Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Kiel

Kiel er delstatshovedstad i Slesvig-Holsten. Den blev grundlagt som  Holstenstadt tom Kyle i det 13. århundrede. I 1665 blev den gjort til universitetsby og sideresidens for Gottorpfyrsterne, men det var først, da Preussen i 1865 besluttede at gøre den central i opbygningen af en flåde, at byen voksede med uhørt fart til dagens 246.000 indbyggere.

LÆS MERE OM SEVÆRDIGHEDERNE I KIEL

Det er Tysklands nordligste storby. Den ligger ved et indhug i Østersøen, den 17 kilometer lange Kielerfjord, og siden 1895 ligger den ved Kielerkanalen/Nord-Ostsee-Kanal, der er verdens travleste vandvej. Kiel er stadig kendt som et af den tyske marines vigtigste ankre, samt for den internationale sejluge Kieler Woche plus håndboldklubben THW Kiel samt den kulinariske specialitet Kieler Sprotten.

Af økonomisk betydning er det især servicesektoren, der er vigtig, men også Tysklands største værft, ThyssenKrupp (originalt Howaldswerke), samt de mange færger til Skandinavien og Baltikum og endelig universitetet.

Geografisk ligger Kiel langs med Kielerfjorden som en naturskabt hestesko; havnen er blandt de vigtigste langs hele Østersøen. Kiel er via Kielerkanalen endvidere forbundet med Nordsøen og gennemløbes af floderne Ejderen samt Schwentine, der udmunder i byområdet. Dette er i Kiel præget af moræner, hvilket også ses i en del søer indenfor byen. Mod øst ligger det skønne naturområde Holstensk Schweiz.

Byen er inddelt i 30 forskellige områder. Klimaet er præget af dens nærhed til havet med varme vintre og kølige somre.

Kiels indbyggertal voksede eksplosivt i den sidste halvdel af det 19. århundrede. I 1885 havde byen 50.000 indbyggere, men det var i 1900 vokset til 100.000, og i 1911 var det på 211.000. I december 1942 nåede byen sit befolkningsmæssige højdepunkt med 306.000 indbyggere. I dag ligger antallet på 243.000 indbyggere.

Religiøst er byens befolkning fordelt således, at 37,7% er luthersk-evangelsk og 7,3% katolske. 55% erklærer sig konfessionsløse. Området hørte til ærkebispedømmet Bremen og bispedømmet Slesvig. I 1526 indførte man Reformationen i byen. Jøderne begyndte at komme hertil i slutningen af 1700-tallet, da den danske konge Christian VII indførte mange reformvenlige initiativer på trods af, at byen ikke umiddelbart bød dem velkommen. Der har siden 1978 været opført 10 moskeer, hvoraf de fleste ligger i Gaarden. I Flintbeker Strasse har der siden 2004 ligget en moské, som også udefra kan kendes som en sådan.

Politisk har byen haft selvstyre, som går helt tilbage til de middelalderlige fogeder, rådsforsamlinger, til dagens overborgmestre. Byen har tradition for at vælge kandidater fra SPD, men også i enkelte tilfælde har CDU haft magten.
Byen er derudover sæde for de 69 valgte repræsentanter for delstaten Schleswig-Holstein. Derudover vælger man også i byen repræsentanter til Rigsdagen i Berlin.
Byens våbenskjold er et rødt-hvidt skjold med en sort gammel bådtype, der minder en del om Schauenburgernes våben.
Byens venskabsbyer er følgende: Brest, Coventry, Vaasa, Gdingen, Tallinn, Stralsund, Kaliningrad, Sovjetsk, Samsun, Antakya og Moshi Rural i Tanzania.
78,5 % af arbejdsstyrken er placeret i servicesektoren, hvor havnen samt færge- og krydstogtsskibene giver mange arbejde. 21,4 % er ansat i produktionen, hvor de først og fremmest arbejder på værfterne, maskinfabrikkerne samt kontormaskineproduktionen. Arbejdsløshedsprocenten var i tal fra 2013 på 10,1%.
Kiel er også centrum for flere medier. Det gælder de kendte radiosendere RSH eller Radio Schleswig-Holsten samt Delta Radio. Derudover findes NDRs udlandsafdeling for Nordeuropa. Endelig skal det nævnes, at der også findes en meget ringe sender for de britiske udstationerede soldater. Den største avis i byen er Kieler Nachrichten. Krimiserien Tatort, der bliver sendt på NDR, foregår i Kiel.
Byen er hjemsted for en lang række af retsinstanser i Schleswig-Holstein. Militært har byen været og er stadig hjemsted for en stribe marineinstitutioner.
Kiel har siden 1665 været universitetsby med Christian-Albrechts Universitetet. Derudover findes der 11 gymnasier og en stribe af skoler.
Havnen oplever i særdeleshed en enorm stigning i antallet af krydstogtspassagerer, samt en stabil tilgang i færgepassagerer. Den har omvendt en nedgang i såvel marinens aktivitet og i særdeleshed i varernes omladning.
Færgeruterne er: Stena Line med dagligt 14 timers sejlads til Gøteborg, Color Line med dagligt 20 timer til Oslo, DFDS med 6 gange ugentlig sejlads til Klaipeda i Lithauen, en fragtfærge under DFDS en gang ugentlig til Sankt Petersborg, samt en containerfærge 1 gang ugentlig til Kaliningrad. Derudover kan man i Kiel-Holtenau sejle med små færger over fjorden.
Kiel er forbundet med motorvejen A7 via to forbindelsesmotorveje A210 og A215 alt efter, om det er i nordgående eller sydgående retning. B76 forbinder byen med Eckernförde og Slesvig, og den er forbundet med Bad Segeberg og Lauenburg via B404, som har motorvej på en del af strækningen A21.
Kiels hovedbanegård ligger helt nede ved havnen og er den næststørste banegård i Schleswig-Holstein. Den vigtigste linje går til Neumünster og videre til Hamborg. Derudover er der strækninger til Lübeck, Flensborg og Husum. Der findes en mindre flyveplads ved Holtenau, men ellers er de nærmeste lufthavne Fuhlsbüttel ved Hamborg og Blankensee ved Lübeck.
Byen er sportsmæssig kendt for håndboldklubben THW Kiel, der hører til blandt de allerbedste klubber i Europa.  De har vundet det tyske mesterskab 20 gange og Champions League 3 gange. Fodboldmæssigt er det mere historisk, at byens klub Holstein Kiel har markeret sig, da klubben var det første nordtyske hold, som vandt det tyske mesterskab i 1912.

Byen er et mekka for sejlsport. I såvel 1936 som 1972 fandt sejlsportskonkurrencerne under OL sted ved byen. Kieler Woche i juli måned er verdens største sejlsportsbegivenhed. Rosport er ligeledes udbredt i byen.

Blandt de vigtigste personer, der er født eller stammer fra Kiel er dronning Christine af Sverige ud af slægten Slesvig-Holsten-Gottorp,  født i byen i 1573. Zar Peter III af Rusland, der ligeledes blev født i Kiel i 1728, og som også var af slægten Slesvig-Holsten-Gottorp. Flere medlemmer af familien Reventlow, der oppebar høje poster og repræsenterede Danmark i Kiel. Karl von Moltke, der var i dansk politisk tjeneste under krigene 1848-50 og 1864. Max Planck, der blev født i Kiel og virkede i byen, og som anses for at være opfinder af kvantefysikken. Harro-Schulze Boysen var blandt de ledende officerer, der var med i attentatet 20.juli 1944 mod Adolf Hitler.

De følgende personer er ikke født i Kiel, men har virket i byen i en del år. Grundlæggeren af den moderne sociologi Ferdinand Tönnies virkede på universitetet, samt den berømte danske professor og lyriker Jens Baggesen.

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.