Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Middelalderen

I den europæiske historie varer middelalderen fra det 5. til det 15. århundrede. Tidsalderen begynder med det Vestromerske Riges fald og varer indtil renæssancen og de store opdagelsesrejsers tidsalder. Middelalderen er den midterste periode i de traditionelle tre inddelinger af den vestlige historie: Den klassiske antikke, den middelalderlige og den moderne periode. Middelalderen er derudover underinddelt i tre perioder: tidlig middelalder, højmiddelalderen og senmiddelalderen. 

Den tidlige middelalder var præget af fald i befolkningstal, de-urbanisering – vandring fra by til land -, invasioner med krige og ødelæggelse til følge samt folkevandringer, tendenser, der var startet i senantikken, og som fortsatte i tidlig middelalder. Store folkevandringer prægede denne periode, hvor særligt germanske stammer flyttede rundt i Europa og dannede nye kongeriger og fyrstestater i det tidligere Vest-Romerske Rige. 

I det 7. århundrede blev Nordafrika og Mellemøsten del af Umayyade-Kalifatet – efter oprindeligt at have været del af det Øst-Romerske Rige: Det Byzantinske Rige. Kalifatet var profeten Muhammeds efterfølgere, hvilket medførte et brud med de romerske samfundsstrukturer, da islamisk lov og samfund blev indført. Det byzantinske rige overlevede dog i store områder i det østlige Middelhav og førte traditionerne fra Romerriget videre. Imperiets lov baserede sig stadig på den justinianske lovopfattelse – Corpus Juris Civilis. Denne tradition blev ligeledes genopdaget og genindført i Norditalien fra omkring 1070, og denne romerske lovopfattelse kom til at præge middelalderens Europa.  I den vestlige del af Europa inkorporerede de nye kongedømmer de få overlevede romerske institutioner. Klostre blev grundlagt som led i den strategi, hvor Europa skulle kristnes – hvilket man allerede i romertiden var påbegyndt. Frankerne havde kortvarigt – i det sene 8 .århundrede og begyndende 9. århundrede – etableret det Karolingiske Kejserrige, kaldet det Hellige Romerske Rige. Det udgjorde det meste af det vestlige Europa, men faldt snart sammen grundet pres både indefra i form af borgerkrige og udefra i form af invasioner fra vikingerne fra nord, magyarerne (ungarerne) fra øst og saracenerne (nordafrikanske muslimer) fra syd. 

Igennem højmiddelalderen – der typisk sættes til at være begyndt omkring år 1000 –  steg befolkningstallet i Europa markant som følge af teknologiske og landbrugsmæssige opfindelser, der fikt handelen  til at blomstre. Ydermere var middelalderen præget af et varmere klima, hvilket tillod en lang række kornsorter at vokse og derefter handles. Agerbrugerne – eller mere almindeligt bønderne – begyndte at bosætte sig i landsbyer, hvor man typisk lejede jorderne rundt om af de nye jordejere – kaldt adelsstanden – og betalingen foregik ved, at bønderne tilbød arbejde hos adelsstanden, der igen sikrede beskyttelse af de nye byer. Denne struktur kaldes Manorisme. Jordejerne/ adelsstanden fik deres jord igennem militærtjeneste, hvor man kunne slås til ridder af konger og fyrster. Dermed havde man den feudale samfundspyramide: Konge – fyrster – adel – lavadel (der ikke altid førte krig selv) – bønder. 

Korstogene – det første udråbt i 1095 – var de militære forsøg fra de vesteuropæiske kristne kongedømmer på at genetablere kontrol i det Hellige Land fra muslimerne. Kongerne blev lederne af de centraliserede nationsstater, hvilket var med til at sikre bedre lov og orden, men også gjorde idealet om en forenet kristendom mere fjernt.

Det intellektuelle liv blev præget af Skolastikken, en filosofi, der forsøgte at koble tro med årsagsforklaringer, hvilket kunne ses i de mange grundlæggelser af universiteter i den vestlige verden. Teologien blev præget af Thomas Aquina, maleriet af Giotto di Bondone, poesien af Dante Alighieri og Geoffrey Chaucer, opdagelsesrejserne af Marco Polo, og arkitekturen var de gotiske katedraler, der i Chartres er nogle af de unikke landvindinger, som vi forbinder med højmiddelalderen. 

Senmiddelalderen blev præget af kriser og epidemier såsom hungersnød, pest og krig, hvilket var med til at forårsage betragtelige fald i befolkningstallet overalt i Europa. I årene mellem 1347 og 1350 forårsagede den sorte død omkring en tredjedel af Europas befolkning. Kontroverser om kætteri, det vestlige skisma (1378-1417), hvor den katolske kirke havde hele tre paver, løb parallelt med konflikter mellem staterne, civile kampe og bondeoprør, som opstod mange steder. Tiden var dog også præget af kulturelle og teknologiske landvindinger, der omdannede det europæiske samfund og var med til at afslutte middelalderen og bringe Europa i retning af den tidlige moderne periode. 


Matildekorset lavet til abbedissen Matilde af Essen. Det viser den rige tekniske kunnen, som man havde i middelalderen indenfor kunsthåndværk – særligt, hvor religionen havde magt. Foto fra wikipedia

Terminologi og Periodisering

Middelalderen er en af de tre store perioder man bruger når man skal tidsinddele Europæisk historie: Klassiske Civilisationer eller Antikken: Middelalderen og Moderne Tid. Middelalderen nævnes første gang på Latin i 1469 som media tempestas – midtsæsonen. I den tidlige brug så man mange varianter: medium aevum, eller “middelalder” første gang brugt i 1604 og  media saecula første gang brugt i 1625. Begrebet på engelsk medieval eller italiensk mediovale kommer fra medium aevum.

Middelalderens skribenter inddelte historien i seks aldre og Fire Imperier, og opfattede den verden de selv levede i som den sidste før jordens sammenbrud. Når de refererede til deres egen tid, da anså de sig for moderne. I 1330´erne skrev den humanistiske poet Petrarca og refererede til det før-kristne som antiqua – antikken – og til den kristne periode som nova – ny. Leonardo Bruni var den første historiker til at bruge denne tredeling i hans værk Det Florentinske Folks Historie fra 1442, hvor han beskrev middelalderen som perioden efter det Romerske Riges fald og genopblomstringen af byerne i løbet af det 11. og 12.århundrede. I det 17.århundrede var tredelingen standard at bruge efter at den tyske historiker Christoph Cellarius havde inddelt historien i tre perioder Antik, middelalderlig og moderne.

Det mest udbredte starttidspunkt at bruge for Middelalderen er omkring år 500 – og mange gør det specifikt i 476 hvor det Vestromerske Rige falder. I yderområderne i Europa der sætter man ofte Middelalderens start væsentligt senere, da Romerrigets betydning har været mindre. Det gælder blandt andet i Danmark hvor vi ofte først sætter den efter Vikingetiden. Andre dele af Europa ser vikingeangrebene som en del af den uro, som Romerrigets fald bragte med sig.

I Europa som helhed der sætter man middelalderens slutning til at være år 1500, men der er mange varianter af denne dato. De der var meget påvirket af Osmannernes fremfærd på Balkan sætter 1453, hvor Konstantinopel falder og dermed det Byzantinske Rige forsvinder, andre sætter slutningen ved 1492 hvor Columbus opdagede Amerika og Kolonitiden og Opdagelsesrejserne begynder. Andre sætter 1517 hvor Martin Luther satte Reformationen igang. I England er det ofte 1485 hvor Rosekrigene sluttede med Battle of Bosworth Field. I Spanien er det ofte erobringen af det muslimske Granada i 1492.

Historikere fra latinsktalende lande inddeler ofte middelalderen i Højmiddelalderen og Lavmiddelalderen. I de engelsktalende lande ofte i Tidlig, Høj og Sen-middelalder. I det 19.århundrede blev Middelalderen ofte omtalt som de “mørke tider”. Men det er idag kun noget som historikere godkender når man taler tidlig middelalder, hvor der bestemt var konflikt.


Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.
  1. Pingback: Ypres | Historiskerejser.dk