Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Mission Hoyos

Mission Hoyos eller Hoyos-Missionen er betegnelsen for den rejse, som den særlige rådgiver fra det Kongelige og Kejserlige- (forkortet k.u.k) – Alexander Graf von Hoyos foretog til Berlin 5.-6. juli 1914, hvilket var med til at starte Julikrisen 1914. Målet med missionen fra Østrig-Ungarn var at sikre støtte fra det Tyske Kejserrige til en militær intervention mod Serbien. Missionens vigtighed var, at det lykkedes for Hoyos at opnå dette. Han fik den – sidenhen meget omtalte – blankocheck, der førte til Østrigs krig mod Serbien og som følge af dette til Første Verdenskrig.


Reaktioner på attentatet i Sarajevo: Uformelle samtaler

Den 28. juni 1914 blev den østrigske tronarving, Ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone Grevinde Sophie Chotek dræbt ved attentatet i Sarajevo af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Det førte allerede på selve dagen til en samtale i kancelliet for kabinetschefen for udenrigsministeriet i Wien.  Kammer- og gehejmeråd Franz von Walterskirchen, Legatsråd Alexander von Musulin og Understatssekretær Johann von Forgách talte her om mulighederne for at foretage sig noget som følge af tronarvingens død. Kabinetchef Hoyos var forhindret i at deltage på selve dagen. Musulin så det således, at attentatet var en mulighed for at gå i rette mod Serbien og

“…de slaviske dele af monarkiet (…) og de, der ville støtte Serbien”

Samtalen endte således med, at Forgách støttede ideen for en krig med ordene:

“Hvis du kan vinde ministeren – udenrigsminister Leopold Berchtold – for planen, vil jeg ikke have noget imod dette.”

Kabinetchef Hoyos havde allerede fra den 1. juli i al hemmelighed underrettet den tyske udgiver Victor Naumann, som Hoyos her beskriver sin samtale med:

Han selv (Hr. Neumann) kan jeg forstå opfatter det således, at det ikke kun er i hær- og marinekredse, men også i det tyske udenrigsministerium, at man ikke længere er så afvisende overfor en præventivkrig mod Rusland, som man var for et par år tilbage. Ifølge hans holdning er det et spørgsmål om overlevelse for monarkiet, at man efter blodgerningen i Sarajevo ikke lader en sådan forbrydelse stå usonet hen, men i stedet udsletter Serbien. (…) Østrig-Ungarn er slet og ret færdig som stormagt, hvis de ikke udnytter dette øjeblik. Jeg svarede Dr. Naumann, at jeg fra min side anså en løsning på det serbiske spørgsmål som ubetinget nødvendig, og at jeg under alle omstændigheder anså det for af allerhøjeste værdi at få vished om, at vi i tilfælde af, at vi handler, kan regne med rygdækning fra Tyskland. 

Den 29. juli 1914 fandt der et ministerrådsmøde sted, hvor Musulin informerede kabinetchef Hoyos om den foregående dags samtaler. I en efterfølgende samtale havde udenrigsminister Berchtold tilsluttet sig de krigsplaner, som Musulin og Forgách havde luftet dagen i forvejen. Hoyos, der startede med at opponere, begav sig derefter omgående af sted til den ungarske ministerpræsident István Tisza for at berette om at “ministeren igen ville starte en krig”. Tisza var umiddelbart imod en mulig krig mod Serbien. Ungarn var imod, da en sejr over Serbien ved et hurtigt angreb ville de serbiske dele af Ungarn formodes at blive lagt sammen med nyerhvervede serbiske dele. Dermed ville den slaviske befolkningsandel i Dobbeltmonarkiet blive styrket på bekostning af magyarerne – ungarerne.


Ministerrådsmødet

Under de efterfølgende dages ministerrådsmøder forblev Tisza den eneste modstander af en krig mod Serbien. Udenrigsminister Berchtolds position var entydigt at foretage et angreb på Serbien. Den østrigske ministerpræsident Karl Graf von Stürgkh planlagde at slå den slaviske nationalbevægelse indenfor monarkiets grænser og så et angreb på Serbien som

En krig som en indenrigspolitisk mulighed

Chefen for den militære generalstab Conrad von Hötzendorf udtalte næsten jublende:

Øjeblikket for løsningen på det serbiske spørgsmål var kommet!

Den 1. juli 1914 telegraferede István Tisza til Kejser Franz-Joseph

“Jeg havde først lejlighed til efter min audiens at tale med Grev Berchtold og at få hans perspektiv og se “den grusomme gerning i Sarajevo” som anledning til et opgør (med Serbien)”

På trods af, at størstedelen af ministermødets deltagere talte for et angreb på Serbien, var man sig bevidst, at man ikke kunne gennemføre et angreb uden en afstemning og uden at have rygdækning fra Det Tyske Kejserrige. Et angreb på Serbien ville formodes at drage Rusland til hjælp mod Serbien, og ydermere var det ikke at udelukke, at selv Frankrig og Storbritannien kunne blande sig. Endvidere kunne tilhængere af et angreb på Serbien heller ikke sidde Tisza´s modstand overhørig. Som ministerpræsident for Ungarn repræsenterede han halvdelen af Dobbeltmonarkiet og besad dermed en form for vetoret i fælles anliggender.

På denne baggrund besluttede man på ministerrådskonferencen, at det memorandum, man netop havde færdiggjort i dagene før attentatet i Sarajevo, hvor Østrig-Ungarn tegnede sikkerhedssituationen på Balkan i dystre farver,  at udvide dette med et efterskrift og et håndskrevet brev fra Kejser Franz Joseph til Berlin, hvor man beder om støtte fra den Tyske Kejser Wilhelm II. Det oprindelige memorandum blev udfærdiget af sektionschefen i udenrigsministeriet Franz von Matscheko, der tog udgangspunkt i situationen på Balkan. I forlængelse af afslutningen på Balkankrigene (1912-13). I 1912 havde Rusland taget initiativ til at danne det såkaldte Balkanforbund, som havde til formål at mindske det Osmanniske Riges indflydelse på Balkan, og som Bulgarien var udtrådt af efter den første Balkankrig. Såvel Bulgarien som Rumænien – der blev beskyttet af Triple Ententen (Rusland, Det Britiske Imperium og Frankrig) blev anset som trusler mod Østrig-Ungarn. Det var nødvendigt at bibeholde et godt forhold til Bulgarien såvel som Rumænien og Serbien ved at give indrømmelser. Efterskriftet konstaterede, at det ikke var lykkedes at komme til en forståelse med Serbien, og at det var tid til:

Med beslutsom hånd at fjerne trådene til ens modstandere, der ellers vil stramme disse om ens hoved. 

Det personlige brev fra Kejser Franz-Josef – som Hoyos selv var med til at udforme – var en udvidelse af memorandum på denne måde:

At Østrig og Serbien ikke længere kan bestå ved siden af hinanden … og at en våbenomgang var uundgåelig

Spændvidden i disse dages beslutninger kan man få en fornemmelse af i et interview fra 1917, som den politiske journalist Heinrich Kanner førte med den daværende Østrig-Ungarske finansminister Leon Bilínski omhandlende Julikrisen 1914.

“Bilinski sagde…, vi havde allerede besluttet os tidligere (for krig) lige fra start (attentatet i Sarajevo 28. juni 1914 ). Jeg spurgte (Kanner) om, hvornår…  Han mente det ville være mellem 1. og 3. juli, men lænede sig op ad 3. juli. Konsekvenserne af en sådan krig stod alle involverede parter klar, …. nej, man vidste allerede, at dette ville blive til en storkrig, specielt kejseren regnede med dette. (Franz Joseph sagde) Rusland kan umuligt sidde dette overhørigt.”

Derudover instruerede udenrigsminister Berchtold om, at Alexander Hoyos mundtligt at skulle overbringe

Grev Szögény (den Østrig-Ungarske ambassadør i Berlin) at åbenbare, at øjeblikket var kommet … for at gøre regnskabet op med Serbien.


Missionen i Berlin: Indledende samtaler

Hoyos var en “ideal partner” for samtalerne i Berlin, da han allerede under den bosniske anneksionskrise i 1908 var i stand til diplomatisk at bringe en tysk rygdækning hjem. Han ville gerne gentage denne succes og foreslog Berchtold en fornyet mission. Hoyos tog om morgenen af sted med nattoget mod Berlin. Idet Kejser Wilhelm allerede dagen derpå om morgenen ville tage afsted på sin rejse mod de norske fjorde, havde ambassadør Szögyény allerede den selvsamme eftermiddag arrangeret en audiens hos kejseren.

I et memorandum befandt der sig et håndskrevet postskriptum fra udenrigsminister Berchtold, at det nu var kommet dertil, at:

Østrig-Ungarn fandt det deres kejserlige pligt, at de med besluttet hånd skulle skære de tråde over, som deres modstandere havde bredt ud, og som de nu ville rette mod deres egne hoveder

I brevet fra Kejser Franz-Joseph gik man endda så vidt at beskrive Serbien som “et værksted for forbryderisk agitation”. I selvsamme brev af 2. juli 1914 hed det fra Franz-Joseph:

Bestræbelserne fra min regering kan kun rette sig mod at isolere og formindske Serbien”

Serbien blev beskrevet som “ynglepunkt for den panslaviske politik” som skulle “udraderes som magtfaktor på Balkan“.

Efter at Hoyos omfattende havde informeret ambassadør Szögyény, tog de to statssekretærer til det tyske udenrigsministerium – i Wilhelmstrasse 76 i Berlin –  og mødte Arthur Zimmermann, der på dette tidspunkt vikarierede, da statssekretæren Gottlieb von Jagow var på ferie – som mange andre af de ledende tyske beslutningstagere. Hoyos informerede derpå Zimmermann, men hvad vigtigt var, at han tav om den ungarske ministerpræsident Tiszas skepsis. I stedet skildrede Hoyos, at Østrig-Ungarn havde ønske om at angribe Serbien omgående uden forhandlinger og gennemføre et overraskelsesangreb og hævnangreb.

Zimmermann støttede foreslagene, og han så det som tvingende nødvendigt, at Østrig-Ungarn måtte føre et hurtigt angreb igennem. Dermed kunne man styrke Donaumonarkiets position på Balkan, hvilket måtte formodes, at Rusland og Frankrig ville finde for uvigtigt at reagere på. Skulle det alligevel komme til et indgreb fra de to magter, da ville det – ifølge Zimmermann – være overkommeligt for det tyske militær at holde de to magter i skak. Ingen af parterne regnede med et indgreb fra Storbritannien. I forlængelse af samtalen informerede Zimmermann den tyske rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg.
Efter at samtalerne var slut, tog Hoyos afsked med Zimmermann med følgende ord:

De kan ikke tro, at Østrig-Ungarn vil reagere roligt på, at man dræber vores tronfølger i Sarajevo, og at vi intet vil foretage os.


Hoyos og Szögyény i audiens hos Kejser Wilhelm

Klokken 13.00 begyndte audiensen hos Kejser Wilhelm II. Den fandt sted i Neues Palais i Potsdam. Det usædvanlige var, at Hohenzoller-kejseren modtog de to alene. Der var ingen rådgivere og ingen større forberedelse af audiensen på trods af, at det var normalt i sådanne udenrigspolitiske situationer. Hverken Bethmann-Hollweg eller Zimmermann tog skridt til at deltage i audiensen.

Derfor må man gå ud fra, at Wilhelm indledningsvis ikke har taget Kejser Franz-Josephs faresignaler alvorligt. Efter at have studeret de kilder, som Hoyos og Szögyény havde medbragt, afviste kejseren en tysk støtte til en krig. Wilhelm forsikrede, at man

fra deres side havde ventet en hård fremfærd mod Serbien, men at man måtte forstå, at det ville føre til alvorlige europæiske komplikationer, og at han måtte rådføre sig med sin rigskansler, før han kunne sige noget endeligt herom.

Szögyény forsøgte dog stadig at få Kejseren til at give sit tilsagn, og efter en fælles middag i fornemme rammer på slottet førte man audiensen videre. Ambassadøren skildrede endnu engang situationens alvor for kejseren, og at det drejede sig om en eksistentiel trussel mod Dobbeltmonarkiet samt alle de forbundne farer, der var ved dette.

I forlængelse heraf må Wilhelm have ombestemt sig. Åbenbart ville en skildring fra Szögyény have været tilstrækkelig til at overbevise kejseren, således at han personligt lovede Kejser Franz Joseph at gøre sit yderste for at stå Østrig-Ungarn bi – og at hans ridderlighed og ære ville sættes ind i denne sag. De to diplomater fik i hvert fald sat det i gang, de ønskede, nemlig at Wilhelm i det mindste overvejede at støtte sagen. Med Wilhelms udsagn om troskab for forbundet tog Wilhelm situationen langt alvorligere, end man havde forestillet sig,og gentog, hvad der havde skabt den Bosniske Anneksionskrise i 1908. Situationen bliver ofte sammenlignet med Anneksionskrisen i 1908. De to samme personer havde ved den lejlighed været rejst til Kejser Wilhelms jagtslot Rominten i Masurien, hvor det lykkedes at få tysk støtte til indlemmelsen af Bosnien i Østrig-Ungarn.

Som afslutning på samtalen nævnte jeg igen den farlige situation, der forelå for Serbien. Hans Majestæt (Kejser Wilhelm) tilføjede, at serberne hellere måtte tie stille for ikke at bringe sig selv i fare og blive løbet over ende af Østrig-Ungarn og Bulgarien. (…) Det fremgik klart af Hans Majestæts holdninger, hvor venligt stemt hans Højærværdighed var for vores politik, og hvorledes han uanvendeligt ville støtte sine forbundsforpligtelser.

Det skal dog ikke udelukkes, at Szögyény og Hoyos mindre audiens blev berettet til Wien noget mere bombastisk end virkeligheden, det lød:

Wilhelm anbefalede ikke at vente med en aktion mod Serbien, da det rette tidspunkt var inde. Naturligvis ville Rusland være fjendtlig, men han (Wilhelm) havde forberedt sig på dette, og skulle det komme til krig mellem Østrig-Ungarn og Rusland, kan vi (Østrig-Ungarn) være overbevist om at, Tyskland ville være en sikker allieret ved vores side.”

At Szögyény overdrev i sin rapport afspejler den samtale, som Wilhelm havde med krigsminister Erich von Falkenhayn direkte efter afslutningen på audiensen, hvor han sagde sin mening:

At den østrigske regering i modsætning til tidligere var ganske oprigtig i sine hensigter. I tilfælde af en eventuel krig er der for mange forviklinger, således at der under ingen omstændigheder vil komme en afklaring på spørgsmålet i mærmeste tid
Da Falkenhayn spurgte Wilhelm, om det var nødvendigt at mobilisere den tyske hær eller i det mindste holde den beredt, svarede Wilhelm med et simpelt “nej!”.

Om aftenen førte Wilhelm en samtale med Rigskansler Bethmann-Hollweg og Zimmermann om audiensen. Wilhelm betonede udtrykkeligt, at den tyske udenrigspolitik måtte koncentrere sig om

med alle midler (at) arbejde imod (…), at den østrigsk-serbiske krise vokser sig til en international konflikt. 

Kejserriget Tysklands vigtigste interesse var, at Østrig-Ungarn vedblev med at eksistere. Denne holdning ser imidlertid ud til at være ændret hos den vankelmodige kejser allerede den 8. juli 1914, hvor han skriver til den tyske ambassadør Heinrich von Tschirsky i Wien om at presse på for en aktion imod Serbien. Han skulle

med al eftertryk erklære, at man i Berlin forventede en aktion mod Serbien, og at det i Tyskland ikke ville blive forstået, hvis vi ikke udnyttede den opståede situation til at føre et slag igennem (mod Serbien). 

Berlin ville ikke sidde som uskyldigt offer for en Wiener Intrige, i stedet pressede Tyskland som allieret aktivt på, ja, opmuntrede ligefrem utålmodigt til, at der blev handlet.


Reaktionerne på Hoyos´ mission i Wien

Allerede den 6. juli var Hoyos tilbage i Wien, og den efterfølgende dag berettede han om den tyske respons overfor Berchtold, Stürgkh og Tisza.

I en samtale med statssekretær Zimmermann og Bethmann Hollweg havde Hoyos talt om ” en total opdeling af Serbien” som efterkrigsmål. Tisza var rasende over at erfare dette, og at Hoyos havde udtrykt en officiel holdning for Donaumonarkiet, som han ikke havde mandat til. Ordret havde Hoyos sagt, at “Serbien måtte forsvinde”. Tisza krævede, at dette forblev Grev Hoyos personlige kommentar.

Tisza var ikke indforstået og del af det almene krigsberedskab. Han så også muligheden for, at et

“angreb mod Serbien var rykket nærmere, men han ville ikke gennemføre et overraskelsesangreb mod Serbien uden en forudgående diplomatisk aktion, som der også var givet udtryk for overfor Berlin”

Efter lange debatter i ministerrådet med den formodentlige støtte fra det tyske rige i ryggen var der stemning for “snarligt  at få en afgørelse på striden med Serbien”. Tiszas betænkninger imødekom man. Man ville stille Serbien et ultimatum, som, når det blev afvist, ville føre til en mobilisering af de kejserlige tropper.

Med undtagelse af Tisza var alle tilstedeværende enige om:

at en ren diplomatisk sejr var ubrugelig, også selv om den førte til en eklatant ydmygelse af Serbien, og at der måtte komme yderligere skridt mod Serbien, samt at kravene til Serbien måtte være så radikale, at de ikke kunne afvises og dermed ikke stå i vejen for en radikal løsning.

En krig mellem Østrig-Ungarn og Serbien var dermed allerede de facto i starten af juli, omend der skulle gå flere uger, før krigen kunne tage sin begyndelse.


Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.