Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Lüneburg

Hansebyen Lüneborg (tysk: Lüneburg, nedertysk: Lümborg) ligger på Lüneburger Heide i den nordøstlige del af Niedersachsen. Byen var i århundreder kendt for sin salthandel, da den ligger på en salthorst, hvilket gav den umådelig rigdom. Denne rigdom gjorde, at byens centrum er fyldt med fornemme borgerhuse, der er bevaret, dels fordi byen ikke blev ødelagt under 2. verdenskrig, men også overlevede trediveårskrigen samt overvejende undgik større industrialisering i det 19. århundrede.

Byen har cirka 76.000 indbyggere og 120.000, hvis man tæller oplandet med. Byen gennemstrømmes af floden Ilmenau små 50 kilometer sydøst for Hamborg og tilhører på den måde Hamborgs opland. Derudover er den beliggende kun 15 kilometer syd for delstatsgrænsen til Schleswig-Holsten og Mecklenburg-Vorpommern. Byen er universitetsby, da Leuphana universitetet ligger her.

Lüneburgs våbenskjold. Foto fra wikipedia

Geografisk beliggenhed

Lüneburg er beliggende ved floden Ilmenau på dens nederste løb små 30 kilometer før dens udløb i Elben. Syd for byen strækker Lüneburger Heide sig (da: Lyneborg Hede), som består af et enormt areal på 7400 km  af store dele skov, enge og ryddet skov. Et ofte hørt citat på egnen lyder, “at salthorsten i Lüneburg opstod, da man ryddede skoven” er på ingen måde historisk sikkert. Sandsynligvis startede den menneskelige indblanding i området i bronzealderen. Lüneburgs ældre bydel ligger på en salthorst, der sikrede byen dens rigdom og som samtidig i form af en gipskappe på Kalkbjerget sikrede en fremragende mulighed for at bygge en forsvarsborg, hvilket  gav byen sit navn.

Byens form 

Formlen Mons, Pons, Fons (bjerg, bro og kilde) karakteriserer byens udvikling fra det 8. århundrede og til sammenvæksten af de karakteriserede bosættelser (senere blev det 4). De tre bosættelser var forsvarsborgen, der lå på det dengang væsentligt højere kalkbjerg, det tilgrænsende markedsområde samt landsbyen Modestorpe,  som var placeret mellem broen over Ilmenau og den store plads Am Sande, og dertil lå salthorsten og ved siden af arbejdernes kvarter (Sülzviertel, da: Syltekvarteret). Det var først i det 13. århundrede, at havnekvarteret mellem markedspladsen og Ilmenau opstod. Denne form på byen holdt sig, indtil den begyndte at udvides i det 19. århundrede og kan stadig den dag i dag tydeligt genkendes. Lüneburg havde oprindelig 6 byporte: Altenbrücker Tor, Bardowicker Tor, Rotes Tor, Sülztor, Lüner Tor og Neues Tor.

Bydele

Lüneburgs bydele består af Altstadt, Bockelsberg, Goseburg-Zeltberg, Kaltenmoor, Kreideberg, Lüneburg-Moorfeld, Mittelfeld, Neu Hagen, Rotes Feld, Schützenplatz, Weststadt og Wilschenbruch, og dertil hører oplandsbyerne Ebensberg, Häcklingen, Ochtmissen, Oedeme, Rettmer, Jüttkenmoor, Klosterkamp, Bülows Kamp, In den Kämpen, Krähornsberg, Schäferfeld, Volgershall, Hanseviertel, Ilmenaugarten samt Zeltberg.

Lavområde

Det historiske område mellem Lüneburgs salthorst – i dag Deutsches Salzmuseum –  og Kalkberg (da: Kalkbjerget) udgør en besynderlighed. Husene i området står ovenpå salthorsten, der er udvasket af grundvandet. Grundet denne udvaskning sænker jordoverfladen sig regelmæssigt over salthorsten. Indtil midten af det 19. århundrede, hvor saltudvindingen foregik intensivt, sank området 3-5 cm/år (i dag omkring 3 mm). Således opstod Det nedsænkede område. En del huse og kirker måtte nedrives i området grundet denne ustabilitet. Eksempelvis i 1818 i form af Marienkirche og i 1861 i form af Lambertikirche. Dels det Nedsænkede Område og hoveddels den manglende rentabilitet af saltfremstillingen var grund til, at saltudvindingen i byen stoppede endegyldigt i 1980. Dog skal det siges, at der stadig udvindes en meget lille del salt til kurdriften i Salztherme Lüneburg. Salthorstbygningen huser i dag Deutsches Salzmuseum.

Siden 1946 har man nøje overvåget nedsænkningen hele 240 forskellige steder i byen. Nedsænkningen er endnu ikke helt stoppet, og området er blevet bebygget med såvel nyere byggeri som historiske bygninger, der er blevet reddet og restaureret. Det er tydeligt at se nedsænkningerne i bybilledet, særligt på strækningen mellem pladsen Am Sande og for enden af Grapengiesserstrasse.

Strasse auf dem Meere i Lüneburg, hvor man kan se nedsænkningen. Foto fra wikipedia

I Frommestrasse kan man se jordbevægelserne: “Porten til Underverdenen”, hvor denne har to jernstolper, der har forskubbet sig. I 2012 blev to nedstyrtningstruede huse nedrevet. Porten blev i øvrigt ødelagt og genopført ved dette nedrivningsarbejde. Så sent som i 2016 måtte nedrive et hus grundet nedrivningsfare i Egerstorffer Strasse.

Michaeliskirche, der ligger midt i det mest udsatte område, har to skæve søjler i tårnhallen, som også gør, at kirken er under overvågning.

Historie : Forhistorie

De første vidner om menneskers tilstedeværelse i området ved Lüneburg fandt sted nogenlunde samtidig, som man kan datere neandertalerne for omkring 150.000 år siden. Det handler om 58 flintesten, der i starten af 1990´erne blev fundet ved byggeriet af motorvejsstrækningen imellem Ochtmissen og Bardowick (Motorvej A39). Fundpladsen ved Ochtmissen drejer sig formodentlig om en jagtlejr, hvor neandertalerne har delt deres jagtbytte. Imidlertid er det umuligt at sige, om der har været en gennemgående bosættelse i området, da der efterfølgende var tale om en årtusindlang istid, hvor bosættelser forekommer urealistisk.

Imidlertid er de første arkæologiske fund om en bondekultur gjort forholdsvis tæt på på Ilmenau imellem områderne Lüne og Bardowick. Det drejer sig om en økse, der har form som en hælkile, og som var at finde i Lüneburgs Museumssamling indtil det 19. århundrede.

Siden bronzetiden har man fundet en lang række forhistoriske gravpladser på Lüneburger Zeltberg, hvilket er de første sikre beviser på mennesker i Lüneburgs byområde. Et af de ældste fund er “Aunjetitzer Sidebjælker” Det stammer fra tiden omkring 1900 f.v.t. Lidt yngre har man gjort en lang række urnefund fra det 18. århundrede f.v.t.

Nævneværdig er også, at der findes en longobardisk urnegravplads på Lüneburger Zeltberg og i Oedeme fra det 1. århundrede e.v.t. Den tidligste del af middelalderen har også efterladt en lang række fundpladser rundt i området, hvor byen lå, tæt på Modestorpe, tæt ved Johanniskirche, Lambertiplatz tæt ved salthorsten og i det tidligere Wasserviertel.

Den græske geograf Claudius Ptolemæus betegnede området Leuphana omkring år 150 e.v.t, hvilket mange ser som den første betegnelse som Lüneburg.

Udvikling fra landsby til handelsby

Den første skriftlige benævnelse af Lüneburg i middelalderen er i en håndfæstning fra 13. august 956, hvor Kong Otto I giver toldindtægterne fra salthorsten i Lüneburg til opførelse og “ære for klosteret, der er oprettet til den hellige Michael”. En ældre benævnelse af byen fandt sted i de frankiske rigsannaler i 795, hvor Lüneburg blev omtalt i 3 kerner. Her regnes der med, at der henvises til rigssædet, hvor slægten Billungers borg på Kalkberg lå fra 951, og som er, hvad der omtales. Det elbgermanske navn Hliuni (lüne) svarer til longobardiske ord tilflugtssted. Diverse arkæologiske fund fra denne periode har gjort, at det regnes for sikkert, at Lüneburg med omegn har været beboet, og at saltminerne har været i drift.

Den første skriftlige beskrivelse af Lüneburg og saltudvindingen fra år 956. Billede fra Wikipedia

Ifølge et sagn skulle saltforekomsten i området være blevet opdaget af en jæger for mere end 1000 år siden. Han skød et vildsvin, og da der var saltkrystaller på det døde dyr, blev han opmærksom på salthorsten.

På trods af, at det var Lüneburg, der havde salthorsten og kunne udvinde salt, var byen oprindelig underordnet Bardowick, der lå få kilometer nordligere og var en ældre handelsplads, som slaverne havde grundlagt. Bardowicks rigdom kunne ses i form af, at den havde hele 7 kirker, og at den blev bibeholdt, da kejseren ikke tillod flere handelscentre at opstå tæt ved hinanden. Dette blev først ændret, da Bardowick ikke ville underordne sig Heinrich der Löwe, hvilket gjorde, at han ødelagde den i 1189. Kejseren gav i stedet Lüneburg byrettigheder, således at den på bekostning af Bardowick kunne udvikle sig til den centrale handelsplads i området.

Det polabiske (vestslaviske eller elbslaviske) navn for Lüneburg er Glain, der må formodes at komme fra ordet “glaino” (slavisk: glina), som betyder “ler”. I latinske tekster skrives det ofte som Lunaburgum, hvilket blev oversat til græsk som Selenopolis  (månebyen), og  i den sene middelalder opstod der mange folkelige historier om, at Lüneburg skulle være forbundet med månegudinden Luna. Såvel mønter som Lunabrunnen på markedspladsen gentager dette motiv.

Lunabrunnen eller fontænen med månefiguren. Et yndet motiv i Lüneburg. Foto fra wikipedia

Hansetiden i Lüneburg

Grundet Lüneburgs mangeårige monopol på salthandel i det nordtyske område blev den tidligt medlem af Hanseforbundet. Monopolet blev først svækket, da franskmændene begyndte at levere salt til de tyske byer flere hundrede år efter. I 1159 havde enkelte købmænd i Lübeck stiftet Hanseforbundet, hvor Lüneburg fra starten samhandlede meget med disse. Kontakten og samhandlen forblev stor, og byen var en vigtig formidler af de saksiske byer for samhandelen med Hansestæderne. Lüneburg blev først fuldbyrdet medlem i 1356, da den første Hansedag blev afholdt. Salthandelens betydning var enorm, fordi de sild, der blev fanget i Østersøen og langs Norges kyster, skulle bruge salt for at kunne konserveres og bruges til spise i fasten på fastlandet.

Skånemarkedet ved Skanør/Falsterbo var i middelalderen det vigtigste sildemarked, hvilket også gjaldt for Lüneburg. På dette marked var de vigtigste handelsbyer Bergen fra Norge og Visby fra det svenske Gotland, der leverede fiskene, mens Lüneburg leverede saltet, og Lübeck leverede kontakterne imellem fastlandet og østersøområdet. Dette gjorde, at Lüneburg hurtigt udviklede sig til en af de rigeste byer i Hanseforbundet. I middelalderen blev saltet transporteret ad landevejen – Alte Salzstrassse – til Lübeck. I 1398 åbnede Stecknitzkanalen, hvorpå man var i stand til at transportere saltet ad vandvejen til Lübeck til det, man kaldte Salzspeicher (da: saltlageret).

Lüneburg ud til floden Ilmenau, her ved Brausebrücke. Foto fra wikipedia

Omkring år 1235 opstod hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg, der siden har eksisteret i delte og senere sammenførte linjer. De stater, der ofte havde den statsretslige betegnelse af fyrstendømme, gjorde, at navnet Lüneburg ofte blev brugt langt væk fra selve byen. I årene 1267-69 opstod Fyrstedømmet Lüneburg, hvor Lüneburg var residens under Hertug Johann. I løbet af Lüneburgs arvefølgekrig smed de oprørte borgere fyrsterne ud af byen og ødelagde hermed landsherrernes borg på Kalkberg samt det nærliggende kloster.

I 1392 kæmpede man sig til en landfred, hvor de rettigheder, man havde i det 15. århundrede, knap nok varierede fra dem, som Frie Rigsstæder havde i samtiden; den eneste forskel var, at Lüneburg ikke var anerkendt som en fri rigsstad. De vidtgående rettigheder, som Lüneburg i praksis havde, kunne man forsvare indtil 1637. Pengene blev byen til gavn, hvilket kan ses i de mange fornemme huse og kirker fra denne tid.

I forbindelse med landfreden i 1392 fik Lüneburg stabelret. Dette tvang rejsende købmænd til at udbyde deres varer i minimum 3 dage. Købmænd kunne ikke drage udenom Lüneburg, hvilket betød, at man opbyggede landværn (1397 og 1479), hvor man stablede varerne.

En af de tidligste kendte fremstillinger af Lüneburg. Hans Bornemann fra Heiligentaler Alteret. Motiv fra wikipedia

En langvarig konflikt mellem Lüneburgs byråd og inddragelse af skatter betød, at der brød en åben konflikt ud mellem byråd, by og kirken i årene 1446-62. Først da den danske konge Christian I og bisperne af Schwerin og Lübeck blandede sig, blev der på ny etableret et byråd (de såkaldte 60), hvor borgernes offentlige liv blev præsenteret.

Lüneburg i reformationstiden

I årene 1529/30 indførtes den protestantiske bekendelse i Lüneburg, hvilket var en udvikling, der blev gennemført af hertug Ernst “der Bekenner” (bekenderen) af Braunschweig-Lüneburg. Det regnes for indførelse af reformationen i Lüneburg.

25. marts 1525 kan man finde spor, hvor en udvist borger Johann Funke sender et ønske til Elisabeth von Geldern, hvori han beklager at måtte forlade byen på grund af at have afsunget salmer på tysk og have læst diverse lutherske skrifter. På denne tid var byen stadig katolsk, men man kunne spore mange tilsvarende kampe imellem pavetro og tilhængere af Martin Luther.

Hertugen inviterede i 1531 reformatoren Urbanus Rhegius til byen for at udforme en ny skole- og kirkeordning. Rhegius var også den vigtigste reformator i såvel Celle som Hannover. Han vendte hurtigt tilbage til Celle, men i 1534 kom han tilbage til Lüneburg for at sørge for reformationens indførelse. Byrådet bekræftede imidlertid først lutherdommen som byens religion i 1577/1580.

1500-tallet indtil omkring 1560 var i øvrigt også byens absolut erhversmæssige og kulturelle guldalder, en guldalder som de ikke skulle opleve siden hen.

I 1562 kom det endelig til en fredsslutning mellem landsfyrsterne og byen Lüneburg, og landsfyrsterne Heinrich og Wilhelm ankom til byen med et enormt adelsfølge – sidstnævnte med sin kone Dorothea af Danmark. Dette blev fejret på rådhuset.

Denne rige periode har sat sit enestående præg på byen i form af kunstneriske bygningsværker, voldgrave, porte og tårne, hvoraf nogle har fået enestående vagttårne og andre grimme hunde på fæstningen på Kalkberg, smukke gader og pladser, mest enestående Am Sande med smukke fontæner, mindeværdige kirker, hvor Sankt Michaelis med den gyldne Tavle springer mest i øjnene, kirkegårde, hospitaler, det sekstårnede rådhus med sin vinkælder, fyrstehuset, den uudtømmelige kurfontæne, havnen, købmandsgårdene med kraner, vandmøllen og vandkunsten, hvilket altsammen viser den store rigdom.

Hansemagtens nedgang  begyndte med manglen på afholdelse af sildemarkederne i Skåne (Skanør – Falsterbo), og storkunderne til byens salt forsvandt ganske langsomt, hvorved byen hurtigt gled over i fattigdom. Dette betød, at der efterfølgende ikke længere blev bygget nyt. Dette enestående bybillede fra 1400-1500-tallet er blevet bevaret, da byen ikke oplevede nævneværdig ødelæggelse under 2. verdenskrig.

Trediveårskrigen i Lüneburg

Trediveårskrigen (1618-48) var i sine indledende faser en religionskrig, men siden blev den en opslidende magtkamp, som så helt nye dimensioner for den uhyrlighed, som soldater og feltherrer lod civilbefolkningen udsættes for. Lüneburg blev første gang berørt af krigen i 1623, da tropper fra de stridende parter drog igennem dens landområde. Byrådet forstærkede bevogtningen af porte og mure, reparerede brystværn og bymur samt opmagasinerede forsyninger i tilfælde af en belejring af byen. Derudover lejede man i tidens trend soldater og krigskommissærer, der kunne beskytte byen. I årene 1625/26 blev troppegennemmarcherne forøget kraftigt, bl.a. som følge af Danmarks alliance med Niedersachsen og slaget ved Lutter am Barenberge. Lüneburgs forholdsregler gjorde, at byen i modsætning til sit opland blev skånet.

I 1624 var der brudt en forholdsmæssig mild pestepedemi ud i byen, men den gentog sig i kraftigere form i såvel i 1625 og igen i 1626. Da den i 1626 hærgede på sit højeste, døde der 50 personer dagligt. I alt døde der 6000 mennesker som følge heraf, hvilket var næsten halvdelen af byens befolkning, omend man skal medtage, at der på denne tid befandt sig rigtig mange mennesker her, som var flygtet fra oplandet. Dette svækkede naturligvis byen betragteligt.

I 1627 drog den berygtede katolske general Tilly igennem området, men Lüneburg blev endnu en gang skånet. Men i årene 1628/29 måtte man betale den uhyrlige sum af 33.600 rigsdaler for at undgå plyndring. Grundet krigen var handelen med sylte og øl, som var byens vigtigste indkomst på dette tidspunkt stort set gået i stå, hvilket gjorde,  at der var lavvande i byrådets pengekasse.

I 1631 forlangte hertugen Georg af Braunschweig & Lüneburg-Calenberg  sin genkomst med en fyrstelig garnison i byen for at undgå, at byen blev indtaget af eksempelvis den svenske General Tott. Dette afviste byrådet prompte. I 1635 var Lüneburg stadig i stand til at betale sig fri fra svensk besættelse under General Banér, dette i form af 10.000 rigsdaler, der dog kun førte til, at svenskerne igen året efter omsluttede byen med et lignende krav. Byen indledte med at gøre modstand mod svenskerne, men måtte efterfølgende forhandle og i stedet acceptere langt hårdere betingelser, hvor man måtte betale 34.000 rigsdaler for, at svenskerne ikke ville plyndre byen. Reelt set havde man ikke pengene, men rådhusets sølvskat kunne omsmeltes, dog formodentlig ikke i ren form.

Trediveårskrigen havde forstærket den modstilling, der var imellem rådsmedlemmernes forrangsstilling, som de havde som medlemmer af rådet, og håndværkslaugene samt almindelige borgeres ret til at blive medlemmer af rådet. Der var spændinger af forskellige årsager. Rådet bestod af de rige spidser i byen, hvoriblandt man oftest så, at de såkaldte Sülfmestre og Barmestre blev udpeget, hvilket ikke foregik ved frie valg. Denne stand, der stod for beslutningerne i byen, havde arvet sin position som adelen, mens den øvrige borgerrepræsentation var sammensat af håndværkere og gildelaug. Ideen om almennyttighed, særligt i stiftelser og deslignende, blev gentagne gange brugt af dette patriarkat til at sikre sig selv og sin stand rigdom på byens bekostning.

Da de svenske tropper endegyldigt forlod Lüneburg, lod de kun ganske få soldater blive tilbage til at beskytte byen. På selv samme tid befandt der sig hærgende tropper fra såvel de kejserlige, kursaksiske og kurbrandenburgiske hære i området. Da situationen så kritisk ud for den hårdt prøvede by, besluttede de fortvivlede borgere at åbne porten for hertug Georg von Braunschweig-Lüneburg for at forhindre en fjendtlig indtagelse med brandbeskatning til følge.

I statsretslig henseende havde Lüneburg aldrig opnået status af at være en fri rigsstad, omend såvel kejser og kancelli ikke havde helt klarhed over dette faktum. Det havde imidlertid været en torn i øjet på hertugerne af Braunschweig-Lüneburg, siden de var blevet fordrevet fra Kalkberg i 1371. 3. september 1637 indtog hertugen Lüneburg med 3 kompagnier, uden at den svenske oberst Stammer gjorde modstand (dette blev han i øvrigt henrettet for).

Hertugen afsatte i december det patriciebaserede byråd på grund af,”at de havde tilladt svenskerne at indtage byen uden at have rådført sig med borgerskabet,  og at dette var til ugunst for fyrstehuset”. Det nye råd var handlingslammet og blev snart igen erstattet af det gamle. De førte hårde forhandlinger mellem borgmestrene, rådet om magtforholdene i Lüneburg, og de kunne præsenteres af hertug Georg von Braunschweig-Lüneburg i maj 1639.

Det blev hårde betingelser for byen. Borgmestre, rådmænd, gamle som nye, samtlige gilder og laug måtte foran hele øvrigheden erklære, at hertugen var indsat af Gud, og at de skyldte ham deres underdanighed og lydighed. Hertugen lod bykaptajner regere byen med 75 tilforordnede, der først og fremmest skulle sikre borgernes tilbagetrækning fra Kalkberg, og hvor alt, der fra byen kunne forhindre et frit blik mod denne magtbastion, skulle fjernes.

Byrådet havde fra dette tidspunkt ingen magt, omend det stadig eksisterede men kun med formelt indhold. Byen var stærkt forgældet, hvilket satte sine stærke begrænsninger for, hvad der kunne opføres i byen i årene efter trediveårskrigen.

Lüneburg i 1682. Der skete ikke mange ændringer af byen fra 1637 og stort set frem til napoleonskrigene. Kort fra wikipedia

Det 19. og 20.århundrede i Lüneburg

Lüneburg var en forgældet by med mangel på fordums storhed igennem det meste af 1700-tallet. Som mange andre byer måtte den sande at blive erobret af Napoleons tropper. Det skete i 1810. Da Napoleon oplevede sit første store nederlag i marts 1813 i Rusland, kom det til en folkelig opstand mod de franske tropper i hele Nordtyskland. Lüneburgerne jog de franske bureaukrater ud af byen, og 2. april 1813 fandt Strejfningen ved Lüneburg sted. I årene 1822-26 levede digteren Heinrich Heine med sine forældre i byen, hvor han gav byen det lidet flatterende navn Residenz der Langeweile (da: Den kedsommelige by). I slutningen af det 19. århundrede blev byen garnisonsby, hvilket man i dag stadig kan opleve i form af Theodor-Körner Kasernen.

I 1894 blev der indviet en synagoge til byens jødiske borgere. Den nazistiske periode i byen gjorde det af med flere af disse borgere. I Lüneburg fandtes der den såkaldte børneafdeling Landes-Heil-Pflegeanstalt Lüneburg, hvor man regner med, at omkring 300 børn skulle have mistet livet i forbindelse med medlidenhedsdrab under nationalsocialismen (ty: Kinder-Euthanasie).

4. maj 1945 om aftenen mødtes en delegation fra den nationalsocialistiske regering, der sad efter Adolf Hitler havde begået selvmord i førerbunkeren i Berlin, og som havde til huse i Flensborgs bydel Mürwik med den britiske feltmarskal  Montgomery. Mødet foregik på Timeloberg i landsbyen Wendisch Evern syd for Lüneburg, og klokken 20.36 4. maj 1945 blev kapitulationen underskrevet, hvilket betød, at “de tyske tropper i Danmark, Nordvesttyskland og i Holland” ville overgive sig. Stedet kan ikke besøges, da det ligger indenfor et militært øvelsesområd. Op ad spærreområdet er der sat en mindesten.

22. maj 1945 havde britisk militær tilfangetaget Heinrich Himmler i Meinstedt tæt ved Buxtehude og overført ham til Lüneburg, hvor man forhørte ham i et forhørskammer (Uelzener Strasse 31a). Her lykkedes det ham at tage en zyankaliumkapsel, som hans kone påstod, at han havde haft på sig siden krigens start. Han blev efterfølgende begravet på et ukendt sted på Lüneburger Heide.

Efterkrigstidens Lüneburg

Lüneburg blev den første by, hvor der fandt et retsopgør sted i efterkrigstiden. Det drejede sig om den såkaldte Bergen-Belsen-Proces, hvor lejrkommandanter, vagtpersonale, læger og deslignende fra koncentrationslejren Bergen-Belsen blev anklaget. Det fandt sted i perioden 17. september til 17. november 1945, hvor det kom til en del dødsdomme, blandt andet over lejrkommandanten Josef Kramer. Processen blev afsluttet kort efter, at den noget mere kendte hovedproces i Nürnberg fandt sted og havde til huse i Turnhalle i Lüneburg (Lindenstrasse 30).

Det er måske særlig interessant at kigge på befolkningsudviklingen omkring afslutningen på 2. verdenskrig. I 1939 bor der 35.000 mennesker i byen. 31. oktober 1945 er der 53.000, og 13. september 1950 omkring 58.000. Denne eksplosive vækst i befolkning skyldes, at byen modtog mange af de tvangsfordrevne tyskere, der måtte forlade Østpreussen, Pommern og Schlesien, efter at disse områder var blevet afstået til Polen og Sovjetunionen.

Efter krigen var mange huse i den gamle by i en frygtelig forfatning, hvilket førte til diskussioner om, hvordan man kunne forbedre folks levevilkår. Det blev alvorligt diskuteret, at man skulle rive hele den gamle by ned for i stedet at lade den erstatte af moderne byggeri. Borgerne protesterede imidlertid kraftigt imod dette, og byen blev afgørende for dannelsen af et nyt begreb: Mindesmærkebeskyttelse. Siden starten af 1970´erne er byen blevet restaureret systematisk fra ende til anden. Der findes mere end 1300 murstenshuse i den gamle bydel, hvilket har gjort turisme til en vigtig del af byens indtjening og identitet.

Det britiske militær installerede store kaserneområder syd for byen, som stadig den dag i dag har britiske soldater udstationeret.

I 1970´erne udgravede man en sidekanal til Elben, der forbandt Mittellandkanal med Elben, der løber lige øst for byen, og hvor det enorme skibshæveværk ved Scharnebeck muliggør sejlads på kanalen, og som samtidig er blevet en turistmæssig tiltrækningsmagnet.

I 1990 blev det tyske militær reformeret, hvilket betød at, 2 ud af de 3 kaserner, der lå i byen, blev nedlagt, og den tilbageværende formindsket. Derudover lukkede grænsevagternes kasernen, da grænsen mod øst forsvandt. Sidstnævnte kaserne huser i dag en erhvervspark med IT-firmaer.

Universitetet i Lüneburg, der ligger på den tidligere Scharnhorst-Kaserne, udviklede sig i 1980´erne til et velanset universitet for erhvervsuddannelser samt kulturvidenskabelige fag. Siden 1989 har universitetet været lagt sammen med den pædagogiske højskole.

I 1972 mistede Lüneburg status som amtsfri by og blev administrativt lagt sammen med Landamt Lüneburg. 5. oktober 2007 ændrede man byens navn til Hansestadt Lüneburg, hvilket gør, at den sammen med Stade er den eneste by i Niedersachsen med Hanse i sit navn.

Religion

Hovedparten af Lüneburgs befolkning er evangelisk-luthersk og sæde for et provsti. De tre store historiske bykirker Sankt Johannis, Sankt Michaelis og Sankt Nicolai er alle evangeliske. Kirkemenigheden i Lüne benytter sig af den historiske Bartholomæus kirke på klosteret Lüne samt menighedshuset i Ebensberg. Der findes moderne kirker i form af Kreuzkirche på Bockelsberg, Martin Luther-Haus med kirkesal fra 1950´erne i Goseburg-Zeltberg, Paul-Gerhardt Kirche i Neu-Hagen og Pauluskirche på Kreideberg.

I bydelen Kaltenmoor står Tysklands ældste økumeniske kirke (såvel evangelisk som katolsk) Sankt Stephanus fra 1974.

De katolske menigheder er primært organiseret i menigheden Sankt Marien, der udover Sankt Marien Kirche også har kirker i Kaltenmoor, Adendorf og Amelinghausen. Antallet af katolikker steg kraftigt efter 2. verdenskrig, hvor der kom mange tvangsfordrevne til fra katolske områder som Schlesien og Vestpreussen. I 1963 opførte man en ny Marienkirche i Friedenstrasse.

Endvidere findes der en lang række øvrige kristelige kirker såsom: baptister, reformerte (calvinister) og frikirkelige. Der har ikke været et jødisk samfund siden 2. verdenskrig, men der findes en mindesten over, hvor deres store synagoge stod på Schifferwall. Det muslimske samfund findes primært i den befolkningsrige bydel Kaltenmoor.

Kultur og seværdigheder i Lüneburg

Teatre

Teateret i Lüneburg er et af de mindste multiteatre i Tyskland. Der opføres ikke bare teaterstykker i alle stilretninger, men også opera, operetter, musicals samt ballet. Trods en begrænset økonomi er man i stand til at tiltrække publikum fra de talrige konkurrenter i det nærliggende Hamborg. Ved siden af dette råder Lüneburg over en lang række amatørteaterscener, hvor der endvidere regelmæssigt er opførelser. Et sådant udbud finder man kun tilsvarende i større byer som Hamborg eller Hannover. Det skyldes givetvis, at Lüneburg så tidligt som 1973 etablerede dette i byen.

Man kan se et lille udvalg nedenunder

  • Niederdeutsche Bühne Sülfmeister
  • Kleines Keller Theater e. V.
  • Amateurtheater Rampenlicht e. V.
  • Theater Spotlight
  • Theater im e.novum: et lille privatteater, hvor lægfolk opfører noget tilsvarende til dilettant.
  • Kulturforum Gut Wienebüttel og Kulturbäckerei Lüneburg

Museer

Den historiske gamle by er i forvejen en art udendørs friluftsmuseum også kaldt “Nordens Rothenburg”. Denne oplevelse kan dog kombineres med flere forskellige museer. De vigtigste er Det tyske Saltmuseum, der ligger i hovedbygningen ovenpå saltminen, hvor man hører om saltens betydning i middelalderen, og hvor det eksemplificeres for ens øjne, hvordan saltudvindingen foregik. Derudover ligger Det østpreussiske Museum, der fortæller om kulturen i det gamle Østpreussen fra fortid til 1945, dette grundet de mange mennesker fra Østpreussen, som efter 1945 bosatte sig i Lüneburg. Ved siden af ligger Bryggerimuseet, der fortæller om et af de historisk set vigtigste erhverv i byen, og der er drikkefade fra omkring år 1200. Endelig skal også nævnes Museum Lüneburg, som fortæller om byens historie fra fortid til nutid.

Særlige bygningsværker i Lüneburg

Lüneburg er en af de få nordtyske byer, hvor den historiske bykerne overlevede 2. verdenskrig uden ødelæggelser. Imidlertid førte en del huses dårlige tilstand samt byens sænkning til, at man i 1960´erne erstattede flere af de historiske huse med moderne tilbygninger, hvilket imidlertid kun giver få brud på den historiske byggestil. Siden 1970´erne har byggestilen dog været historisk, og et utal af huse er blevet restaureret. I denne proces har man genopdaget forsvundne væg- og loftmalerier, middelalderlige pottemagergårde og septistanke, hvilket har bidraget væsentligt til forståelsen af middelalderen.

Historiske gavlhuse i Lüneburg. Foto fra wikipedia

De 3 middelalderlige bykirker er særlig værd at fremhæve: Sankt Johannis am Sande (1289-1470), Sankt Michaelis, hvor Johann Sebastian Bach i årene 1700-02 var medlem af kirkens drengekor og siden selv skulle stå i spidsen for det berømte Thomaskor i Leipzig, samt endelig Sankt Nicolai, der blev bygget i 1407. I 1861 måtte Lambertikirken, den fjerde kirke, lide den tort at blive revet ned grundet nedstyrtningsfare.

Rådhuset i Lüneburg gælder som et af Nordtysklands fornemste af sin art især i form af sin retsgang og den tidligere rådssal, der er udført af en ukendt mester. Opførelsen blev påbegyndt i 1230 og udbygget over århundrederne, og gælder som det største rådhus i Nordtyskland. I rådhustårnet finder man et porcellænsklokkespil med 42 klokker udført i porcellæn fra Meissen.

Foran rådhuset står Lunabrunnen – en fontæne med en fornem bronzestatue med en månegudinde med pil og bue. Originalen fra 1532 blev stjålet og omsmeltet i 1970, så dagens statue er en kopi fra 1972.

Ligeledes på Markt ligger det tidligere Lüneburger slot, hvor hertugerne af Braunschweig-Lüneburg holdt til. Siden 1925 har bygningen huset Landsretten. Endvidere er også Glockenhaus (det gamle tøjhus) i Glockenhof samt Alte-Rathaus-Apotheke fra 1598 i Grosse Bäckerstrasse smukke bygninger at betragte.

Portalen på Alte-Rathaus Apoteket i Lüneburg. Foto fra wikipedia

I den historiske havn ved Ilmenau er der ligeledes en fantastisk atmosfære. Særlig interessant er Altes Kaufhaus, der brændte, men blev genopbygget i mindste detalje. Det er i dag hotel, og derudover huser den smukke Alter Kran, der stadig er funktionsduelig.

Der er ikke mange spor fra den mange gange omtalte borg Lüneburg på Kalkberg. En gipsafstøbning på stedet gør det dog muligt at se, hvordan den har taget sig ud. I den sydlige del af byen findes det tidligere vandtårn Lüneburg, der i dag benyttes som udsigtstårn. Foran porten til byen finder man det tidligere benedektinerkloster Lüne, som blev bygget i 1172 og er flot restaureret.

I 2017 åbnede en ny centralbygning for Leuphana Universitet, som blev udført af den amerikanske stjernearkitekt Daniel Liebeskind. Byggeriet har stået på i perioden 2011-17.

I oplandsbyerne Reppenstedt og Vögelsen er der bevaret flere dele af Lüneburger Landwehr, det oprindelige forsvar af byen, som man kan gå ture på.

Årets store begivenheder i byen

  • April: „Lüneburg blüht auf“ samt forårsmarkedet på Sülzwiesen.
  • Juni: Byfest.
  • Juni: ‘Lunatic Festival, en almennyttig musikfestival på universitetsområdet samt Coraci-Festival, der er en politisk festival fra mange partier også afholdt på universitetet.
  • Juli: Frommestraßenfest, en af de største gadefester.
  • September: Oktoberfest afholdt på Sülzwiesen.
  • I starten af oktober:  Sülfmeistertage (da: sydemesterdagene) er en hyldest til Lüneburgs oprindelige saltsydere, og der opføres teaterstykker og kåres en sydemester.
  • Adventstid med historisk julemarked i området tæt ved Michaeliskirche og eventyrsmil med gavlbelysning på markedspladsen foran rådhuset, Grapengießerstraße og på Am Sande.

Siden 2012 har der også fundet Hansedage sted i byen.

Kulinariske specialiteter fra byen

Lüneburg er kendt for flere specialretter: Heidschnuckenbraten, der er den fåretype, som findes på Lüneburger Heide samt Stint (da: fisken Smelt), en lille fisk der fanges i foråret. Derudover har man den også i Danmark kendte Skipperlabskovs.

Byen har hele 80 bryggerier. Siden 1485 har bryggeriet Lüneburger-Kronen-Brauerei eksisteret i Heiligengeiststrasse. De har brygget de kendte øl Moravia Pilsner og Lüneburger Kronen Pilsner. I dag varetages det af Holsten-Brauerei i Hamborg, men på original vis.

Særlige ting om Lüneburg

Lüneburgs rådhussølv er den største bevarede sølvskat i en tysk by. Alt sølvet stammer fra perioden 1443-1620. Det originale sølv er ikke længere at finde i Lüneburg, men på Kunstgewerbemuseum i Berlin (Kulturforum); der findes dog  enkeltdele på rådhuset i Lüneburg.

Med 300 udskænkningssteder for en befolkning på 70.000 er Lüneburg det mest tætbeværtede område i Tyskland og det næstmeste i Europa. Udskænkningsstederne ligger primært i centrum.

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.