Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Trediveårskrigen 1618-48

Trediveårskrigen fra 1618 til 1648 var en konflikt om overherredømmet i Det Hellige Tysk-Romerske Rige samt i hele Europa og samtidig en religionskrig. På europæisk niveau afspejlede den modsætningen mellem habsburgerne og Frankrig, og indenfor riget stod konflikten mellem kejser og Den Katolske Liga på den ene side og den Protestantiske Union på den anden side. De habsburgiske magter Østrig og Spanien i fællesskab med deres allierede kæmpede endvidere grundet dynastiske interessekonflikter mod Frankrig, Nederlandene, Danmark og Sverige. Alt dette var årsag til at Trediveårskrigen ikke kan ses løsrevet fra en lang række andre konflikter: Firsårskrigen (1568-1648) mellem Spanien og Nederlandene, den Fransk-spanske Krig (1635-59)  og Torstenssonkrigen (1643-45) mellem Danmark og Sverige, som nogle først mener, slutter med den svenske sejr i krigen 1657-59.

Krigen blev udløst af vinduesudsmidningen i Prag 23. maj 1618, hvor de protestantiske bøhmiske stænder begyndte en revolte. Oprøret havde sin baggrund i den hårdhændede rekatolisering fra den bøhmiske konge, der også bar titlen af tysk-romersk kejser fra huset Habsburg. I de følgende 30 år fulgte 4 tæt forbundne konflikter, der er opkaldt efter kejserens primære modstander i den pågældende periode: Historievidenskaben har betegnet de fire faser i krigen som 1) den bøhmisk-pfalziske fase. 2) den danske-nedersaksiske fase. 3) den svenske fase og 4) den svensk-franske fase. To gange undervejs forsøgte man at afslutte konflikten ved freden i Lübeck i 1629 og freden i Prag i 1635, men begge gange forgæves, da interessekonflikterne stadig eksisterede. Det lykkedes først at stoppe konflikten efter den fælleseuropæiske fredskongres i Münster og Osnabrück (1643-48) kendt som den Westfalske fred. Freden fastlagde magtbalancen mellem kejseren og rigsstænderne på en ny måde, der blev indskrevet i rigets forfatningsordning frem til 1806. Riget afstod betragtelige landområder til Frankrig og Sverige samt anerkendte at De Forenede Nederlande/Holland, samt at Det schweiziske Edsfællesskab udtrådte af riget.

24. oktober 1648 sluttede krigen i Tyskland. Felttogene og slagene havde overvejende fundet sted på Det Hellige Tysk-Romerske Riges område. Krigshandlingerne medførte hungersnød og epidemier, der førte til forhærgede og totalt affolkede områder. I visse dele af Sydtyskland var det kun en tredjedel af befolkningen, som havde overlevet. De værst hærgede områder havde først genvundet deres styrke fra før krigen omkring 100 år efter krigen.


Forhistorie og årsager til krigen

Forud for Trediveårskrigen var der en lang række spændinger og modsætninger af politisk, dynastisk, religiøs og indenrigspolitisk karakter, der havde hobet sig op i såvel det Hellige Tysk-Romerske Rige samt i Europa. Årsagerne til dette skulle man finde langt tilbage i tiden.


Magtforhold i Europa

Konfliktområderne fordelte sig i al væsentlighed over 3 områder: Vesteuropa, Norditalien og Østersøområdet. I Vesteuropa og det nordlige Italien var det dynastiske konflikter mellem habsburgerne og Frankrig, samt konflikter mellem den protestantiske union og den katolske liga, mens kampene i Østersøområdet var en konflikt mellem Danmark og Sverige, der begge havde stormagtsambitioner.

Det Hellige Tysk-Romerske Rige i 1648. Kort fra www.dervorhang.de

Konflikten i Vesteuropa var primært bestemt af Frankrig og Spanien, og den var opstået af modsætningsforholdet mellem habsburgerne og de franske konger. Spanien var dengang en europæisk stormagt med besiddelser i Syditalien, på Po-sletten og i Nederlandene. Spaniens spredte besiddelser gjorde, at der næsten ikke kunne være en krig i det vestlige Europa, uden at der var spanske interesser på spil. Frankrig så sig omgivet af Spanien i syd, nord og øst, hvilket  benævntes “det franske indkredsningskompleks“. Begge magter havde oprustet kraftigt og stødte voldsomt sammen. Fra og med 1566 måtte Spanien forgæves nedkæmpe en opstand i Nederlandene med kraftige religiøse undertoner, der i 1609 førte til Nederlandenes de facto uafhængighed.

I 1610 kunne arvestridighederne om hertugdømmet Jülich-Kleve have været eskaleret til en europæisk storkrig, da mange af de større fyrstehuse krævede titlen, heriblandt kurfyrst Sigismund von Brandenburg, Pfalzgreve Wolfgang Wilhelm von Neuburg. Den franske konge Henrik IV intervenerede for at hjælpe protestanterne til gengæld for deres hjælp i kampen mod Spanien. Henrik blev imidlertid myrdet i 1610, hvilket gjorde, at franskmændene trak sig ud af konflikten.

I Norditalien bestod konflikten af et indviklet konfliktbillede, hvor et kludetæppe af små fyrstedømmer plejede forskellige interesser. Nogle af områderne stod under spansk overherredømme, heriblandt Milano, der her var et af de mest stabile områder. De eneste andre magter af europæisk karakter i området var Pavestaten og republikken Venedig, hvor Kurien i Rom var infiltreret af både franske, spanske og kejservenlige kardinaler, mens Venedigs interesser mere lå i Adriaterhavet og Middelhavet end i selve Italien. Frankrig og Spanien havde langt den største indflydelse i det norditalienske, og Frankrig bestræbte sig i særdeleshed på at svække den spanske magt i området. Begge lande forsøgte at vinde de lokale fyrster over på deres side med det resultat, at flere af disse havde gesandter, der arbejdede på lige fod med begge magter, og som var i stand til at skifte alt efter, hvad der forekom mest opportunt. Det kom særligt til udtryk hos hertugerne af Savoyen, hvis område lå overordentligt strategisk: Savoyens alpepas og fæstninger udgjorde en uvurderlig og vigtig forsyningsrute for Spanien til dets tropper i Nederlandene.

Krigen i østersøområdet, der også kendes som de nordiske krige, havde under Trediveårskrigen 3 hovedaktører: Polen, Sverige og Danmark. Polen og Sverige blev regeret af to forskellige linjer af dynastiet Vasa. Den svenske linje var blevet etableret i 1587 på et tidspunkt, hvor Reformationen endnu ikke var slået igennem i Sverige. Dette skete få år efter i 1593, hvilket fik Sverige til at stå i et modsætningsforhold til den stærkt katolske Sigismund III Vasa, der var konge af Polen-Lithauen, hvor han kraftigt modsatte sig enhver form for protestantisme. I 1599 blev han også udnævnt til konge af Sverige, hvilket fik kraftige revolter til at bryde ud blandt den svenske adel. Kongen blev afsat, og hans nærmeste blev henrettet. Den lutherske tro etablerede sig i Sverige, der herefter blev en luthersk højborg med en stribe af polsk-svenske krige til følge. Sverige havde et ældgammelt modsætningsforhold til Danmark-Norge, der omsluttede dem i syd og i vest. I 1611 angreb Sverige med Karl IX i spidsen Danmark-Norge hvis konge på dette tidspunkt var Christian IV. Danmark var befolkningsmæssigt og arealmæssigt betydeligt mindre end Sverige og for den sags skyld også Polen, men i kraft af Norge, de østlige danske provinser Skåne, Halland og Blekinge havde den danske konge fuld kontrol over Øresund og dermed den betragtelige told, der fulgte med. Karl IX. havde i 1603 grundlagt byen Göteborg i håb om at kunne få del i denne told. I 1611 havde Karl forventet, at danskerne ville angribe hans nye by, men de overraskede og indtog i stedet den historiske fæstningsby Kalmar i det sydlige Sverige. Dette betød, at Sverige måtte overgive sig fuldstændigt og betale betragtelige krigsskadeserstatninger til Danmark samt afstå Kalmar, det nordlige Norge samt øen Øsel ud for Estland. Sverige var nødsaget til at forgælde sig ved høje lån fra Nederlandene, hvilket svækkede dets udenrigspolitiske magt. Omvendt havde Danmark konsolideret sig som østersømagt, og Christian IV anså med en vis berettigelse sig selv som den førende feltherre og konge af det skandinaviske nord.


Konfessionelle modsætninger

Den første fase efter Reformationen (1517-55) havde efterladt Tyskland spaltet mellem forskellige religiøse retninger. Dette havde udløst en del konflikter, og i årene 1546-47 den Schmalkaldiske krig, der var endt med kejserlig katolsk sejr, som man dog kun opnåede med hjælp fra protestantiske fyrster og efterfølgende i kejserligt nederlag, da denne forsøgte at indskrænke protestanternes magt. Det havde førte frem til religionsfreden i Augsburg i 1555, hvor man havde fundet frem til mantraet cuius regio, eius religio, der kunne opsummeres i, at fyrsten fastsætter religionsforholdet i området. Samtidig var de, der ikke tilhørte hovedstrømmen, blevet tilladt en sikker udvandringsret uden forfølgelse. De frie rigsstæder var imidlertid ikke blevet afklaret, og flere af disse havde en blandet sammensætning. Derudover fastlagde freden heller ikke, hvordan et religionsskifte skulle foregå. Endelig gjaldt det kun for katolikker og lutheranere, mens reformerte såsom calvinister og zwinglianere ikke havde glæde af denne ordning.

Derudover havde freden i Augsburg slået fast, at de besiddelser, den katolske kirke havde i 1555, skulle forblive katolske. Såfremt en katolsk biskop konverterede, ville han miste sit embede og blive erstattet og altså ikke have muligheden for at omvende området. Denne regel sikrede også katolikkerne et flertal i det magtfulde valgorgan Kurfyrstekollegiet, da der var 4 katolske kurfyrster og 3 protestantiske. Det var blandt disse, at man valgte kejseren, der hermed måtte forventes at forblive katolsk fremadrettet. Dette blev også kun tålt af protestanterne grundet Declaratio Ferdinandea (Ferdinands Erklæring) hvor reformerede byer var sikret mod ikke at skulle gennemgå en tvangskonvertering eller tvangsudvandring.


Konflikten skærper til og den politiske forordning i riget falder sammen

Religionsfreden i Augsburg var imidlertid i stand til at hindre udbruddet af en stor religionskrig i mere end 60 år. Trods dette var der konflikter om, hvordan fredstraktaten skulle forstås, og der var en tilspidset konfrontatorisk holdning hos en ny herskergeneration, der var med til at gøre den politiske ordning for svag. Konflikten var dog i stand til over mange år at undgå militær kamp.

En af følgerne af freden i Augsburg var en øget konfessionalisering, hvilket vil sige, at religion spillede en større rolle på den førte politik. Fyrsterne var interesserede i, at menneskene i deres områder havde en høj grad af ensartethed i deres religion, da det ville sikre mest fred, hvilket betød, at befolkningen ofte blev skærmet mod religiøse indflydelser udefra. Fyrsterne i den protestantiske bevægelse blev i højere grad drevet af frygt for, at den protestantiske bevægelse skulle spaltes og iværksatte en række initiativer, hvor nødbiskopper stod for en grundig sindelagskontrol og disciplinerede befolkningen således, at deres protestantiske tro blev bibeholdt. Situationen med frygt og disciplinering førte til øget bureaukrati og centralisering samt en klar styrkelse af territorialstaten.

Den fred, der havde hersket i riget siden religionsfreden i Augsburg, kom gradvist mere og mere i fare som tiden gik, da de herskere, teologer og jurister, der havde oplevet den Schmalkaldiske krig, trådte tilbage, og deres afløsere forfulgte en langt mere radikal politik, som førte til en tilspidsning af konflikten. Kejser Maximillian II havde blandt andet indskrænket en lang række administratorers virke, såfremt de ikke var beskikket med den katolske tro, hvilket bevirkede, at protestanterne mange steder manglede bemyndigelse. Det var med til at hæmme protestanternes arbejde på rigsdagene eksempelvis.

Det var blandt andet problematisk, fordi stort set kun katolikkerne kunne gøre indsigelser overfor de sager, der blev indstillet for rigskammerretten. I 1588 blev der valgt en protestant i form af Ærkebiskoppen af Magdeburg, Joachim Friedrich von Brandenburg, men han var dog ikke i stand til at stemme som protestant, og dermed blev organet uarbejdsdygtigt. Rigskammerretten var lammet, hvilket havde enorme konsekvenser, da det var det organ, der skulle løse konflikter.

Da institutionerne i riget havde en klar overvægt af katolikker, fik det også langsomt, men sikkert de protestantiske fyrster til at miste respekten for institutionerne. I år 1600 var 4 eksempler på sækulariseringer af klostre fra protestantiske byer og områder (Den Fri Rigsby Strasbourg, Greverne af Baden, Markgreven af Oettingen-Oettigen og Rigsridderen von Hirschhorn) blevet afvist, hvilket i protest fik de 3 protestantiske kurfyrster (Pfalz, Brandenburg og Braunschweig) til at forlade rigsdeputationen, hvilket førte til en lammelse af rigets institutioner. Resultatet var, at riget blev svækket, men at den katolske side stod stærkere og stærkere.

Styrkelsen af staten, de nye herskeres konfrontatoriske linge, lammelsen af institutioner som rigskammerretten og styrkelsen af de katolske fyrster igennem rigshofretten førte til dannelsen af fjendtlige fyrstegrupperinger. Det kom til kampe i byen Donauwörth, hvilket fik Kurpfalz til igen at udtræde. Riget var ikke længere i stand til at gennemføre sine skatteopkrævninger til blandt andet krigen mod tyrkerne.

Kurfyrstedømmet Pfalz tog 14. maj 1608 initiativ til at danne den Protestantiske Union, der bestod af hele 29 rigsstænder. De protestantiske fyrster betragtede unionen som et forsvarsforbund, der var nødvendigt, da rigets institutioner ikke var tilgængelige til at sikre dem beskyttelse og retfærdighed længere

Den Protestantiske Union blev først for alvor politisk indflydelsesrig, da den etablerede kontakt med Frankrig om en militærkoalition, hvis primære formål blandt protestanterne var at sætte sig i respekt hos katolikkerne. Frankrigs interesse var at sikre en allieret til kampen mod Spanien. Efter den franske konge Henrik IV´s død i 1610 bestræbte unionen sig på en koalition med Nederlandene, men de var tilbageholdne, omend det i 1613 kom til et forsvarsforbund i 12 år.

Maximillian af Bayern havde 10. juli 1609 grundlagt den Katolske Liga, der skulle sikre indflydelsen fra den katolske magt i riget. Den Katolske Liga var stærkere, men havde ikke en klar frontfigur, og magten var forholdsvis fordelt mellem Maximillian af Bayern og kurfyrsten af Mainz.

Nederlandene

I et af Europas rigeste områder Nederlandene med verdens daværende største og vigtigste havn Antwerpen, da var Martin Luthers lære hurtigt blevet udbredt, som det også var tilfældet i Flanderns og Hollands øvrige stærke handelsbyer som Gent og Brügge.  Da Kejser Karl V. i 1556 overdrog området De Spanske Nederlande til sin søn Filip II. i 1559 blev dette anledning til konflikt. Filip II. var svoren katolik og var stærkt kritisk overfor Reformationen. Reformationens ideer bredte sig således at Anabaptister, Mennonitter og i særdeleshed Calvinismen kom til at stå stærkt og da disse grene ikke var anerkendte i den oprindelige religionsfred i Augsburg, så var muligheden for konfrontation overhængende.

I 1566 kom det til religiøse kirkeskændinger fra protestantisk side, da mange af de nye retninger anså udsmykning af kirkerne for uforeneligt med guds ord. Spanien reagerede hårdt ved at sende tropper til de oprørske områder og i 1568 henrettedes to af lederne Grev Egmont og Grev Hoorn på Grand Place i Bruxelles. Oprøret var imidlertid ikke nedkæmpet og kampene fortsatte op igennem 1570´erne. Det kom til en nedbrænding af Antwerpen og i 1579 dannedes Generalstaterne, der siden skulle blive til Holland. I den sydlige del af området accepterede man spansk overherredømme med Unionen i Artois i 1581. Kampene kølede af da Spanien i 1585 erobrede Antwerpen. Imidlertid sluttede man først en anerkendt fred i 1604, med det resultat at Holland var opstået som en fortrinsvis protestantisk/calvinistisk stat i nord og at det sydlige (dagens Belgien) var spansk provins og katolsk.


Krigens forløb: Krigsudbruddet

Vinduesudsmidningen (nr. 2 i byens historie) i Prag 23. maj 1618, der blev den udløsende faktor for Trediveårskrigens udbrud. Stik fra wikipedia

Det var opstanden blandt de bøhmiske stænder, der udløste krigen i Bøhmen fra og med 1618. Opstanden havde sine rødder tilbage i kejser Rudolf II, der havde lovet de bøhmiske stænder religionsfrihed i et majestætsbrev i 1609. Efter Rudolfs død overtog hans broder Matthias regeringsførelsen og på trods af, at han lovede stænderne fortsat magt, forsøgte han konstant at trække rettighederne tilbage. I første omgang lukkede Matthias den evangeliske kirke i Braunau/Broumov og forbød derefter alle medlemmer af den evangeliske religion at være forvaltningspersoner i bøhmiske byer. De bøhmiske stænder protesterede, hvor Matthias modsvar blev at nægte den bøhmiske landdag at samles. Reaktionen på dette var, at protestantiske adelige angreb borgen i Prag med daggerter og pistoler den 23. maj 1618. Protestanterne ville accepteres og høres på, men de kejserlige repræsentanter nægtede at anerkende deres ret til at være der, hvorefter protestanterne smed katolikkerne ud af vinduet (Se vinduesudsmidninger i Prag). På trods af, at det kunne forekomme spontant, var det nøje planlagt. De, der blev smidt ud af vinduet, overlevede, men kejseren anså angrebet på sine repræsentanter som en decideret krigserklæring. Kejserens efterfølgende strafaktion var nøje udtænkt af protestanterne.


Bøhmisk-pfalziske krig (1618–1623)

Krigen i Bøhmen

I forlængelse af opstanden dannede de bøhmiske stænder et direktorium med 30 repræsentanter, der skulle sikre adelen magten. Deres hovedopgave var at udarbejde en forfatning, der skulle sikre valget af en ny konge samt sikre det militære forsvar mod kejseren. I sommeren 1618 var de første træfninger mellem de to parter, mens begge parter stadig var i gang med at lede efter forbundsfæller og ruste sig til et større militært slag. Det lykkedes de bøhmiske rebeller at få to mægtige forbundsfæller i form af lederen af den Protestantiske Union Friedrich V von Pfalz og hertugen af Savoyen Karl Emanuel I. Sidstnævnte finansierede en stærk hær under Peter Ernst II von Mansfeld, der kunne understøtte Bøhmen.

De tyske habsburgere fik støtte af greven af Bucquoy, der i slutningen af august 1618 marcherede ind i Bøhmen. De blev dog stoppet i deres march mod Prag, da von Mansfelds hær stoppede dem og selv indtog Pilsen. Kejserens tropper trak sig tilbage til byen Bøhmisk Budweis/Ceske Budejovice.

I den indledende fase havde de bøhmiske stænder succes med deres opstand. Den bøhmiske hær under ledelse af Heinrich Matthias von Thurn fik tvunget de mæhriske stænder til at tilslutte sig opstanden, hvilket gjorde dem i stand til at trække ind i de habsburgiske stamlande, og 6. juni 1619 stod de foran Wiens porte. På nogenlunde samme tid lykkedes det grev Bucquoy at besejre Mansfeld ved Sablat, hvilket gjorde, at stænderne krævede, at Thurn opgav Wien for at returnere og forsvare Prag. Samme sommer (1619) dannedes den Bøhmiske Konføderation, der 19. august afsatte Ferdinand som konge af Bøhmen og få dage efter indsatte Friedrich V von Pfalz som ny konge. På samme tid rejste Ferdinand til rigsdag i Frankfurt am Main, hvor kurfyrsterne enstemmigt valgte ham til tysk-romersk Kejser.

Slaget ved det Hvide Bjerg, der i slutningen af 1620 definitivt markerede nederlaget i Bøhmen. Stik over slaget fra wikipedia

8. oktober 1619 lykkedes det kejser Ferdinand at få den bayerske Hertug Maximillian I til at træde ind i krigen med traktaten i München. Overtaget varede dog ikke længe, da en anden af Bøhmens forbundsfæller, Fyrsten af Siebenbürgen Gabriel Bethlen, kom frem til Wien og påbegyndte en belejring. Imidlertid trak Bethlen sig hurtigt tilbage igen, da han frygtede, at den hær, som kejseren havde sat ind fra Polen, kunne udgøre en trussel.

I løbet af 1620 blev de protestantiske stænders manglende støtte mere tydelig, da de efterhånden befandt sig i defensiven over hele linjen. I december 1619 havde Friedrich V von Pfalz indkaldt alle protestantiske fyrster i Nürnberg med det formål at danne en større alliance, men det blev en skuffelse. Kun de fyrster, der i forvejen var medlem af Den Protestantiske Union, deltog, mens kejseren var i stand til i marts 1620 at sikre sig støtte fra flere protestantiske fyrster. Det gjaldt eksempelvis kurfyrstendømmet Sachsen, der for sin kejserlige støtte sikrede sig Lausitz. Katolikkerne sikrede sig 3. juli 1620 en inddæmning af Friedrich V, da der blev underskrevet en ikke-angrebspagt. Dermed var Bøhmen uden mulighed for at få nye fæller. I september 1620 gik den Katolske Ligas hær via Oberösterreich ind i Bøhmen, mens saksiske tropper i nord besatte Lausitz. Det lykkedes ikke Bethlen at forhindre katolikkernes fremmarch. 8. november 1620 kom det til det berømte slag ved det Hvide Bjerg i udkanten af Prag, hvor de bøhmiske stænderes hær blev udraderet totalt af feltherrerne Karl Bonaventura, greve af Bucquoy og Johann t´Serclaes von Tilly. Friedrich V von Pfalz flygtede fra Prag via Schlesien og Brandenburg til Haag, hvor han søgte efter forbundsfæller i Nordtyskland. Kejser Ferdinand erklærede ham fredløs i januar 1621. Schlesien trak sig fra forbundet med Bøhmen.

Efter sejren holdt kejseren en strafferet i Bøhmen: 27 personer blev dømt for majestætsfornærmelse og henrettet. For at stække protestantismen i Bøhmen fordrev Ferdinand 30.000 familier og overtog 650 godser, hvormed han betalte sine forbundsfæller for deres hjælp og kunne fordele disse blandt sine katolske fæller.


Krigen i Kurpfalz

Hertug Christian von Braunschweig-Wolfenbüttel (Maleri af Paulus Moreelse, 1619). Fra wikipedia

Allerede i sommeren 1620 erobrede den spanske hærfører Ambrosio Spinola med en hær fra Flandern de områder af Pfalz, der ligger vest for Rhinen, men allerede i foråret 1621 trak han hæren tilbage til Flandern igen. De stadigt eksisterende protestantiske hærførere som Christian von Braunschweig-Wolfenbüttel, Ernst von Mansfeld og Markgreve Georg Friedrich von Baden-Durlach drog med deres respektive hærenheder ind i Pfalz i foråret 1622. Som repræsentant for den afsatte Friedrich V “Vinterkongen” vandt de Slaget ved Mingolsheim 27. april 1622, men i de følgende led de nederlag til de kejsertro tropper på trods af, at de var talmæssigt overlegne. Tropperne fra Baden blev i Slaget ved Wimpfen 6.maj 1622 udraderet, og i Slaget ved Höchst led Christian von Braunschweig-Wolfenbüttel nederlag til den Katolske Liga under Tilly. Førstnævnte trådte sammen med Ernst von Mansfeld i nederlandsk krigstjeneste, som begge deres hære blev inkorporeret i. På vej i hollandsk krigstjeneste mødte de en afdeling af den spanske hær, som de vandt en Pyrrhussejr over i slaget ved Fleurus 29. august 1622. I sommeren 1622 besatte katolske tropper også de dele af Pfalz, der ligger øst for Rhinen. Friedrich V mistede 23. februar 1623 sin kurfyrstetitel, der blev givet til hertugerne af Bayern som tak for deres hjælp. Kurfyrstetitlen blev i 1628 gjort arvelig for de bayerske hertuger. Frem til 1628 blev Oberpfalz udsat for en kraftig katolisering. Den nyslåede bayerske kurfyrste Maximillian overdrog kejser Ferdinand 13 millioner Gylden i krigshjælp.


Firsårskrigen starter på ny

I 1621 sluttede den 12-årige våbenhvile, som Nederlandene og Spanien havde indgået som stop på de konstante krigshandlinger, der havde stået på siden 1568, og som kendes som den nederlandske uafhængighedskrig. Spanien havde udnyttet de fredelige år til at styrke sit militær, således at den var i stand til at true Holland med en styrke på 60.000 mand. I juni 1625 lykkedes det efter en mere end 1 år lang belejring at få den hollandske by Breda til at kapitulere. Spanien var dog ikke i stand til at udnytte den militære sejr, fordi finansielle problemer havde svækket styrken af de flamske hære. Dette reddede formodentlig eksistensen af den Nederlandske Republik.


Dansk-Niedersaksisk krig (1623-29)

Albrecht von Wallenstein, en af de afgørende hærførere i Trediveårskrigen. Fra wikipedia

Efter kejserens sejr over de protestantiske fyrster i riget satte Frankrig i 1624 en antihabsburgisk politik i værk. Den franske konge Ludwig XIII gik i forbund med Savoyen og Venedig, men også med protestantiske herskere fra Nordeuropa mod den habsburgiske kejser. I 1625 grundlagde England, Nederland og Danmark Haag-Alliancen. Formålet var i fællesskab at sikre Nordtyskland mod kejserens magt, og dette skulle konkret gøres under den militære ledelse af Christian IV af Danmark. Christian lovede at stille med 30.000 soldater, hvoraf en stor andel skulle skaffes fra Niedersachsen som lejesoldater; Christian kunne gøre dette i sin egenskab af hertug af Holsten, der var en del af riget, og som gjorde Christian stemmeberettiget. Den svenske konge Gustav II Adolf havde krævet 50.000 soldater, hvilket Christian havde afvist som værende for mange. Christians motivation var dels at stå som leder af det protestantiske nord, men også at erhverve sig byerne Verden, Osnabrück og Halberstadt.

Slaget ved Lutter am Barenberge i 1626. De danske og nedersaksiske tropper blev spredt for alle vinde. Fra wikipedia

Christian stillede altså selv med 14.000 mænd og forsøgte på amtsdagen i Lüneburg i marts 1625 at få de lokale stænder til at finansiere yderligere 14.000 lejesoldater til formålet. Stænderne ønskede dog ikke denne krig og gjorde det til en betingelse, at disse soldater kun måtte bruges i defensivt øjemed. Den danske konge bekymrede sig ikke stort om denne forordning og besatte byerne Verden og Nienburg, der var en del af Westfalen-Niederrhein.

I denne truende situation for kejseren tilbød den bøhmisk adelige Albrecht von Wallenstein at stille med en hær for egen regning. I maj og juni 1625 rådslog de kejserlige Råd om tilbuddet. Hovedbekymringen var, at dette kunne fremprovokere en ny krig. Da flertallet i rådet antog et dansk angreb for sandsynligt, udråbte man Wallenstein til hertug i midten af juni 1625. I midten af juli fik han patent på at drage afsted med en hær på 24.000 mand, der kunne styrkes yderligere med regimenter fra andre dele af riget. I slutningen af året var Wallensteins hær vokset til 50.000 mand. Wallenstein holdt sit vinterkvarter i Magdeburg og Halberstadt og kontrollerede dermed Elben, mens den Katolske Ligas hær under Tilly havde slået lejr i det østlige Westfalen og i Hessen.

Christian IV af Danmark havde sammen med sin forbundsfælle Ernst von Mansfeld planlagt et felttog mod Thüringen og derefter Sydtyskland. Bag disse planer var den samme forventning som hos Friedrich V von Pfalz om en betragtelig støtte fra de protestantiske magter. Den udeblev igen, og i sommeren 1626 stod Christians hær ikke bare over for den Katolske Ligas hær, men også Wallensteins private hær. 27. august 1626 led danskerne et altødelæggende nederlag i Slaget ved Lutter am Barenberge, der efterfølgende kostede Christian støtten fra hans tyske forbundsfæller.

25. april 1626 havde Wallenstein besejret Christian IV´s forbundsfælle Ernst von Mansfeld i Slaget ved Dessau Elbbro. Det lykkedes dog Mansfeld at undslippe med en del af hæren og sætte mod syd. Han planlagde at sætte mod Ungarn for at forene sig med tropperne fra Bethlen fra Siebenbürgen/Transsylvanien. De ville i fællesskab have sat et angreb ind på Wien. Så langt kom det aldrig. Wallenstein forfulgte Mansfeld og tvang ham til flugt, hvor han døde tæt på Sarajevo. I sommeren 1627 lykkedes det Wallenstein på få uger at drage igennem Nordtyskland op igennem Jylland. De danske øer undgik at blive besat, da de kejserlige hære ikke havde medbragt skibe. I 1629 underskrev Danmark freden i Lübeck og trådte derefter ud af krigen.

Den protestantiske sag i riget synes tabt. Som det var sket med Friedrich von Pfalz i 1623, blev hertugerne af Mecklenburg nu afsat for at have stået i ledtog med Danmark. Deres titler overdrog kejseren til Wallenstein for at udligne nogle af de gældsposter han havde til ham. Derudover indførte Ferdinand samme år det såkaldte Restitutionsedikt, der betød, at alle protestantiske fyrster skulle tilbagelevere al gejstlig ejendom, som de havde overtaget siden 1555. Ediktet markerer højdepunktet for den kejserlige magt i krigen. Det markerer omvendt også et vendepunkt, da det også førte til kraftig modstand fra protestanterne, som igen gav kejseren og Ligaen problemer.


Den svenske krig (1630-35)

Efter at østersømagten Danmark var trådt ud af krigen, så Sverige med Gustav Adolf i spidsen sin chance for at sætte sin magt igennem i det nordøstlige Europa. 6. juli 1630 landede Gustav Adolf med sin hær på øen Usedom og tvang derefter Pommern, Mecklenburg, Brandenburg og Sachsen til at indgå i et forbund. 17. september 1631 mødte svenskerne de kejserlige tropper ved Breitenfeld nord for Leipzig, kort tid efter at de katolske tropper med Tilly havde massakreret halvdelen af befolkningen i Magdeburg. Tillys hær blev slået så eftertrykkeligt, at den ikke var i stand til at forhindre, at svenskerne det efterfølgende år kunne sætte deres march ind mod Sydtyskland. I slaget ved Rain am Lech 14./15. april 1632 blev Tilly så afgørende såret, at han kort tid efter døde af sine sår i Ingolstadt. Svenskerne havde forsøgt at indtage Ingolstadt, hvilket ikke var lykkedes grundet byens sikrede volde. I stedet koncentrerede svenskerne sig om at besætte Regensburg ved Donau, der gjaldt som nøglefæstning. Byen, der dengang var protestantisk, blev af mange opfattet som den sidste større fæstning inden Wien. Det lykkedes svenskerne at indtage byen 27. april 1632 under et voldsomt angreb. Den svenske hær med Gustav Adolf i spidsen jagtede den bayerske kurfyrste Maximillian, der flygtede fra Ingolstadt til München og siden til Salzburg. I midten af maj 1632 indtog svenskerne München, den bayerske residensstad, der måtte betale et højt beløb for at undgå at blive ødelagt.

I starten af 1632 havde kejser Ferdinand II på ny kåret Wallenstein som øverste militære leder af de kejserlige tropper. Dette menes at være grundet den militært kritiske situation. Wallenstein havde samlet en ny hær i Bøhmen og var søgt til Nürnberg, hvor han havde slået stor lejr. Gustav Adolf var dels derfor og dels grundet hans saksiske fællers vankelmod tvunget til at rette blikket mod nord. Han så sig tvunget til at drage fra München i retning mod Nürnberg for at gå i kamp mod Wallenstein. 3. september 1632 stødte de sammen i slaget ved Alte Veste/Nürnberg, hvor der ingen sejrherrer var, men det lykkedes dog Wallenstein at forårsage betragtelige tab for Gustav Adolf. Denne forfulgte Wallensteins hær mod nord, og 16. november 1632 stod de igen overfor hinanden i Slaget ved Lützen syd for Leipzig. Slaget gik strålende for svenskerne, da Gustav Adolf på vej væk fra slaget mødte et kompagni ryttere under Pappenheims ledelse. Der betød døden for både den berømte svenskerkonge samt Pappenheim.

Efter kongens død overtog den svenske rigskansler Axel Oxenstierna ledelsen på vegne af Gustav Adolfs umyndige datter Christina af Sverige.

Gustav Adolfs død ramte svenskerne hårdt. Det var bærende nødvendigt at finde nye forbundsfæller for den fortsatte kamp. Oxenstierna sluttede forbund med protestanter fra Franken, Schwaben og nogle områder ved Rhinen i Heilbronn Forbundet (1633-34). Gustav Adolfs død førte også til flere åbenlyse kampe mellem de svenske hærforbund, der blandt andet gjorde, at Bernhard von Sachsen-Weimar opnåede en førende stilling. Han besatte i februar 1633 Bamberg og siden Regensburg og ville fortsætte mod Østrig. Lejesoldaterne fik imidlertid ikke deres penge til tiden, hvilket gjorde, at planen blev forsinket, og at kun Regensburg var erobret før vinterens komme.

I den katolske lejr havde man forventet, at Wallenstein ville have beskyttet Regensburg med en hær fra Bøhmen, hvilket ikke var tilfældet. Kurfyrste Maximillian og Kejser Ferdinand II så dette som et tegn på forræderi, og de myrdede den store hærfører i Eger 25. februar 1634.

Efter Wallensteins død overtog kejserens søn, den senere Ferdinand III, øverstebefalingen i den katolske hær. Det lykkedes ham i en fælles aktion mellem den kejserlige og bayerske hær at tvinge svenskerne ud af Regensburg i juli 1634. Tabet af Regensburg var kun begyndelsen på nederlaget for den svenske feltherre Bernhard von Sachsen-Weimar. I september 1634 vandt de bayersk-kejserlige tropper i fællesskab med en spansk hær en overbevisende sejr ved Nördlingen over svenskerne. Det blev på mange måder enden på den svenske dominans i krigen.

I det følgende år 1635 brød næsten alle de protestantiske rigsstænder under ledelse af kurfyrstedømmet Sachsen ud af forbundet med Sverige og sluttede fred med kejseren i freden i Prag. Kejseren udskød vedtagelsen af restitutionsediktet i 40 år. Man besluttede, at man i fællesskab ville bekæmpe rigets to fjender: Frankrig og Sverige. De to magter sluttede efterfølgende et fælles forbund mod den spanske og kejserlige magt. Fra dette punkt i krigen var der ikke længere tale om en religionskrig som det primære.


Svensk-franske krig (1635-48)

Den nye styrkede situation for riget gjorde, at Frankrig frygtede, at kejseren ville tilbyde Sverige en fordelagtig fredsslutning, der ville efterlade Frankrig i enekamp med kejseren. Årsagen til den franske indtræden i krigen leverede den kejserlige lejr selv: I marts 1635 indtog spanske tropper byen Trier, som siden 1632 havde været besat af franske tropper, og i et håndestrøg tog kurfyrsten af Trier von Sötern til fange: Frankrig forlangte sine allierede løsladt, hvilket ikke blev efterkommet før april 1645.

Den såkaldte fransk-svenske krig varede 13 år på tysk grund, uden at det kom frem til et afgørende slag med en militær sejrherre til følge. Fra og med 1643 påbegyndte de større krigsførende parter – riget, Frankrig og Sverige – fredsforhandlinger i Münster og Osnabrück om en mulig fred. I 1645 sluttede Sachsen fred med Sverige ved våbenhvilen i Kötzschenbroda, hvormed førstnævnte trak sig ud af krigen. Forhandlingerne og kampene varede imidlertid yderligere 3 år. Det var først i 1648, man kunne kundgøre den Westfalske fred. Den oprindelige fred i Augsburg fra 1555 blev genbekræftet og det frie kirkevalg indskrevet i forfatningen for det Hellige tysk-romerske Rige. Derudover overdrog kejseren magt til rigsdagen og rigsstænderne – derudover blev Europa inddelt med nye linjer.


Den Westfalske fred og krigens følger

Kort over Tyskland, hvor krigen foregik, og hvor konsekvenserne var størst. I de brune områder mere end 66% døde. Kortet er fra wikipedia

I den såkaldte Hamborg Præliminarfred i slutningen af 1641 blev begge sider enige om, at der skulle holdes en almen fredskongres i byerne Münster (for den katolske side) og i Osnabrück (for den protestantiske side). Før dette havde man overvejet Køln, Lübeck og Hamborg som ramme om fredskongressen. Efter at den katolske chefforhandler Maximillian von Trautmannsdorff havde forladt Münster, da hans mæglingsforsøg var kuldsejlet, var rigshofrådsmedlem Isaak Volmar og den kejserlige gesandt Johann Ludwig von Nassau-Hadamar i stand til at afslutte forhandlingerne succesfuldt.

Freden i Westfalen betød også, at den reformerte tro (calvinismen og zwinglianismen) blev anerkendt på lige fod med katolicismen og lutherdommen. I 4 konfessionelt blandede rigsbyer indførte man paritet som koncept, hvilket betød, at en konfession ikke kunne bruge flertal til at afskaffe en anden konfessions rettigheder, hvilket gjaldt i såvel Augsburg som Biberach. Man udviklede et omfangsrigt lovværk, der skulle sørge for at modvirke religiøs strid. Man fandt frem til delvis pragmatiske kuriøse løsninger. I højstiftet Osnabrück dannede man en regering med skiftende evangeliske og katolske biskopper. Det ellers katolske koncept med bispefyrster blev videreført i det evangelisk-lutherske Lübeck, der fik sæde i rigsdagen og blev gjort arveligt for huset Gottorp. De katolske klostre i de opløste bispedømmer Halberstadt og Magdeburg, der i 1680 blev del af Brandenburg, blev også etableret med særregler.

Den nye stormagt Sverige overtog i 1648 Forpommern med Stettin og hele udmundingen ved floden Oder, hvilket Brandenburg ellers var arveberettiget til, derudover Wismar og Neukloster samt ærkebispedømmet Bremen og bispedømmet Verden som rigslen. Endvidere fik deres ærkerival Danmark intet for sin indsats.

Spanien anerkendte De Nederlandske Generalstater som en anerkendelse af statslig uafhængighed. Østrig afstod Sundgau, den sydlige del af Alsace. Katolikkerne var ikke i stand til at opnå et overherredømme i riget.

Krigen betød ikke en stor ændring for magtforholdet internt i riget. Politikken i riget var stadig præget af konfessionerne, men blot på en ny måde. Frankrig blev det mest magtfulde land i Europa. Det nyanerkendte Holland samt Edsfællesskabet Schweiz trådte ud af Det Hellige tysk-romerske Rige. De facto havde Schweiz eksisteret uafhængigt siden afslutningen på schwabenkrigene i 1499.

De mange åbne spørgsmål, der stadig eksisterede efter 30 års krig, blev afklaret på fredskongressen i Nürnberg, der blev afholdt i 1649. Det gjaldt, hvorledes troppetilbagetrækningen skulle foregå.

Store dele af det Hellige tysk-romerske Rige var kraftigt ødelagt. I hvor stort omfang tilbagegangen i befolkningstallet på 16 millioner før krigen sank ligger ikke klart. Vurderingerne peger på mellem 20 og 45 %. De fleste forskere mener, at 40% af landbefolkningen mistede livet som følge af krig, hungersnød og epidemier. I byerne er antallet sat til at være 33%. Antallet af døde var naturligvis størst i de områder, hvor hærene var gået igennem. De hårdest ramte områder var Mecklenburg, Pommern, Pfalz samt dele af Thüringen og Württemberg, hvor mere end 50 % af alt i området var ødelagt, og dødsprocenten var omkring 70%. Det nordvestlige og sydøstlige af riget var ikke ramt af nogen synderlig tilbagegang.

En af de store vindere af konflikten var blandt andre Hansestaden Hamborg. Den havde som mål at blive anerkendt i rigsstanden, men det lykkedes ikke. Til gengæld kunne man koncentrere sig om handelen i Midttyskland. Det gjaldt ligeledes for mange af de andre store nordtyske handelsmetropoler, at krigen markerede et handelsmæssigt opsving.

Et andet aspekt var at grundet Hollands uafhængighed og afståelsen af store dele af kystregionerne til Sverige, mistede riget sin indflydelse overfor fremmede magter. De tyske stater havde stort set ingen adgang til verdenshavene og var dermed kraftigt afskåret fra den oversøiske handel. Rigets muligheder for igen at blomstre grundet en styrket søhandel var stærkt indskrænket. De videre følger af dette mener mange, at de tyske stater ikke drog samme fordel af koloniseringen af verden, hvor det for sømagter som England, Holland, Danmark, Belgien og Frankrig var helt anderledes.

Frankrig, England, Sverige og Holland udviklede sig til nationalstater efter Trediveårskrigen. Den blomstrende handel i disse lande gjorde, at der udviklede sig et liberalt borgerskab. Det er omstridt, hvad krigen fik af konsekvenser for riget og dermed senere for Tyskland. Riget blev et løsere forbund af fyrstedømmer.


Finansiering af krigen

De førmoderne stater i Europa i begyndelsen af det 17. århundrede besad ikke de finansielle strukturer, der gjorde det muligt at operere med stående hære af den størrelse, som var påkrævet under Trediveårskrigen. Finansieringen af de store hære baseret på lejesoldater bragte samtlige krigens parter i massiv økonomisk nød. Det gik ekstra hårdt ud over de tyske fyrster, da krigen primært blev ført på deres territorium, som blev udplyndret og udsultet.

Løsningen for betalingen af hærene var mantraet “Krigen betaler Krigen“. Hærene drog igennem områder, som de plyndrede for såvel penge som naturalier. Man gik ud fra devisen: Området, der just er blevet kæmpet i, må besættes og udsættes for indkrævning af krigsskadeserstatning. Feltherrerne havde samtidig en interesse i at plyndre for at svække modstanderen. Jo længere krigen varede, des mere voksede denne praksis med at foretage vilkårlige plyndringer samt rov og mord. Wallenstein tilskrives ytringen om, at en stor hær lettere kan finansieres end en lille hær, da den er i stand til at øve et større pres på civilbefolkningen.

Soldaterne, der eksempelvis var i Wallensteins og Gustav Adolfs hære, blev givet lov til at inddrive penge og materiel – i det mindste i de første krigsår – disciplinerede denne praksis de frie lejesoldater. Som krigen gik, var det mere og mere normalt, at disse soldater skiftede til modstanderens side. Der var ikke den troskab, som man tidligere forventede af soldater. Disse kom fra stort set hele Europa. Eksempelvis kan nævnes at byen Lüneburg gentagne gange i perioden 1623-36 måtte betale så enorme summer, at deres århundredlange frihed fra deres hertuger ikke kunne opretholdes i forlængelse af krigen. Den ruinerede by måtte tigge hertugerne om at returnere og sørge for beskyttelse.


Krigen i den kollektive erindring og i litteraturen

I 1947 skrev historikeren Friedrich Oertel om eftervirkningerne af Trediveårskrigen på den tyske nationalkarakter: “Tyskerne har haft en manglende følelse af frihed og værdighed. Når skyggerne endelig viger herfor, bliver det forsømte gentaget”

Krigen efterlod mange spor i kunst og hverdagslivet – der fandtes børnerim som Bet´, Kindchen, bet´, morgen kommt der Schwed, som regnes for et stort digtekunstværk.

Hans Jakob Christoffel von Grimmelshausen (1625-76) skrev i Der abenteuerliche Simplicissimus om krigens skræk og gru, hvilket samtidig blev kendt som den første virkelig betydningsfulde roman i tysk litteratur.

Oplevelsen af krig, sult, sygdom og almen ødelæggelse omdannede lyrikken således, at der eksisterede en vished om død og forgængelighed, hvilket mange forbinder med barokkens efterfølgende livslyst. Således skrev Andreas Gryphius i sonetten Tränen des Vaterlandes Anno 1636 i et af de mest citerede antikrigsdigte selv den dag i dag:

Wir sind doch nunmehr ganz, ja mehr denn ganz verheeret!
Der frechen Völker Schar, die rasende Posaun
Das vom Blut fette Schwert, die donnernde Kartaun,
Hat aller Schweiß und Fleiß und Vorrat aufgezehret.

I det 18. århundrede beskæftigede Friedrich Schiller sig med krigen både som historiker og som dramatiker: I 1792 udkom hans Geschichte des Dreißigjährigen Krieges og i 1799 fuldendte han sit drama i tre dele med titlen Wallenstein.

Med krigen på afstand har forskellige forfattere siden det 17. århundrede set denne som metafor for krigens skræk. Det mest kendte eksempel er Bertolt Brechts teaterstykke Mutter Courage und ihre Kinder, der foregår i krigen, og som viser den forråelse og ødelæggelse, som krigen bærer med sig.

Begrebet “Trediveårskrigen”

Efter 2. verdenskrig er begrebet Trediveårskrigen blevet kritiseret fra flere steder og særligt fra historiefaglige kredse. Et af kritikpunkterne var, at de 30 års konflikt dækkede over en længere periode, hvor andre konflikter var del heraf. Der var flere, som talte om, at begrebet Trediveårskrigen er en bagudrettet betegnelse, da ingen samtidige brugte begrebet.

Andre historikere som Konrad Repgen forsvarede brugen af begrebet, da dette allerede blev brugt at samtidige omkring den Westfalske fred. Mange øjenvidner talte krigen i år, hvilket også var gængs hos humanistiske lærde, der var inspireret af denne praksis hos de antikke forfattere. Trods kritikpunkterne forblev krigen alment betegnet som Trediveårskrigen.

Historikeren Johannes Burkhardt holdt fast i, at krigens betegnelse var konstrueret, men at krigen optog så mange forskellige konflikter, at ingen begreber som sådan ville kunne dække disse, og at det dermed gav bedre mening at bibeholde begrebet Trediveårskrigen.

Trediveårskrigen nyder bred accept, men tager man til Nederlandene bruger man ofte termen 80-årskrigen, da der gik 82 år fra billedstormene på de katolske kirker i Flandern, Antwerpen og Brabant til Spanien endegyldigt anerkendte eksistensen af Holland. Omvendt så var krigshandlingerne koncentreret til perioden 1566/67-85, hvorefter at konflikten stod på lavblus i området.


Museers fremstillinger

Wiens Hærhistoriske Museum er der et større område, som er viet til Trediveårskrigen. Her er der udstillet mange forskellige våbentyper som hagebøsser, bagladergeværer, musketer, pikenier, musketerer, kurasserer, beskyttelsesvåben og udrustninger. Derudover er der talrige harnisker, stik- og stødvåben. Endvidere er særlig Albrecht von Wallensteins skæbne anskueliggjort. Derudover er der et håndskrift af feltmarskal Gottfried Heinrich zu Pappenheim, som han forfattede aftenen før det berømte slag ved Lützen 15. november 1632. Brevet er blodindsmurt, da Wallenstein tog det med,  da Pappenheim blev dødeligt såret i slaget. Derudover er den flamske militærslags maler Pieter Snavers imponerende, han malede 12 store malerier i perioden 1639-51 kaldt Piccolomini-Serie.

Pappenheims brev aftenen før slaget ved Lützen. Foto fra wikipedia

I den brandenburgiske by Wittstock an der Dosse har der siden 1998 i tårnbygningen til Alte Bischofsburg været et museum omfattende Trediveårskrigen, hvor man fremkommer med årsager, forløb og umiddelbar følger heraf. I Rothenburg ob der Tauber har man en mindre udstilling i de historiske hvælvinger.

I Hessens statsarkiv i Marburg har man et større antal af kort fra Trediveårskrigen. Kortene dokumenterer krigsskuepladser og krigsoplevelser. Derudover giver disse kort et indblik i ændringen af landskab, byer, gader og veje.


Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Trediveårskrigen 1618-48. Som almindelig historieinteresseret kender man krigen, man har hørt den omtalt, man ved at den havde med religion at gøre, og at den primært udspillede sig i det tyske område. Som særligt dansk kuriosum, der kender vi at Christian 4. blandede sig, og at det gik mindre godt. 

Artiklen her gennemgår hvordan at Trediveårskrigen kan spores tilbage til religionsstridighederne, der opstod i kølvandet på Reformationen og de krige der var dengang. Man fik freden i Augsburg i 1555, der ikke løste problemerne på langt sigt. Da Nederlandene begyndte deres kamp for uafhængighed af Spanien få år efter, lå der latent en krig og lurede. Imidlertid var det i det Hellige Tysk Romerske Rige, at konflikten skulle starte og brænde mest intensivt. I 1618 smed protestanterne i Prag to katolikker ud af vinduet, grundet den vedvarende chikane som protestanterne oplevede. Det blev starten på krigen, der traditionelt inddeles i fire faser. Katolikkernes svar var prompte og i denne Bøhmiske fase led protestanterne nederlag. I den anden Danske Fase af krigen, der troede Christian 4. af Danmark-Norge, at han kunne sikre Nordtysklands protestantiske områder. Men nederlaget ved Lutter am Barenberge, var så totalt, at Christian ved freden i Lübeck i 1629 var lykkelig for at kunne trække sig ud af krigen uden tab. Derefter startede den Svenske Fase af krigen, hvor Gustav II. Adolf fejrede sine store triumfer i Tyskland, Polen og Østrig. Han faldt i slaget ved Lützen i 1632, men svenskerne blev ved at dominere i krigen, der dog fra 1635 fik Frankrig i alliance med Sverige, som sin dominerende part og mere var en alliance mellem de tysk-katolske stater og Spanien mod Sverige og Frankrig. Fra 1641 og frem til 1648 forsøgte man sig med en fred, der først lykkedes i 1648 med den Westfalske Fred. Der endeligt sikrede protestanter repræsentation i kejserriget, en anerkendelse af Holland og Schweiz og forøvrigt gjorde Sverige til en regional stormagt i Nordeuropa. Derudover styrkede den Frankrig betragteligt og lagde fundamentet til Ludvig 14.´s efterfølgende magtbase. 

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.