Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Tyske Kejserrige 1871-1918

Det Tyske Kejserrige er den retrospektive betegnelse for det Tyske Rige, der eksisterede i perioden 1871-1918 for tydeligt at afgrænse det fra Tyskland efter 1918. I det Tyske Kejserrige var den tyske Nationalstat organiseret i delstater som et konstitutionelt Monarki. 


Det Tyske Riges grundlæggelse skete da den ny Forfatning (tysk: neuen Verfassung) trådte i kraft 1.januar 1871. Ved en hemmelig forberedt Hof-, og Militær Ceremoni den 18.januar 1871 fandt proklamationen af den preussiske konge Wilhelm I. der blev til Tysk Kejser sted i spejlsalen på Versailles – slottet lige nord for Paris. Den Fransk-Tyske Krig var endnu ikke afsluttet, hvilket medførte at det foregik i Frankrig. Dermed opstod den første tyske Nationalstat med slægten Hohenzollern fra Preussen som de nye kejsere og udfra den lilletyske løsning – hvor de tysktalende områder i Østrig ikke var en del af Kejserriget. Residensen for de tyske kejsere blev Berlins Slot ganske som det havde været det for de preussiske konger. 


Under Kejsertidens Tyskland var Tyskland præget af en høj grad af industrialisering hvilket både kan ses socialhistorisk med større polarisering og økonomisk. Landet begyndte i særdeleshed at forandre sig fra Agrar- til Industriland i de sidste årtier af det 19.århundrede. Væksten eksploderede næsten i de første år af Kejserrigets historie, særligt grundet de franske krigsskadeserstatninger, der dog fik et brat stop i 1873 hvor det såkaldte Gründerkrach (dansk: Økonomisk Krise i 1873) kom til at betyde en mangeårig konjunkturkrise. Trods denne krise og politiske følger ændrede det dog ikke på at Tyskland med hastige skridt forvandlede sig til en Industristat. 


Det var kendetegnet for den samfundsmæssige forandring i disse år, at der skete en hastig befolkningsvækst, intern vandring mellem landsdelene samt urbanisering. Samfundets struktur ændrede sig drastisk i disse år særligt i form af byernes kraftigt voksende Arbejderbefolkning – med de højeste vækstrater i 1890´erne – men også med fremvæksten af en ny middelstand af teknikere samt administratorer både i private virksomheder samt i den voksende stat.  Den samfundsøkonomiske andel som landbrug og håndværk betød – baseret på indkomstniveau – blev betragteligt mindre i disse år. Adelen var imidlertid i stand til at bevare deres høje sociale rangering og fortsatte med at dominere i Militæret, Diplomatiet og i den øverste del af den civile forvaltning. 


Indtil 1890 blev såvel indenrigs-, som udenrigspolitik bestemt af Rigskansler Otto von Bismarck, den længst siddende i Tysklands historie. Hans regeringstid kan deles ind i en relativ liberal fase, der var præget af indenrigspolitiske reformer og Kulturkamp (tysk: Kulturkampf) og en mere konservativ præget tid der kom efter 1878/79. Det var i den sidste fase at man så overgangen til statsinterventioner – Beskyttelsestold, Socialforsikringer og Socialistlove.  


Bismarck forsøgte udenrigspolitisk at sikre Kejserriget via et kompleks alliancesystem – eksempelvis Zweibund med Østrig-Ungarn i 1879. Det var også i hans Regeringstid at Tyskland fik deres første oversøiske kolonier, omend denne udvikling tog yderligere fart efterfølgende. Det medførte interessekonflikter med andre kolonimagter; det gjaldt i særdeleshed stormagten Det Britiske Imperium


Perioden der kom efter Bismarcks Æra bliver ofte kaldt den Wilhelminske Tidsalder, eftersom at Kejser Wilhelm II. – fra 1888 – da han havde afsat Bismarck som kansler – selv gik ind og øvede en personlig stor indflydelse på den førte politik. Der var dog en lang række aktører der øvede en større – og ofte modstridende – indflydelse på Kejseren. Det efterlod ofte Kejserens beslutninger i et lys af uberegnelighed og uigennemskuelighed. 


Fremvæksten i Wilhelms regeringsår af masseforbund og massepartier betød også at Pressen og den offentlige mening begyndte at få en større vægt. Regeringen forsøgte på den baggrund at føre en imperialistisk verdenspolitik, en antisocialdemokratisk samlingspolitik og en populær flådeoprustning at vinde befolkningens gunst. Udenrigspolitisk medførte Wilhelms bestræbelser på at gøre Tyskland til en verdensmagt imidlertid til tysk Isolation; det Tyske Kejserrige havde bidraget betragteligt til at øge faren for en Storkrig. Da 1.verdenskrig blev udløst i 1914 blev det Tyske Kejserrige forviklet i en krig på flere fronter. Indenrigspolitisk fik Militæret også en større indflydelse. I takt med det tiltagende antal døde i krigen og den sociale nød på hjemmefronten – hvor den Allierede blokade af de tyske havne spillede en stor rolle – begyndte Monarkiet at miste deres støtte. 


Det var først i slutfasen af krigen i 1918 at det kom til de såkaldte Oktoberreformer, hvor det blandt andet blev besluttet at Rigskansleren måtte have opbakning til hans beslutninger i den Tyske Rigsdag. Kort tid derefter udbrød Novemberrevolutionen hvor man udråbte en tysk republik. I løbet af 1919 skrev man i Weimar den forfatning der skulle gælde for den ny republik og dermed fundamentet for et parlamentarisk Demokrati. Folkeretsligt er dagens Tyskland identisk med det Tyske Rige, der blev skabt i 1871, på trods af at der er tale om en helt anden regeringsform og at landområdet har ændret sig flere gange siden.


Det Tyske Kejserriges Flag. Fra wikipedia

Den tyske Rigsørn – Reichsadler – var en videreførelse af den Preussiske Ørn. Det var også Preussen der var ledende magt i det Tyske Kejserrige. Kilde: wikipedia

Kejserriget i tal

Kejserriget eksisterede som nævnt ovenfor i perioden 1871-1918. Det fik dens forfatning 16.april 1871. Kejserrigets hovedstad var Berlin. Statsformen var et arvemonarki, der var inddelt på føderalt niveau.

Man nåede at have tre statsoverhoveder i de tre kejsere fra slægten Hohenzollern; Wilhelm I.(1871-1888), Friedrich III. (1888) og Wilhelm II. (1888-1918). 

Man havde dog en del flere Rigskanslere: Otto von Bismarck (1871-1890), Graf Leo von Caprivi (1890-94), Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst (1894-1900), Fürst Bernhard von Bülow (1900-09), Theobald von Bethmann-Hollweg (1909-17), Georg Michaelis (1917), Graf Georg von Hertling(1917-18) og endelig Prinz Max von Baden (1918). 

Arealmæssigt bredte Kejserriget over et areal i det centrale Europa på 580.858 kvadratkilometer i 1910. Tysk Østafrika; Tanzania – minus Zanzibar – Rwanda, Burundi og det nordlige Mozambique var tysk koloni fra 1885 til 1918 og udgjorde et areal på 995.000 kvadratkilometer. Derudover havde man Tysk Vestafrika; der svarer til dagens Cameroun og Togo, og udgjorde et areal på 835.000 kvadratkilometer og endelig Tysk Sydvestafrika der svarer til dagens Namibia på nogenlunde et tilsvarende areal. 

I 1871 havde man 41 millioner indbyggere. Det steg til 49 millioner i 1890 og til 64 millioner i 1910. Derudover boede der i kolonierne mere end 10 millioner. 

Det Tyske Kejserrige og dets udstrækning i Europa. Kort fra wikipedia

Artiklen 2.11.2018

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.