Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Matrosopstanden i Kiel 1918

Matrosopstanden i Kiel fandt sted i starten af november 1918 – kort før afslutningen på 1. verdenskrig. Opstanden havde baggrund i den befaling fra den 24. oktober 1918, der var lydt til krigsskibene i de tyske havne om at mønstre til et sidste afgørende søslag mod den britiske marine, da flere af de skibe, der lå fortøjret i den vigtige nordsøhavn Wilhelmshaven, ikke troppede op, hvilket var lydighedsnægtelse og en særdeles alvorlig forseelse i den tyske hær/flåde. Befalingen havde medført mytteri blandt slagskibenes besætning. Den III. eskadre af flåden blev på baggrund af dette beordret til at sejle tilbage til Kiel. Her trådte arbejderne sammen på matrosernes side, og det kom til en generel opstand. Hændelserne i Kiel bredte sig til uro over hele det tyske rige, og er kendt som Novemberrevolutionen i Tyskland. Denne førte til afskaffelsen af Monarkiet i Tyskland og til dannelsen af Weimarrepublikken.

Matroser i Kiel, der demonstrerer efter opstanden 10. november 1918. Foto fra Deutsche Bundesarchiv og wikipedia

Mytteri i den tyske krigsflåde

I starten af oktober 1918 havde ententemagterne (Frankrig, England og USA) gjort det klart via internationale aviser – såsom Amsterdam Telegraaf – at deres tilsyneladende sejrsposition ville fordre fredsbetingelser, hvor de krævede en fuldstændig udlevering af den tyske krigsflåde. Admiral Reinhard Scheer reagerede på dette ved i al hemmelighed at befale en mønstring af den tyske krigsflåde 24. oktober 1918. Denne plan var udtænkt af kontraadmiral Adolf von Trotha, stabschefen for krigsflåden. Han så slaget som “et sidste afgørende slag”, hvor den tyske krigsflåde skulle stå over for den britiske Royal Navy i “en dødskamp” og det på trods af, at den nyligt dannede rigsregering under ledelse af prins Max von Baden indtrængende havde bedt den øverste hærledelse om en våbenstilstand mod ententemagterne. Trotha skrev “Flådens fremtid er ødelagt af en smagløs fred”. Det var først bagefter, da mytteriet var brudt ud, at han forsvarede slaget som en understøttelse af den tyske hær, som befandt sig flamsk grund.

Før det planlagte søslag lagde den tyske krigsflåde for anker ved Schillig Red ud for Wilhelmshaven. Trods den officielle hemmeligholdelse af planen blev den afsløret. Natten mellem 29. og 30. oktober 1918 kom det til lydighedsnægtelse hos flere besætninger. På tre skibe fra 3. eskadre (König, Markgraf og Grosser Kurfürst) nægtede matroserne at hæve ankeret. På slagskibene fra den 1. eskadrille (Thüringen og Helgoland) kom det til åbne mytterier og sabotage. Matroserne frygtede at blive kastet ind i et ubrugeligt slag her, hvor krigen var tabt, blot for at redde officerernes æreskodeks. Efter at torpedorørene fra ubåde og torpedobåde blev rettet mod slagskibene den 31. oktober, overgav matroserne sig i sidste øjeblik og lod sig føre modstandsløst bort.

Marineledelsen droppede planen om et afgørende slag mod den britiske flåde, da den ikke længere følte sig sikker på, at dens ordrer ville blive respekteret af mandskabet. 3. eskadre blev beordret tilbage til sin hjemhavn i Kiel. Hugo Kraft, der var kommandør over denne eskadre, gennemførte en øvelse med sine slagskibe i Helgoland Bugt til fuld tilfredsstillelse. Da øvelsen havde virket “upåklageligt”, troede han, at mandskabet igen var i hans hule hånd. Under sejladsen igennem Kieler-kanalen lod han 47 matroser fængsle, som han havde udset som hovedansvarlige.

Matrosopstanden i Kiel

Ved ankomsten til de store sluser i Kiel-Holtenau blev de anholdte bragt til arrestanstalten i Karlstasse (dagens Feldstrasse) og til fortet Herwarth i det nordlige Kiel.

Kiels guvernør, viceadmiral Wilhelm Souchon, blev overrasket over at se omkring 5000 potentielt oprørske marinefolk ankomme til byen, fordi marineledelsen havde opgivet det forudsete søslag. I Kiel havde der ofte været uro blandt arbejderne. På ankomsttidspunktet blev der agiteret for en strejke for at opnå en hurtigere gennemførelse af freden. Fortvivlet forsøgte Souchon at få den 3. eskadre et andet sted hen, men der var allerede givet landlov i stor stil. Matroserne udnyttede dette til at sætte alle sejl ind på at presse den øverste ledelse til at give en fornyet ordre om alligevel at gennemføre søslaget, samt at få sat deres arresterede kammerater fri. Omkring 250 matroser mødtes om aftenen 1. november i fagforeningshuset i Kiel. Officerer blev nægtet adgang, og man søgte kontakt med lokale fagforeninger og med de socialistiske partier USPD og SPD. Fagforeningshuset blev spærret den 2. november, hvilket kun førte til en større forsamling på Grosser Exerzierplatz . Anført af matrosen Karl Artelt, der var stationeret på torpedodivisionen i Kiel-Wik og værftarbejderen Lothar Popp, udråbte man den 3. november i Kiel en større forsamling på den føromtalte store eksercerplads. Der blev trykt løbesedler, hvor der blev opfordret til, at matroser og arbejdere ikke ville lade deres arresterede kammerater i stikken.

Flere tusinde mennesker samlede sig den følgende eftermiddag. Ud over matroser deltog der mænd og kvinder fra Kiels store arbejderbefolkning. De forlangte løsladelse af mytteristerne, afslutningen på verdenskrigen samt forbedring af forsyningssituationen med kampråb om “fred og brød”. Der var taktfaste råb om at befri deres kammerater. Umiddelbart derefter satte menneskemængden sig i bevægelse. Man befriede i første omgang nogle af de indespærrede kammerater i lokalet “Waldwiese (da: skovengene) og plyndrede soldaternes våbenkammer. Derpå bevægede man sig til arrestanstalten i Feldstrasse. Kort tid derefter beordrede løjtnant Steinhäuser, at hans soldater skulle åbne ild mod menneskemængden. Det kom til 7 dødsfald og 29 hårdt sårede. Efterfølgende flygtede rekrutterne. Demonstranterne blev også trængt tilbage, omend mindre grupper fortsatte med at trænge frem. Den føromtalte løjtnant Steinhäuser blev hårdt såret af pistolskud fra oprørerne. Da der begyndte at køre brandslukningskøretøjer i højt tempo igennem Brunswiker Strasse, der blev efterfulgt at patruljer, opløste demonstrationerne sig. Det er disse sammenstød, der normalt regnes for starten på den tyske Novemberrevolution.

Guvernør Souchon, der først var ankommet til Kiel få dage forinden (30. oktober), bad general Adalbert von Falk, chefen for 9. armé, om flere tropper til at afhjælpe situationen. Om natten aftalte han med sin stab, hvilke forholdsregler der skulle tages for at øge sikkerheden. De kunne imidlertid ikke gennemføres, og derfor vendte Souchon sig igen mod general Falk for at bede om flere tropper.

Mandag 4. november – dagen efter – begyndte der igen at være uro flere forskellige steder, hvilket eskalerede ved middagstid på den største af kasernerne i Wik. På kort tid så man, at matroser begik mytteri mod officerer. Underordnet befalingspersonale forholdt sig passivt eller deltog i opstanden. Karl Artelts foreslog indførelsen af soldaterråd. Klokken 14.00 ankom de tropper, Souchon havde bedt om fra kasernerne i Rendsborg. På dette tidspunkt havde uroen bredt sig til hele Kiel, hvor arbejderne strejkede. De nye forstærkninger, som hæren havde fået, havde kun lige akkurat været i stand til at holde stand mod mytteristerne, og i flere tilfælde var de gået over til oprørerne. Souchon besluttede sig derfor til at indlede forhandlinger med oprørerne.

Souchon blev sidenhen – i særdeleshed i 1930´erne – anklaget for ikke at have handlet resolut nok og nedkæmpet oprørerne. Opstanden var dog forårsaget og fremprovokeret af krigsledelsen, der havde taget marinefolkene til et forgæves søslag, hvis ikke der var blevet gjort oprør. Opstanden viste, at den langvarige undertrykkelse ikke længere kunne holdes nede med vold, idet arbejdere og matroser havde stået sammen og opnået, hvad de ville, nemlig en afslutning på krigen.. Det var det velorganiserede hos både soldater og arbejdere, der gjorde, at opstanden så hurtigt kunne brede sig. Souchon havde stået over for en umulig opgave at løse, og hans forhandlingstaktik må antages at have været klog, da en voldelig nedkæmpelse syntes uden for rækkevidde –  og som heller ikke var en løsning af problemerne.

Soldaterråd dannet på linieskibet “Prinz Luitpold”: Zentralbild/IML og fra wikipedia

4. november 1918 var Kiel stort set på oprørernes hænder. Overalt dannedes der soldaterråd. Kort tid derefter dannedes der også et arbejderråd, som bestod af repræsentanter fra de socialdemokratiske partier, fagforeningsfunktionærer og andre tillidsfolk. Formand for arbejderrådet blev Gustav Garbe. Der blev vedtaget mange forordninger de næste dage. 5. november om morgenen kunne man i den oprørske by vedtage 14 ledende punkter for opstanden kaldet 14 Kieler Punkte

  1. Løsladelse af samtlige fængslede og politiske fanger
  2. Fuldstændig tale- og pressefrihed
  3. Ophævelse af censuren
  4. Korrekt behandling af mandskabet i overensstemmelse med loven
  5. Straffri tilbagetrækning af samtlige kammerater på kaserner og ombord på flådens skibe.
  6. Flåden skulle under alle omstændigheder forblive, hvor den var.
  7. Alle foranstaltninger, der fortsatte den voldelige kamp, måtte ophøre
  8. Tilbagetrækning af samtlige tropper, der ikke var en del af garnisonen.
  9. Alle tiltag, der skulle beskytte privatejendom, skulle fremadrettet fastsættes af soldaterrådene
  10. Uden for tjeneste gjaldt øvrighedens ord ikke længere.
  11. Ubeskrænket personlig frihed for enhver mand fra at have endt tjenesten og til påbegyndelse af den næste tjeneste.
  12. Officerer, der er indforstået med soldaterrådenes tiltag, hylder vi blandt os. Alle andre må nedlægge deres hverv.
  13. Enhver deltager på soldaterråd er fritaget fra tjeneste.
  14. Samtlige tiltag, der vil komme i fremtiden, kan kun gennemføres med soldaterrådenes godkendelse.

Punkterne er overvejende et angreb på det militære system, deres politiske mål afspejler sig fra opgøret med militæret. Mange andre soldaterråd, der blev dannet i Tyskland i forbindelse med Novemberrevolutionen, spejdede mod Kiel. Rådene blev opløst et lille halvt år efter begivenhederne.

Gustav Noske fra SPD´s hovedbestyrelse (socialdemokraterne) var ilet fra Berlin til Kiel sammen med statssekretær Conrad Haussmann fra det venstreliberale Fortschrittliche Volkspartei fik begge en begejstret modtagelse af arbejdere og soldater (4. november), og de blev også begge optaget i soldaterrådene.

5. november om morgenen ved solopgang vajede der på krigsskibene i havnen ikke krigsflaget, men derimod den røde fane. Det var kun slagskibet König, der lå i dok, hvor kommandanten stadig havde ladet krigsflaget vaje, og han havde beordret to officerer til at forsvare masten. Efter hårde kampe blev kommandant og officerer svært såret, hvorefter den røde fane også kom til vejrs på slagskibet König. Man var ikke i stand til at spore nogen selvkritisk holdning hos marineofficererne, der gik højt op i at overholde deres æreskodeks, hvilket må siges at have været afgørende for udbruddet på oprøret. Selvom de havde mistet deres kommando, lød rygtet, at kejseren ville løse dem fra deres ed, så det store flertal blev på deres poster i håb om, at heldet igen snart ville tilsmile dem. Nazisterne opkaldte to destroyere (angrebsskibe) efter to overordnede, Bruno Heinemann og Wolfgang Zenker.

7. november 1918 erklærede arbejder- og soldaterrådene i et opråb: “Den politiske magt er i vores hænder”. Siden overtog Popp den øverste plads i soldaterrådet og Gustav Noske overtog posten som guvernør. Noske, der var kendt som en ovenud begavet politiker, besluttede at fortsætte  med de gamle strukturer. Noske kunne have sikret rene republikanske strukturer, men havde sat denne udvikling i stå.

De faldne blev begravet 10. november med et større masseopbud fra befolkningen på Parkfriedhof Eichhof. Garbe og Popp holdt gravtalerne. En dag senere blev der holdt militærbegravelse på Nordfriedhof. Her var det Noske, der holdt gravtalen.

Novemberrevolution

Den oprindelige lydighedsnægtelse i Kiel havde fordret en revolution i hele Tyskland. Der blev dannet soldaterråd overalt. I stort set samtlige havnebyer så man det samme ske, men også i en del byer i Mellem- og Sydtyskland. Igen var deltagerne arbejderpartierne, fagforeningerne og soldaterne.

Da opstanden i Kiel var slut, forlod de fleste matroser byen. De marcherede ad den banelinje til Neumünster, der var ude af drift. Fra Neumünster tog de til en lang række storbyer i Tyskland, hvor de var med til at danne arbejder- og soldaterråd ligesom i Kiel.

6. november 1918 var det meste af Nordvesttyskland under kontrol af soldaterrådene. 8. november 1918 proklamerede Kurt Eisner Den Bayerske Republik. 8. november nåede begivenhederne Sachsen, Hessen, Franken og Württemberg. Fyrsterne de pågældende steder abdicerede. 9. november opgav rigskansler Max von Baden efter det pres, det havde bevirket,  at også Kejser Wilhelm II. var abdiceret. Han overlod magten i Tyskland til SPD.

“Roter Matrose” udført af Hans Kies, står i Strausberg. Fra wikipedia

Regeringsmagten kom til at ligge hos Friedrich Ebert. Philipp Scheidemann proklamerede den nye republik fra Rigsdagens balkon. Det var den republik, der siden fik navnet Weimar Republikken. Samtidig proklamerede Karl Liebknecht den første frie socialistiske republik fra Berlins Byslots balkon.

Minder om opstanden i Kiel

I dag mindes man opstanden i Kiel på et mindesmærke i Ratsdienergarten. Ved DGB-Centralen i Legienstrasse er der en tavle, som viser, at der sad arbejder- og soldaterråd i bygningen. I Feldstrasse markerer en mindetavle det sted, hvor de første døde under opstanden. De faldne under matrosopstanden er begravet på Parkfriedhof Eichhof og Nordfriedhof. Kieler Schiffahrtsmuseum har en større udstilling om opstanden.

7. november 2009 fandt der første gang en mindemarch sted i Kiel. 17. juni 2011 blev den hidtidige plads foran banegården Bahnhofsvorplatz officielt omdøbt til “Platz der Kieler Matrosen”.

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.