Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Julikrisen 1914


Julikrisen var den tilspidsning på konflikten mellem de 5 europæiske stormagter og Kongeriget Serbien efter attentatet i Sarajevo, hvor Franz Ferdinand, tronfølgeren til det Østrig-Ungarske dobbeltmonarki blev myrdet 28. juni 1914, og som en måned senere udløste Første Verdenskrig. Helt op til i dag er motiver og bevæggrunde fra alle deltagende magter, politikere og diplomater årsag til debat i såvel offentlighed som blandt historikere.

Et af de mest afgørende spørgsmål er, om ansvaret for krigen kan findes i de involverede parters ageren under Julikrisen.


Kronologi for Julikrisen – 28. juni til 8. august 1914

  • 28. Juni – Attentatet i Sarajevo: Ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone Hertuginde Chotek attentatmyrdes i Sarajevo
  • 5. /6. juli – Den østrigske “Mission Hoyos” – besøg i Berlin og Potsdam – og den tyske blankocheck til Østrig-Ungarn
  • 23. juli – Østrig-Ungarns ultimatum til Serbien
  • 25. juli – Serbisk svar på det Østrig-Ungarske ultimatum
  • 28. juli – Østrig-Ungarn erklærer Serbien krig (officiel start på 1. verdenskrig)
  • 29. juli – Beograd beskydes
  • 29. juli – Rusland begynder delvis at mobilisere
  • 31. juli – Rusland begynder generelmobilisering
  • 31.Juli – Kejserriget Tyskland stiller ultimatum til Frankrig og Rusland
  • 2. august – Tyskland stiller ultimatum til Belgien og besætter Luxembourg
  • 3. august – Tyskland erklærer krig mod Frankrig
  • 4. august – Tyskland besætter Belgien
  • 4. august – Det britiske Imperium erklærer Tyskland krig
  • 6. august – Østrig-Ungarn erklærer krig mod Rusland
  • 8.august – Storbritannien erklærer krig mod Østrig-Ungarn

Forbundssituationen i Europa under Julikrisen i 1914. Kort fra wikipedia


Følger af attentatet i Sarajevo

Den 28. juni 1914 blev Ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone Hertuginde Sophie Chotek dræbt ved et attentat i den bosniske hovedstad Sarajevo af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Ærkehertugen var tronarving til det Østrig-Ungarske dobbeltmonarki. Gavrilo Princip var medlem af den nationalistiske ungdomsbevægelse Mlada Bosna. Princip og dennes medsammensvorne var man forholdsvis hurtigt i stand til at anholde.

Attentatet gengivet i den italienske avis La Domenica del Corriere 12. juli 1914. Avisforsider fra wikipedia

I Wien formodede man, at bagmændene bag dobbeltmordet skulle findes i Beograd:

„Udsagn belyste, at de forbryderiske gerninger bag attentatet 28. juni blev udført morderne i Sarajevo,som stod i forbindelse med Beograd, og at morderne fik våben og bomber fra serbiske myndigheder og officerer, der var med i Narodna Odbrana, samt at de serbiske grænsevagter var med til at smugle våben ind over grænsen”.

Man kunne hurtigt forbinde to navne, der var involveret i attentatet: den serbiske officer Vojislav Tankosic, som allerede havde været del af drabet på den serbiske konge Aleksandar Obrenovic i 1903 samt bosniske Milan Ciganovic, der var ansat i det serbiske jernbaneselskab. Sidstnævnte skulle angiveligt være medlem af den serbiske paramilitære organisation “Den Sorte Hånd” og samtidig en bekendt til den serbiske ministerpræsident Nikola Pasic.

Imidlertid kendte man i 1914 ikke til eksistensen af “Den Sorte Hånd” og dermed heller ikke til deres deltagelse. I stedet anså man Narodna Odbrana som hjernen bag attentatet. Imidlertid stod det klart, hvad motivet for attentatmændene og deres bagmænd var: At svække Østrig-Ungarn og på langt sigt  sørge for, at det besatte Bosnien-Hercegovina kunne blive indlemmet i Serbien.

Den serbiske regering blev givet en moralsk medskyld, da den støttede organisationer som Narodna Odbrana. De konkrete forviklinger beskrev Friedrich Wiesner, som var Østrig-Ungarns repræsentant for disses udenrigsministerium i sin rapport af 13. juli 1914:

“At den serbiske regering skulle have taget del i attentatet eller kendte til dets forberedelse kan ikke bevises eller endda formodes. Der er flere punkter, man kan anholde, hvor et sådant forhold kan udelukkes. Igennem udsagn fra de skyldige er det næppe muligtat fastlægge, at attentatet skulle være besluttet i Beograd og under medvirken fra de serbiske statsansatte Ciganovic og Major Tankosic, som var i stand til at skaffe bomber, Brownings, ammunition samt zyankalium.

Efter krigen ændrede Wiesner sin tese således, at han skrev om, at den serbiske regering havde kendt til attentatet.

Den serbiske regering var bevidst om, at der var decideret fare for, at den Østrig-Ungarske regering ville reagere på et attentat med et militærangreb. Officielt beklagede de drabet på tronfølgerparret og bestred et hvilket som helst kendskab til attentatet samt pointerede, at attentatsmændene kom fra Bosnien, og dermed var borgere i Østrig-Ungarn.

I såvel Bosnien som Kroatien kom det til heftige antiserbiske demonstrationer. De blev anledning til, at den serbiske presse førte massive beskyldninger gennem Østrig-Ungarn, hvilket mundede ud i en decideret pressekrig mellem Serbien og Habsburgerriget. I Wien anså man denne adfærd som et tydeligt tegn på den serbiske medskyld. Serbien påkaldte sig pressefrihed og en forfatningssikret ret til pressefrihed og betragtede i stedet problemet som værende i den østrig-ungarske konservative presse.


Østrig-Ungarn

I Østrig-Ungarn havde højt rangerende personer indenfor militær og politi som eksempelvis chefen for generalstaben, Franz Conrad von Hötzendorf og den østrigske ministerpræsident Karl Stürgkh samt krigsminister Alexander von Krobatin i årevis krævet en militær offensiv mod Serbien. De var overbeviste om, at den storserbiske bevægelse så en mulighed for at indlemme de sydlige slaviske dele af Habsburgerriget i Serbien. De planer havde i længere tid været afvist af udenrigsminister Leopold Berchtold, Kejser Franz Joseph I. og først og fremmest den myrdede tronarving Franz Ferdinand.

Efter attentatet krævede Conrad et omgående angreb mod Serbien. Udenrigsminister Berchtold manede til besindighed og slog fast, at et sådant skridt måtte være godt forberedt. Den 1. juli meddelte han den ungarske ministerpræsident István Tisza, at man kunne forvente en form for afregning med Serbien. Tisza anså det ikke for at være det rette øjeblik for et angreb og skrev et protestbrev til Kejser Franz Joseph. Den ungarske ministerpræsident var nervøs for at ødelægge den prekære ligevægt i dobbeltmonarkiet, hvor ungarerne siden 1867 havde haft forholdsvis mere magt end de slaviske folk, hvilket for alvor kunne blive truet, såfremt Serbien ville blive indlemmet. Et forhøjet antal af slaviske ville støtte tilhængere af trialisme (tre magter) fremfor den for Ungarn gunstige dualisme (to magter: Østrig og Ungarn).

Conrads plan om et hurtigt og afgørende overraskelsesangreb på Serbien var militært set ikke muligt, da  hæren havde en mobiliseringstid på 16 dage, selv ved en begrænset krig mod Serbien. Generalstabschefen ville kun opnå en krigstilstand, men ville helst ikke tage stilling til de politiske konsekvenser.


“Mission Hoyos” og den tyske blankocheck

På et ministerrådsmøde den 2. juli 1914 i Wien kunne man ikke opnå enighed med Tisza, men man besluttede at sende Alexander Hoyos, kabinetchef og en af de tætteste medarbejdere til udenrigsminister Berchtold som gesandt til Berlin for at finde ud af, om den tyske ledelse ville bakke op om et militært angreb på Serbien.

Den 5. juli 1914 rejste Hoyos til Berlin på Mission-Hoyos, hvor han startede med at mødes med Arthur Zimmermann, en sekretær i udenrigsministeriet. Hoyos anmodede om, at Habsburgermonarkiet fik “lejligheden til at få frie hænder til et forehavende mod Serbien”.

Efter en audiens hvor Hoyos den østrig-ungarske ambassadør Laszlo Szögyény-Marich mødtes med Kejser Wilhelm II. på det prægtige slot Neues Palais i Potsdam, hvor Kejseren først var afvisende overfor de østrigske krav, men hvor diplomaterne var i stand til at få kejseren til at ændre holdning henover en middag. Derpå gav kejseren den berømte blankocheck, som rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg kunne bekræfte den 6. juli. I et telegram forsikrede han Østrig-Ungarn om, at de havde det tyske riges fulde og betingelsesløse støtte til et angreb mod Serbien:

Kejser Franz Joseph kan forlade sig på, at hans Majestæt (Kejser Wilhelm II.) … af gammelt venskab trofast vil stå på Østrig-Ungarns side”

Det tyske telegram, der bekræfter fuld støtte til et angreb på Serbien. Billede fra Wikipedia

Om dette var ment som en tysk blankocheck har siden været meget omstridt. Den tyske historiker Sebastian Haffner mener, at beslutningen om et angreb på Serbien ikke blev truffet i Wien, men derimod i Potsdam den 5. juli, og at det skabte alvorlige “europæiske komplikationer”. Men de ansvarlige i Wien havde også planlagt, at krigen ikke kun var en lokal afgrænset krig, fordi de troede, at det kunne redde og stabilisere den multinationale stat Østrig-Ungarn.

Ruslands indgreb

Faren ved den østrigske plan lå deri, at et russisk indgreb ikke kunne udelukkes, særligt fordi russerne anså sig som Serbiens beskyttelsesmagt. Ved et uprovokeret angreb fra russisk side på Østrig-Ungarn måtte Kejserriget Tyskland komme sin forbundspartner til hjælp. En krig mellem Rusland og Tyskland ville igen betyde, at Frankrig var tvunget til at træde ind i krigen, da det var i forbund med Rusland i et sådant tilfælde.

Hvor meget de østrig-ungarske ansvarlige havde regnet med et russisk indgreb er omstridt i forskningen. Den 25. juli 1914 skrev udenrigsminister Berchtold i et fortroligt telegram til Friedrich von Szápáry, sin ambassadør i Sankt Petersborg:

I det øjeblik, hvor vi seriøst beslutter os for et angreb på Serbien, er vi os naturligvis bevidst om muligheden for et sammenstød med Rusland. (…) Vi kan imidlertid ikke lade denne potentielle mulighed influere på vores stillingtagen overfor Serbien, da der påstår grundlæggende statspolitiske overvejelser, og vi anser det for nødvendigt at bringe situationen til en ende og ikke lade os stoppe af et eventuelt russisk fripas til Serbien, som ustrafffet igen truer monarkiet.

Forbundssystemet før 1.verdenskrig. Tyskland, Italien og Østrig var allierede, mens Frankrig, Rusland og England var forbundne. Skitse fra wikipedia


Planer om opdeling af Serbien

Hvad der skulle ske med Serbien efter et militærangreb var der ingen enighed om blandt de involverede parter på det tidspunkt, hvor Hoyos-missionen foregik. I en skrivelse fra Kejser Franz Joseph til Kejser Wilhelm II. den 2. juli formulerede den østrigske kejser, at det var et mål “at isolere og formindske Serbien”. Serbien blev beskrevet som “ynglested for den panslaviske politik” og måtte derfor “fjernes som magtfaktor på Balkan”. Hoyos havde i en personlig samtale med Zimmermann talt om “en fuldstændig opdeling af Serbien”, hvilket Berchtold efter en protest fra Tisza tilskrev som Hoyos personlige mening.

Kejser Franz Joseph nærede ikke høje tanker om Serbien. Foto fra wikipedia

På et ministerrådsmøde 19. juli 1914 blev ministrene i den østrig-ungarske regering enig om ikke at ville gå efter at annektere serbisk territorium, men i stedet søge at svække Serbien ved at give venskabelige nationer på Balkan mulighed for at annektere serbisk område. Man erklærede dermed en territorial desinteresse via østrig-ungarske diplomater i Sankt Petersborg og London, at der ikke var nogen erobringshensigt. Således lod Berchtold meddele den russiske udenrigsminister Sergej Dmitrijevitj Sassonov:

Vi har ingen territoriale ambitioner ved en militær aktion og ej heller som mål at udslette eksistensen af Kongeriget (Serbien) … Monarkiet (Østrig) er territorialt mæt og stræber ikke efter serbiske besiddelser. Hvis det kommer til kamp mod Serbien, handler det på ingen måde om territoriale gevinster, men skal derimod ses som et selvforsvar.

Hvor om alting er blev de østrigske planer om at formindske Serbien afsløret af østrig-ungarske ambassademedarbejdere i London. Den tyske kansler Bethmann Hollweg ytrede sig chokeret over Wiens “ubærlige tvetydighed” om hensigten med deres krigsmål.
Overfor den britiske regering lod den østrigske regering 29. juli vide, at de ikke kunne forudse, hvad de ville gøre efter en sejrrig krig. Det måtte stå klart, at “al snak om desinteresse kun kunne gælde, såfremt  krigen mellem os (Østrig-Ungarn) og Serbien kan forblive på et lokalt niveau”.

Østrig-Ungarns ultimatum til Serbien

Den 14. juli enedes Østrig-Ungarns ministre med Tisza om, at Serbien skulle stilles et ultimatum, der skulle besvares i løbet af 48 timer, og som skulle være af så skarp en ordlyd, at man “måtte gå ud fra, at det ville ende i krigeriske sammenstød”. Dette ultimatum skulle afleveres i umiddelbar forlængelse af et fransk statsbesøg i Rusland. De tyske forbundsfæller blev informeret herom og krævede et for Serbien totalt uacceptabelt ultimatum. Berchtold havde derudover instrueret Vladimir Giesl – den østrigske gesandt i Beograd – allerede den 7. juli: ” Uanset, hvordan serberne reagerer – må du bryde de forhandlinger og rejse væk. Der må og skal komme en krig”.

Ultimatummet blev overdraget til de serbiske myndigheder den 23. juli klokken 18.00 af den ovennævnte Gesandt Giesl. Det indeholdt 10 krav, der blandt andet gik ud på omgående at fængsle Tankosic og Ciganovic, at opløse Narodna Odbrana og lignende foreninger, at forhindre alle anti-østrigske publikationer og samtidig anholde alle de medskyldige lærere, officerer og statsansatte, der havde gjort sig skyldige i anti-østrigsk propaganda. De mest vidtgående krav var punkt 5 og 6, som krævede:

„Punkt 5: At indvillige i, at kejserlige østrigske organer medvirker til at indkapsle de bevægelser, som ikke anerkender Østrig-Ungarns territoriale integritet. Punkt 6: At indlede retslige undersøgelser mod enhver deltager i komplottet 28. juni, der befinder sig på serbisk territorium. Kejserlige østrigske organer vil deltage i disse undersøgelser.”

De fleste historikere går ud fra, at ultimatummet bevidst var formuleret således, at Serbien måtte afvise det. Historikeren Manfried Rauchensteiner konstaterede:

Man var enig om at sende denne note til Serbien tidligst muligt og i et sprog på en sådan måde, at den ville blive afvist i Beograd.

Østrigernes afvisning af fredssporet bekræftes også af, at Baron Hold von Ferneck allerede 25. juli – en dag før ultimatummet udløb – havde udfærdiget et afvisende svar på Serbiens reaktion.

I det tilfælde, at Serbien accepterede alle betingelserne, skulle reaktionen på selv den mindste lille protest være uforholdsvis hård:

1.) Fordi Serbien havde handlet imod en aftale fra 1909 om ikke at handle fjendtligt mod Østrig-Ungarn.

2.) Fordi Østrig-Ungarn holdt på deres ret til at stille spørgsmål ved Serbien, og at de krævede ret til at dømme dem efter deres målestok og stille tvivl ved Serbiens svar.

3.) Fordi Serbiens indre forhold umuligt kan have ændret sig på trods af, at der flere gange har været ytret ønske derom.

4.) Fordi Serbien åbenlyst mangler enhver form for ære og loyalitet for at opfylde betingelserne i ultimatummet.

Så selvom Serbien ville godkende samtlige punkter uden modstand, ville krigen komme.

En anden historiker – Christopher Clark – retfærdiggør omvendt Østrigs ultimatum med, at Serbien i modsætning til sine officielle udmeldinger intet havde foretaget sig mod attentatmændene, hvilket ville have været muligt. Undersøgelserne blev allerede afsluttet en uge efter attentatet. Derudover anser såvel Clark som John Keegan ikke Østrig-Ungarns krav om, at lade andre magter agere på serbisk grund som et umuligt krav. Det internationale samfund regnede langt hen ad vejen Serbien for en “forbryderstat”.

Kort før udløbet på Serbiens frist den 25. juli blev den serbiske generalstabschef og krigsminister Radomir Putnik fængslet i Budapest, da han var på gennemrejse fra et ferieophold i Bad Gleichenberg (Steiermark). Han blev hurtigt løsladt.


Det Tyske Rige

Det Tyske Kejserriges ledende rolle er et af de mest omstridte aspekter af Julikrisen.

I dagene umiddelbart efter attentatet kan man ikke dokumentere nogen form for aktivitet eller planlægning. Den 3. juli 1914 havde den saksiske militærperson Traugott Leuckart von Weißdorf en samtale med den øverste kvartermester i generalstaben, Georg von Waldersee. Leuckart berettede til sin regering, at Waldersee havde sagt, at krigen kunne komme allerede næste dag. Ifølge Leuckarts vurdering ville generalstaben være godt tilfreds med en krig. Kejser Wilhelm II. tøvede imidlertid.

General Helmuth Johann Ludwig von Moltke gik ind for en præventivkrig, da han frygtede Rusland og Frankrigs øgede militærbudgettet. Portræt af Nicola Perscheid i år 1900.


Planer for præventiv krigsførsel eller troen på, at man kunne holde krigen lokal?

I 1907 grundlagde Tysklands tre største modstandere – det Britiske Imperium, Frankrig og RuslandTriple Entente, hvilket gav Tyskland en følelse af at være indkredset. Frygten var størst i generalstaben, der så en eksistentiel militær trussel. Deres opfattelse lå fast, at oprustningen hos Frankrig og Rusland skulle tjene  det formål at bryde ud i krig omkring 1916. Generalstabschefen Helmuth von Moltke antog, at hvis man ventede så længe med at foretage et modangreb, ville en krig ikke længere være mulig at vinde. Han havde derfor fra 1908 arbejdet ud fra ideen om at starte en præventivkrig på et tidligere tidspunkt. Den 8. december 1912 havde de militære ledere diskuteret med Kejser Wilhelm II. om hvorvidt den krise, som den første balkankrig havde udløst, skulle udnyttes til dette. Da den maritime øverstkommanderende Admiral Tirpitz endnu ikke så sig tilstrækkeligt udrustet endnu, skrinlagde man planerne. Generalstaben havde indtrængende advaret regeringen mod ikke at udskyde en krig, hvor deres holdning om, at det militære styrkeforhold i forhold til Frankrig-Rusland kun blev gradvist ringere ved at vente. Talrige historikere som Andreas Hillgruber og Imanuel Geiss er af den opfattelse, at Attentatet i Sarajevo var “en gylden mulighed” for generalstaben til at få regeringen til at støtte en krig.

Da man fra tysk side udskrev den militære “Blanko-Check” gik de fleste involverede parter på tysk side ud fra, at Rusland ikke ville gribe ind i en krig mellem Østrig-Ungarn og Serbien. Kejser Wilhelms generaladjudant – Hans von Plessen – noterede i sin dagbog en samtale mellem kejseren, krigsminister Erich von Falkenhayn og Moriz von Lyncker, chefen for det kejserlige militærkabinet:

“Hos os hersker den opfattelse, at Østrig angriber Serbien jo tidligere desto bedre, og at Russerne – på trods af deres venskab med Serbien – ikke vil blande sig.”

Krigsminister Falkenhayn skrev i et brev til generalstabschef Moltke, der befandt sig på et kurophold i Karlsbad i Bøhmen, at han – i lighed med kansler Bethmann Hollweg – var af den opfattelse, at Østrig i sidste ende ikke ville gå ind i krigen. Arthur Zimmermann – den midlertidige leder af det tyske udenrigsministerium – skulle i en samtale med den østrigske diplomat Hoyos have forstået, at “der var 90% sandsynlighed” for, at der ville komme en større krig”. Zimmermann fortale sidenhen i fortrolige samtaler, at han havde opfordret den tøvende kansler til at godkende “Blanko-Checken” overfor Østrig. I dagbogsbeskrivelser fra Kurt Riezler, en af rigskansler Bethmann Hollwegs tætteste medarbejdere, hed det den 8. juli således:
“En Aktion mod Serbien kan medføre en verdenskrig. Kansleren forventer, at en krig, som han antager kommer, vil føre til en omkalfatring af alt bestående (…). Kommer krigen i øst, således at vi går på slagmarken for Østrig-Ungarn, kan vi forvente at vinde en sådan krig. Kommer krigen ikke, hvis tsaren ikke vil eller råder det bestyrtede Frankrig til fred, så har vi ikke udsigt til, at Ententen vil være i stand til hjælpe hinanden til en større manøvre mod os. “

Mod slutningen af krigen skrev Bethmann Hollweg til sig selv: “Krigen var tænkt som en præventivkrig”.

Rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg. Kansleren, der tøvende gik ind i krigen ud fra devisen om, at krigen var en forsvarskrig. Foto fra wikipedia

Kilderne, der stritter i flere forskellige retninger, er bl.a. grund til de stadig heftige forskningsdebatter om krigsskyld. Fritz Fischer har i mange år arbejdet med den tese, at den politiske ledelse i Tyskland i 1914 gik målrettet efter en europæisk krig med det formål for øje at Gribe efter Verdensmagten.

Egmont Zechlin er derimod af den opfattelse, at den tyske politik næppe var sig risikoen bevidst om at kunne starte en verdenskrig, og at krigen ikke handlede om at sætte planer om verdensmagt igennem, men derimod  om tysk sikkerhed, da man anså et angreb mod Frankrig og Rusland som et “gunstigt tidspunkt” herfor. Hans pointe er, at der findes mange indicier på, at de tyske politikere havde forventet en begrænset “kabinetkrig”, men at Ententen havde svaret igen med en større “hegemonialkrig”. Bethmann Hollweg havde ikke regnet med en sådan kamp, men dog taget en europæisk storkrig som en reel risiko med i sine beregninger.

Flere andre forskere anså også tysk frygt for Ruslands øgede magt som et centralt motiv hos de tyske politikere. På trods af, at den tyske magt var tiltagende, var kombinationen af den “fatalistiske” Bethmann Hollweg” den “selvtvivlende” Moltke og den “labile” Kejser Wilhelm med deres angst for socialisme, den “Gule Fare” og den “Slaviske Flodbølge”, hvilket gjorde beslutningen om “den sidste afregning” moden. Historikeren Lüder Meyer-Arndt mener, at de tyske politikere følte sig bundet af Kejser Wilhelms “uigennemtænkte erklæring” og dermed bandt deres handlefrihed. Gerd Krumeich arbejder med en tese om, at den tyske regering ville holde konflikten mellem Serbien og Østrig-Ungarn på et lokalt niveau, da man så Serbiens tilgang som et kraftigt brud på de daværende diplomatiske normer. Først i forlængelse af dette opstod ideen om at efterprøve Ruslands villighed til at gå i krig. Skulle Rusland ikke være enig i, at krigen skulle forblive lokal, gjaldt det om for Tyskland at føre krigen således, at man skulle slå til så tidligt, at tsarriget ikke kunne nå at opruste mere. Følgerne af denne afpresningsstrategi mener Krumeich ikke kunne forudses.


Forberedelsen af Østrig-Ungarns ultimatium til Serbien

Den 6. juli 1914 påbegyndte Kejser Wilhelm II. sin planlagte ferierejse langs Norges kyster. Stilheden skyldtes måske, at man ikke ville forurolige offentligheden, eller måske var det et bevidst bedrag for ikke at afsløre situationens alvor, eller så handlede det for Bethmann Hollweg om at få sendt den uberegnelige kejser væk. Dette er omstridt og diskuteres stadig. Talrige andre politikere og militærpersoner gik på ferie. Den 8. juli kom Gottlieb von Jagow, statssekretær i udenrigsministeriet, tilbage fra sin bryllupsrejse. I det følgende overtog han ansvaret for udenrigsministeriets politik. Dog var såvel Bethmann Hollweg påsit landgods Hohenfinow samt Georg von Waldersee på sit slot Ivenack telefonisk i kontakt, og begge var flere gange i Berlin i de følgende uger. Kejser Wilhelm II. havde et radioanlæg på sin Lystyacht Hohenzollern – og kunne dermed selektivt følge med i begivenhederne.

I samtalerne med Hoyos og Szögyény-Marich – den såkaldte østrigske Mission Hoyos – den 5. og 6. juli havde såvel Zimmermann og Bethmann Hollweg talt for en hurtigst mulig afgørelse. I det følgende pressede tyske politikere i Wien gentagne gange på, for at reagere hurtigst muligt og at forfatte det planlagte ultimatum på en for Serbien uacceptabel facon. Således erklærede den tyske ambassadør i Wien, Heinrich von Tschirschky, til udenrigsministeren i Østrig-Ungarn, Berchtold på Kejser Wilhelms anvisning:

“At erklære med eftertryk, at man i Berlin forventer en aktion mod Serbien, og at man i Tyskland ikke vil kunne forstå, hvis vi lader denne lejlighed passere uden at placere et slag mod Serbien.”

Berchtold forstod det således at, yderligere forhandlingsforsøg med Serbien ville fortolkes som svaghed i Tyskland.

Hvorvidt der var truffet forberedelser for en storkrig er omstridt. Fritz Fischer gik ud fra, at ministerrunderne i Berlin den 10., 15. og 18. juli tjente til krigsforberedelserne. Waldersee erklærede den 17. juli:

“Vi i generalstaben er færdige”

Den 22. juli blev den tyske regering informeret fra regeringen i Wien om den præcise ordlyd af ultimatummet. Officielt fastholdt Tyskland, at det intet kendte til de Østrig-Ungarske planer.


Rusland

Den russiske politik havde siden midten af det 19. århundrede bestræbt sig på at kontrollere så store dele af Balkan som muligt og dermed via den russiske handel få en større magt over de tyrkiske stræder Bosporus og Dardanellerne. Den anden balkankrig havde imidlertid efterladt Serbien som den eneste tilbageværende allierede på Balkan.

Efter Attentatet i Sarajevo regnede man i Sankt Petersborg fra starten med en “Østrigsk strafaktion mod Serbien. Allerede den 7.juli 1914 lancerede den Russiske Ambassade i Wien en avismeddelelse hvor det hed: “Man ville ikke protestere, hvis Østrig forlangede at blande sig i en undersøgelse i Beograd, men en indskrænkning af Serbiens politiske selvstændighed ville man ikke acceptere.” Den 16. og 18.juli fulgte lignende advarsler til regeringen i Wien. Den 17.juli 1914 erfarede man i Sankt Petersborg fra forskellige kilder, at Østrig var igang med at planlægge “et skarpt ultimatum”.

I dagene 20.-23. juli kom det til et længe planlagt statsbesøg af de franske allierede i Sankt Petersborg. Der findes ingen officielle protokoller med indholdet af samtalerne mellem den franske præsident, den russiske tsar, den franske udenrigsminister og den franske premierminister med den russiske regering.

Den russiske udenrigsminister Sergei Dmitrijevitj Sassonov. Russerne virkede klar på konfrontation. Foto fra wikipedia

Forskningen har ikke været i stand til at tilvejebringe dokumenter eller andre udtalelser om samtalerne fra hverken sovjetiske videnskabsfolk eller i officielle franske dokumentsamlinger over udbruddet af 1. verdenskrig. Den amerikanske historiker Sean McMeekin tolker fraværet af dokumenter som, at det var oplagt, at der i tiden efterfølgende har været destrueret en lang række dokumenter. En anden forsker Christopher Clark har fundet en række uofficielle dokumenter, hvor han tolker, at den franske side stod på “et fast sammenhold i alliancen” i den forestående krise. På slutdokumentet udtalte den franske regering “fuldt sammenhold” i alliancen, og at franskmændene ville agere i samklang med russerne. Ifølge McMeekin havde russerne og franskmændene ikke besluttet sig for krig, men var i fællesskab klar til at risikere krig og at afvise de forestående østrigske krav til Serbien – uanset indhold.

Ifølge Sean McMeekin begyndte Rusland allerede 25. juli 1914 på en hemmelig mobilisering af sin hær og sin flåde i Østersøen og Nordsøen. En delvis mobilisering var tydeligvis allerede påbegyndt før denne dato. McMeekin indtager i øvrigt det – lidt sjældne synspunkt – at russerne med deres gamle ambition om at få magt over Bosporus og Dardanellerne – var hovedansvarlige for krigsudbruddet. De ovenstående tiltag var i samklang med en hemmelig russisk plan om at holde modstanderne hen med diplomati, mens man brugte tiden på at mobilisere.
Udenrigsminister Sassonov og Nikolai Yanushkevich – chefen for den russiske generalstab – var enige om en delvis mobilisering 24. juli 1914. Yanushkevich sendte den 25. juli klokken 03.26 et telegram til Warszawa om at påbegynde krigsforberedelserne i hele den europæiske del af Rusland. Den 27. juli 1914 gav Yanushkevich ydermere instruks til områderne Omsk, Irkutsk, Turkestan og Kaukasus om tilsvarende mobilisering. Man afbrød manøvrer, tropperne blev beordret til deres kaserner og områderne stillet under krigsret. Man forberedte fæstningerne på krigstilstand, mandskab blev påbudt at blive, grænsevagten blev styrket, reservister indkaldt, skærpede sikkerhed- og censurforhold, havne og banelegemer blev minebelagt, og man indrettede depoter.
Ifølge den franske ambassadør i Rusland, så aktionerne den 25. juli 1914 unægtelig ud som en mobilisering. Den 26.juli klokken 15.25 1914 meldte den tyske militærattaché Eggeling i Rusland  tilbage til Berlin, at russerne mobiliserede.  Den belgiske militærattaché meldte den 26. juli tilbage, at tsaren havde mobiliseret 10 armeer til Kiev og Odessa. De tyske konsuler i Rusland berettede alarmerende meddelelser videre til den tyske ambassadør i Sankt Petersborg Friedrich Pourtales.
Den 27. juli 1914 modtog østrigske konsuler i Kiev, Moskva og Odesse beretninger. Derudover er der kraftige indicier på, at russerne allerede har mobiliseret væsentligt tidligere: På et relativt tidligt stadium i Lemberg-offensiven var østrig-ungarske tropper i stand til at tilfangetage sibiriske og kaukasiske enheder. Tager man Ruslands enorme afstande og datidige transportproblemer i betragtning, er det usandsynligt, at mobiliseringen først er begyndt i slutningen af juli 1914, hvilket naturligvis ikke er et bevis på, at tsaren og dennes regering havde besluttet sig for krig.
Den Østrig-Ungarske reaktion på den russiske mobilisering var ikke at moderere sig, men derimod at lægge et massivt pres på Tyskland, der indtil da ikke var tyet til militære forberedelser.

Den russiske ledelse syntes besluttet på ikke at forringe sin position ved at spilde tiden på diplomatiske forsinkelse, som den havde gjort i den bosniske anneksionskrise i 1908 – og dermed ikke at slække sin position på Balkan.  De ansvarlige russere frygtede formodentlig også en revolution i det tilfælde, at man lod sit “slaviske broderfolk” Serbien i stikken.


Frankrig

Den franske regering regnede ikke umiddelbart med, at Attentatet i Sarajevo ville få storpolitiske konsekvenser i form af krigsfare. Udslagsgivende for denne holdning var den erfarne franske ambassadør Paul Cambon i London. Han mente ikke, at Østrig-Ungarn med sikkerhed ikke ville holde Serbien ansvarlig for en ugerning, der var begået af borgere i Østrig-Ungarn. Det ændrede sig med et slag, da præsident Raymond Poincaré såvel som ministerpræsident og udenrigsminister René Viviani under statsbesøget i Sankt Petersborg erfarede, at Wien planlagde at stille et særdeles skarpt ultimatum til Serbien. Dette skulle have ført til, at Poincaré efterfølgende erklærede, at Frankrig ville leve op til sine allianceforpligtelser i tilfælde af krig. Denne udtalelse omtales ofte som den “Den anden blanko-check”. Imidlertid er der næsten intet bevaret fra besøget i Sankt Petersborg ud over slutdokumentet.

Den franske præsident Raymond Poincaré, der bakkede Rusland fuldt op i tilfælde af krig. Poincaré ønskede for alt i verden ikke at  tage det første skridt. Foto fra wikipedia

Forskellige historikere har kunnet følge en rød tråd i fransk magttænkning om, at man ønskede at hævne det militære nederlag til Tyskland i 1870/71, hvor man mistede områderne Alsace og Lorraine. Franskmændene fulgte en politik, der kunne tilbageerhverve “de to tabte søstre”, og det skulle sikres  via en alliancepolitik, hvor Tyskland skulle indskrænkes. Derudover handlede det om at bevare Frankrigs anseelse som stormagt.

På den anden side frygtede man de tyske krigsplaner, hvor præventive angreb på Frankrig indgik i planerne. Det gjorde, at forbundet med Rusland indtog højeste prioritet. Omvendt var der også en vis frygt for, at den tiltagende militærmagt som det tsaristiske Rusland indtog, gjorde, at Frankrig kunne blive viklet ind i en krig med Tyskland, som kun perifært berørte franske interesser.

Det var på baggrund af dette, at Poincaré og Maurice Paléologue – den franske ambassadør i Sankt Petersborg – krævede den ubetingede russiske støtte til Frankrig og ydermere forlangte et hurtigt russisk angreb på Østpreussen, hvilket skulle underminere den tyske Schlieffenplan,  der i korte træk gik ud på først at foretage et tysk angreb på Frankrig, når franskmændene var nedkæmpet, hvorefter tyskerne ville kunne koncentrere sig om Rusland i øst.

Den franske politik – kaldet «fermeté» – styrke og fasthed – var rettet mod det Tysk-Østrigske Forbund, for enten at afskrække det fra krig mod Serbien eller i tilfælde af en storeuropæisk krig at være i stand til at kunne kæmpe den bedst muligt: “I denne optik ville Det Tyske Rige have krigsskylden, og samtidig havde man sikkerhed for, at russerne ville angribe Tyskland og gøre det nemmere at føre egen krig mod tyskerne”. Det er også afklaret, at den franske generalstabschef Joseph Joffre og krigsminister Adolphe Messimy den 26. juli var enige om, “at de ikke skulle være de første til at angribe, men at alle tiltag til krig skulle være truffet for at kunne modgå vores fjende”. De franske tropper holdt sig cirka 10 kilometer bag grænsen for ikke at blive indblandet i anklager om grænseangreb.


Storbritannien og Julikrisen

I sommeren 1914 var Storbritannien mere optaget af frygten for en krig om Irlands hjemmestyre, end man umiddelbart frygtede en krig i det kontinentale Europa.

Storbritannien havde siden 1907 været i forbund med Frankrig og Rusland i, hvad der blev kaldt Triple Entente. Imidlertid lød traktaten fra Sankt Petersborg, som forbundet var bygget op omkring, på ikke-forpligtende aftaler om indblanding i tilfælde af krig. Imidlertid havde den britiske regering lavet en hemmelig aftale med Frankrig om marinestøtte. Idet hele den franske flåde var udstationeret i Middelhavet, lovede Storbritannien at beskytte den franske kanal- og atlanterhavskyst. Den britiske hovedinteresse i sommeren 1914 var på kontinentet at stå på god fod med Rusland for i fællesskab at undgå udbrud af konflikter i Nærorienten og Mellemøsten. Den tyske regering havde dog forhåbninger om, at forbedrede forhold til Storbritannien i løbet af 1914 betød, at alliancepartnerne ikke ville bistå hinanden i tilfælde af konflikt. Det diskuteres stadig blandt historikere, hvor meget den tyske krigsledelse stolede på, at englænderne ville holde sig neutrale. Historikeren Fritz Fischer argumenterede for, at den tyske ledelse var fuldt overbevist om, at briterne holdt sig ude af konflikten, mens Gerd Krumeich påpeger, at den tyske regering i forsommeren 1914 havde erfaret fra en spion om en britisk-russisk marineaftale, hvilket tyskerne krævede et svar på, som briterne benægtede, hvilket kun bestyrkede den tyske opfattelse af at være indkredset af fjender.

Den britiske udenrigsminister Edward Grey, Viscount of Fallodon. Hans rolle har været stærkt omdiskuteret i eftertiden grundet hans manglende udenrigspolitiske viden. Foto fra wikipedia

Den 6. juli 1914 opsøgte den tyske ambassadør i London, Karl Max von Lichnowsky, den britiske udenrigsminister Edward Grey og ytrede i private rammer sin frygt: at den østrigske regering grundet den fjendtlige stemning mod Serbien, der herskede i landet, ville foretage et militært angreb, og at det grundet de russiske oprustninger og den afslørede marine-snak Rusland og Storbritannien imellem ville være muligt, at den tyske regering opfattede det således, at “det alt taget i betragtning ville være bedre ikke at holde Østrig tilbage og få overstået vredesudbruddet med det samme frem for senere”. Grey forsøgte at berolige Lichnowsky med, at han ikke så nogle tegn på, at russerne “havde noget udestående med Tyskland”.

Grey var også sørgmodig over udviklingen i Østrig-Ungarn samt bekymret over, om det kom til forviklinger, og han forsikrede den tyske ambassadør om, “at det bød ham at gøre sin fulde indflydelse gældende om at forringe chancerne for konflikt”. To dage senere erklærede Grey til den russiske ambassadør i London, Alexander Konstantinovitj Benckendorff: “det ville være ønskeligt, hvis den russiske regering…. vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at berolige Tyskland og overbevise den om, at der ikke er forberedt et kup”.

I de følgende uger kunne den britiske ambassadør i Wien, Maurice de Bunsen, flere gange advare om, at Østrig planlagde en ydmygelse af Serbien. Samtidig stod det også klart, at Rusland ifølge sin ambassadør i Wien, Nikolai Schebeko – ville hjælpe Serbien i tilfælde af krig, hvilket umiddelbart ikke førte til megen reaktion i London. I en samtale med den franske ambassadør i London, Paul Cambon, erklærede Grey, at han regnede med, at Tyskland ville komme med et passende svar til sin forbundspartner Østrig.


Italien under Julikrisen
Kongeriget Italien – der var opstået i 1860/61 – var i militær alliance i det såkaldte Dreibund fra 1882, hvor Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien forpligtede sig til at bistå de andre i forbundet ved angreb udefra og i særdeleshed ved et uprovokeret angreb fra fransk side.
Den 1. juli 1914 døde den italienske generalstabschef Alberto Pollio, som havde været arkitekten bag samarbejdet med Tyskland og Østrig-Ungarn. Det var meget overraskende, og omstændighederne omkring dette er ikke afklaret. Han blev erstattet af Luigi Cadorna.

Den østrigske politiker Berchtold anså det for væsentligt at underrette Italien – samt Rumænien, der siden 1883 også havde været del af forsvarsforbundet – om den planlagte aktion mod Serbien, da han forudså, at de kun ville støtte dette mod kompensationer. Den italienske udenrigsminister kom ham dog i forkøbet allerede 14. juli 1914:

” Hele vores politik er indrettet (…) at enhver forstørrelse af Østrig-Ungarn skal forhindres, hvis ikke Italien får en tilsvarende forstørrelse af eget territorium”.

Den italienske regering forsøgte ikke noget formidlingsforsøg, men forfulgte kun den ene linje, fordi man søgte kompensation, såfremt Østrig-Ungarn annekterede Serbien.


Reaktionerne på det Østrig-Ungarske ultimatum

Det Østrig-Ungarske ultimatum til Serbien blev af magterne i Triple-Entente anset som et angreb på Serbiens suverænitet. Den britiske udenrigsminister Edward Grey betegnede det som “Brysk, uigennemtænkt og Herrefolkslogik” og erklærede til den tyske ambassadør Lichnowsky, at det overgik alt, hvad han havde hidtil havde set i denne genre. Han foreslog, at Tyskland og Storbritannien i fællesskab skulle kræve af Wien, at man måtte forlænge fristen i ultimatummet. Derudover foreslog han, at for ikke at puste yderligere til ilden i de farlige spændinger, der var imellem Østrig-Ungarn og Rusland, at de 4 umiddelbart ikke deltagende magter Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien skulle stille sig i mæglerrollen.

Den russiske udenrigsminister Sasonov mente, at de hårde krav på ingen måde stod i forhold til de forsømmelser, som den Serbiske regering måske kunne beskyldes for at have gjort. Ødelæggelsen af Serbien og magtbalancen på Balkan måtte opretholdes. Det russiske ministerråd, kronrådet og Tsaren besluttede herefter at starte en russisk mobilisering i Odessa, Kiev, Kazan og Moskva i tilfælde af en østrigsk krigserklæring mod Serbien.

Ruslands ministerråd sendte den 24. juli et memorandum til Serbien, hvor man foreslår de europæiske stormagter at kræve en forlængelse af fristen for ultimatummet for at gøre det muligt med en tilbundsgående undersøgelse af attentatet i Sarajevo. I dette memorandum fremgår det ydermere, at Rusland vil trække sine finansielle aktiver ud af Tyskland og Østrig i tilfælde af angreb på Serbien, samt at Rusland ikke vil forholde sig passivt

Om aftenen den 25. juli 1914 klokken 17.55 overrakte Serbien – der siden klokken 15.00 havde foretaget en generalmobilisering – et svar til den Østrig-Ungarske regering på ultimatummet. Man lovede her at opfylde langt de fleste punkter, men afviste deltagelsen af, at myndigheder fra Østrig-Ungarn kunne  styre undersøgelserne i Serbien:

Den kongelige (serbiske) regering holder det for sin selvforståede pligt at indlede en undersøgelse mod alle de personer, der var del af komplottet 15.-28. juni 1914 eller mistænkes for at have været del af det, som befinder sig indenfor vores område. Når det kommer til specielt delegerede organer fra kejserrigets regering i sådanne undersøgelser,  kan vi ikke give tilladelse hertil, da det vil være et brud på den serbiske forfatning og føre til en retslig straffeproces. Dog kan Østrig-Ungarske organer i enkelte tilfælde få meddelelser om undersøgelserne før retsprocessen.

Svaret blev af Entente-Magterne tolket som yderst imødekommende, mens det af Østrig-Ungarn blev anset som “utilstrækkeligt” og med skepsis betragtet som ” fyldt med uærlighed” og derpå afvist. Den tyske regering støttede Østrig. Tyskland forsvarede Østrig med, at deres udestående med Serbien ikke var op til en europæisk domstol at afgøre.

Den 27. juli 1914 vendte Kejser Wilhelm II. tilbage fra ferie og anså det serbiske svar som “ydmygende kapitulation”, hvorfor der kun var al mulig grund til krig. Wilhelm II. foreslog, at Østrig skulle indtage Beograd som “pant” for at tvinge sine krav igennem. Imidlertid kom dette foreslag noget sent af sted til Wien. Et lignende forslag blev formuleret af den britiske udenrigsminister Grey den 29. juli. Han mente, at Østrig efter at have indtaget Beograd skulle forhandle sine krav igennem. Forslaget blev via den tyske regering givet videre til Østrig-Ungarn 30. juli 1914, men blev afvist. Den franske præsident Poincaré afviste det sammen med ministerpræsident Viviani.

De fleste historikere holder Østrig-Ungarn som primært ansvarlig, og her fremfører den britiske historiker Christopher Clark, at de engelske formidlingsforslag var urealistiske og dermed ikke bibragte Østrig-Ungarn nogle fordele ved ikke at angribe.


Fra østrig-serbisk krig til europæisk storkrig

Efter de løbende formidlingsbestræbelser erklærede Østrig-Ungarn den 28. juli 1914 Serbien krig – en måned efter attentatet i Sarajevo. Udenrigsminister Grev Berchtold forsøgte hurtigst muligt at sætte invasionen af serbisk jord i gang. For at få Kejser Franz Josef til at underskrive krigserklæringen nævnte han et serbisk angreb ved Temes Kubin, der imidlertid aldrig havde fundet sted.

De egentlige krigshandlinger begyndte formodentlig med en beskydning af Beograd 29. juli få minutter før klokken 1.00 om morgenen fra DDSG-Skibet Inn samt de mindre orlogsskibe Monitorer. I bydelen Zemun havde en større forsamling borgere stillet sig op, da de ikke stolede på, at der ville gå lang tid, før krigshandlingerne ville finde sted. Inden klokken 2.00 var serberne begyndt at sprænge jernbanebroer mellem Zemun og Beograd, og store kanoner som Haubitzer havde påbegyndt et bombardement af byen, mens Beograd delvis var blevet evakueret. Dette var påbegyndelsen på general Conrad von Hötzendorfs længe planlagte massive beskydning af Beograd med artilleri og donauflotillen. Militært var det underordnet, men politisk betød det, at Østrig-Ungarn ikke længere anså en forhandlingsløsning for værende mulig.

Rusland svarede tilbage ved at offentliggøre dsin delmobilisering den 29. juli 1914. Udenrigsminister Sasanov forsikrede den tyske ambassadør Pourtalès om, at denne mobilisering kun var rettet mod Østrig-Ungarn og på ingen måde mod Tyskland. Nyere forskning har vist, at Rusland for længst havde været i gang med at mobilisere. Samtidig beroligede man Sasanov med, at man var interesseret i en fredelig løsning, og at Serbiens territoriale integritet ikke stod til debat. Berchtolds erklæring 28. juli 1914 lød således:

“Rusland forsikres om, at Østrig ingen interesse har i at vinde yderlige territorium og dermed ingen ret eller grund har til at blande sig”.

Men Sasonov forblev skeptisk og frygtede, at Serbien skulle gøres til en østrigsk “satellitstat”.

Enkelte historikere opfatter den russiske mobilisering som krigsafgørende. Denne opfattelse er dog ikke udbredt. Det kunne lige så godt handle om et trusselsscenario eller et rent sikkerhedstiltag, da Ruslands mobiliserings tog flere uger.

Den franske regering var først handlingsduelig igen 29. juli grundet dens lange hjemrejse fra Sankt Petersborg. Den modtog meddelelsen om den russiske delvise mobilisering natten til den 30. juli. Den bad sine allierede om at fare frem med lempe og ikke agere udfordrende, da man ikke ønskede at fremprovokere en tysk mobilisering. Mens udenrigsminister Viviani var indstillet på en forhandlingsløsning med udgangspunkt i det engelske forhandlingsudspil, var præsident Poincaré indstillet på den militære vej og at bevæge England i retning af at leve op til sine allianceforpligtelser, hvor det handlede om at styrke deres egen position i tilfælde af krig, men også for at afskrække tyskerne.

I kraft af den russiske mobiliseringsordre var det tyske militær tvunget til at handle. Schlieffen-planen – hvortil der ikke fandtes et alternativ i Tyskland – tvang den tyske hær til at tage et militært skridt mod Frankrig i tilfælde af russisk mobilisering. Da man gik ud fra, at en russisk mobilisering ville tage flere uger, skulle man udnytte tiden til at foretage en hurtig offensiv i vest. Muligheden for at forhandle med et mobiliseret Rusland eksisterede ikke i tysk optik. Den tyske regering svarede Sankt Petersborg, at man måtte svare den russiske mobilisering med en tilsvarende mobilisering. Rusland lod i forlængelse heraf hele sin hær mobilisere den 30. juli. Den tyske generalstabschef Helmuth von Molte og krigsminister Erich von Falkenhayn trængte herefter på for en total mobilisering af den tyske hær for ikke at tabe unødig tid. 

31. juli 1914 bekendtgøres det på den berlinske hovedgade Unter den Linden, at man befinder sig i en alvorlig truende krigsfare. Foto fra wikipedia

Mens kansler Bethmann-Hollweg stadig prøvede at trække tiden ud, krævede Moltke at følge sin østrigske kollega Conrad von Hötzendorf til en generalmobilisering, hvilket han fik 31. juli. På samme dag forkyndte Tyskland “en tilstand af stor krigsfare” og stillede Rusland et ultimatum på 12 timer, hvorinden de skulle have indstillet deres generalmobilisering. Et videre ultimatum blev stillet til Frankrig. Der blev forlangt neutralitet i tilfælde af en tysk-russisk konflikt. For at forhindre, at Frankrig i tilfælde af at erklære sig neutral for sidenhen at træde ind i krigen – og dermed sabotere Schlieffenplanen – skulle ambassadør Wilhelm von Schoen havde forlangt de vigtige franske grænseforter Verdun og Belfort i pant for accept af fransk neutralitet. Så langt kom det dog ikke, da den franske regerings svar var, at Frankrig “ville handle i henhold til sine interesser”.

Efter at russerne havde undladt at give svar, lod Berlin den 1. august 1914 sin hær totalmobilisere og erklærede om aftenen krig mod Rusland. Idet Frankrig svarede afvigende på det ultimative franske krav om at erklære neutralitet, fulgte ydermere en tysk krigserklæring den 3. august mod Frankrig.

Storbritannien truede imidlertid Tyskland med krig, såfremt Tyskland i sin erobring af Frankrig ville gennemføre en besættelse af det neutrale Belgien. Kansler Bethmann Hollweg bad dog den britiske ambassadør om ikke at bryde freden mellem de to grundet “en strimmel papir” – hvormed han mente den internationale garanti for den belgiske Neutralitet fra året 1839. Storbritannien erklærede Tyskland krig den 4. August 1914 efter den tyske indmarch i Belgien.


Krisen i den tyske offentlighed

I offentligheden blev krisen i lang tid ikke taget alvorligt. Det var alment, at man regnede med, at Østrig-Ungarn ville foretage et “skridt” mod Serbien, men man stolede generelt på de officielle forsikringer om, at intet angreb ville forbryde sig mod serbisk suverænitet. Da Østrig-Ungarn bekendtgjorde sit ultimatum, var den overordnede holdning i den tysktalende presse, at det var et retfærdigt skridt. Der er meget, der tyder på, at den tyske regering i forvejen havde søgt at påvirke pressen. En repræsentant fra udenrigsministeriet, Ernst Langwerth von Simmern, havde bedt den ansvarlige hos lokalregeringen i Hamborg om i fortrolighed at overbevise chefredaktørerne og korrespondenterne på aviser som Hamburger Nachrichten og Hamburger Fremdenblatt om, at en krig bedst kunne undgås, hvis Tyskland stillede sig fast og rolig på Østrig-Ungarns side.

Det var dog ikke alle, der købte argumentet. Socialdemokraterne – SPD – opfordrede den 25. juli i bladet Vorwärts til store antikrigsdemonstrationer den 28. juli. Over hele Tyskland deltog et sted mellem 500.000 og 750.000 mennesker, heromkring 20% kvinder. Demonstranterne kom i kamp med politiet samt med nationaltsindede demonstranter. I modsætning til disse demonstranter fejrede de tysknationale studenter i Jungdeutschland-Bund og dele af det bedre borgerskab den serbiske afvisning den 25. og 26. juli med en form for festligholdelse i gaderne.

I de følgende dage kom det til masseoptog i en lang række tyske storbyer, først og fremmest i Berlin. Menneskene her blev yderligere opildnet, da de under forsamlingerne fik nys om den seneste udvikling i form af flyveblade, særsektioner i aviserne, opslag på plakatsøjler og endelig gennem af officielle bekendtgørelser.

Den 2. august 1914 erfarede den tyske befolkning via pressen om det første russiske angreb på Østpreussen, da deres egen regering dagen forinden havde erklæret Rusland krig. Den selvsamme 2. august kom der ydermere rygter om, at franskmændene havde krydset grænsen, og den 3. august bragte man i pressen meddelelsen om bombenedkast over Nürnberg, der ellers på dette tidspunkt var blevet erklæret for falsk. Troen i befolkningen var, at Rusland og Frankrig ville overfalde landet, mens at man samtidig stolede forholdsvis sikkert på, at ens egen kejser arbejdede utrætteligt for at sikre fred: Det gjorde, at man i Tyskland fik en opfattelse af, at man hellere måtte stå skulder ved skulder – en opfattelse der næsten blev anerkendt af alle politiske partier – og dermed sikrede en form for borgfred rent politisk og en stor tilslutning til krig.

Følelsen af, at krigen var blevet påført landet uden dets egen skyld, var ikke kun et tysk fænomen, men lignende træk så man også i Østrig-Ungarn, Frankrig og Storbritannien. I Tyskland kendes den under navnet – Augusterlebnis – augustoplevelsen. Soldaterne på vej til fronten blev mange steder fulgt af begejstrede folkemængder.


Konsekvenserne af Julikrisen

Efter krigens afslutning og de fredstraktater, der blev indgået i forstæderne til Paris, blev centralmagterne givet den fulde og hele skyld for krigsudbruddet. I Versailles traktaten, som sejrsmagterne sluttede med Tyskland, hed det i § 231:

„De allierede og deres samarbejdende regeringer erklærer, at Tyskland har erkendt at, Tyskland og dets forbundsfæller er årsag til og ansvarlig for alle tab og skader, som de allierede og forbundsfæller har lidt som følge af det angreb Tyskland indledte, og den krig de påtvang.

Denne ultimative skyld afviste næsten alle partier i Weimar-Republikken og den overvejende del af den tyske offentlighed. Bestræbelser på at undersøge motiver i optakten til krigen og herunder Julikrisen blev dermed juridisk allerede stoppet, inden de havde sået kim. Der var dog allerede i Weimar Republikken en omfangsrig beskæftigelse med Julikrisen, der skulle vise  en tysk uskyld og dermed bibringe til at få ændret på Versailles Traktaten. De republikfjendtlige partier som DNVP og NSDAP brugte den for dem såkaldte “løgn om krigsskyld” til at bekæmpe forfatningen i Weimar Republikken.

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.