Nicolaus I. – var militært engageret med kejser Maximillian I. von Habsburg i Nederlandene; han tog bl.a. del i Slaget ved Guinegate. Det nære venskab med kejseren sikrede igen Hohenzollern stor indflydelse på rigspolitikken. Eitel Friedrich II. var den første præsident for den nyetablerede Rigskammerret; Maximillian I. åbnede personligt retten og modtog eden fra greven.

Hohenzollernes område i Schwaben omkring år 1370. Som man kan se, ligger deres områder spredt. Kort fra wikipedia

I midten af det 16. århundrede herskede Hohenzollern igen over større besiddelser. Grevskabet Zollern blev under ledelsen af Karl I. også belenet med grevskaberne Sigmaringen og Veringen. Karl V. fra huset Habsburg gav dette i rigslen til Hohenzollern, hvad der tidligere havde tilhørt slægten Werdenbergerne.

Den senerr kejser Karl V. blev allerede i 1516 gudfader til Karl I. Hohenzolleren tog navn efter Karl V. og voksede op i dennes umiddelbare nærhed, hvilket forklarede deres nære og gode forhold. Efter Karl I.´s død i 1558 arvede hans fætter Jobst Nicolaus II. familiens besiddelser uden, at der fandt delinger sted. Familien havde igen fået sin indflydelse tilbage og var aktiv på rigsniveau.

Karl I.´s nye grevskab Sigmaringen blev i den næste generation omdøbt til Grevskabet Hohenzollern-Sigmaringen. Området havde fra 1290 været en del af Kong Rudolf I. von Habsburgs område, hvilket gjorde, at området havde været sat i pant adskillige gange. I 1399 blev det del af greveslægten Werdenberger. Det kunne kalde sig et grevskab fra 1460. Slægten uddøde i 1534 og blev altså overdraget til Hohenzollern i 1535.

I 1576 fulgte så en arvedeling i tre dele, hvilket igen førte til svækkelse: Hohenzollern-Hechingen, Hohenzollern-Sigmaringen og Hohenzollern-Haigerloch. Brødrene Eitel Friedrich I., Karl II. og Christopher delte områderne imellem sig, mens en fjerde broder Joachim fraveg sine arvekrav. Dette var blevet bestemt i 1575, året før Karl I.´s død. Imidlertid fik den førstefødte de langt største områder. Hohenzollern-Hechingen var kerneområde for familien, Hohenzollern-Sigmaringen var et len i Østrig. Herskabet Haigerloch, der i 1767 blev del af Sigmaringen, var selvstændigt.

I 1623 blev man en del af rigsfyrsterne grundet den nære tilknytning til Habsburgerne. I anden halvdel af det 17. århundrede tog de schwabiske og brandenburgisk-preussiske Hohenzollern igen politisk kontakt, efter at denne havde været brudt siden middelalderen. De var dog stadig delt på spørgsmålet om religion, hvor schwaberne var katolske og brandenburgerne og frankerne protestanter. Grevskaberne i Schwaben var del af det Hellige Tyske Romerske Rige indtil 1806, hvor denne institution blev opløst.

Hohenzollernes sydlige gren i Schwaben blev regeret af følgende grever:

  • 1218–1255 Friedrich IV. (levede 1188-1255), indtil 1218 borggreve Friedrich II af Nürnberg, men herefter grundlægger af den schwabiske linje, udspaltning fra de frankiske Hohenzollern.
  • 1255-89 Friedrich V. (død 1289) kaldt “der Erlauchte” (Den Hæderkronede)
  • 1288-98 Friedrich VI. (død 1298) kaldt “Der Ritter” (Ridderen), i 1288 udspaltede linjen Zollern-Schalksburg sig.
  • 1298-1309 Friedrich VII. (død omkring 1309)
  • 1309-1333 Friedrich VIII. (død 1333) kaldt “Ostertag” (Påskedag), bror til Friedrich VII.
  • 1333-1377 Friedrich IX. (død 1377/79) kaldt “Der Schwarzgraf” (Den sorte Greve), grundlagde Schwarzgräfliche linje, der uddøde igen i 1412.
  • 1344-65 Friedrich der Strassburger (død omkring 1365), Strassburger Linjen, bror til Friedrich IX.
  • 1379-1401 Friedrich XI (død 1401)
  • 1401-26 Friedrich XII. (født før 1401 og død 1443) kaldt “Der Öttinger”.
  • 1401-33 Eitel Friedrich I. (levede 1384-1439), bror til Friedrich XII.
  • 1433-88 Jobst Nicolaus I. (levede 1433-88)
  • 1488-1512 Eitel Friedrich II. (levede 1452-1512)
  • 1512-1525 Eitel Friedrich III. (levede 1494 til 1525)
  • 1525 – 1576 Karl I. (levede 1516-1576), også kendt som regent for grevskaberne Sigmaringen og Veringen (der blev givet i len i 1535). 

Grevskabet og fyrstedømmet Hohenzollern-Hechingen

I grænseområdet for Hohenzollern-Hechingen befandt Burg Hohenzollern sig, stamsædet for Hohenzollern. Grevskabet for det respektive fyrstedømme eksisterede allerede først som grevskabet Zollern, der fra 1576 blev kaldt grevskabet Hohenzollern-Hechingen og i 1623 Hohenzollern-Hechingen. Dets kerneområde forblev herfra stort set intakt.

Eitel Friedrich I. (IV.), der levede 1545-1605, grundlagde linjen Hohenzollern-Hechingen i direkte linje fra den oprindelige familiegren af Hohenzollern. Han var ydermere kejserlig oberst og medlem af rigskammerretten. Greven lod opføre en slot i renæssancestil i Hechingen, der hvor senere Neues Schloss kom til at ligge. Residensen blev et kulturelt centrum, hvilket sikrede greven tilnavnet “Der Prächtige” (Den Prægtige). Derudover stod han for ombygningen af Klosterkirche St. Luzen.

Kloster Luzen i Hechingen. Foto fra wikipedia

Johann Georg, der var søn af Eitel Friedrich, blev i 1623 ophøjet til rigsfyrstestanden af kejser Ferdinand II. for sit engagement i den katolske sag. Han havde fået stillingen som rigskammerretspræsident og præsident for Rigshofrådet. Hans søn Eitel Friedrich II. blev i 1653 i rigsfyrstekollegiet for Rigsdagen. I hans regeringstid fandt Trediveårskrigen sted fra 1618-48, hvor han var general for kejser Ferdinand II. Hohenzollern-Hechingen forblev katolsk på trods af, at Württemberg tilhørte den Protestantiske Union. Fyrstedømmet – og Burg Hohenzollern i særdeleshed – havde en strategisk stor betydning og blev erobret af både svenskere og Württembergere og samtidig udplyndret.

Efter fyrstens død i 1661 blev han efterfulgt af sin bror Philipp som regent. Philipp havde indtil da haft status af domherre i Køln og Strasbourg. Kejser Leopold I. tildelte ham fyrstetitlen, der hidtil kun havde været den førstefødte tilskikket. Deres søn Friedrich Wilhelm, en rigsgeneral og feltmarskal, fik i 1692 samme titel af Leopold I. Efter dette hed regenterne Friedrich Ludwig og derefter dennes fætter Josef Friedrich Wilhelm.

I 1798 overtog hans nevø Hermann regentskabet og regerede som enevældig hersker. I sine første regeringsår ophævede han livegenskabet og fik en lang række kompensationer grundet sækulariseringen af klostrene. Hans søn Friedrich var en fransk Obrist. Fyrsten stod indledningsvis på Napoleons Rhinforbunds ride, men senere skiftede de side til det tyske forbund.

Revolutionen i 1848 var i bund og grund, hvad der førte til ophøret på Hohenzollernes herskab som fyrstedømme. 16. maj 1848 blev der skrevet en liberal forfatning for fyrstedømmet. En grundlov blev vedtaget, og love kunne kun vedtages af de 15 valgte i den lokale landdag. Den sidste regerende fyrste Konstantin foretrak indskrænkningerne og abdicerede og underskrev 7. december 1849 en aftrædelsesorden med Preussen, som derefter overtog områderne fra 8. april 1850. Den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV. overtog arveretten og fik sat en genopbygning af stamborgen i stand.

I det 19. århundrede var Neues Schloss i Hechingen værd at notere, det erstattede Altes Schloss der var blevet opført af fyrst Friedrich Wilhelm. I dag finder man museumssamlingen Hohenzollerisches Landesmuseum.

Neues Schloss i Hechingen. Foto fra wikipedia

I året 1952 dannede man Baden-Württemberg ved at lægge de tre landsdele Württemberg-Hohenzollern, Württemberg-Baden og Baden sammen. Württemberg-Hohenzollern bestod af den sydlige del af det tidligere kongerige Württemberg og af de to tidligere hohenzollerske fyrstedømmer.

Burg Hohenzollern blev 3. september 1978 stærkt beskadiget grundet et jordskælv. De omfattende restaureringsarbejder blev færdiggjort i 1990´erne.

Regenterne over Hohenzollern-Hechingen

  • 1576-1695 Eitel Friedrich I. (IV.) (levede 1545-1605), søn af Karl I.
  • 1605-1623 Johann Georg (levede 1577-1623), første fyrste i 1623
  • 1623-1661 Eitel Friedrich II. (levede 1601-61)
  • 1661-1671 Philipp (levede 1616-71), bror til Eitel Friedrich II
  • 1671-1735 Friedrich Wilhelm (levede 1663-1735)
  • 1730-1750 Friedrich Ludwig (levede 1688-1750)
  • 1750-1798 Josef Friedrich Wilhelm (levede 1717-1798), søn af Hermann Friedrich
  • 1798–1810 Hermann (levede 1751-1810), søn af Franz Xaver
  • 1810-1838 Friedrich (levede 1776-1838)
  • 1838-1849 Konstantin (levede 1801-1869)

Grevskab og fyrstedømmerne Hohenzollern-Sigmaringen

Samtidig med, at Hohenzollern-Hechingen opstod, opstod i 1576 også Grevskabet Hohenzollern-Sigmaringen med Karl II. som første regent, som samtidig var kaptajn og landfoged over Alsace. Grevskabet var langt større end Hohenzollern-Hechingen og var først og fremmest eget område og ikke under lenshøjhed.

Kort over Hohenzollern-Sigmaringen. Kort fra wikipedia

I 1623 blev også dette fyrstedømme ophøjet til rigsfyrstestanden under Trediveårskrigen. Johann blev den første fyrste. Hans yngre bror blev biskop af Osnabrück.

De næste fyrster var Meinrad I. og derefter dennes søn Maximillian, som kæmpede mod franskmænd og tyrkere i 1683 i slaget ved Kahlenberg. Den næste regent var også østrigsk militærmand, der blandt andet kæmpede i den spanske arvefølgekrig. Hans yngre søn Franz Wilhelm fungerede som regerende Greve af Bergh´s-Heerenberg: den ældste søn Joseph Friedrich Ernst blev den næste fyrste af Hohenzollern-Sigmaringen. Han var i krigstjeneste hos såvel Habsburgerne som Wittelsbacherne. Fyrst Karl Friedrich deltog i Syvårskrigen (1756-63) mod Preussen.

Efterfølgende fulgte først Anton Aloys og senere Karl, der kæmpede i koalitionskrigene på såvel fransk  som på allieret side. Amalie Zephyrine von Hohenzollern-Sigmaringen, der var Anton Aloys kone, var i stand til at sikre, at begge de hohenzollerske fyrstedømmer ikke ophørte med at eksistere, som det var tilfældet for mange andre små fyrstedømmer under napoleonskrigene. Dette grundet hendes nære forhold til Napoleons hustru.

Karl Anton var den sidste regent indtil 1849. I lighed med i Hohenzollern-Hechingen, var der også i Hohenzollern-Sigmaringen revolutionær stemning i 1848. Fyrstedømmet blev 6. april en del af Preussen. Karl Antons ældste søn Leopold blev i 1870 tilbudt den spanske trone, hvilket særligt Otto von Bismarck havde arbejdet for at bringe i stand. Det provokerede Frankrig og udløste den Fransk-Tyske Krig i 1870/71.

Karl Friedrich von Hohenzollern lever den dag i dag og er chef for de schwabiske Hohenzollern. I midten af det 19. århundrede uddøde Hohenzollern-Hechingen. Derfor har Hohenzollern-Sigmaringen fjernet Sigmaringen fra deres navn og bruger slet og ret Hohenzollern. I den wilhelminske tidsalder havde de den næsthøjeste rang lige efter kejserfamilien. I dag besidder familien Schloss Sigmaringen, en tredjedel af Burg Hohenzollern, Schloss Umkirch, Jagtslottet Josefslust samt Schloss Krauchenwies og endelig i sidegren af familien Burg Namedy.

Schloss Sigmaringen, hvor fyrsteslægten har haft sin residens. Foto fra wikipedia

Regenterne i Hohenzollern-Sigmaringen var:

  • 1576–1606 Karl II. (levede 1547-1606), søn af Karl I.
  • 1606-1638 Johann (levede 1578-1638), første fyrste i 1623
  • 1638-1681 Meinrad I. (levede 1605-81)
  • 1681-1689 Maximillian (levede 1636-1689)
  • 1689-1715 Meinrad II (levede 1673-1715)
  • 1715-1769 Joseph Friedrich Ernst (levede 1702-1769)
  • 1769-1785 Karl Friedrich (levede 1724-1785)
  • 1785-1831 Anton Aloys (levede 1762-1831)
  • 1831-1848 Karl (levede 1785-1853)
  • 1848-49 Karl Anton (levede 1811-1885)

Chefer for det fyrstelige hus Hohenzollern fra 1869:

  • 1869-1885 Karl Anton (levede 1811-1885), “Fürst von Hohenzollern”, far til kong Karl I. af Rumænien
  • 1885-1905 Leopold (levede 1835-1905), far til kong Ferdinand I. af Rumænien
  • 1905-1927 Wilhelm (levede 1864-1927), bar titlen “fyrste” indtil 1918.
  • 1927-1965 Friedrich (levede 1891-1965)
  • 1965-2010 Friedrich Wilhelm (levede 1924-2010)
  • siden 2010 Karl Friedrich (født 1952)

Grevskabet Hohenzollern-Haigerloch

Grevskabet Hohenzollern-Haigerloch opstod i år 1576. Området blev i 1767 del af Hohenzollern-Sigmaringen lige som det i perioden 1634-81 tillige havde været . Burg Haigerloch blev nævnt første gang i 1095 som ejendom under greverne Haigerloch-Wiesneck. Den første greve af Hohenzollern-Haigerloch var Christoph, en søn af Karl I. von Hohenzollern, som fik området efter en arvedeling i 1576. Han fik Haigerloch, Wehrstein og flere andre besiddelser. Linjen blev i modsætning til flere andre familiegrene ikke ophøjet til rigsfyrstestanden.

Regenterne i Hohenzollern-Haigerloch

  • 1576–1592 Christoph, søn af Karl I. von Hohenzollern
  • 1592-1620 Johann Christoph (levede 1586-1620)
  • 1620-1634 Karl (levede 1588-1634), i perioden 1634-81 var området del af Hohenzollern-Sigmaringen
  • 1681-1702 Franz Anton (levede 1657-1702)
  • 1702-1750 Ferdinand Leopold Anton (levede 1692-1750)
  • 1750-1767 Franz Christoph Anton (levede 1699-1767), fra og med 1767 var området del af Hohenzollern-Sigmaringen.

De rumænske Hohenzollern

I tidsperioden 1881-1947 eksisterede kongeriget Rumænien, som var vokset ud af Fyrstedømmet Rumænien. Karl I. af Rumænien virkede fra 1866, efter at Alexandra Ioan Cuza havde regeret, først som fyrste, og fra 26. marts 1881 blev han proklameret som konge. Han var søn af Karl Anton von Hohenzollern-Sigmaringen. Kejser Napoleon III. foreslog Karl som regent, og det rumænske folk stemte om dette og tilsluttede sig positivt.

Den sidste konge var Michael I., der 30. december 1947 blev tvunget af det kommunistiske parti til at abdicere og forlade landet. Michael I. havde været aktiv i den kongelige statsstrid i 1944. Siden 2011 brugte familien ikke længere navnet Hohenzollern-Sigmaringen.

Det nuværende overhoved er Margarita von Rumænien.

Rumæniens regenter var

  • 1866–1914 Karl I. (levede 1839-1914), hed først Karl von Hohenzollern-Sigmaringen, først fyrste og fra 1881 konge
  • 1914-27 Ferdinand I. (levede 1865-1927), nevø til Karl I.
  • 1927-30 Michael I. (levede 1921-2017), barnebarn til Ferdinand I., søn af Karl II.
  • 1930-40 Karl II. (levede 1893-1953)
  • 1940-47 Michael I. igen konge.

Markante bygningsværker opført af Hohenzoller


Hohenzollern og Danmark

10.april 1502 stod der et dobbeltægteskab mellem det danske kongehus Oldenburgerne og Hohenzollern-Brandenburg. Her blev Kurfyrsten af Brandenburg Johann I. Nestor gift med Kong Hans´ datter Elisabeth af Danmark i Stendal. Samtidig blev Johanns søster Anna von Brandenburg-Hohenzollern gift med Hertug Frederik I. af Slesvig-Holsten. Begge ægteskaber førte vigtige begivenheder knyttet til Reformationen og magtudviklingen med sig.

Ægteskabet mellem Elisabeth og Johann var lykkeligt indtil 1523, hvor Elisabeth i samklang med sin bror, den detroniserede danske konge Christian II. tog læren fra Martin Luther til sig. Johann krævede af sin kone at hun skulle afsværge sig hendes nye tro. I 1528 flygtede Elisabeth til Sachsen og blev årsag til stor strid de to lande imellem. Elisabeth returnerede først til Brandenburg, da hendes søn Joachim i 1539 på hendes opfordring havde indført Reformationen i Brandenburg.

Ægteskabet mellem Anna og Frederik blev lykkeligt men kort. Anna residerede som en afholdt landsmoder på Gottorp Slot, men døde ung. Kulturhistorisk huskes ægteskabet mest for at ægteparret bestilte Brüggemann-alteret til Klosteret på Bordesholm, hvor hun også blev begravet. Hendes mand Frederik 1. blev efter hendes død, konge af Danmark 1523-33. Deres søn Christian III. blev dansk konge, hvorefter at denne slægtslinje grundlagde det danske kongehus, der i lige linje førte den danske kongeslægt frem til 1863. Deres datter Dorothea blev gift med Albrecht, den sidste Højmester af den Tyske Orden, som i 1525 sækulariserede den hidtidige religiøse ordensstat til det lutherske Hertugdømme Preussen.

I Treårskrigen 1848-50 gjorde var Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg en markant leder for den Slesvig-Holstenske bevægelse, der gjorde krav på en arveret for hertugdømmerne og derudover mente at have historisk ret til den danske kongetitel. Dette blev underkendt i 1852, men hans søn fortsatte familiens krav i 1863-66 da han gav sig selv navnet Frederik VIII – ofte kaldt Frederik af Nør, og igen forsøgte at puste liv i Slesvig-Holstenismen. Østrigerne lod ham sidde indtil 1866, men derefter forviste Preusserne ham.

Han var en form for intern opposition indtil 1880. Herefter blev hans ældste datter Auguste Viktoria forlovet med Kronprins Wilhelm af Hohenzollern. De blev de sidste tyske kejsere som Kejserinde Auguste-Viktoria og Kejser Wilhelm II.


Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Hohenzollern! I umindelige tider har jeg sagt dette fyrstelige navn, når jeg har kørt mod Berlin og gennemgået byens historie. Folk glemmer navnet og forbinder det ofte med Habsburg. Hvorom alting er, så er det en af de vigtigste tyske fyrstefamilier. Den leverede først og fremmest de tyske kejsere og før dette de preussiske konger. Den har frembragt vigtige skikkelser som Frederik den Store, Den Store Kurfyrste og Kejserne Wilhelm I og II. 

At der var flere linjer i familien er interessant, at det er en sidelinje, der bliver borggrever af Nürnberg, der siden bliver kurfyrster af Brandenburg og den vej igennem sikrer sig magt. Historien om Hohenzollern er historien om Tysklands adel, om kejserriget og om Preussen. 

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.