Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Lübeck

Hansestaden Lübeck eller Lybæk (plattysk: Lübek og latinsk: Lubeca) er med sine 220.000 den næststørste by i Slesvig-Holsten efter Kiel. Den er beliggende ved Lübeck Bugt og munder ud i Østersøen. Byen har mange kaldenavne såsom “Byen med de syv tårne” og “Porten til Norden” og andre som “dronningen” eller “moderen til hansestæderne”, en handelssammenslutning,  der fra det 12. århundrede og frem til tiden omkring reformationen promoverede frihandel og fredeligt samarbejde, hvilket afstedkom stor rigdom for Lübeck og de andre byer, der var med.

Byens middelalderdel (Lübecker Altstadt) har siden 1987 været at finde på UNESCO´s verdenskulturarv.

De nærmeste storbyer er Hamborg cirka 65 kilometer sydvestlig, Kiel omkring 78 kilometer nordvestlig og Schwerin omkring 68 kilometer mod sydøst. Siden april 2012 har den været at regne til den europæiske metropolregion Hamborg.

Mariekirken i Lübeck gælder som moderkirke for rødstensgotikken, der blev bredt ud over det nordeuropæiske rum af byforbundene.

Lübecks våbenskjold med de to ørne og det rød-hvide skjold, som alle hansestater bar. Våbenkjold fra wikipedia

Geografi

Byen ligger som en del af den nordtyske slette /lavland på den nedre del af Trave, der er udmunder i Østersøen 17 kilometer fra centrum ved Travemünde, og som er sejlbar fra Lübeck og mod Østersøen. Den gamle bydel ligger på en høj, der danner kaj imellem vandløbene Trave og Wakenitz. Lidt længere fra centrum løber Elben-Lübeck Kanal igennem byen fra Krummesse til Trave. Det omgivende landskab hører til det østholstenske bakkelandskab (ty: Ostholsteiner Hügelland), som er dannet i den såkaldte Wisla-istid. Beliggenheden tæt ved Traves udmunding, ikke langt fra, hvor den baltiske højderyg bryder igennem, har begunstiget udviklingen af en Østersøhavn og er årsag til byens hastige opstigen til et nordeuropæisk magtcentrum i middelalderen.

Byinddeling

Lübeck har siden 1972 ved en større kommunereform været inddelt i 10 bydele, der ydermere er underinddelt i i alt 35 forvaltninger. Nedenunder ses de 10 bydele, der også er beskrevet.

  • 01 Innenstadt (med cirka 13.500 indbyggere)
  • 02 Sankt Jürgen (med cirka 44.000 indbyggere)
  • 03 Moisling (med cirka 10.000 indbyggere)
  • 04 Buntekuh (med cirka 10.500 indbyggere)
  • 05 Sankt Lorenz-Süd (med cirka 14.500 indbyggere)
  • 06 Sankt Lorenz-Nord (med cirka 42.000 indbygger)
  • 07 Sankt Gertrud (med cirka 41.000 indbyggere)
  • 08 Schlutup (med cirka 6000 indbyggere)
  • 09 Kücknitz (med cirka 18.000 indbyggere)
  • 10 Travemünde (med cirka 13.500 indbyggere)

De 10 forskellige bydele har i tidens løb alle udviklet sig til at have deres eget bybillede og kendetegn.

01: Den indre by (ty: Innenstadt eller Altstadt) er den ældste og arealmæssigt mindste del af Lübeck. Det er den del af Lübeck,  turisterne søger under deres besøg. Det meste af denne bydel ligger på Altstadtinsel imellem floderne Trave og Wakenitz. Den strækker sig cirka 2 kilometer i nord-syd-retning og 1 kilometer i øst-vest-retning. Enkelte af de vigtige bygninger, der hører til Innenstadt, ligger på mindre øer, som eksempelvis Holstentor, der ligger på Wallhalbinsel. For at forlade Innenstadt er man nødsaget til at krydse en bro uanset hvilken vej, man forlader byen. De nyere bydele opstår ikke som i andre byer i umiddelbar forlængelse af den ældre og middelalderlige bydel. Den nordlige del af Wallhalbinsel, hvor nogle af de gamle lagerbygninger er ombygget til Media Docks, er i gang med at blive ombygget til Hafen City lignende nabobyen Hamborg. Den gamle bydel af Lübeck regnes for at være udgangspunkt for en lang række byer, eksempelvis Stockholm.

02: Syd for Altstadt på den såkaldte Wakenitz-halvø og i den østlige rand af den Gamle by (Altstadt) ligger den klart største arealmæssige bydel i byen i form af Sankt Jürgen, der i den nordlige del er præget af villaer og syd for den store vej St-Jürgen-Ring af boligblokke fra 1950´erne til 1970´erne. I den sydlige del findes en del grønne områder med marker og enge, hvor bydelen flyder ud i det Lauenburgiske landskab. Mod øst afgrænses bydelen af floden Wakenitz, hvor der i løbet af de mange åer er opstået et naturområde, som fordi, den indretyske grænse forløb her i tiden 1945-90, forblev uberørt. I bydelen ligger samtidig også byens to højere læreanstalter, universitetet og fagskolen. Oprindelig var bydelen fyldt med gartnerier og piletræer. I dag er der kun 4 gartnerier tilbage, og de grønne områder er primært bebygget.

03/04: På den nordvestlige side af banelegemet i Sankt Lorenz Süd følger de to bydele Buntekuh og Moisling, der er præget af boligblokke fra 1960´erne. Buntekuh er præget af erhvervsbyggeri langs motorvej A1. Moisling har en langt ældre historie, hvor man stadig i det 17. århundrede hørte med til Danmark, og var overvejende befolket med jøder. Man finder stadig en jødisk kirkegård her. Bydelen Buntekuh skyldes en bondegård, der stadig eksisterede i 1950´erne. Bondegården var opkaldt efter den Hansekogge, som den berømte sørøver Klaus Störtebeker i 1401 foretog sine angreb fra.

05/06: Vest for Holstentor ligger de to forstæder St. Lorenz-Nord og St. Lorenz-Süd, der er delt af banelegemet. Navnet kommer af kirken Sankt Lorenz på Steinrader Weg, der blev anlagt som et kapel ved en kirkegård for pestramte fra det 16. århundrede. I midten og slutningen af det 19. århundrede opstod bydelen, som primært blev beboet af folk fra middel- og underklassen, og hvor der udviklede sig en stærk arbejderkultur. I Meierstrasse i St-Lorenz Süd blev Willy Brandt født i 1913. En af Lübecks martyrer under nationalsocialismen Karl Frierich Stellbrink arbejdede ved Lutherkirche i området, som er mest præget af boligbyggeri og småindustri. Der er kun få grønne områder.

07: St. Gertrud, der ligger nord for Altstadt, er i stil med St. Jürgen præget af klassicistiske sommerhuse og villaer fra århundredskiftet, især tæt ved Stadtpark og Wakenitz. I den østlige del ligger der mere moderne lejligheder. Den charmerende fiskerby Gothmund ligger langs Trave med små fiskerhytter. Lübecks byskov Lauerholz ligger også her og grænser direkte op til grænsen til det gamle DDR – i dag Mecklenburg-Vorpommern.

08: På den anden side af byskoven Lauerholz ligger den lille bydel Schlutup, der grundet Traves gennemløb er præget af små fiskerihavne. Her er der i de seneste år opstået en stor omlastningshavn for papirproduktion. I perioden 1945-1989/90 befandt den nordligste grænseovergang mellem BRD og DDR sig her,  primært for transitstrækningen til Rostock og Sassnitz langs B105.

09: Nord for Trave ligger Kücknitz, der er Lübecks gamle industrikvarter. Her blev der indtil 1980´erne fremstillet råjern, koks, cement og kobber. Man kan høre mere om det på Museum für Arbeiterkultur på værkstedet Herrenwyk. Kücknitz udgør en af de vigtigste dele af Lübecks havn med en større containerterminal. Det tidligere store værft Flenderwerft havde til huse her, indtil det gik fallit i 2002. Siden har den såkaldte Seelandkai fået flere færger til at anløbe stedet.

10: Ved Traves udmunding ligger Travemünde, der siden det 14. århundrede har været overtaget af Lübeck, og som i 1801 blev anerkendt som badestrand og turiststed. Her findes en bred fornem sandstrand, og den egentlige bykerne ligger på halvøen Priwall, hvis landegrænse går mod Mecklenburg, og som i DDR-tiden kun kunne nåes med færge. Syd for Priwall ligger Pötenitzer Wiek, en stor bugt fyldt med mange sjældne arter. I Travemünde ligger Skandinavienkai, der er Tysklands største østersøfærgehavn. Her sejler færger til Trelleborg, Helsingborg og Ventspils.

I den ultimative sydlige del af Lübeck ligger flere landsbyer som Vorrade, Beidendorf, Wulfsdorf og Blankensee med lufthavnen. De hører alle med til bydelen St. Jürgen.

Landsbyen Krummesse er usædvanlig. Her hører de gamle bondegårde med deres hestestalde skiftevis til Lübeck og skiftevis til Hertugdømmet Lauenburg, således at den ligner et kludetæppe.

Naboområder

Følgende områder hører næsten alle til Slesvig-Holsten,med undtagelse af 3 områder, der ligger i Mecklenburg-Vorpommern.

  • Landamt Nordwestmecklenburg i Mecklenburg-Vorpommern: Stadt Dassow (bydel Pötenitz), Selmsdorf og Lüdersdorf (alle tre i Amt Schönberger Land)
  • I Amt Herzogtum Lauenburg: Gross Grönau, Gross Sarau (ved de lauenburgiske søer), Klempau, Krummesse, Rondeshagen, Bliestorf, Gross Schenkenberg.
  • Amtet Stormarn: Klein Wesenberg, Wesenberg, Hamberge, Badendorf, Heilshoop og Mönkhagen.
  • Amtet Østholsten: Stockelsdorf, Bad Schwartau, Ratekau og Timmendorfer Strand.

Som tidligere nævnt hører hansestaden Lübeck med til den europæiske metropolregion Hamborg. Stor-Lübeck har omkring 270.000 indbyggere, når man regner områderne Stockelsdorf, Bad Schwartau, Seeretz, Gross Grönau, Klein Grönau og Herrnburg med. I de mecklenburgiske dele har der siden murens fald været en tendens til, at de har udviklet sig til naturskønne whiskeybælter. I Krummesse har man Tysklands længste bygrænse grundet de specielle vilkår, hvor husene skiftevis hører til Lübeck og Lauenburg.

Byen har flere gange været oversvømmet, hvoraf den største oversvømmelse var 13. november 1872.

Lübecks navns historie

Lübecks navn afspejler Lübecks opståen. Den oprindelige form på navnet var det slaviske ord Liubice (lieblich: på dansk: yndig), hvor C udtales som Z på tysk. Siden udvandrede vestslaverne fra området og blev fortrængt eller assimileret af sakserne, hvilket gjorde, at tysk blev mere fremherskende. Man beholdt det slaviske navn, som nu blev udtalt langt mere tysk.

Med den tyske fortrængning blev det gammelsaksiske “iu” desuden overtaget af den mere centraltyske Ü-lyd og dermed Lübice. Samtidig overgik endelsen til at være det mere faste -k. Det betød, at man fik udtalen Lübeke.

I det 17. århundrede var det i særdeleshed indflydelsen fra den mecklenburgiske dialekt, der gjorde, at det hidtidige Lübeke blev til Lübek.

Lübecks tidlige historie

På Karl den Stores tid (748-814) grundlagde den slaviske stamme abodritterne byen Liubice (den yndige) som navngiver til dagens Lübeck. Den lå ved floden Traves udmunding og Schwartau (sort å) ved Alt-Lübeck. Fra det 10. århundrede var Liubice sammen med Oldenburg i Holstein abodritternes vigtigste bebyggelser. Formodentlig var Liubice allerede på denne tid befæstet på borgagtig vis. Årringemetoden (dendrokronologi) har vist, at det gamle Liubice blev grundlagt i 819, mens borgen første gang nævnes skriftligt i Adam af Bremens krønike i 1076. På højen Buku blev dagens Lübeck grundlagt i 1143 af Adolf II greve af Schauenburg von Holstein som den første tyske havneby ved Østersøen, efter at den oprindelige bosættelse var blevet ødelagt i 1138. Allerede i 1134 havde Heinrich der Löwe givet særlige privilegier til østersøhandelen for folk fra det gamle Lübeck, hvilket hjalp i konkurrencen med det danske Slesvig. Disse privilegier virkede som en magnet på mange nye tilflyttere til Lübeck. Den nære beliggenhed og de gode vejforhold til Hamborg gjorde, at der var lukrative muligheder for handel, hvilket var med til at sikre, at Lübeck gradvis overtog mere af Slesvigs handel. I slutningen af 1100-tallet konkurerede Lübeck direkte med Bardowick og Lüneburg, hvor sidstnævnte dog snart blev en samarbejdspartner. I 1163 blev Lübeck også bispedømme, da Oldenburg von Holstein afgav sin domkirke til byen, hvilket manifesterede byens regionale overmagt.

Lübeck og hansetiden

I 1160 modtog Lübeck Soester byretten, der blev en vigtig inspiration for Lybske Ret sidenhen. Endnu vigtigere var Artlenburger privilegierne fra 1161, hvor købmænd fra Lübeck blev retsligt ligestillet med købmænd fra Gotland, der hidtil havde domineret handelen på Østersøen og op langs de russiske floder. I 1226 modtog byen et rigsfrihedsbrev fra Kejser Friedrich II, hvor man fik frihed til at drive skatter ind og styre byen med et eget råd.

„[…] Lübeck var den fødte dronning af Hansestæderne: både via beliggenhed og sin historie. Byen var fra starten såvel hansestædernes hjerne som hjerte[…]; dens pulsslag gennemstrømmede alt, og dens ånd formede alles tanker – hansetanken blev først og fremmest dannet og udtænkt i Lübeck“. 

Lübeck havde fra starten været fortaler for, at hansestæderne ikke skulle have en forfatning, der forhåndssikrede Lübecks forrangsstilling.

I 1180 blev Heinrich der Löwe væltet fra sin magt, hvilket de danske konger Knud VI og Valdemar II Sejr så som deres muligheder for at bemægtige sig området mellem floderne Ejderen og Elben og dels også områderne mellem Elben og Oder, hvilket Kejser Friedrich II anerkendte. Lübeck blev del af dansk territorium i 1203, efter at Valdemar Sejr havde besejret den holstenske greve Adolf III af Holsten-Schauenburg. Lübeck fik dog stadfæstet sine rettigheder i årene under Danmark, hvilket trods den manglende frihed ikke betød økonomisk tilbagegang.

Den danske magtpolitik fik dog et modsvar i 1223, da Lübeck og hertugerne af såvel Schwerin og flere lokale fyrster i Holsten kidnappede den danske Kong Valdemar under en jagt på Lyø i det sydfynske øhav. Efter flere år i fangenskab blev Valdemar løskøbt og svor straks efter sin løsladelse at hævne dette. I 1225 vandt denne koalition over danskerne ved Mölln, og Lübeck smed danskerne ud af byen. De bad kejseren om beskyttelse, hvilket han gav dem, og i 1226 bekræftede han byens status som fri rigsstad. Danskerne forsøgte at omgøre ændringerne i området i slaget ved Bornhøved 22. juli 1227 med en overlegen sejr til Lübeck og dennes allierede til følge. Dette blev for alvor Lübecks indtog på magtscenen. Lübeck og flere nye regioner og byer forblev tyske, og Lübeck var den førende by blandt disse i hele området.

Byens egne mønter med segl fra 1280. Foto fra wikipedia

Da Lübeck endegyldig fortrængte byen Slesvig,  som vardden mest alvorlige konkurrent i form af et tysk handelscentrum ved Østersøen, var den alvorligste konkurrent byen Visby på den svenske ø Gotland. En del forskere ser Visbys fremkomst som det vigtigste sted for østersøhandelen og i særdeleshed handelen med Rusland, et resultat af Slesvigs stigende betydningsløshed. Det var en udvikling, der i særdeleshed skete i årtierne før Lübeck omkring 1160 fik privilegier, som gjorde, at den kunne overtage Slesvigs magtposition. Dette betød i første omgang, at tyske købmænd mistede indflydelse, hvilket medførte de voldelige kampe mellem gotlandske og tyske handelsskibe. Det var dette, som Heinrich der Löwe søgte at få en ende på med Artlenburger Privilegierne i 1161, som gav de gotlandske skibe lov til at anløbe Lübecks havne og ligeledes Lübecks handelsfolk til at anløbe havnen på Gotland samt at føre handelsskibe mod Rusland og  den vigtige handelsby Novgorod. De mange vigtige varer fra det russiske var eftertragtet på det tyske marked.

Efter sejren over danskerne i 1227 havde Lübeck styrket sin position mod nordvest, men der var flere andre fremstormende østersøkystbyer. Stralsund var en af de stærkeste i denne henseende, idet den stod for en stor del af handelen med sild. Lübeck angreb byen og sikrede sig efterfølgende handelen med sild. Sejren var af stor betydning for Lübeck.

Få år efter indledte byen en forøget handel med Hamborg, der blev kontraktlig fra og med 1241. Det var en ny udvikling, at det ikke var købmændene selv, der fandt sammen i handelsrejsesammenslutninger, men at det var imellem byerne. Denne nye tendens var i første omgang for at sikre sig mod angreb fra Danmark, men skulle blive langt mere nødvendig, da kejsermagten under Stauferne oplevede et sammenbrud (Interregnum) i perioden 1245-73, de havde traditionelt stået som garant for købmændenes sikkerhed. Nu var der kun byerne selv til at sikre dette. Det blev anledning til at Lübeck sammen med Wismar og Rostock sluttede sig sammen i det Vendiske Byforbund,for at sikre sig en mere sikker handel. Flere byer fulgte snart efter i dette forbund, bl.a. Visby, der i 1280 blev medlem i de næste 10 år.  Byerne forpligtigede sig til i fællesskab at bekæmpe landevejsrøvere og andre forbrydere og ligeledes i fællesskab at stå for udgifterne. Byerne valgte også at forpligtige sig til, at dens borgere skulle være sikret retfærdighed ud over deres bygrænser. Dette ble

Som nævnt var Lübecks handel med Novgorod af stor betydning og vandt kraftigt frem. Allerede fra Lübecks første år var det det største marked i den østlige del af Østersøen. I den befolkningsrige region Wolchow var der stor efterspørgsel efter produkter fra vesten. I de første år rejste tyske handelsfolk fra hele det tyske sprogområde i fællesskab med gotlandsfarerne til Rusland. Til at begynde med havde gotlænderne stor succes med at videresælge varer fra Orienten, der via det store russiske flodnetværk nåede Novgorod. Da mongolerne imidlertid brød ind i Rusland fra omkring år 1220, blev disse handelsveje ødelagt, og Visbys fordele ved handelen blev formindsket. Visbys betydning i Novgorod faldt betragteligt, da de eftersøgte den hurtigere og direkte handel, som Lübeck kunne tilbyde. Derudover var der stor efterspørgsel efter salt, hvilket Lübeck kunne efterkomme via salt fra Lüneburg. Endelig var det østholstenske område et meget frugtbart område for kornhandel, der også blev videreformidlet til hele området. Disse udviklinger var med til at forøge Lübecks betydning.

Salten fra Lüneburg blev op igennem 1200- og 1300-tallet fragtet over Mölln og blev i årene 1390-98 kraftigt forbedret i form af Stecknitz-kanalen, der indtil Elbe-Lübeck-Kanal i slutningen af 1800-tallet var hovedåren for salthandelen.

Lübeck nød også betydelig magt på de store sildemarkeder i Skanør, hvor norske handelsmænd fra bl.a. Bergen solgte fisk. Det udnyttede Lübeck til videresalg til en lang række tyske byer. Salget af fisk var særdeles vigtigt i middelalderen, da fisk i den kristne fastekalender var den eneste tilladte spise på de mange helligdage. Det gjorde, at Lübeck stod i en absolut central position for handel i store dele af Nordeuropa.

Indtil slutningen af det 13. århundrede fandtes den øverste salgsgård for novgorodfarerne i Visby på Gotland. På denne tid var Lübeck begyndt at følge en interesse, som var at gennemføre den Lybske Ret i hele østersøhandelen. Visby var ikke interesseret i at overtage denne ret, da de havde deres egne rettigheder. Det bevirkede, at Lübeck i årene 1293-95 forlagde salgsgården for gotlandsfarerne til Lübeck samtidig med at, Visbys segl blev udeladt fra de fælles købmænd.

Lübecks magt fortsatte med at vokse, og den spillede en stor rolle i opløsningen af det danske rige i årene 1332-40. I 1340 fik byen ret til at præge guldmønter af kejser Ludwig der Bayer. I 1356 mødtes man for første gang til en hansedag, hvor alle repræsentanter fra byforbundene mødtes.

I 1361 angreb den danske konge Valdemar IV Atterdag (1340-75) Visby på Gotland. Det kom til den første krig mod Danmark, hvor det blev til et eklatant nederlag til danskerne og uheldig indblanding i de skandinaviske magtforhold. Der efter det knusende nederlag krævede en offentlig henrettelse af Lübecks borgmester Johann Wittenborg på Rådhuspladsen. Lübeck måtte indgå den utilstrækkelige fred i Vordingborg i 1365, der var et kraftigt tilbageslag mod handelen, særligt da man havde mistet Visby.

Krigen brød ud igen i 1367. Denne gang havde hansestæderne sikret sig et langt stærkere udgangspunkt, og i 1368 indtog de og ødelagde København. Derudover besatte man Skåne, Norge og Sønderjylland og Valdemar Atterdag flygtede. Hansestæderne indgik i Stralsund i 1370 den vigtigste fredsaftale, der sikrede det absolutte domæne ved Østersøen, retten til sildemarkederne i Skåne og ubegrænsede handelsprivilegier samt vetoret i forbindelse med valget af danske konger. Dette ses ofte som hansestædernes magtmæsssige højdepunkt.

I det 14. århundrede var byen sammen med byer som Køln og Magdeburg blandt de største i det tyske rige.

En af de største trusler mod Lübeck i disse år, var magtkampene i Skandinavien. Der var i 1375 med Valdemar Atterdags død udbrudt en kamp om magten, der primært stod mellem Margrethe I. og Mecklenburgerne. Begge parter gjorde brug af kaperfarere, en art sørøvere, der blev hvervet til at angribe modparten. Selvom Lübeck stod udenfor, da måtte de finde sig i utallige angreb på deres skibe i Østersøen. I årene 1395-98 var Gotland besat af sørøvere og Vitaliebrødrene, som piraterne kaldte sig var så dominerende at Lübeck i samarbejde med Den Tyske Orden i 1398 fordrev dem fra Østersøen, således at de i de følgende år mest var til stede på Nordsøen, hvor de var til større gene for hansestæderne Bremen og Hamborg. I 1401 havde man dog overvejende gjort det til et mindre problem.

I 1397 blev Kalmarunionen grundlagt i de tre skandinaviske lande af Margrethe I. , hvilket var en trussel mod Lübeck, da både norske og svenske byer havde været medlemmer. Dette betød en langvarig krig mod Danmark. Danskerne havde siden 1406 været i en krig mod Holsten for at erhverve sig Slesvig, hvilket de i 1424 havde fået kejserens tilsagn til at indlemme. Lübeck var modstander af dette og i 1426 gik de ind i krigen mod de skandinaviske lande. I 1429 indførte den danske konge Erik af Pommern øresundstolden, hvilket var en trussel mod Lübecks handel. Der kom en krig ud af dette, som sluttede i 1435 med, at Lübeck fik lov at undgå sundtolden, men ikke de øvrige hansestæder.

Da Erik af Pommern var blevet så svækket som konge i de nordiske lande, slog han sig ned på Gotland, hvorfra han indtil 1449 drev pirateri med angreb på mange af Lübecks skibe til følge.

Lübeck kunne i 1460 meget mod sin vilje se den danske konge Christian I blive hertug af Holsten, hvilket igen bragte de evigt problematiske danskere meget tæt på geografisk.

I starten af 1500-tallet tog Lübeck parti for Sverige i krigen i årene 1509-12, hvor Kong Hans af Danmark havde store problemer med at holde sammen på Kalmarunionen. Lübeck hjalp svenskerne under belejringen af Stockholm.

Små 100 år efter var Lübeck medhjælpende til at få indsat Frederik I som konge i Danmark og altså få afsat Christian II. Dertil hjalp man med at få Christian II fanget i 1532. Da Frederik I imidlertid ikke forfordelte Lübeck, forsøgte Jürgen Wullenwewer fra Lübeck at blande sig i den danske borgerkrig Grevens Fejde, og for at finansiere krigen omsmeltede han kirkeskatten. Krigen endte med sejr til modstanderne. Wullenwewer flygtede og blev henrettet. Da også de mange hollandske købmænd var begyndt at omgås stabelretten, betød det afslutningen på Lübecks storhedstid.

Lübeck efter reformationen

Lübeck overgik til reformationen omkring år 1530. Dette satte gang i en stigende urolighed i Europa med en del krige i det nordeuropæiske rum til følge. Det var ikke godt for handelen. Hvad der var endnu mere truende for handelen var, at reformationen og de mange krige også pressede eksistensen af bystater og i stedet styrkede territorialstaterne. Det var for Lübeck mest tydeligt med Danmark og Sveriges styrkelse, men også Preussen blev stærkere i disse år.

I 1618 brød den værste af religionskrigene ud: Trediveårskrigen, der blev særlig hård for det tyske område. Imidlertid lykkedes det for Lübeck at holde sig neutral. Byen var flere gange under krigen i spil som konferenceby. Det var i Lübeck, at den danske konge Christian IV og de kejserlige tropper sluttede fred i 1629. Danmark måtte love at holde sig ude af krigen fremadrettet. I 1641, da man indledte fredsforhandlingerne ved de såkaldte Preliminarfredsslutninger i Hamborg, var Lübeck også i spil som kongresby. Hansestæderne var også repræsenteret ved den endelige fredsslutning i Westfalen i form af borgmester David Gloxin. I 1669 fandt den sidste hansedag sted i Lübeck. De tre byer Lübeck, Hamborg og Bremen blev sat til at skulle varetage de sager, som de havde kørende samt forvalte restformuen.

Lübeck Altstadt. Øverst ser man befæstningen rundt om byen gående primært mod vest og vand fra Trave og Wakenitz. Nederst byens berømte silhouet med de 7 tårne. Kort fra cirka 1750 og lånt fra wikipedia

Det lykkedes Lübeck at undgå ødelæggelser under 7-årskrigen grundet dens bykommandant Grev Chasot. Napoleonskrigene betød større ændringer i byen.

I 1801 besatte Danmark Lübeck i henved halvanden måned, hvilket dog forblev dog uden betydning. I 1803 fik byen ved den sidste store kejserlige ændring, før at det Hellige Tysk Romerske Rige blev ophævet, stadfæstet, at den var en rigsfri by. Men med ophævelsen af riget i 1806 blev Lübeck en suveræn stat. Samme år led preussiske tropper et forsmædende nederlag til Napoleons tropper ved Jena, og den preussiske hærfører Blücher trak ind i Lübeck i forsøg på at undgå franskmændene. Han havde en ide om at kunne undsætte sine styrker via Østersøen til Kønigsberg. Det mislykkedes, og i stedet stod det drabelige slag ved Lübeck, hvilket betød, at byen var besat af franskmændene i perioden 1806-13. I årene 1811-13 var byen indlemmet i kejserriget Frankrig i Département des Bouches de l´Elbe.

I 1815 ved Wienerkongressen fik Lübeck status som Den Frie Hansestad Lübeck og blev medlem af det tyske Forbund. Man førte ofte konsulater og gesandtskaber i fællesskab med de to søsterbyer Hamborg og Bremen i vigtige hovedstæder og havnebyer.

Byen indtog en vigtig status i tiden, som man i Tyskland kalder Vormärz (da: før marts), hvilket henviser til perioden før revolutionen i marts 1848. Bevægelsen Jung-Lübeck (da: Det Unge Lübeck) kæmpede for fornyelse og en demokratisk forfatning. Det blev samlingspunkt for alle de bestræbelser i Tyskland under Germanistentag i 1847. Imidlertid foregik revolutionen i 1848 uden større uro i sammenligning med mange andre tyske byer.

Det tyske toldforbund

I 1866 tiltrådte Lübeck det Nordtyske Forbund, der efter Preussens sejr over Østrig samme år i praksis var preussiske undersåtter. I 1868 blev man medlem af det tyske toldforbund og endelig i 1870/71 medlem af det Tyske Kejserrige. Dermed sluttede Lübecks tid som suveræn stat. I slutningen af det 19. århundrede satte en kraftig industrialisering ind i byen, hvilket gjorde, at nye arbejderkvarterer skød op og bredte sig langt ud over det oprindelige byområde.

I 1895 afholdt man i Lübeck den Tysk-Nordiske Handels- og Industri Messe, der fungerede som en art verdensudstilling for byen. Selvsamme år åbnedes Kaiser-Wilhelm-Kanal (dansk: Kielerkanalen), der i længden kom til at betyde tabet af meget af handelen mellem Østersøen og Nordsøen, og den gik i stedet til Kiel, Hamborg og Bremen. Få år efter åbnede Elbe-Lübeck-Kanal, der dog ikke var i stand til at konkurrere med den ovennævnte kanal. I 1897 blev byen kaserneby. Dens regiment kæmpede i 1. verdenskrig, bl.a. i slaget ved Somme og forårsoffensiven i 1918.

Weimar republikken i Lübeck

Sammenbruddet på kejserriget i efteråret 1918 førte ganske som i nabobyen Kiel til kampe mod styret, men hvor matrosopstanden i Kiel var samfundsomstyrtende, var man i Lübeck mere fokuseret på demokratiske rettigheder. Borgmestre og senatorer forblev alle på deres pladser, men samtidig blev der indført almen valgret og i maj 1920 en demokratisk forfatning.

I slutningen af 1920´erne så man for første gang den senere Willy Brandt være aktiv for socialdemokraterne i byen.

En af de mest tragiske hændelser i byen var Lübecker Impfunglück (da: Vaccinationsulykken i Lübeck), hvor man efter at have indført offentlig vaccination mod tuberkulose, fejlmedicinerede, hvilket kostede 131 mennesker livet. Den største fejlvaccination i det 20. århundrede.

Lübeck under nationalsocialismen

I 1932 ankom Adolf Hitler til Lübeck for at holde en tale. Imidlertid måtte man droppe rådhuspladsen, da den grundet springvandet, træerne og salgsboderne (Kaak) var for lille, og da Buniamshof lå for langt fra bymidten, faldt valget i stedet på sportspladsen Riesebuschs i Bad Schwartau, hvor Hitler holdt tale 26. oktober 1932. På dette tidspunkt var partiet det næststørste efter SPD.

I marts 1933 påbegyndte NSDAP den såkaldte Gleichschaltung (da: ensretning), hvor SPD-borgmesteren Paul Löwigt blev afsat, hvilket også skete for de øvrige socialdemokratiske senatorer, og de demokratiske principper blevsat ud af kraft. Nationalsocialisterne fængslede bl.a. Julius Leber, og Willy Brandt (på dette tidspunkt under sit fødenavn Herbert Ernst Karl Frahm) undgik kun samme skæbne ved sin flugt til Skandinavien. I 1937 gennemførte nazisterne Gross-Hamburg-Gesetz (da: Store Hamborg Lovene), der betød, at Lübeck mistede sin 711 år gamle status med territorial selstændighed og herefter blev del af den preussiske provins Slesvig-Holsten.

2. verdenskrig i byen blev mest husket for, at den var den første storby i Tyskland, der blev offer for det britiske Area Bombing Directive, som rettede sig mod fladebombardementer af tyske beboelsesområder. Bombardementet fra Royal Air Force foregik natten til palmesøndag 28./29. marts 1942 og havde den tæt befolkede gamle by (Altstadt) som mål. 320 mennesker døde, og 1.044 bygninger blev ødelagt, her- iblandt Marienkirche, Petrikirche og domkirken. For Danmark var det interessant, at det ældst kendte Dannebrogsflag, som Lübeck havde erobret fra Erik af Pommern i 1427, blev ødelagt.

Bombardementet af Lübeck her med den brændende domkirke. Foto fra wikipedia

2. maj 1945 blev byen indtaget af britiske soldater, hvilket reddede den fra yderligere ødelæggelser, da den tyske generalmajor Kurt Lottner blev overtalt fra at bringe sprængsatserne på kajer og broer til sprængning. Dagen efter blev flygtningebåden Cap Arcona sænket i Lübeck bugten, hvilket kostede 2800 mennesker livet. Dette blev udført af allierede bombefly.

4. maj 1945 underskrev Hans-Georg von Friedeburg delkapitulationen på vegne af den sidste nazistiske rigspræsident Karl Dönitz. Det betød, at de tyske tropper i Danmark, Nordvesttyskland og Holland overgav sig.

Lübeck i efterkrigstiden

Efter 1945 blev Lübecks indbyggertal kraftigt forhøjet grundet tilstrømningen af flygtninge og fordrevne fra de områder, som Tyskland mistede efter 1945 (Schlesien, Pommern og Østpreussen). Byen blev del af delstaten Schleswig-Holstein, der overordnet set var under britisk besættelse i efterkrigstiden. Kulturpolitisk nød man dog stadig selvstændighed indenfor mindesmærkebevaring og genopbygning. De vigtigste bygninger i form af rådhus, domkirke og Marienkirche blev genopbygget. Men også de private selskaber som eksempelvis det oprindelige Niederegger Marcipan Hus blev genopført.

Den tyske deling gjorde, at Lübeck blev grænseby, da de mecklenburgiske dele lå direkte op ad byen mod øst. Derudover var byen også fra Travemünde en af de vigtigste tyske færgebyer med trafik til Sverige og Finland. Siden den tyske genforening har byen også været regionalt centrum for den vestlige del af Mecklenburg.

Lübeck havde en grænse mod DDR kaldet Lübeck-Eichholz – Herrnburg. Billede fra wikipedia

Byen har 212.000 indbyggere, men nåede sit højdepunkt i 1968 med 243.000 indbyggere.

Religion i Lübeck

I 2016 var 93.000 (42,4 %) af byens befolkning luthersk-evangelisk og 18.505 (8,4 %) romersk-katolsk, de øvrige 49,2 % var uden religion eller tilhørte andre religioner.

I 1160 forlagde Heinrich der Löwe bispesædet fra Oldenburg i Holsten og Lübeck, hvor domkirken blev bispekirke. Bispens personlige residens blev dog i Eutin i det Holstenske Schweiz, der siden blev centrum for fyrstebispedømmet Lübeck. Bispefyrsterne var i lige så høj grad selvstændige fyrster, der særligt fra 1586-1773 var protestantiske fyrster af slægten Slesvig-Holsten-Gottorp og som leverede de svenske konger i perioden 1751-1818.

Allerede i 1524 holdt reformationen sit indtog i byen, da den første evangeliske prædiken blev holdt. I 1530/31 havde byrådet stemt for en ny kirkeordning, som var blevet udfærdiget af reformatoren Johannes Bugenhagen. Dermed var Lübeck fra starten en protestantisk by, som i 1577 kom med en konkordieformel for den ortodokse lutheranisme, der i 1580 blev offentliggjort som en konkordiebog, der afgrænsede dem fra det omliggende Holsten og havde stor indflydelse på den videre religiøse udvikling i byen. Som fri rigsstad havde man i Lübeck det landsherrelige kirkeregiment, der sad med i senatet og selv kunne regulere sine indre anliggender. Man havde en egen kirkeret, et gejstligt ministerium, som indtil 1796 blev ledet af en superintendant.

I 1921 fik landskirken en ny forfatning. I 1933 brød der en åben strid ud mellem de tyske kristne, som støttede nazismen og de præster, der nægtede at anerkende dette. Det betød fængsling af flere af de, der nægtede at rette ind. Siden 2. verdenskrig har der været flere kirkereformer, men i dag hænger byen administrativt sammen med Hamborg, Lauenburg og det sydlige Holsten.

Der har været andre protestantiske retninger i byen . Allerede fra 1532 bosatte folk sig fra døberbevægelsen. Disse folk kom til som trosflygtninge fra såvel det øvrige Tyskland og fra Holland. Mennonitternes leder Menno Simons døde i det nærliggende Bad Oldesloe, hvilket fungerede som en magnet på denne gruppering. Imidlertid tolererede de ortodokse lutherske ikke denne retning, hvilket førte til mange begrænsninger.

Calvinister fandtes i byen fra 1666, og i 1781 kom også en del franske huguenotter til byen. Det gjorde, at der kunne åbne en reformert kirke i 1826 i Königstrasse. En stribe af andre kirkelige retninger er repræsenteret i byen i det 20. århundrede.

Siden midten af det 19. århundrede er katolikker igen begyndt at flytte til byen. I første omgang grundet mulighederne, i anden omgang som følge af de mange katolikker i det samlede Tyskland. Men den største gruppering kom fra Pommern og Danzig efter 1945.

Den jødiske tro i Lübeck har været hårdt presset igennem hele sin historie. I 1656 ankom flere hundreder jøder til landsbyen Moisling, da man i Lübeck ikke ønskede, at jøder skulle bosætte sig i byen. Derfor bosatte de sig i landsbyen, der dengang hørte til borgmester Hövelns privatejendom. Rådet i Lübeck var modstandere af, at han lod jøderne bosætte sig. De mange konflikter gjorde, at Höveln stillede sit område direkte under dansk og holstensk beskyttelse fra 1667. Dete bevirkede, at jøderne stod direkte under rabbineren i Altona, der ligeledes var dansk på dette tidspunkt. I Danmark havde jøder langt friere vilkår. I 1762 blev byen igen del af Lübeck, og jødernes vilkår blev igen begrænset. Under den franske besættelse 1806-13 blev jøderne ligestillet, hvilket på ny blev rullet tilbage indtil 1852. Befolkningen begyndte at stige, men under nazismen flygtede mange, og de sidste blev deporteret til ghettoen i Riga. Siden murens fald er der kommet mange jøder fra det tidligere Sovjetunionen.

Kultur og seværdigheder i Lübeck

I 1987 blev de bevarede dele af Lübecks Altstadt føjet til verdenskulturarvslisten hos UNESCO. Det var første gang i Nordeuropa, at et helt byområde kom på listen.  Udslagsgivende for at komme på denne liste var den eksemplariske karakter, som den middelalderlige Altstadt har haft for hele byudviklingen rundt om Østersøen, den markante bysilhouet med dens 7 tårne på de 5 hovedkirker og de mange sammenhængende bevarede førindustrielle bygninger. Dertil blev også nævnt, at arkæologisk forskning har fremgravet utallige fund i byens undergrund.

UNESCO udpegede de i særdeleshed vigtigste bygninger i byen til at være: Rådhuset og hele komplekset rundt om pladsen, Borgklosteret, Koberg – et fuldstændig bevaret bykvarter fra det sene 13. århundrede  med Jakobikirche, Helligåndshospitalet og husblokkene mellem Glockengiesser- og Aegidienstrasse, kvarteret med Patricierhusene fra det 15. og 16. århundrede mellem Petrikirche og Domkirken, Holstentor, Kaisertor ved voldanlæggene på Elbe-Lübeck-Kanal og Salzspeicher (da: Saltlagerhusene) på Traveflodens bred.

I alt består Altstadt af mere end 1000 huse, der hver især er mindesmærkebeskyttet.

Bygningsværker

Den gamle bydel præges af de 7 kirketårne (hvilket har ført til betegnelsen “Byen med de 7 tårne”, der ses på 5 enorme rødstensgotiske kirker i Altstadt. Startende i den nordlige ende er de 5 kirker oplistet nedenstående:

  • Jakobikirche i den nordlige del af Altstadt
  • Marienkirche med sine to vestlige tårne ligger centralt og tæt på rådhuset
  • Petrikirche er i direkte synsvidde fra Holstentor
  • Aegidienkirche
  • Domkirken med sine to vesttårne afslutter blikket i sydlig retning.

Domkirken grundlagt i romansk stil  er kun den næststørste af de middelalderlige kirker, men er dog den længste, idet den er 130 meter lang. Kirken ligger i den sydlige del af den gamle by i et forholdsvis fredeligt område, hvor man aner den oprindelige byggebegrænsning rundt om domkirken. Man fornemmer i spillet mellem domkirken og Marienkirche konflikten mellem borgerskabet og biskopperne, hvilket førte med sig, at bisperne havde deres residens i Eutin. Til forskel fra Marienkirche har man genskabt domkirkens indre hvidkalket og nøgtern. Et højdepunkt er det triumferende kors af den berømte træskærer Bernt Notke. I fællesskab med domkirken i Schwerin er kirken prædikenkirke for den regionale Nordkirche. I nærheden ligger Propsteikirche Herz Jesu (da: provstikirken Jesus Hjerte) fra 1891, der er den katolske menigheds kirke.

Den 100 meter lange Marienkirche var borgerskabet og rådmændenes primære kirke. Den knejser prominent og tæt ved rådhuspladsen og direkte bag rådhuset. Marienkirche er Tysklands tredjestørste kirke og gælder som moderkirke for den nordeuropæiske rødstensgotik. Det er ikke kun dens ydre, der imponerer, men også dens indre på trods af det faktum, at store dele af dens indre blev ødelagt under bombardementerne under 2. verdenskrig, særligt det berømte orgel med Dødedansen fra Lübeck (Lübecker Totentanz), hvor Buxtehude og Bach spillede. Det mest imponerende er de næsten 40 meter høje hvælvinger fyldt med kalkmalerier. Begge tårne er lige over 125 meter høje og de højeste i Slesvig-Holsten.

Petrikirche blev ligesom de to største kirker ganske ødelagt i 2.verdenskrig og som den sidste genopbygget. Den er synlig fra rådhuspladsen og var tidligere fiskernes og skippernes kirke i den indre by. I dag er der ikke længere en menighed tilknyttet kirken og den fungerer som udstillings- og koncertrum. Siden 2004 har den været brugt som universitetskirke. I tårnet findes der en udsigtsplatform, hvor man i klart vejr kan se til Travemünde og langt ind over de mecklenburgiske søer.

Jakobikirche ligger på Lübecks anden store plads – Koberg. Den var stamkirke for skipperne, der sejlede til søs, og den ligger over for det berømte Schiffergesellschaft, foreningshuset, hvor kaptajner og skibsfolk mødtes, og som i dag er Lübecks mest berømte restaurant med mange skibsmodeller på og over bordene. Tårnet på kirken hviler på fire kuglelignende udsmykninger under tårnhjelmen. Kirken blev ikke ødelagt under bombardementerne og kan derfor byde på  udviklingen fra den blev bygget og frem til i dag. I et sidekapel finder man en redningsbåd fra sejlskibet Pamir, der sank i 1957.

Den sidste kirke er Aegidienkirche, der også undslap ødelæggelserne i 2. verdenskrig, og som er den mindste af de 5 kirker og den eneste i den østlige del af den gamle by. Den tjente boligområdet, hvor der boede mange håndværkere og småfolk. Dens indre er smukt bevaret.

Øvrige kirkebygninger

Katharinenkirche er en tidligere klosterkirke fra et franciskanerklosterkirke i et katharinakloster. Kirken har ikke noget tårn og er dermed ikke en del af det klassiske bypanorama. Dens indre er dog bestemt seværdigt og gælder som højdepunkt for rødstensgotisk arkitektur. Kirken ligger direkte op ad Gymnasium Katharineum og bliver i dag brugt som udstillingsrum. I den vestlige facade findes der nischefigurer udført af billedhuggeren Ernst Barlach og Gerhard Marcks.

Derudover findes der middelalderlige kirkebygninger i form af Burgklosteret (da: borgklosteret) og St. Annen-kloster. Burgkloster var tidligere et dominikanerkloster, som blev grundlagt af byen som tak for sejren over danskerne i slaget ved Bornhøved i 1227. Der er dog ikke meget bevaret fra det middelalderlige, og byggeriet blev kraftigt  udvidet med en nygotisk bygning i det 19. århundrede. Dette bygningskompleks har i tidens løb haft forskellige funktioner: Under nationalsocialismen var det retsbygning, hvor flere skueprocesser mod regimekritikere fandt sted. I dag findes her et arkæologisk museum, og overfor opstod det Europæiske Hansemuseum i 2015 .

I St. Annen-Kloster i nærheden af Aegidienkirche huser man i dag et omfangsrigt museum med forskellige tematikker. Der findes en lang række sakrale kunstværker og en af de største samlinger af middelalderlige fløjaltre og statuer, samt et overblik over boligindretning fra hansetiden til det 20. århundrede og endelig i Lübecker Kunsthalle St. Annen en samling for moderne kunst.

På pladsen Koberg overfor Jakobikirche ligger Heiligen-Geist-Hospital (dansk: Helligåndshospitalet). Bygningen illustrerer perfekt den velstand, der herskede i middelalderen. Byens rige borgere lod denne bygning opføre til de fattige, syge og gamle og sørgede for deres underhold. Indtil 1970´erne kunne man se kabysserne på 3 kvadratmeter, der blev brugt som alderdomshjem. Ved juletid finder et af Nordtysklands mest kendte julemarkeder sted i Helligåndshospitalet. Tæt på hospitalet finder man det tårnløse og klassicistiske kirkebyggeri for den Reformerte Kirke (læs calvinistiske).

Heilig-Geist-Hospital, hvor gamle og syge er blevet plejet i århundreder. Foto fra wikipedia

Lübecks Rådhus

Direkte ved siden af Marienkirche ligger byens hjerte: der Markt (rådhuspladsen) med rådhuset. Dette er i modsætning til andre rådhuse ikke kun bygget i en bestemt stil, men har grundet adskillige udbygninger og udvidelser flere forskellige stilarter, hvilket illustrerer en bygningshistorie, der går tilbage til det 12. århundrede. Man finder både gotik, renæssance og modernistiske elementer fra 1950´erne. Rådhuset lukker bag ved Breite Strasse, hvor rødstensrenæssance udgør kancellibygningen mellem gade og plads. Begge er udformet som arkader forneden. Store dele af rådhuspladsen blev ødelagt under bombardementerne i 2. verdenskrig. Den såkaldte Kaak, hvorfra man i middelalderen solgte smør og andet, blev nedrevet, men i formindsket form genetableret i 1986/87.

Rådhuspladsen, hvor Lübeck er blevet styret fra i århundreder. Foto fra wikipedia

Bymur og byporte i Lübeck

Byportene i Lübeck var del af et kæmpemæssigt stjerneformet befæstningsanlæg, der i det 17. århundrede erstattede byens hidtidige befæstning, og som blev bevaret indtil det 19. århundrede.

Holstentor er byens berømteste vartegn. I mange år har man ledet trafikken uden om porten, hvor der i stedet har været lavet en form for parklignende plads. I dets indre befinder Museum Holstentor sig, hvor man oplever byens historie og fo røvrigt kan se en model af byen, da befæstningen stod i magt og vælde.

Den anden bevarede byport er Burgtor, der ligger i den nordlige indkørsel til byen. Den er integreret ind byggeriet ved Burgkloster,og  den passeres ved indkørslen til den gamle bydel fra nord.

Burgtor i Lübeck, den eneste byport, hvor der stadig ledes trafik igennem i Lübeck. Foto fra wikipedia

Portene Mühlentor tæt ved dagens Mühlentor-Brücke og Hüxtertor ved dagens Hüxterdamm blev nedrevet.

Kaisertor i den sydlige del af befæstningen har haft sin nuværende form siden 1899 i anledning af kejser Wilhelm II´s besøg, da Elbe-Lübeck-Kanalen blev indviet. Oprindelig stod der også et tårn på dette sted, men dette var dog blevet tilmuret i det 16. århundrede.

Museer og borgerhuse

Enkelte af de betydningsfulde borgerhuse i den indre by fungerer den dag i dag som museer. Det klassicistiske byggeri Behnhaus og Drägerhaus i Königstrasse danner tilsammen et kunstmuseum. I Buddenbrookhaus finder man Heinrich-und-Thomas-Mann-Zentrum, i deres bedsteforældres hus, som danner rammen om den berømte roman af Thomas Mann, Buddenbrooks fra 1901. I Glockengiesserstrasse har man de seneste år kunnet finder Günter-Grass-Zentrum efter den berømte tyske forfatter, der boede i Lübeck i mange år.

Buddenbrookhaus, hvor Thomas Mann skrev om 4 generationer i Lübeck, hvilket er blevet billedet på købmandskabet i byen. Foto fra wikipedia

I Haus der Kaufmannschaft kan købmandskabet i Lübeck frembyde nogle af de skønneste renæssanceindretninger.

På Koberg ligger det klassicistiske byggeri, der har fungeret som forsamlingshus for Schiffergesellschaft. Dets indre udsmykning er original og huser en af byens vigtigste restauranter.

Det senromanske Löwen-Apotheke i Königstrasse er det ældste lægmandsbyggeri i Lübeck.

Gange og gårde

Lübeck er kendt for dens mange gange og gårde, der opstod grundet pladsnød i baggårde og beboelsesejendomme. Oprindelig var det de fattigste, der boede her, men i dag er de meget eftertragtede. De største og skønneste gårde er Füchtingshof og Glandorphshof i Glockengiesserstrasse. Der er mere end 100 gange imellem huse og til baggårde i Lübeck.

En af de mange typiske gange mellem de gamle huse i Lübeck. Foto fra wikipedia

Forstæder

På den anden side af det i dag idylliske voldanlæg finder man i bydelene St. Gertrud og St. Jürgen beundringsværdige villakvarterer med klassicistiske byggerier fra århundredskiftet. I særdeleshed er Eschenburg-Villa på Travemünder Allee og Lindesche Villa på Ratzeburger Allee, begge udført af den danske arkitekt Lillie. Få meter fra Lindesche Villa finder man St. Jürgen-Kapelle fra det 17. århundrede, som viser, at der også har boet mennesker uden for bymuren før industrialiseringen. I St. Jürgen ligger  ned til floden Wakenitz det nygotiske vandtårn med installationerne kaldt Lübecker Wasserkunst. I St. Gertrud befinder den charmerende fiskerby Gothmund sig, hvor der ned til Traves flodbred er et flot ensemble af stråtækkede huse.

Travemünde

20 kilometer fra midtbyen ligger Travemünde, der er del af Lübeck og har været det siden middelalderen. Den har siden starten af 1800-tallet officielt været badeby. Her findes fine kurhuse, casinoer og kaptajnshuse samt Tysklands ældste fyrtårn.

Musik og koncerter i Lübeck

Kirkerne i Altstadt er med deres mangfoldighed af orgler glimrende egnet til koncerter, og med Norddeutsche Orgelschule i byen er den blevet udråbt til musikby. Aftenmusikken har siden Dietrich Buxtehude været til stede i byen. Om sommeren skaber landsbykirker, herregårde og haller til koncertsale rammen om Schleswig-Holstein Musik Festival. Derudover findes en lang række steder til koncerter i byen, hvoraf Musik- und Kongresshalle Lübeck, der i kort form går under navnet MuK,  afholder en lang række koncerter.

Lübecks teaterliv

Lübecks teater har til huse i et jugendstilsbyggeri i Beckergrube. I det store hus opføres  primært operaforestillingerne, samt koncerter med Filharmoniorkesteret i Lübeck. Det har været dirigeret af bl.a. Hermann Abendroth, Wilhelm Furtwängler og Christoph von Dohnanyi. I kammerspillene ser man primært dramaer og komedier i forskellige stilretninger blive spillet. I børneoperaen samarbejder teateret med Taschenoper Lübeck. Der findes en lang række mindre teatre rundt omkring i byen, hvor det er værd at nævne Marionetten-Theater med tilhørende museum samt Theaterschiff Lübeck  med undervandsforestillinger.

Lübecks museer

Lübecks byhistoriske museum finder man i Holstentor.

Museumshafen Lübeck er den lange række skibe, som ligger ved An der Untertrave på byens vestlige bred.

Det Europæiske Hansemuseum har siden 2015 befundet sig i et nybyggeri ved Burgkloster såvel som i Burgkloster. Her oplever man historien om hansestæderne, Lübecks historie under årene med hansa og fortællingen om Lybske Ret.

Lübecks seneste pryd i museumssamlingen er det i 2015 åbnede Europæiske Hansamuseum. Foto fra wikipedia

I Museum Haus Hansestadt Danzig på Engelsgrube findes kultur og erhvervsgods fra regionen rundt om Danzig. Grunden til, at Lübeck har et museum over en anden hansaby, er, at mange af Danzigs tysktalende beboere blev tvangsfordrevet, og mange, der havde mulighed for at vælge Lübeck, gjorde dette, da byen mindede om deres egen by. Den mest kendte af disse fordrevne var Günter Grass. Der findes tre originale kirkeklokker fra Danzig, som blev reddet fra at skulle have være omsmeltet under 2. verdenskrig.

Willy-Brandt-Haus Lübeck er et mindested for politikeren og nobelpristageren Willy Brandt, der blev født i Lübeck i 1913. Han var tysk kansler for SPD i årene 1969-74. Museet fortæller om hans flugt til Norge, hans tid som overborgmester i Berlin (1957-69) og tiden som kansler. Bygningen var oprindelig mødested for Zirkelgesellschaft, et af byens fine selskaber. Brandt blev født i St. Lorenz tæt ved banegården.

I bydelen Kücknitz ligger Industrimuseet Herrenwyk.

Ved Grenz-Dokumentationsstätte Lübeck-Schlutup har man bevaret en grænsestation og et toldhus. Her får man fortællingen om den nordligste interne tyske grænse.

Lübecks Theaterfigurenmuseum befinder sig i Altstadt på Am Kolk. Det viser en lang række teaterdukker fra berømte forestillinger og cirkus omkring århundredskiftet.

Marcipanmuseet befinder sig i Café Niederegger i Breite Strasse. Det viser historiske træforme til fremstillingen af marcipanblokke. Derudover ser man en lang række historiske figurer udført i marcipan.

I det middelalderlige Zeughaus (dansk: tøjhus, arsenal) finder man etnologisk samling (tysk: Völkerkundesammlung).

Lübeck og litteraturen

I Lübecks kulturelle liv er den litteratur, som er skabt af brødrene Thomas og Heinrich Mann uomgængelig. Der er indrettet et museum i Buddenbrookhaus i Mengstrasse ved siden af Mariekirken. Det er opkaldt efter Thomas Manns berømte roman Buddenbrooks fra 1901, der udspiller sig i Lübeck. Denne samfundsroman fortæller om en rig købmandsfamilies forfald over flere generationer, og den gav Thomas Mann Nobelprisen i Litteratur. Hvert tredje år uddeler byen Lübeck en litterær pris kaldet Thomas-Mann-Preis. Den anden bror Heinrich Mann har skrevet to romaner “Professor Unrat” og “Eugenie oder Die Bürgerzeit”, der ligeledes udspiller sig i hansabyen. Andre store forfattere, der kommer fra Lübeck, er Emanuel Geibel, Gustav Falke, Otto Anthes og Erich Mühsam. Som flere gange nævnt har en anden nobelpristager i litteratur Günter Grass ligeledes boet i byen. Ved sin død i 2015 boede han i den lille landsby uden for Lübeck, Behlendorf. Günter-Grass-Haus udstiller en lang række af hans originale værker. Forfatterne Theodor Storm og Werner Bergengruen var elever på Katharineum Gymnasium.

Romanen Die Großvaterstadt fra 1926 af Ludwig Ewers, der omhandler Lübeck, blev tidligere læst meget og på samme tid som Buddenbrooks. Imidlertid var det hovedsagelig de lavere sociale lag, som læste denne roman. Emanuel Geibel skrev Ein Ruf von der Trave om hjemlængsel, mens forfatteren på dette tidspunkt levede i München.

Mindesmærker og skulpturer i det offentlige rum i Lübeck

Lübeck har en lang række mindesmærker og skulpturer rundt omkring byen.

Løverne, der ligger foran Holstentor og er udført af Christian Daniel Rauch, er ganske kendte. Fritz Behn har udført løverne foran Burgtor. De er begge replikker til Braunschweiger Løven foran domkirken. Overfor løverne ved Holstentor står der en antilope såvel som en panter i skolehaven ved Wakenitz.

I Katharinenkirches facade findes figurgruppen Gemeinschaft der Heiligen udført af Ernst Barlach og Gerhard Marcks. På den såkaldte Puppenbrücke før Holstentor finder man en lang række allegoriske figurer af Dietrich Jürgen Boy, og på Koberg findes mindesmærket over Geibel udført af Hermann Volz.

På det grønne anlæg på Lindenplatz imellem banegården og Holstentor finder man billedhuggeren Louis Tuaillon, der har fremstillet Kejser Wilhelm I til hest. Overfor ham ses den tidligere rigskansler Otto von Bismarck udført af Emil Hundrieser.

Lübecks kulturkalender

  • Januar: Kringelhöge
  • Februar: HanseBike
  • April: Rocktower Festival
  • April/Maj: Brahms-Festival Lübeck
  • Maj: Ro Regatta på floden Wakenitz
  • Juni: Lange Nat for arbejde (2 nætter)
  • Juli: Dragebådskapsejlads på kanalerne
  • Juli: Lübecker Folke og Mindefest på Volksfestplatz
  • Juli: Travemünder Woche
  • Juli: Sommerfest i Hüxstrasse, hvor der er musikforestillinger som del af Schleswig-Holsten Musik Festival
  • Juli/August: Schleswig-Holstein Musik Festival
  • Juli-September: Sand World
  • August: Duckstein Festival på Traves bredder.
  • August: Christopher Street Day
  • August: Lübecker Museumsnacht
  • September: Lübecker Theaternacht
  • September: fest i den gamle by hvert andet år
  • September: Dagen for de åbne mindesmærker i hele Tyskland
  • November: Nordiske filmdage
  • November: Nordica Lübeck – oplevelsesmesse for hele familien
  • november/december: julemarked i Heiligen-Geist-Hospital
  • December: Ice World
  • December: Julemarked
  • December: Middelaldermarked
  • December: Issejlads Regatta

Lübecks kulinariske specialiteter

Den verdensberømte Lübecker marcipan er den mest kendte specialitet. Den har været fremstillet siden middelalderen. Den mest kendte fremstiller er uden sammenligning Niederegger. En anden specialitet er Plettenpudding, der er en sød dessert og litterært kendt fra Buddenbrooks. En anden ret er Lübecker National, der en grøntsagsanretning af asparges, gulerødder og oksekød. Ellers er Lübecks køkken præget af meget af de samme retter. som man finder i Slesvig-Holsten og i Hamborg.

Lübecker Rotspon var en rødvin, der tidligere blev lastet på bådene fra Bordeaux som ballast, og når de blev vurderet til at have fået en passende indflydelse fra havklimaet, blev de drukket.

Lübecks trafik

I den vestlige del af byen forløber Motorvej A1 fra Fehmarn til Hamborg, og som i fugleflugtslinje i Danmark fortsætter videre mod København over Øresundsforbindelsen til Malmø og dermed forbinder Metropolregion Hamborg med Øresundsregionen. Derudover har man bymotorvejen A226, som fører til Travemünde og færgehavnen mod Skandinavien.

Siden 2001 har Lübeck været koblet op på den nye Østersømotorvej A20. Den forbinder via Bad Segeberg motorvejen A21, der fører til Kiel og mod øst i retning af de andre større østersøbyer som Wismar, Schwerin, Rostock og Greifswald.

Anders Bager Eriksen fra Historiske Rejser siger: 

Lübeck er en underskøn by. Enhver historieinteresseret må drages mod byen. Dens offentlige rum er en fornøjelse at gå rundt i. I artiklen er nævnt museerne over Willy Brandt, Günter Grass, brødrene Thomas og Heinrich Mann som anbefalinger. Dette kan kun understøttes. En anden stor anbefaling er ikke mindst det europæiske Hansamuseum og et besøg på rådhuset. 

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.