Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14
Rejsevarighed: 8.-11.April 2019
Destination: Dresden, Saksiske Schweiz, Pillnitz, Spreewald
Pris: 4999,- DKR

Kultur- og musikrejse til Dresden

Dresden var i århundreder en af de ypperligste arkitektoniske perler i det tyske kulturområde og en skønhed for øjet. Den yndefulde fremførelse af italiensk barok, klassicisme og renæssance tog alle besøgende med storm i de år hvor byens kurfyrster ikke bare regerede over Sachsen, men også var konger af Polen.  Dette summende billede af en svunden tid før verdenskrige og modernitet, blev tilintetgjort ved de altødelæggende bombardementer af Dresden i februar 1945. Nazismens efterfølgere – socialismen – udbedrede nogle af skaderne, men det er siden genforeningen i 1990 at billedet af det gamle Dresden er genopstået. Oplev og nyd dette til fods, med en sejltur på Elben, en naturskøn tur i det Saksiske Schweiz og en musikalsk oplevelse hvor mulighederne er mange; drengekoret i Kreuzkirche, Semperoperaen, kirkekoncert i Frauenkirche eller filharmonikerne. På hjemrejsen vil vi sejle igennem det charmerende å-landskab Spreewald, hvor det oprindelige slaviske folk, Sorberne, holder til.

Turen er arrangeret i samarbejde med FOF Syd- og Vestsjælland og tilmelding foregår til dem

Canalettos berømte silhuet indover Dresdens Altstadt kan igen opleves. Foto: Historiske Rejser

Canalettos berømte silhuet indover Dresdens Altstadt kan igen opleves. Foto: Historiske Rejser

Rejsen Kort Fortalt

  • Historisk baseret tur med masser af kulturelle og naturskønne oplevelse sammen med Historiske Rejsers ekspertrejseleder Anders Bager Eriksen
  • Byrundtur til fods i Dresden med seværdigheder som Frauenkirche, Semperoperaen og Zwingermuseerne.
  • Historiske Foredrag på rejsen om det gamle Dresden, bombardementerne af byenDDR og Den kolde krig og med perspektiver til Tysklands større historie
  • Fantastisk naturudflugt igennem det saksiske Schweiz med besøg på Bastei.
  • Sejltur med hjuldamper på Elben.
  • Hjemturen er ikke ren transport men kombineret med smuk sejlads i å-landskabet Spreewald
  • Slotsbesøg i Pillnitz, hvor man ser den enorme Kamelia
  • Centralt beliggende hotel i Dresden
  • Koncert arrangeres
  • ****-stjernet bus

Læs eventuelt forud i Rejseleder Anders Bager Eriksens bøger om Berlin og Dresden

LÆS OM DRESDEN

LÆS ARTIKLEN OM ELBENS FIRENZE

LÆS OM DRESDENS SEVÆRDIGHEDER

LÆS OM DRESDENS HISTORIE

1.dag: Slagelse/ Næstved – Færge Gedser-Rostock – Dresden

Vi starter dagen med opsamling i Slagelse (6.30) og Næstved (7.15) og derefter videre til færgen Gedser-Rostock, hvor vi i fællesskab nyder morgenmad ombord på færgen. Derefter ankommer vi til Rostock, hvor turen går igennem Mecklenburg med søerne, Brandenburg rundt om Berlin og videre sydover til Dresden, hvor vi forventeligt ankommer sidst på eftermiddagen.

Undervejs vil rejselederen fortælle om Dresdens historie på en levende og forståelig facon. Denne fortælling vil særligt fokusere på det gamle Dresden “Elbens Firenze” og på bombardementet af Dresden i 1945.

Vores hotel er IBIS og ligger direkte ud til gågaden Prager Strasse og i tæt gåafstand til Dresdens Gamle bydel – Altstadt, som vi skal se på dag 2. Den første aften spiser vi i fællesskab.

Dresdens gamle bydel er præget af storslåede bygningsværker, hvor inspirationen er hentet i Italien. Den ypperligste perle er Frauenkirche, der er blevet genopført fuldstændig som den stod før den blev ødelagt under 2.verdenskrig. Foto fra Historiske Rejser

En af aftenerne arrangeres en mulighed for at overvære en koncert.


2.dag: Byrundtur til fods i Dresdens gamle bydel

På denne dag er vi på gående byrundtur i Dresden. Vi bevæger os mod den historiske Altstadt, hvor vi passerer et af arnestederne for den fredelige revolution i 1989 Kreuzkirche, med det berømte drengekor. På vores vej igennem byen går vi ind omkring det genetablerede residensslot, vi ser et af verdens ældste offentlige museer: Zwinger, vi ser Semperoperaen hvor Richard Wagner og Richard Strauss uropførte flere af deres mesterværker, bevæger os forbi Hofkirche hvor den byens vigtigste kurfyrste August den Stærke ligger begravet, forbi det imponerende Fyrstetog hvor samtlige fyrster og konger i Sachsen er fremstillet til hest i Meissenporcelæn og ikke mindst den genopbyggede pragt Frauenkirche, hvis indre er lige imponerende som dets ydre. På de Brühlske Terrasser som Goethe kaldte “Europas balkon” får vi et fantastisk syn på Augustusbrücke og Neustadt.

Derefter slutter vi rundturen med at gå til frokost, hvoraf at det er en mulighed at gå over til det mere alternative og hyggelige Dresden-Neustadt og finde en restaurant, eller at besøge et af de mange museer eller kirker vi har set undervejs.

Eftermiddagen er til at nyde på egen hånd.

Museerne i det fantastiske Zwinger er en del af byrundturen i Dresden. Foto: www.prague-tour-guide.cz

Museerne i det fantastiske Zwinger er en del af byrundturen i Dresden. Foto: www.prague-tour-guide.cz


3.dag: Tur i bus langs Elben til det Saksiske Schweiz med Basteis fantastiske klippeformationer og til slottet Pillnitz med den imponerende have. Derefter med hjuldamper retur til Dresden af den smukkeste vej. 

Efter morgenmaden kører vi en smuk tur langs Elben, hvor vi bl.a. oplever en betagende udsigt til de tre patricierslotte Waldschlösschen, over broen Das Blaues Wunder og igennem det yndefulde område hvor Friedrich Schiller skrev teksten til “Ode an die Freude”. Vi fortsætter videre igennem Richard Wagners barndomshjem Graupa og til Pirna, hvorefter vi kører ind i det fascinerende landskabsområde Det saksiske Schweiz. Det kuperede skovområde med de mange kursteder er fyldt med fascinerende klippeformationer, der blandt andet har inspireret Carl Maria von Weber til at skrive Jægerbruden/Der Freischütz. Det ypperligste punkt i det saksiske Schweiz er Bastei, hvor forunderlige klippeformationer hæver sig højt over Elbens bugtninger. Der er muligheder for at vandre samt at gå på udstilling. Derefter kører vi nedenfor den imponerende fæstning Königstein tilbage langs Elben til slottet Pillnitz, de saksiske kurfyrsters imponerende tvillingeslot ved vandet. Slotshaven er ikke mindst imponerende i form af den kæmpe Kamelia der står i haven. Der bliver tid til at se såvel slot som have. Efter et par timers ophold ved slottet går vi ombord på en af Elbens hjuldampere og sejler i retning mod Dresden, hvor vi sejler i det kuperede charmerende landskab som vi havde fornøjelsen af at køre igennem på udturen. Tilbage i Dresden er der mulighed for at returnere til hotel eller at få mere ud af den skønne by.

Bastei med de betagende formationer i det saksiske Schweiz. Foto: www.dresden.citysam.de

Bastei med de betagende formationer i det saksiske Schweiz. Foto: www.dresden.citysam.de


4.dag: Sejltur i Spreewald og derefter med færge hjem

Vi siger farvel til Dresden, men er ikke færdige med at opleve idet at vi mellem Dresden og Berlin kører ind til Lübbenau, der ligger i Spreewald, der er et charmerende område hvor floden Spree er blevet til et vidt forgrenet system af diverse åer og andre mindre vandløb, der er en del beboelse særligt af det oprindelige slaviske folk Sorberne. Vi sejler en tur og oplever den fantastiske renhed og stilhed. Derefter går det videre forbi Berlin og mod Rostock. På færgesejladsen slutter vi af med fælles aftensmad ombord på færgen. Derefter returnerer vi til Næstved og Slagelse.

Det fredfyldte å-landskab i Spreewald. Foto: www.mapio.net

Det fredfyldte å-landskab i Spreewald. Foto: www.mapio.net

Prisen er 4999,-

  • Inkluderet i prisen er: Ophold i dobbeltværelse med bad og toilet. Centralt beliggende hotel i Dresden
  • Kørsel i moderne 4-stjernet turistbus
  • Professionel og servicemindet chauffør
  • Historieuddannet rejseleder med mangeårig rejseleder-erfaring
  • 2 x halvpension (morgenmad på 1.dag og aftensmad såvel 1. og 4.dag)
  • 2 x færgesejlads Gedser-Rostock
  • Alle udflugter
  • Sejltur med selskabet “Sächsische Dampfschifffahrt” hvor vi oplever Dresden fra Canalettos berømte vinkel (inklusiv)
  • Sejlads på åerne i Spreewald (Inklusiv)
  • Byrundtur i Dresdens Gamle bydel med seværdigheder som Frauenkirche, Zwinger-Museerne og Semperoperaen.
  • Udflugt til det Saksiske Schweiz med de fantastiske klippeformationer i Bastei
  • Foredrag om Dresden af ekspertrejseleder
  • Skat moms og bidrag til rejsegarantifonden
  • Repræsentant fra FOF

Tillæg:

  • Aftensmad 2. og 3.aften, alle frokoster, samt koncert. 
  • Enkeltværelsestillæg 430 DKR

Tilmelding foregår til FOF Syd- og Vestsjælland på telefon 58 52 81 64 eller mail: info@fof-sydvest.dk

En tilmelding er registreret ved indbetalt depositum på 1000 på følgende konto: Ved indbetalingen skriver i det fulde navn på alle deltagere på rejsen. Sidste tilmeldingsfrist er 20.februar 2019. Ved tilmelding efter 1.februar opkræves det fulde beløb. 

Turen gennemføres ved minimum 25 deltagere.

Opsamling: Slagelse: Busterminalen klokken 6.30. Næstved: Rådmandshaven, klokken 7.15.

Hjemkomst: Forventeligt i Næstved cirka: 20.15 og Slagelse cirka 21.00

Turens tekniske arrangør er:

Historiske Rejser ApS medlem af Rejsegarantifonden (2592).