Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Versailles Freden 1919

Versailles Traktaten var den vigtigste af de fredstraktater, der afsluttede 1. verdenskrig. Traktaten afsluttede krigshandlingerne mellem Kejserriget Tyskland og de allierede magter og blev underskrevet den 28. juni 1919 – præcis fem år efter attentatet i Sarajevo på den østrigske tronarving Franz Ferdinand, en begivenhed, som havde udløst 1. verdenskrig. Der var blevet tegnet separate fredstraktater med Tysklands allierede, men på trods af, at man havde indgået en våbenhvile i Compiégneskoven allerede den 11. november 1918, der havde afsluttet kamphandlingerne, tog det yderligere 6 måneder at få afsluttet fredsforhandlingerne i Paris.

Af traktatens mange bestemmelser var en af de vigtigste og kontroversielle, at

Tyskland accepterede, at ansvaret for al krigens ødelæggelse og tab alene påhvilede Tyskland og dets allierede

De tyske allierede havde underskrevet lignende skyldsforhold, og denne artikel 231 blev siden kendt som krigsskyld. Traktaten tvang Tyskland til at afvæbne og ydermere afstå betydelige territorier til nabolande som Polen, Frankrig, Belgien og Danmark og samtidig at betale anseelige summer i krigsskadeserstatninger til visse af de allierede lande. I 1921 ville beløbene omregnet til nutidige forhold svare til 442 milliarder dollars. Datidens økonomer – specielt John Maynard Keynes, en britisk deltager – forudså, at traktaten var for hård – en fred som Karthago fik – og kaldte krigsskadeserstatningerne kontraproduktive, et syn på freden, som siden har været diskuteret ivrigt af historikere og økonomer fra adskillige lande. Omvendt var der fremtrædende personer – særligt den franske øverstkommanderende Marskal Ferdinand Foch – der kritiserede freden for at være alt for mild overfor Tyskland.

Resultatet af de mange interesser og mål blandt sejrherrerne var et kompromis, der ikke efterlod nogle glade: Tyskland var hverken pacificeret eller forsonet eller for den sags skyld permanent svækket. De mange problemer i traktaten førte til Locarno Traktaten i 1925, der forbedrede forholdet mellem Tyskland og de øvrige europæiske magter, og hvor krigsskadessystemet blev genforhandlet i først Dawes-planen, siden Young-planen og til sidst i en udskydelse af krigsskadeserstatninger på Lausanne Konferencen i 1932.

Selvom der ofte henvises til Versailles Konferencen, var det kun selve underskrivelsen af traktaten, som fandt sted i det historiske palæ. De fleste af forhandlingerne fandt sted i Paris med møderne mellem “de fire store”, oftest i det franske udenrigsministerium Quai d´Orsay.


Baggrunden for Versailles Traktaten

Den 28. juni 1914 fandt attentatet i Sarajevo sted, hvor den Østrig-Ungarske tronarving Franz Ferdinand var blevet myrdet af Gavrilo Princip – en serbisk nationalist. Det resulterede i den diplomatiske krise – kaldet Julikrisen 1914 – hvor Østrig-Ungarns reaktion overfor Kongeriget Serbien førte til udbruddet på 1. verdenskrig. Krigen havde en lang række af årsager, der gjorde, at Europas førende magter på kun få uger var draget i krig med hinanden: på den ene side stod centralmagterne – kejserrigerne Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden side alliancen kaldet Triple Entente – bestående af Rusland, Frankrig og det Britiske Imperium. Siden involverede en lang række lande sig i konflikten på begge sider. Der var kampe på tværs af Europa, i Mellemøsten, Afrika og Asien i de næste 4 år. I 1917 bragte krigen ydermere to russiske revolutioner med sig – Februar- og Oktoberrevolutionen – den sidste af dem bragte Vladimir Lenin og bolsjevikkerne til magten.

Den amerikanske indsats i krigen og Wilsons Fjorten Punkter

Den 6. april 1917 gik USA aktivt ind i krigen mod centralmagterne. Der lå to årsager bag: På den ene side begivenheden, hvor Tysklands ubådskrig i Atlanterhavet mod franske og britiske handelsskibe havde ført ti,l at det amerikanske passagerskib RMS Lusitania blev sænket, og 128 amerikanere mistede livet. Den anden var, at man havde opsnappet et telegram fra den tyske diplomat Arthur Zimmermann, hvori Mexico blev opfordret til at erklære USA krig.

De amerikanske krigsmål sigtede mod at afspore de nationalistiske debatter og ambitioner i den allierede lejr efter, at bolsjevikkerne havde indgået hemmelige aftaler med de allierede. Eksistensen af disse traktater tenderede til at diskreditere de allieredes påstande om, at Tyskland var den eneste magt med aggressive ambitioner.

Den 8. januar 1918 fremsatte den amerikanske præsident Woodrow Wilson en erklæring, der er blevet kendt som De Fjorten Punkter. Det var en fortale for en politik præget af frihandel, gennemsigtige aftaler, demokrati og national selvbestemmelse. I talen opfordrede Wilson ydermere til diplomati, som kunne føre til afslutningen på krigen, international nedrustning, og at centralmagterne skulle trække sig tilbage fra de besatte områder, oprettelsen af en polsk stat, en nydannelse af Europas grænser langs etniske nationale linjer og dannelsen af Folkeforbundet, der kunne garantere eksistensen af alle stater, små som store.

Fredsaftalen i Brest-Litovsk

Den 3. marts 1918 underskrev den ny sovjetiske regering i Rusland en fredstraktat på Østfronten, der var et resultat af centralmagternes offensiv Operation Faustschlag. Traktaten afsluttede krigen i øst og betød, at Rusland afstod et område på 3.400,000 km2  og en befolkning på 62 millioner. Det var en tredjedel af den russiske befolkning og en fjerdedel af dets territorium, omkring en tredjedel af landets opdyrkede området og tre-fjerdedele af dets kul- og jernminer dsmt en tredjedel af dets fabrikker, og omkring det kvarte af deres jernbaner – i alt 54% af landets industrikapacitet.

Fredsaftalen i Brest-Litovsk, der ikke fungerede længe i praksis, men som betød en enorm afståelse af land for Rusland til Tyskland og Østrig. Kort fra wikipedia

Våbenhvilen i Compiègne 11. november 1918

I efteråret 1918 begyndte centralmagterne at kollapse militært. Derudover startede deserteringer i hæren, og strejker i produktionen var ydermere et problem. Trods de militære fremskridt, man havde vundet i foråret 1918, lancerede de allierede på vestfronten en offensiv 8. august 1918, som den tyske hær stort set var ude af stand til at stille noget op overfor. Særligt Slaget ved Amiens blev omtalt af den tyske hærledelse som Den Sorte Dag i Tysk Militærhistorie.  Da de tyske allierede var i sammenbrud, begyndte selv hærledelsen at vise tegn på opgivenhed. I slutningen af oktober og starten af november 1918 kom det til Matrosopstanden i Kiel, hvor matroser nægtede at kæmpe og i stedet krævede fred. Det blev starten på den tyske novemberrevolution, der mundede ud i Kejser Wilhelm II.’s abdikation. Forinden  havde den kejserlige regering forsøgt at forlange en fred baseret på Wilsons 14 Punkter, men det ville de allierede ikke høre tale om. Den 11. november 1918 blev der tegnet en våbenhvile i Compiégneskoven, hvor Tyskland mere eller mindre nødtvungent overgav sig i en håbløs situation.

Besættelse af Rhinlandet

Våbenhvilens betingelser var blandt andet, at alle tyske tropper straks skulle trække sig tilbage fra Belgien, Frankrig og Luxembourg. Ydermere måtte Tyskland forlade Rhinlandet, hvor de allierede tropper ville besætte områderne vest for Rhinen, samt vigtige brohoveder i Mainz, Koblenz og Køln. Denne besættelse begyndte allerede inden 1918 var omme.

Blokade af Tyskland

Såvel det kejserlige Tyskland og Storbritannien var afhængige af import af mad og råmateriale, der blev skibet af sted på tværs af Atlanterhavet – primært fra USA. Flådeblokaden af Tyskland fra 1914-19 var en flådeoperation fra allieret side, som havde til formål at stoppe råmaterialer og mad i at ankomme til centralmagterne. Den Tyske Kejserlige Marine var primært tilstedeværende i Tyske Bugt og brugte handelsfartøjer samt en ubegrænset ubådskrig som kontra-blokade. I 1918 offentliggjorde det tyske sundhedsministerium, at den allierede blokade havde kostet 763.000 civile tyskere livet, hvilket et akademisk studie i 1928 nedjusterede til 424.000.

Polsk Opstand 1918

I den sidste del af 1918 dannede en polsk regering et uafhængigt Polen. I december 1918 iværksatte polakker i den tyske provins Posen en opstand. Kampene varede ved indtil slutningen af februar, da der blev sluttet våbenhvile og provinsen overladt til Polen, omend i teknisk forstand stadig en del af Tyskland.


Forhandlingerne

Samtalerne mellem de allierede for at etablere en fælles forhandlingsposition startede den 18. januar 1919 i Salle de l’Horloge i det franske udenrigsministerium på Quai d´Orsay i Paris. Indledningsvis deltog 70 delegerede fra 27 forskellige nationer i forhandlingerne. Rusland var ikke med, fordi de havde indgået en separatfred – Brest-Litovsk Aftalen – og tidligt trukket sig ud af krigen. Derudover var også tyske forhandlere udelukket fra deltagelse for ikke at give dem chancen for at spille de allierede ud mod hinanden diplomatisk.

“Big Four” – De fire store premierministre fra Storbritannien, David Lloyd George, fra Italien, Vittorio Orlando fra Frankrig, Georges Clemenceau og fra USA, Woodrow Wilson. Foto Edward N.Jackson, US Signal Corps Photo.

I den indledende fase mødtes et “Råd på 10 personer” for officielt at blive enige om betingelserne for freden. Det bestod af to personer fra henholdsvis: Storbritannien, Frankrig, USA, Italien og Japan. Rådet blev erstattet af “Rådet på 5 personer”, der blev dannet af landenes udenrigsministre for at diskutere mere detaljerede spørgsmål. Premierministrene fra Italien, Frankrig, Storbritannien og USA dannede herefter “De Fire Store” – de mødtes 145 gange i lukkede forsamlinger for at diskutere den endelige udformning af freden. Det var Georges Clemenceau fra Frankrig, David Lloyd George fra Storbritannien, Woodrow Wilson fra USA og endelig Vittorio Orlando fra Italien – der imidlertid trak sig fra forhandlingerne sent i forløbet. Deres beslutninger blev siden diskuteret og ratificeret en smule i en større forsamling. Småstaterne mødtes til en ugentlig plenarforsamling, hvor de diskuterede spørgsmål, men uden beslutningskraft. Disse stater dannede mere end 50 kommissioner, der fremførte en lang række forslag, hvoraf mange blev indkorporeret i den endelige tekst.

Franske mål for freden

Frankrig mistede mere end 1.3 millioner soldater, hvilket inkluderede 25% af franske mænd i alderen 18-30 år og 400.000 civile franskmænd. Frankrig var ydermere ramt langt hårdere fysisk end nogle andre nationer – den såkaldte Zone Rouge: hvor landets mest industrialiserede region, hvor man udvandt kul og jern, var blevet ødelagt massivt under hele krigen, og i krigens sidste dage var området ydermere blevet oversvømmet, og jernbaner, broer og fabrikker ødelagt.

Clemenceau havde til hensigt at sikre Frankrig ved at svække Tyskland økonomisk, militært, territorialt og ved at fortrænge Tyskland som Europas ledende producent af stål. Den britiske økonom og forhandler ved Versailles, John Maynard Keynes, opsummmerede denne position som:

At sætte tiden tilbage til 1870 og at fratage Tyskland al den fremgang, det havde haft igennem denne periode. 

Clemenceau fortalte Woodrow Wilson det således:

Amerika er langt væk, beskyttet af Atlanterhavet. Ikke engang selveste Napoleon kunne røre England. I er begge beskyttet. Det er vi ikke”.

Franskmændene ville have en grænse ved Rhinen, der skulle beskytte nationen mod en ny tysk invasion og kompensere for deres demografiske og økonomiske underlegenhed. Amerikanske og britiske repræsentanter ville imidlertid ikke give Frankrig disse indrømmelser, og efter to måneders forhandlinger accepterede franskmændene et britisk forslag om straks at danne en alliance med Frankrig i tilfælde af et tysk angreb. Wilson lovede at fremføre et lignende forslag for sit senat i USA. Wilson havde i 1918 forelagt det franske parlament, at han havde som mail at fastholde en alliance med begge lande. Clemenceau accepterede foreslaget mod en accept af at holde Rhinlandet okkuperet i 15 år, og at Tyskland skulle demilitarisere Rhinlandet.

Franske forhandlere ville have krigsskadeserstatninger, hvor Tyskland skulle betale for de ødelæggelser, de havde forårsaget under krigen samt ydermere for at svække Tyskland. Franskmændene ville videre annektere jern- og kulminerne i Saardalen. Franskmændene var villige til at diskutere Tysklands formåen til at betale erstatning – i april og maj 1919 holdt franskmænd og tyskere møder om krigsskadeserstatninger, genopbygning og industrisamarbejde. Frankrig samt Belgien fandt anneksioner af tyske kolonier som den bedste løsning.

Britiske mål ved fredskonferencen

Briterne havde stort set ikke haft skader på deres territorium under krigen. Den britiske krigstids-koalition blev genvalgt i, hvad der er blevet kaldt Coupon election i slutningen af 1918 med en politik om at knuse tyskerne “til kernerne piber”. Den offentlige holdning var, at man skulle have en “retfærdig fred”, hvor tyskerne skulle betale krigsskadeserstatninger og være ude af stand til at gentage deres aggression fra 1914, også selv om en “liberal og fremskreden opinion” delte Wilson´s idealer om en fred med forsoning.

David Lloyd George – den britiske premierminister, der forsøgte at finde en mellemposition mellem den “hårde” Clemenceau og den “idealistiske” Wilson. Foto fra wikipedia

Den britiske premierminister David Lloyd George var privat imod at lade hævn være vigtig for freden og forsøgte at opstille et kompromis mellem Clemenceau´s hårde krav og Wilsons´s idealistiske “14 Punkter”, fordi Europa under alle omstændigheder måtte forsone sig med Tyskland. Lloyd George ville ikke have krigsskadeserstatninger til at ødelægge en fremtidig tysk økonomi, således at Tyskland kunne vedblive med at være en stærk økonomisk magt og handelspartner. Lloyd George krævede på smarteste vis, at de tyske krigsskadeserstatninger skulle inkludere krigspensioner og enkeforsikringer, hvilket gjorde, at en større del af summerne kom til at gå til det Britiske Imperium.

Endelig fulgte Lloyd George også at bevare en form for magtbalance i Europa, hvor det franske forsøg på at etablere sig som dominerende europæisk magt skulle forhindres. Et sundt Tyskland skulle stå som modvægt til Frankrig og endnu vigtigere være en stødpude mod det bolsjevistiske Rusland. Lloyd George havde endelig som klart mål, at den tyske flåde skulle neutraliseres, således at den britiske Royal Navy fortsat stod som verdens stærkeste sømagt; derudover skulle Tysklands kolonier afvikles, hvoraf flere af disse territorier blev overtaget af Storbritannien, og andre blev endda optaget som selvstændige stater i Folkeforbundet, hvilket ofte mødte stor modstand blandt de øvrige medlemmer af Commonwealth.

Amerikanske mål for fredskonferencen

Før amerikanerne trådte ind i krigen, havde præsident Woodrow Wilson udtalt en “fred uden sejrherrer”. Denne holdning blev dog mere flydende i takt med, at amerikanerne trådte ind i krigen. Wilson talte nu om de tyske aggressorer som nogle, der ikke kunne sluttes en kompromis-fred med. Den 8. januar 1918 holdt Wilson en tale – der siden blev kendt som hans 14 Punkter – hvor han idealistisk erklærede de amerikanske fredsmål: At genopbygge Europas økonomi, selvbestemmelse for de forskellige etniske grupper i Europa, fremme af frihandel, danne politiske rammer for hidtidige kolonier og vigtigst af alt – skabe et magtfuldt organ: Folkeforbundet, som skulle sikre freden fremadrettet. Målet med sidstnævnte var at skabe et forum, der kunne revidere fredsresultatet om nødvendigt og give de nydannede stater en stemme samt et forum for løsning af problemer.

Wilson medbragte nogle af tidens store intellektuelle personer som del af den amerikanske fredsdelegation, hvor den overordnede amerikanske position var den, der blev ridset op i de 14 Punkter. Wilson var konsekvent imod en for hård behandling af Tyskland. Da både Frankrig og Storbritannien ville overtage store dele af de hidtidige tyske Kolonier, kom det til uenighed, da Wilson så kolonier som en fundamental krænkelse af menneskerettigheder og retfærdighed for de oprindelige befolkninger, hvor han i stedet talte for deres ret til selvbestemmelse. Han talte for, at stormagterne i de pågældende kolonier skulle spille en tilbagetrukket rolle i en bestemt region og der virke for, at de indfødte kunne opbygge politiske institutioner, således at de på sigt kunne regere selv. På trods af denne holdning gik Wilson på kompromis, da det kom til den hidtidige tyske koloni Shandong, som forekom oplagt at overdrage til Kina (lå i Østkina), men som i stedet blev del af Japan for at få dem til at tilslutte sig Folkeforbundet.

En anden udfordring var interne splittelser i det amerikanske politiske landskab. I november 1918 havde det Republikanske Parti vundet valget til senatet med en tæt margin. Wilson – der var demokrat – nægtede imidlertid at tage fremtrædende republikanere med i den amerikanske delegation, idet han anså disse for at indtage en yderligtgående holdning. Wilson blev også anset for lignende yderligtgående af de fleste republikanere.


Fredstraktatens indhold og underskrift

I juni 1919 erklærede de allierede, at krigen ville fortsætte, hvis den tyske regering ikke underskrev den traktat, som de allierede var blevet enige om skulle gælde for Tyskland. Regeringen under ledelse af socialdemokraten Philipp Scheidemann var ude af stand til at blive enige om dette, og Scheidemann erklærede, at han trak sig fra sin stilling hellere end at underskrive. Der blev dannet en ny regering under Gustav Bauer, som derpå sendte et telegram, at de havde til hensigt at underskrive mod, at visse artikler ville blive taget ud af traktaten. Det drejede sig særligt artiklerne 227, 230 og 231. Det accepterede de allierede ikke, og de gentog, at en besættelse af Tyskland øst for Rhinlandet ville ske indenfor 24 timer, hvis ikke Tyskland accepterede den fulde aftaletekst. Den 23. uni kapitulerede Bauer og sendte igen et telegram med en bekræftelse af, at Tyskland ville sende en delegation afsted, der ville underskrive traktaten. Den 28. juni 1919 – 5-årsdagen for attentatet i Sarajevo, som havde kickstartet krigen – blev fredstraktaten underskrevet. Der lå formodentlig et vigtigt symbol i, at det skulle foregå i spejlsalen på Versailles. I 1871 havde Otto von Bismarck og Kejser Wilhelm I. deklareret det tyske kejserrige efter den fransk-tyske krig nøjagtig samme sted. Nu blev samme stat endegyldigt pillet fra hinanden, og franskmændene fik genoprettelse.

Traktaten handlede om alt lige fra krigsforbrydelser, forbudet mod sammenslutning af Østrig og Tyskland uden tilladelse af Folkeforbundet til frihed til sejlads på de europæiske floder.

Tyske Johannes Bell underskriver Versailles Traktaten i spejlsalen på Versailles den 28.juni 1919. Billede fra wikipedia

Territoriale overdragelser som følge af freden

Traktaten betød, at Tyskland at måtte afgive 65,000 kmog mere end 7 millioner mennesker. Derudover måtte Tyskland også opgive de store territorier, man havde erhvervet sig i Traktaten fra Brest-Litovsk samt endvidere acceptere selvstændighed for de protektorater, der var blevet etableret. 

I den vestlige del af Europa måtte Tyskland acceptere belgisk overherredømme over Moresnet og slippe kontrollen i Eupen-Malmedy. Belgien skulle imidlertid indenfor 6 måneder afholde en afstemning om tilhørsforhold, hvor man derefter kunne indlemme området i Belgien eller tilbagelevere området til Tyskland indenfor rammerne af Folkeforbundet.

For at kompensere Frankrig for ødelæggelser af de franske kulminer skulle Tyskland aflevere udbyttet af kulminerne i Saar til Frankrig, og derudover skulle Saar være under Folkeforbundets kontrol i de næste 15 år. Derefter skulle der afholdes en afstemning om områdets tilhørsforhold. Provinserne Alsace-Lorraine blev genforenet med Frankrig efter de små 50 år, hvor de havde været tyske, hvilket ville sige, at traktaterne fra Versailles og Frankfurt i 1871 blev annulleret.

Endelig skulle Slesvigs forhold afgøres ved en folkeafstemning, der skulle holdes i nær fremtid. Området havde efter krigene 1848-50 og 1864 været indlemmet i Tyskland, men det havde en særdeles kompliceret etnisk sammenhæng med dansk i nord og tysk i syd og en midterdel, der var svær at dele.

Konsekvenserne af Versailles Traktaten for Tyskland i form af territoriale afståelser. Tyskland afstod Slesvig til Danmark, Moresnet og Eupen-Malmedy til Belgien, Alsace-Lorraine til Frankrig og i 15 år også Saar. Derudover afgav man Oberschlesien til Tjekkoslovakiet og Polen, mens Posen og Pommerellen blev polsk. Derudover mistede man Danzig til Folkeforbundet og Memel til Lithauen. Kort fra wikipedia

I Østeuropa skulle Tyskland anerkende oprettelsen af et uafhængigt Tjekkoslovakiet, hvortil man måtte afgive dele af provinsen Oberschlesien (Øvre Schlesien). Tyskland skulle endvidere anerkende oprettelsen af et uafhængigt Polen og give afkald på “alle rettigheder og titler over deres territorium”. Større dele af Oberschlesien skulle overdrages til Polen, mens den sidste del af provinsens skæbne skulle afgøres ved en folkeafstemning. Grænsen skulle herefter fastlægges i henhold til stemmeforholdene og til de geografiske og økonomiske forhold i lokalområderne. Provinsen Posen – nuværende Poznan – der var kommet under polsk kontrol ved opstanden i slutfasen af krigen, blev ligeledes polsk. Pomerellen (Øst-Pommern), skulle også overdrages til Polen af historiske og etniske årsager, således at den ny stat havde adgang til havet – kendt som den polske korridor. Tilhørsforholdet for den sydlige del af Østpreussen skulle ligeledes afgøres ved en afstemning, mens Soldau – trods markant tysk flertal – blev overdraget til Polen, da det indbefattede jernbanelinjen Warszawa – Gdansk. Polen fik 51.800 km² fra Tyskland. Området Memel blev midlertidig overtaget af de allierede og ville ved senere lejlighed finde dets tilhørsforhold. Tyskland skulle endvidere afstå magten i Danzig/Gdansk samt dets opland i form af deltaet for floden Wisla frem til Østersøen, og i stedet blev byen international i form af den frie by Danzig.

De Tyske kolonier

I artikel 119 i fredstraktaten behandlede man fremtidige forhold for de hidtidige tyske kolonier, og i artikel 22 blev disse områder konverteret til mandater i Folkeforbundet under kontrol af de allierede stater.

Togoland og Tysk Kamerun (Cameroun) blev givet til Frankrig. Ruanda-Urundi (Rwanda og Burundi) blev givet til Blegien, mens Tysk Sydvest Afrika (Namibia) blev del af Sydafrika, mens Storbritannien overtog Tysk Østafrika (Tanzania). Som kompensation for den tyske invasion af det portugisiske Afrika overtog Portugal Kionga Trekanten, en del af Tysk Østafrika i det nordlige Mozambique.

I artikel 156 blev de tyske besiddelser i Shandong, Kina overdraget til Japan, som endvidere overtog alle de tyske besiddelser i Stillehavet nord for Ækvator, mens besiddelserne syd for Ækvator blev overtaget af Australien med undtagelse af Tysk Samoa, der gik til New Zealand.

Tyskland mistede alle dets kolonier i 1919. Kort fra wikipedia


Militære restriktioner som følge af Fredstraktaten

Traktaten var omfattende og kompleks i de restriktioner, der blev lagt på de tyske væbnede styrker efter 1. verdenskrig. Begrænsningerne havde til hensigt at gøre den tyske hær ude af stand til at foretage sig nogen form for offensive aktioner og ydermere at opfordre til generel international afvæbning. Tyskland skulle demobilisere i en sådan grad, at man 31. marts 1920 ikke havde en stående hær på mere end 100.000 mænd fordelt på maksimalt 7 infanterier og 3 kavalleridivisioner. Traktaten krævede nedlæggelse af de militære divisioner, deres hjælpeenheder og den militære ledelse i form af generalstaben. Militære skoler for officerer blev skåret ned til kun 3 skoler på nationalt plan, en skole pr. hærenhed, og værnepligten blev afskaffet. Private soldater og ikke registrerede officerer kunne først genoptage deres karriere efter 12 år, officerer var udelukket i 25 år, mens tidligere officerer blev helt forbudt at genoptage deres militære karriere. For at forhindre, at Tyskland skulle opbygge en stående “hemmelig” hær bag kulisserne var det ikke tilladt for de indkaldte mænd hurtigt at forlade militæret.

Antallet af civilt personale, der støttede hæren, blev reduceret, og politistyrken blev på førkrigsniveau, dog med mulighed for at forøge styrken, hvis befolkningen ville vokse. Paramilitære styrker blev forbudt i enhver henseende. Rhinlandet skulle demilitariseres, alle militære installationer i området og 50 kilometer øst for floden skulle afmonteres, og alle nye installationer var totalt forbudt. De militære installationer og forter på øerne Helgoland og Düne skulle ødelægges. Tyskland blev nægtet at deltage i våbenhandel, begrænsninger blev indført på våbentyper og antal af våben, og det blev påbudt Tyskland at destruere sine lagre af kemiske våben, panservogne, kampvogne og militærfly.

Den tyske flåde blev tilladt 6 slagskibe af modellerne før de store Dreadnought slagskibe samt maksimalt 6 lette krydserskibe – maksimalt på 6.000 tons, 12 jagerskibe – maksimalt 8.000 tons – samt 12 torpedobåde og endelig et totalt forbud mod ubåde. Der måtte ikke være mere end 15.000 mand indkaldt til flåden, hvilket inkluderede flådemandskab, kystforsvar, signalstationer, administration, landservice, og dette gjaldt også officerer ned til laveste rang. Antallet af befalingsmænd måtte endvidere maksimalt være på 1.500 mand. Derudover skulle Tyskland aflevere materiel til de allierede, og en del skibe skulle omdannes til handelsskibe.

Overdragelse af våben til de allierede var en fast del af aftalen. Foto fra wikipedia

Artikel 198 tillod ikke Tyskland at have et luftvåben, hvilket også inkluderede et flådebåret luftvåben, hvor man også måtte overdrage alt sit materiale. Derudover var det i Tyskland forbudt at fremstille eller importere fly i en periode på seks måneder efter traktatens underskrift.


Krigsskadeserstatninger

I artikel 231 accepterede Tyskland ansvaret for ødelæggelser og tab, der var ” en konsekvens af krigen  … og den aggression, Tyskland og dets allierede havde påført de angrebne områder”. Traktaten krævede af Tyskland, at det skulle kompensere de allierede magter, og der blev også etableret en Allieret Kommission for Krigsskadeserstatninger, der skulle “afgøre det præcise omfang af, hvor meget og i hvilken form Tyskland skulle betale”. Kommissionen var pålagt at skulle “give den tyske regering en rimelig chance for at blive hørt” og at finde en konklusion på dette inden 1. maj 1921. I dette udkast blev det pålagt Tyskland at betale 20 milliarder Guldmark i form af guld, varer, skibe samt sikkerhed i andre former. Pengene ville hjælpe de allierede med at betale for deres besættelse.


Militære forsvarsgarantier

For at sikre franskmændene og belgierne sikkerhed da blev Rhinlandet og brohoveder øst for Rhinen besat af allierede tropper i en 15-årig periode. Hvis Tyskland ikke havde grebet til vold i den pågældende periode, ville der foregå en gradvis tilbagetrækning. Efter 5 år ville brohovedet ved Køln og det territorium, der lå nord for i retning Ruhr blive genoverdraget. Efter 10 år ville brohovedet ved Koblenz og territorierne op til Køln blive overdraget, og efter 15 år ville også de sidste områder ned til Mainz blive overdraget til Tyskland. Hvis Tyskland viste sig aggressiv, ville områderne straks blive genbesat.

Rhinlandet (gult) der var besat i en 15-årig periode. Kort fra wikipedia


Internationale organisationer

I  den første del af traktaten var betingelserne for oprettelsen af Folkeforbundet beskrevet, en organisation, der skulle løse problemer, som opstod landene imellem. I Part XIII af traktaten stod der om etablering af internationale arbejdsreguleringer: Arbejdstiden skulle reguleres, der skulle være et maksimalt antal arbejds- og ugetimer, regulering af lønninger, arbejdsløshedshjælp, en aldersforsikring (pension), beskyttelse af arbejdere mod sygdom og invaliditet, beskyttelse mod børnearbejde, kvindearbejde og unge mennesker, beskyttelse af arbejderes ret til arbejde i andre lande, anerkendelse af forsamlingsfriheden, grundlæggelse af almene uddannelsesinstitutioner etc.


De britiske reaktioner på fredstraktaten

Der var blandede følelser og tanker hos de britiske delegerede og de delegerede fra Commonwealth angående traktaten, hvor flere anså den franske politik som grådig og hævngerrig. Lloyd George og hans privatsekretær Philip Kerr troede på traktatens indhold, men følte også, at franskmændene ville holde Europa i konstant tumult ved at tvinge traktaten igennem. Den delegerede Harold Nicolson skrev:

Har vi sluttet en god fred?

Den sydafrikanske delegerede, general Jan Smuts skrev til Lloyd George før underskrivelsen, at traktaten var ustabil og erklærede:

Er vi realistiske, eller lider vi stadig af granatchok? Hvad er der sket med Wilsons 14 Punkter? 

Han ville ikke have, at Tysklands underskrift kun blev sat som følge af truslen om brug af bajonetter. Han fordømte traktaten og begræd, at oplægget til en ny international orden, der både kunne være mere retfærdig og bedre, ikke var blevet skrevet ind i traktaten. Lord Robert Cecil videreformidlede, at mange i udenrigsministeriet var skuffede over traktaten.

Traktaten blev til gengæld mødt med bred accept i offentligheden. Bernadotte Schmitt skrev, at

“Den almindelige englænder… mente, at Tyskland havde fået, hvad det fortjente”

Den offentlige holdning ændrede sig i takt med, at de tyske beklagelser voksede.

Tyskland overlod i forlængelsen af våbenhvilen i 1918 sin flåde til briterne – omend en større del blev sænket ved Scapa Flow i juni 1919. Dermed havde briterne meget hurtigt nået deres primære krigsmål. Franskmændene mente, at briterne dermed straks begyndte at indtage en mere forsonlig holdning til tyskerne. Storbritannien var nu langt mere fokuseret på at skabe et bolværk mod det nyskabte Sovjetunionen.

Britisk avisoverskrift meddeler at freden er en realitet. Foto fra wikipedia

I løbet af 1930´erne ændrede Lloyd George’s holdning til traktaten. I 1938 offentliggjorde han sine memoirer med titlen Sandheden om Fredstraktaten, hvori han afviste de betingelser i traktaten, som bar hans signatur. Premierminister Ramsay MacDonald kommenterede i 1936 i forlængelse af, at Tyskland havde genmilitariseret Rhinlandet, at han var “glad” for, at traktaten endelig var ophævet og håbede, at franskmændene havde lært en “hård lektie”.

Franske reaktioner på fredstraktaten

I Frankrig blev underskriften af fredstraktaten på Versailles mødt med jubelråb, sang og en dansende masse uden for Versailles-slottet. I Paris var der tilsvarende jubelscener, som man også så ved krigens afslutning. Der var generel stor tilfredshed med, at Alsace og Lorraine vendte tilbage til Frankrig, og at Tyskland havde accepteret at betale krigsskadeserstatninger.

Da Frankrig ratificerede traktaten og var et aktivt medlem i Folkeforbundet, blev jubelatmosfæren snart afløst af et politisk tilbageslag for Clemenceau. Den franske højrefløj anså traktaten for alt for blødsøden og betragtede den som fejlslagen ved ikke at opnå alle franske krav. Venstrefløjen angreb traktaten og Clemenceau for at være for hård – kritikken fra venstrefløjen skulle blive rituel så langt frem som til august 1939. Marskal Ferdinand Foch kommenterede på traktaten:

“Det er ikke en traktat for fred. Det er en våbenhvile i 20 år”

Det var imidlertid ikke, fordi Foch var blødsøden, men han mente, at Frankrig skulle have indlemmet Rhinlandet, men at det ikke var sket på bekostning af, at man ville føje USA og Storbritannien. I januar 1920 blev Clemenceau ikke genvalgt som fransk præsident.

Italiens reaktioner på fredstraktaten

Italiens reaktioner på traktaten var ekstremt negative. Landet havde lidt store tabstal og havde ikke været i stand til at opnå sine primære mål med at deltage i krigen, hvilket var at få kontrol over den kyststrækningerne i Istrien og Dalmatien og i særdeleshed byen Fiume (Rijeka). Præsident Wilson afslog Italiens krav med henvisning til den nationale selvbestemmelse. Derudover havde Storbritannien og Frankrig i krigens slutfase været nødsaget til at omdirigere deres tropper til den italienske front for at undgå en kollaps, hvilket heller ikke førte til særligt varme følelser fra de to landes side overfor Italiens krav under konferencen. Derudover var premierminister Vittorio Orlando og udenrigsminister Sidney Sonnino ikke enige om tilgangen til forhandlingerne, hvilket heller ikke styrkede Italien. En frustreret Vittorio Orlando fik et nervesammenbrud, og ved den lejlighed forlod han konferencen – omend han senere returnerede. Han mistede sit hverv som premierminister bare 1 uge, før han underskrev traktaten, hvilket effektivt afsluttede hans politiske karriere. Traktaten blev set som en skandale, og arrigskaben herover hjalp Benito Mussolini til sin diktatoriske magt 3 år senere.

Portugals reaktioner på fredstraktaten

Portugal gik ind i krigen på allieret side i 1916 primært for at sikre sine afrikanske kolonier, der var truet af både Storbritannien og Tyskland. Indenfor dette område fik Portugal opfyldt sine ambitioner. Traktaten anerkendte Portugals suverænitet over områderne og gav ydermere landet små dele af de tyske kolonier. På andre områder fik Portugal meget lidt ud af fredskonferencen, idet det var blevet lovet en andel af tysk krigsskadeserstatning, men landet fik aldrig noget i praksis, og derudover blev det også lovet et sæde i Sikkerhedsrådet i Folkeforbundet. Det blev siden givet til Spanien, der havde været neutral under hele krigen. Portugal ratificerede traktaten, men fik ikke meget ud af krigen, der kostede omkring 8.000 portugisiske tropper livet og omkring 100.000 civile i de afrikanske kolonier.


De amerikanske reaktioner på Versailles Traktaten

Ved afslutningen på Versailles Konferencen meldte den demokratiske præsident Woodrow Wilson ud:

“Endelig erkender verden Amerika som dens redningsmand!”

Imidlertid var det republikanske parti i kontrol med senatet efter valget i 1918, og under ledelse af Henry Cabot Lodge var senatorerne meget delte i deres holdninger til Versailles Traktaten. Det var imidlertid muligt at opbygge en flertalskoalition, men umuligt at opbygge to-tredjedels-flertal, som krævedes for at godkende traktaten.

En stærkt utilfreds blok af 12-18 såkaldte Irreconcilables – mest republikanere, men også repræsentanter fra irske og tyske demokrater, var hårde modstandere af traktaten. Der var omvendt en stærk blok af demokrater, som var store tilhængere heraf,men støttede begrænsningerne lavet af Lodge. En anden blok støttede traktaten selv med Wilsons tilføjelser. Den største blok var koncentreret om senator Lodge, der ville have en traktat med forbehold, hvilket især gjaldt Artikel 10, der omhandlede Folkeforbundets magt til at erklære krig uden om den amerikanske kongres. Samtlige “Irreconcilabiles” var arge modstandere af Wilson, og i sommeren 1919 drog han landet rundt for at tale dem imod. På denne tur rundt i landet blev Wilson imidlertid ramt af en række fysiske tilbagefald, som han aldrig kom sig over.

Det tætteste, traktaten var på at blive underskrevet, var 19. november 1919, da Lodge og hans republikanere dannede en koalition med pro-traktats-demokrater og dermed var tæt på to-tredjedeles flertal, hvilket betød en traktat med forbehold, men det modsatte Wilson sig, og en lang række demokrater fulgte deres præsident. Blandt amerikanerne var det i særdeleshed blandt irske katolikker og tysk-amerikanere, at traktaten blev afvist.

I forlængelse af Wilsons præsidentperiode blev hans efterfølger den republikanske præsident Warren G. Harding, som var i fortsat opposition til at danne Folkeforbundet. Kongressen stemte efterfølgende den såkaldte Knox-Porter Resolution igennem, som formelt slog fast, at centralmagterne og USA ikke var i krig længere. Den blev underskrevet af præsident Harding den 2. juli 1921. Kort tid efter blev den Tysk-Amerikanske Fredstraktat underskrevet i Berlin 25. august 1921. Den Østrigsk-Amerikanske Fredstraktat blev underskrevet dagen forinden i Wien, og få dage efter – 29. august 1921 – blev den Ungarsk-Amerikanske Fredstraktat underskrevet i Budapest.

Wilsons mangeårige ven Edward Mandell House – der havde været til stede under forhandlingerne – skrev i sin dagbog 29. juni 1919 – dagen efter underskrivelsen af traktaten:

Jeg forlader Paris efter 8 håbefulde måneder med mange modsatrettede følelser. Når man ser tilbage på konferencen, er der stadig meget at opnå og stadig meget at fortryde. Det er nemt at sige, hvad der skulle være gjort, men langt sværere at finde en vej til at gøre det. Til de, der vil afvise traktaten og sige, at den aldrig skulle have været lavet, og at det vil involvere Europa i yderligere problemer i denne udformning, er jeg ked af at tendere til at give dem ret. Men jeg vil også nævne, at man ikke kan vælte kejserlige imperier og straks derefter oprette nye stater på disses ruiner uden en vis uro. At lave nye grænser er at lave nye problemer. Det ene følger med det andet. Selvom jeg ville have foretrukket en anden fred, så er jeg stærkt i tvivl om, hvordan man skulle have skabt en sådan, for ingredienserne for en sådan krig var ikke til stede i Paris.


Kinas reaktioner

Kina følte sig forrådt af vesten, da de tyske kolonier i Kina blev givet til Japan. Det medførte en lang række demonstrationer i Kina samt den daværende kinesiske regering fald og et langvarigt giftigt forhold til vesten.


Den Tyske reaktion på Fredstraktaten – Dolkestødslegenden

Den 29. april 1919 ankom en tysk delegation til Versailles under ledelse af udenrigsminister Ulrich Graf von Brockdorff-Rantzau. Den 7. maj mødtes Brockdorff-Rantzau med Wilson, Lloyd George og Clemenceau, hvor han blev bekendt med fredstraktatens indhold – også krigsskyldsparagraffen, hvortil han svarede de tre regeringsleder:

Vi er med på, at der er et enormt had til os på dette sted. Men I forlanger, at vi indrømmer, at vi var den eneste skyldige part i krigens udbrud. En sådan indrømmelse vil i min mund være en lodret løgn.

Da Tyskland ikke kunne tage del i forhandlingerne, formulerede den tyske regering en protest mod, hvad den opfattede som uretfærdige krav og “æresnedbrydende”, hvorefter den trak sig tilbage fra de fortsatte forhandlinger.

Tyskere fra alle politiske ståsteder afviste traktaten – særligt det punkt, der beskyldte Tyskland for at have startet krigen, hvilket blev opfattet som en fornærmelse mod den nationale ære. I Tyskland kaldte man det slet og ret Diktatet – noget påtvunget – da den var kommet i stand som take-it-or-leave-it. Tysklands første demokratisk valgte regeringschef Philipp Scheidemann foretrak at opgive sin stilling frem for at underskrive. I en tale til parlamentet 21. marts 1919 kaldte han traktaten en morderisk plan og udbrød:

Hvilke hænder, der vil komme i sådanne kæder, vil ikke visne? Traktaten er uacceptabel!

Da Scheidemann havde trukket sig, blev der dannet en ny regering under ledelse af Gustav Bauer. Præsident Friedrich Ebert vidste, at Tyskland var i en håbløs situation. Selv om han delte sine landsmænds mishag mod traktaten, var han realistisk nok til at vide, at regeringen ikke stod i en position, hvor en afvisning var en mulighed. Han antog, at de allierede ville gøre alvor af deres trusler om, at dersom Tyskland afviste traktaten, ville de erobre landet fra vest – og der var ingen garanti for, at den tyske hær kunne stille noget op imod en sådan invasion. Med dette in mente rådspurgte han feltmarskal Paul von Hindenburg, om hæren ville være i stand til at præstere bare en form for modstand i tilfælde af en allieret invasion. Hvis der blot var en chance for, at hæren kunne stå imod, ville Ebert anbefale, at man skulle gå efter at få traktaten ratificeret. Hindenburg og dennes chef Wilhelm Groener konkluderede, at hæren ikke ville være i stand til at gøre modstand. Da den ny regering blev denne viden bekendt, var de indstillet på at underskrive.

Afstemningen i den tyske rigsdag viste et flertal på 237 mod 138 for at underskrive traktaten. Det resultat fik Clemenceau få timer før deadline, og ville det ikke været kommet igennem, havde det ført til en besættelse af Tyskland. Udenrigsminister Hermann Müller og koloniminister Johannes Bell drog afsted til Versaillles for at underskrive på vegne af Tyskland. Traktaten blev underskrevet 28. juni 1919 og ratificeret af den Tyske Rigsdag 9. juli 1919.

Den tyske delegation ved Versailles. Her var man indstillet på at afvise traktaten. Det endte med at man accepterede. Foto fra Bundesarchiv (wikipedia)

Konservative, nationalister og tidligere militære ledere forbandede traktaten. Politikere fra Weimar Republikken, der støttede traktatensamt socialister, kommunister og jøder, blev ofte anset som personer med tvivlsom loyalitet i det forhadte miljø, der opstod i Tyskland. Jøder blev særlig udsat for denne atmosfære, som mange opfattede som “de havde stukket Tyskland i ryggen”. Det var særligt problematisk, at Tyskland havde overgivet sig i november 1918, da dets hære stadig befandt sig på fransk og belgisk territorium. Endvidere havde Tyskland vundet krigen på Østfronten og fået en særdeles fordelagtig fredstraktat i Brest-Litovsk. På Vestfronten havde Tyskland endda været tæt på at vinde krigen i sit forårsoffensiv i 1918. Grunden til,  man havde fejlet, mente man skyldtes strejker på et kritisk tidspunkt, da soldaterne dermed ikke havde fået tilstrækkeligt materiel. Strejkerne blev af nationalisterne anset for at være igangsat af forrædere og jøder, der havde stået bag disse.

Massedemonstration foran Reichstag i Berlin i løbet af 1919. Foto fra Preussischer Kulturbesitz (wikipedia).


Krigsskadeserstatninger

Den 5. maj 1921 etablerede Krigsskadeserstatningskommissionen London skemaet for betalinger og den endelige betaling til at være på 132 milliarder Guldmark fra centralmagterne til de allierede. Det var den offentlige vurdering af, hvad centralmagterne i fællesskab kunne betale samt et kompromis mellem belgiske, britiske og franske krav og vurderinger. Ydermere anerkendte kommissionen, at centralmagterne ikke ville være i stand til at betale meget, og at den primære byrde skulle betales af Tyskland. Som resultat af dette blev beløbet splittet op i mindre forskellige kategorier, hvoraf Tyskland kun blev afkrævet at betale 50 milliarder Guldmark. Det var, hvad kommissionen mente, at Tyskland ville være i stand til at betale, hvilket tillod de allierede at redde en form for ansigt i offentligheden. Derudover valgte man at sige, at betalinger erlagt i perioden 1919-21 gjorde, at beløbet blev reduceret til 41 milliarder Guldmark.

For at kunne erlægge denne sum fik Tyskland mulighed for at betale direkte i form af kul, tømmer, kemikalier, farmaceutika, fødevarer, landbrugsmaskiner, byggemateriale og fabriksmaskiner. Tysklands hjælp til generhvervelse af det fornemme universitetsbibliotek i den belgiske by Louvain blev også medregnet, hvilket tyskerne havde ødelagt 25. august 1914. Betalingen medtog også de tab, Tyskland havde oplevet som følge af territorialtab. Betalingsskemaet krævede et større beløb betalt prompte og 26% af den tyske eksport i en årrække frem. Den tyske regering måtte sælge statsobligationer på 5%.


Territorialændringer som følge af traktaten og dens afstemninger

I februar og marts 1920 der blev der afholdt valg om Slesvigs tilhørsforhold. Slesvigerne blev stillet overfor 2 valg: enten at komme under dansk eller tysk overherredømme – oprindeligt havde slesvigerne i 1848-50 og 1864 kæmpet for en union med Holsten. Den første afstemning foregik i Nordslesvig (Sønderjylland) og viste et overvældende flertal for at blive dansk. Den 14. marts 1920 stemte man i Mellemslesvig (Flensborg, Læk, Sild, Før, Amrum og Angeln), hvor der var et forholdsvis klart flertal for at blive i Tyskland. Der kom aldrig en afstemning i det overvejende tysksindede Sydslesvig. Sønderjylland blev “genforenet” med Danmark 15. juni 1920. I Østpreussen blev der den 11. juli 1920 holdt valg om, hvorvidt tilhørsforholdet skulle være tysk eller polsk. 90% stemte for at forblive tyske. Der blev holdt valg om, hvorvidt man ønskede tysk eller belgisk tilhørsforhold i Eupen, Malmedy og i det preussiske Moresnet. Afstemningsresultaterne var aldeles uklare, og derfor blev det en beslutning i Folkeforbundet den 20. september 1920, som tilkendte, at Belgien skulle overtage disse områder, omend at der skulle nedsættes en grænsekommission, der kunne vurdere, om der skulle foretages ændringer af grænsen. Den tyske regering anerkendte denne grænse 15. december 1923. Hultschin-landet i Schlesien blev overdraget til Tjekkoslovakiet den 3. februar 1921.

Efter indgåelsen af Versailles Traktaten blev Oberschlesien indledningsvis regeret af Storbritannien, Frankrig og Italien. Mellem 1919-21 brød der tre gange større voldelige opstande ud mellem tyske og polske civile, hvilket resulterede i, at såvel tysk som polsk militær blev involveret. I marts 1921 blev der afholdt valg i Oberschlesien – under opsyn af de allierede – hvilket forløb fredeligt trods den foregående vold. Resultatet viste, at omkring 60% af befolkningen stemte for at forblive del af Tyskland. Efter afstemningen debatterede Folkeforbundet, hvad der skulle ske med provinsen. I 1922 blev Oberschlesien delt: Oppeln i den nordvestlige del forblev tysk, mens den øvrige del af provinsen mod sydøst blev polsk.

En større masse afventer resultatet af afstemningsresultatet i Oppeln i Oberschlesien i 1921. Foto fra Bundesarchiv (wikipedia)

Memel forblev under Folkeforbundets kontrol med en fransk militærgarnison i området indtil januar 1923. Den 9. januar 1923 erobrede lithauiske tropper området i forbindelse med Klaipeda opstanden. Den franske garnison trak sig tilbage, og i februar accepterede de allierede, at Memel blev indlemmet som et “uafhængigt område” af Lithauen. Den 8. maj 1924 ratificerede man områdets indlemmelse i Lithauen efter forhandlinger mellem den lithauiske regering, en stribe ambassadører og Folkeforbundet. Lithauen accepterede den såkaldte Memel Statut – et  magtdelingsarrangement, der skulle beskytte ikke-etniske lithauere i området, og hvor ansvaret for området forblev hos stormagterne. Folkeforbundet skulle mægle mellem tyskere og lithauere på lokalt niveau. Magtdelingsarrangementet holdt indtil 1939.

Den 13.j anuar 1935 holdt man folkeafstemning i Saarlandet, hvor områdets tilknytning skulle afgøres. Omkring 90% stemte for at blive tyske, små 10% foretrak at være del af Folkeforbundet, og et meget lille antal ønskede at blive franske. Den 1. marts 1935 blev området fuldt og helt tysk på ny. Da resultatet blev annoncere,t flygtede næsten 5.000 personer prompte til Frankrig.


Besættelsen af Rhinlandet

I slutfasen af 1918 gik tropper fra Belgien, USA, Frankrig og Storbritannien ind i det tyske Rhinland for at opretholde våbenhvilen. Før traktaten blev underskrevet i Versailles, var denne styrke på omkring 740.000 mand. Efter at fredstraktaten blev underskrevet, blev dette antal kraftigt formindsket, og i 1926 var det nede på omkring 76.000 soldater. Som del af forhandlingerne i 1929, der igen var en del af den overordnede Young Plan, forhandlede tyske Gustav Stresemann og franske Aristide Briand endda en tidligere tilbagetrækning af allierede tropper fra Rhinlandet. Den 30. juni 1930 i forlængelse af taler og flag, der blev taget ned, forlod de sidste anglo-fransk-belgiske tropper Tyskland.

Belgien havde i de første år en styrke på omkring 10.000 tropper. Dette tal var i 1926 7.102 og fortsatte med at falde som følge af den diplomatiske aktivitet.

Den britiske Second Army med omkring 275.000 vetaransoldater ankom til Tyskland i den sidste del af 1918. I marts 1919 blev den omdøbt til British Army of the Rhine (BAOR). Det samlede antal tropper blev hurtigt langt mindre, da besættelsen blev nedsat, fordi veteransoldaterne blev demobiliseret, da kampene var ophørt og erstattet af uerfarne mænd, som kun havde afsluttet den helt basale træning. I 1920 bestod BAOR af bare 40.594 mænd. I de følgende år blev dette antal bragt ned til 12.421. Tallet blev bragt yderligere ned og lå permanent under 9.000 mænd. Briterne adlød ikke konsekvent alle Versaillestraktatens forordninger, da Tyskland heller ikke var i stand til at efterleve alt. En total tilbagetrækning var under overvejelse, men blev afvist, da man ville kontrollere de franske ambitioner i området og samtidig forhindre etableringen af en selvstændig Rhinlands- republik. (Rheinischer Republik 1923 – der var et kort forsøg på en selvstændig stat).

De franske soldater under besættelsen af Ruhr i 1923 var kendt for at fare hårdt frem. Ofte blev civilbefolkningen truet med bajonetter, og der var mange eksempler på vold. Foto fra Bundesarchiv (wikipedia)

Den franske Rhinske Hær var indledningsvis på 250.000 med omkring 40.000 afrikanske koloniale tropper – Troupes coloniales. I 1923 var de franske besættelsestroppers styrke på omkring 130.000 mænd,  som inkluderede 27.126 afrikanske tropper. Der var flest franske tropper med de 250.000 tropper, der gjorde tjeneste i forbindelse med besættelsen af Ruhrområdet i 1923, mens tallet allerede var faldet til 60.000 i 1926. Tyskerne anså brugen af franske koloniale tropper som en bevidst ydmygelse og brugte deres tilstedeværelse til at skabe en propagandakampagne Sort Skam. Den franske troppekampagne varede ved i både 1920´erne og 1930´erne, men toppede i 1920-21. I 1921 kunne den tyske regering offentliggøre et memo med 300 tilfælde af vold fra kolonitropper, der inkluderede 65 mordere og 170 seksuelle krænkelser.  Der er dog historisk konsensus om, at anklagerne var overdrevne og udtryk for politisk og propagandistiske formål, og at de koloniale tropper opførte sig bedre end deres hvide modpart. Der blev født mellem 500-800 rhinlandsbastarder som resultat af samvær mellem koloniale tropper og tyske kvinder.

Den amerikanske hær drog indledningsvis ind i Tyskland med 200.000 soldater. I juni 1919 demobiliserede hovedparten, og de blev reduceret til 15.000 mænd. Wilson reducerde yderligere i tiden op til, han overdrog præsidentembedet til Warren G. Harding i 1921. Den 7. januar 1923 – i forlængelse af den fransk-belgiske besættelse af Ruhr –  trak den amerikanske hær resten af styrken tilbage. I starten af februar 1923 var de sidste amerikanske tropper ude af Tyskland.


Krigsskadeserstatninger i praksis

Den tyske økonomi var så svag, at det kun var en meget lille procentdel af krigsskadeserstatningerne, der var betalt i hård valuta. Trods det faktum, og på trods af, at tyskerne fik skåret visse dele af krigsskadeserstatningerne på de oprindelige 132 milliarder Guldmark af, var det stadig en alvorlig byrde for den tyske økonomi., som var ramt af hyperinflation, hvilket var del af økonomien fra 1918-24, men hårdest ramt i 1923-24. Årsagerne til hyperinflationen er mange og komplekse – som med al økonomisk teori – men tyskerne beskyldte Versaillestraktaten for at være årsag til, at tysk økonomi nær havde kollapset, og en del økonomer bakker op om, at krigsskadeserstatninger var en væsentlig årsag til hyperinflationen.

I marts 1921 besatte franske og belgiske tropper Duisburg, der var del af det demilitariserede Rhinland – da det lå vest for Rhinen – så dette skete i henhold til Versaillestraktaten. I januar 1923 besatte franske og belgiske tropper den resterende del af Ruhr-området – der ligger øst for Rhinen – hvilket ikke var i henhold til Versaillestraktaten, men på baggrund af, at Tyskland ikke kunne gennemføre sine betalinger af krigsskadeserstatningerne. Den tyske regering svarede tilbage med “passiv modstand”, hvilket betød, at kulminearbejdere og jernbanearbejdere nægtede at adlyde ordre og instruktioner fra besættelsestropperne. Produktion og transport i det økonomisk vitale område blev sat i stå, hvilket fik alvorlige finansielle konsekvenser og bibragte til den tyske hyperinflation og komplet ødelagde de offentlige finanser i Tyskland. Den passive modstand blev opgivet i slutningen af 1923. Afslutningen på den passive modstand i Ruhr tillod Tyskland at indføre en møntreform og at påbegynde forhandlinger om Dawes Planen, hvilket førte til tilbagetrækning af franske og belgiske soldater fra Ruhrområdet i 1925.


Det tyske militær i praksis som følge af Versaillestraktaten

I 1920 havde den øverste leder af den tyske hær – Reichswehr – Hans von Seeckt – i al hemmelighed genoprettet generalstaben ved at udvide Troppekontoret, angiveligt bare en ny sektion af hæren. I marts 1920 drog 18.000 tyske soldater ind i Rhinlandet under dække af at være med til at slå ned på uro skabt af kommunister. Ved dette indtog havde man i praksis overrtådt den demilitariserede zone. Franskmændene var dog straks opmærksomme på dette skridt og sendte de franske tropper videre ind i Tyskland, indtil de tyske tropper igen trak sig tilbage fra Rhinlandet.

Tyske myndigheder forsøgte systematisk at omgå klausulerne i traktaten. Man overholdt ikke deadlines for afvæbning, man nægtede allierede myndigheder adgang til militærfaciliteter og vedblev at skjule deres våbenproduktion. Da traktaten ikke forbød tyske firmaer at producere våben udenfor Tyskland, flyttede flere tyske firmaer til nabolande som Holland, Schweiz og Sverige. I 1919 købte det tyske firma Krupp det svenske firma Bofors, og i 1921 tog tyske tropper til Sverige for at teste våben. Etableringen af diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen – der kom i stand via konferencen i Genoa og Rapallo Traktaten i 1922 – blev også brugt til at omgå Versailles Traktaten. Offentligt blev disse diplomatiske forbindelser mellem de to lande udlagt som baseret på handel og økonomisk samarbejde. Imidlertid var der hemmelige militære klausuler, der tillod Tyskland at udvikle våben i Sovjetunionen. Det tillod Tyskland at etablere 3 træningsområder for krigsscenarier i form af luftkrig, kemisk krig og kampvognsslag. Allerede i 1923 advarede det britiske nyhedsmedie The Times om, at de tyske styrker var langt stærkere, end man umiddelbart burde antage: deres reelle styrke var omkring 800.000 og ikke de officielle 100.000, og at man havde overflyttet militærpersonale til civile positioner for at holde dem på lønningslisten og dække over deres virkelige hverv og advarede om, at den tyske politistyrke var stærkt militariseret.

Weimar Regeringen støttede også indenrigs genoprustningsprogrammer, der blev betalt med penge camoufleret som “X-budgetter”, der stod for omkring 10% af det samlede militærbudget. I 1925 var tyske firmaer igen begyndt at designe kampvogne og artilleri. Eksempelvis var over halvdelen af den kinesiske hærs import dette år af tysk produktion til en værdi af 13 millioner Rigsmark.. I januar 1927  havde de allierede nedlagt deres nedrustningskomité – hvorpå Krupp opgraderede sin produktion af artilleri. Produktionen fortsatte med at stige, og i 1937 havde den militære eksport nået 82.788.604 Rigsmark.

Det var ikke kun indenfor produktionsområdet, at man overskred Versaillestraktaten: Såkaldte “frivillige” kom igennem hurtige træningsøvelser i militæret, hvorefter de hurtigt kom til at virke som reserver i paramilitære grupperinger, der blev støttet tæt af det militariserede politi. Lavererangerende officerer var ikke begrænset af traktaten, hvilket blev udnyttet til at uddanne langt flere end nødvendigt.

I december 1931 kom Reichswehr med en genoprustningsplan, hvor der skulle bruges 480 millioner Rigsmark over de næste 5 år. Dette program skulle sikre Tyskland at danne en defensiv styrke på 21 divisioner (luftbårne, artilleri og kampvognsenheder). Det blev understøttet af et industriprogram, der skulle udvide den tyske infrastruktur, således at styrken kunne holdes permanent. Man fandt det muligt at balancere planen, således at den officielt set var lovlig. Den 7. november 1932 accepterede den tyske forsvarsminister Kurt von Schleicher den illegale Umbauplan, hvori det blev accepteret, at de 21 divisioner skulle styres af 147.000 soldater. Dette var en overskridelse af Versaillestraktaten. I oktober 1933 – efter Hitlers magtovertagelse –  trak Tyskland sig ud af konferencen for nedrustning for at tvinge Frankrig og Storbritannien til at anerkende Tysklands ligeværdige status. Storbritannien forsøgte at få Tyskland tilbage ved at erklære, at alle lande skulle have lige dele hær og sikkerhed. Briterne foreslog og accepterede, at den tyske hær kunne få en størrelse på 200.000, og at Tyskland kunne have et luftvåben på den halve størrelse af Frankrig. Man forhandlede endvidere om at reducere den franske hær.

Ligeledes i oktober 1933 trak Tyskland sig ud af Folkeforbundet som følge af Adolf Hitlers nazistiske styre. I marts 1935 genindførte Tyskland værnepligten og fulgte op med et åbent genoprustningsprogram, afslørede etableringen af Luftwaffe og underskrev den Anglo-Germanske Flådeaftale, som tillod Tyskland en overfladeflåde på 35% af den, som englænderne havde i Royal Navy. Derudover var det tilladt tyskerne at bruge 35 milliarderRigsmark over en 8-årig periode.

Territorial tilbagerullen af Versaillestraktaten

Den 7. marts 1936 gik tyske tropper ind i Rhinlandet og remilitariserede området. Det blev der spillet en del på i tysk propaganda, hvor man kaldte militæret Wacht am Rhein. Den 12. marts 1938 havde den tyske regering presset en kollaps af den østrigske regering igennem, hvorpå tyske tropper drog ind i Østrig og den 13. marts 1938 annoncerede, at Østrig var blevet indlemmet i Tyskland, hvilket blev kendt som Anschluss. Den 29. september 1938 accepterede stormagterne, at Tyskland kunne indlemme det tysktalende Sudeterland fra Tjekkoslovakiet, et område der aldrig havde været tysk, men derimod østrig-ungarsk. Det følgende år den 23. marts 1939 annekterede Tyskland området Memel fra Lithauen.


Den 15. marts 1938 talte Adolf Hitler til en begejstret folkemængde på Heldenplatz fra en rampe ved Hofburg i Wien. Han talte om historiens skæbne og for det tyske folk. Foto: DN-ZB/Archiv


Historiske vurderinger af Versaillestraktatens betydning

En lang række historikere, politikere og økonomer har vurderet konsekvenserne af Versaillestraktaten.

En af de mest kendte og tidligste vurderinger af Traktaten var den britiske økonom John Maynard Keynes´ skrift The Economic Consequences of the Peace, hvor Versaillestraktaten blev beskrevet som en “Karthagos Fred” – et mislykket forsøg på at ødelægge Tyskland på baggrund af fransk revanchisme, mere end det var at følge højere idealer om en varig fred som den amerikanske præsident Woodrow Wilsons “Fjorten Punkter”, der var Tysklands håb ved våbenhvilen.  Keynes tilføjede dette:

Jeg er af den overbevisning, at fredsprocessen, hvor Tyskland blev pålagt den overordnede krigsskyld, var et af de mest uvisse tilfælde af politisk statsmandskab, som vores politikere nogensinde har gjort sig skyldige i

Keynes var primær deltager fra det britiske skatteministerium under fredskonferencerne i Paris, og hans passionerede bog blev brugt til at fremføre hans politiske og økonomiske teorier. Han mente, at den sum, man krævede af Tyskland i krigsskadeserstatning, var mange gange højere, end hvad Tyskland om overhovedet muligt kunne betale og dermed, at det ville skabe voldsom politisk ustabilitet i landet. Keynes har i mange år været den førstnævnte fortolker af traktatens konsekvenser.

Ifølge den britiske historiker David Stevenson har åbningerne af de franske arkiver fra konferencen imidlertid fået mange kommentatorer til at tale om fransk tilbageholdenhed og fornuft under konferencen, omend Stevenson noterer, at “der stadig er domme, der skal fældes”, og at der er tegn på, “at pendulet er ved at svinge den anden vej”. Dermed lægger han op til, at der er ved at opstå en mere forstående holdning overfor franskmændene, der ikke længere betragtes som rene “hævnere”.

Den franske økonom Étienne Mantoux analyserede Keynes teori i en bog, der udkom efter hans død The Carthaginian Peace or the Economic Consequences of Mr. Keynes i et forsøg på at afvise Keynes. I de seneste år har visse økonomer argumenteret for, at restriktionerne, der holdt den tyske hær lille, var med til at spare landet for mange udgifter, hvilket gjorde dem i stand til at betale krigsskadeserstatningerne.

Historikeren Gerhard Weinberg har endda argumenteret i  A World At Arms – at fredstraktaten faktisk var en fordel for Tyskland. Bismarcks rige havde overlevet som politisk enhed og var ikke blevet opdelt og udsat for besættelse, som det var tilfældet efter 2. verdenskrig. Derudover argumenterede Weinberg, at de to hidtidige stærke magter i Østeuropa Rusland og Østrig-Ungarn var forsvundet, hvilket efterlod Tyskland som stærkeste østeuropæiske magt.

Den britiske militærhistoriker Correlli Barnett anså Versaillestraktaten som

Ekstremt mild i sammenligning med de fredskrav, som Tyskland selv havde tænkt sig at stille overfor de allierede i det tilfælde, at Tyskland havde vundet krigen

Derudover var det knap et “slag på kinden”, hvis man sammenlignede med Brest-Litovsk Freden, som Tyskland havde indgået med Rusland 3. marts 1918, hvor en tredjedel af Ruslands befolkning, halvdelen af Ruslands industriproduktion og 9/10-dele af kulminerne indgik svarende til seks milliarder Mark. Derudover konkluderede han, at på trods af de hårde betingelser i freden, var Tysklands økonomi blevet genoprettet til dets før-krigs-status.

Barnetts argument fulgte endvidere,at Tysklands strategisk stod stærkere, end det havde gjort i 1914. Tysklands østfront havde i 1914 stået overfor Rusland og Østrig-Ungarn (deres allierede), hvilket havde holdt den tyske magt i balance. Tysklands østgrænse efter krigen var langt mere sikker, da Østrig-Ungarn var blevet splittet op i en lang række mindre og svagere stater, mens Rusland var blevet alvorligt svækket som følge af revolution og borgerkirg, og at det genopståede Polen ikke ville være i stand til at udgøre en trussel mod Tyskland. Mod vest stod Tyskland overfor Frankrig og Belgien, der begge var befolkningsmæssigt mindre og økonomisk svagere end Tyskland. Barnett konkluderer, at traktaten ikke svækkede Tyskland, men gjorde det stærkere, et temmelig polemisk synspunkt. Ifølge Barnett skulle Storbritannien og Frankrig have “opsplittet Tyskland permanent” og dermed bragt Bismarcks tyske samling til ophør samt dannet en række stabile mindre stater, som ikke kunne have ødelagt den europæiske fred igen. Barnett mente dermed ikke, at traktaten havde løst “problemet med tysk magt” og gendannet magtbalancen i Europa. Dermed havde Storbritannien fejlet i sit primære formål med at deltage i verdenskrigen.

Den britiske historiker med speciale i Tyskland Richard J. Evans skriver, at den tyske højrefløj var tilhængere af at en tysk sejr i 1. verdenskrig, som skulle medføre annekteringer af det meste af Europa og Afrika. Som følge af dette ville enhver fredstraktat, der ikke havde Tyskland som erobreren, være uacceptabel for disse. Da Tyskland ikke kunne beholde de anneksioner, som de havde opnået i Traktaten i Brest-Litovsk, ville der – ifølge Evans – ikke være noget, som kunne efterlade den tyske højrefløj med en accept af Versaillestraktaten. Evans gjorde et notat om de demokratiske partier i Weimar Republikken: Socialdemokrater, Det Socialliberale Parti og Det Kristdemokratiske Zentrumpartei, der alle var modstandere af traktaten. Det gjorde dem ikke til modstandere af Weimar Republikken og demokratiet, som det ofte hævdes. Evans argumenterer, at traktaten ikke affødte, at republikken ikke var i stand til at overleve, men at republikken fik problemer med den store depression i starten af 1930´erne. Han argumenterede også, at Versaillestraktaten ikke var den største årsag til fremvæksten af nationalsocialismen og argumenterede – som flere andre – at den tyske økonomi kun sporadisk blev berørt af krigsskadeserstatningerne.

Historikeren Ewa Thompson pointerer, at traktaten tillod talrige nationer i Central- og Østeuropa at løsrive sig fra et undertrykkende tysk styre, et faktum, der ofte glemmes af vestlige historikere, som er mere interesserede i at forstå den tyske vinkel. I de nationer, der fik deres selvstændighed bekræftet i traktaten – primært Polen og Tjekkoslovakiet – er den et symbol på anerkendelse af den historiske udåd, der er blevet begået af større lande mod mindre lande.

På trods af de mange moderne strategiske og økonomiske analyser var modstand mod traktaten med til at danne grobund for opkomsten af det nazistiske parti. Den tyske historiker Detlev Peukert skrev, at Versaillestraktaten langt fra var den umulige fred, som de fleste tyskere hævdede den var i mellemkrigsårene, og selvom den ikke var uden fejl, så var den på mange måder forståelig. Peukert argumenterer, at den offentlige holdning til traktaten i Tyskland var, at den var uforståelig, og at det var “opfattelsen” mere end “realiteterne” om traktaten, der var vigtig. Peukert hævder, at det var de “tusindårsdrømme”, som blev skabt i Tyskland under 1. verdenskrig, hvor Tyskland troede, at det kunne erobre hele Europa, der gjorde, at skuffelsen over i stedet at måtte sluge at skulle indgå en fredstraktat med de allierede, som gjorde, at tyskerne faldt tilbage til nationalistiske sværmerier. Han hævder, at de allierede ikke kunne have afværget disse sværmerier. Peukert peger endvidere på, at den tyske politik, som søgte forsoning med vestmagterne i mellemkrigstiden under Gustav Stresemann i årene 1923-29, kan ses som et eksempel på, at tysk demokrati ikke blev ødelagt af traktaten i Versailles. Peukert anså den store økonomiske depression fra 1929 og frem som årsagen til sammenbruddet for tysk demokrati.

Den franske historiker Raymond Cartier slår fast, at millioner af tyskere i Sudeterlandet samt i de mistede områder Posen, Vestpreussen og Oberschlesien, der kom under fremmed herredømme, blev mødt af fjendtlighed i de ny stater, hvilket førte til forfølgelse fra de nye myndigheder. I områderne Posen-Vestpreussen boede der i 1921 cirka 1 million tyskere, heraf var cirka 750.000 fraflyttet området indenfor 5 år. Det polske indenrigsministerium vurderede, at der stadig var omkring 300.000 tyskere tilbage i landet i 1926. De skærpede etniske konflikter førte til offentlige krav om at tilbageannektere områderne, hvilket skal ses som kontekst for Hitlers annekteringer af Tjekkoslovakiet og dele af Polen.


Folkeafstemningerne der førte til grænsedragninger

De folkeafstemninger, der var et resultat af Versaillestraktaten, har tiltrukket sig megen opmærksomhed og  mange kommentarer. Historikeren Robert Peckham skrev at i spørgsmålet om Slesvig:

Var baseret på et præmis, der kraftigt simplificerede områdets historie (…) Versailles ignorerede enhver mulighed for, at der kunne være en tredje vej: Regionen kunne have været blevet som en schweizisk føderation, en tosproget eller sågar tresproget Slesvig-Holstensk stat

En anden mulighed kunne have været en

Slesvigsk stat i en løs konføderation med Danmark eller Tysklan. Eller endelig en autonom region under beskyttelse af Folkeforbundet

Historikeren Richard Blanke kommenterede på afstemningen i Østpreussen:

Ingen etnisk gruppe har nogensinde før i en fri afstemning valgt så klar side i en national afstemning

Richard Debo skrev om dette:

Såvel Berlin som Warszawa er af den opfattelse, at den sovjetiske invasion af Polen kraftigt har influeret afstemningsresultatet i Østpreussen. Polen var så tæt på en kollaps, at selv de polske vælgere stemte for at blive del af Tyskland

I forhold til afstemningen i Schlesien noterede Blanke sig:

Der var omkring 60% polsk-talende, hvilket betød, at der skulle være cirka 3 polske stemmer for hver tysk stemme, og at de fleste polakker syntes, at afstemningen var til tysk fordel, da tyskerne sad på en uforholdsmæssig stor del af økonomien. 

Blanke observerede:

Tvang i forskellige former trods det faktum, at der var allierede tropper til stede, og at Tyskland tildelte stemmer til folk født i Oberschlesien, men ikke længere bosiddende i området. 

Blanke konkluderede, at trods disse protester:

Der er rigeligt med beviser, der inkluderer rigsdagsvalgresultater både før og efter 1921 og den store grad af polsktalende Oberschlesiere efter 1945, at deres identifikation med Tyskland i 1921 hverken var exceptionel eller midlertidig” (…), og der var en stor befolkning af tyskere og polakker der – som ikke tilfældigvis var katolikker – men som både delte område og tillige anså dem selv for del af det samme fællesskab. 

Den polske udenrigsminister Eustachy Sapieha beskyldte Sovjetunionen for

at trække fredsforhandlingerne mellem Polen og Sovjetunionen i langdrag for at skabe usikkerhed om afstemningen i Oberschlesien. 

Straks, som afstemningsresultatet lå klart,”rensede” såvel Tyskland som Polen deres dele af Oberschlesien gennem chikaner, hvorpå polakker i den tyske del emigrerede til Polen, og tyskere i den polske del emigrerede den anden vej. Trods dette forblev Oppeln forholdsvis etnisk blandet.

Omkring afstemningsresultatet for Saar skrev Frank Russell, at indbyggerne ikke blev terroriserede ved stemmeurnerne, og at det

totalitære nazistiske regime ikke afskrækkede de fleste af indbyggerne i Saar, og at de faktisk foretrak det frem for det effektive, økonomiske og ligefremme internationale styre”

Afstemningsresultatet fik omkring . til straks at flygte til Frankrig.


Overskridelse af de militære begrænsninger

Briterne ville have Tyskland til at afskaffe værnepligt, og at den tyske hær skulle være en frivillig hær som i Storbritannien. Franskmændene ville tillade tyskerne en hær baseret på værnepligt på op til 200.000, hvilket ville forsvare, at franskmændene havde en hær på samme størrelse. Traktatens størrelse på 100.000 var et kompromis mellem de to positioner.

Tyskland anså dette for at efterlade dem forsvarsløse imod ethvert angreb udefra.

Bernadotte Everly Schmitt skriver om dette:

Der er ingen grund til at tro, at de allieredes regeringer var uoprigtige, da de skrev Part V af traktaten… at for at sikre en generel nedrustning var det op til Tyskland at nedruste først. Da amerikanerne aldrig tiltrådte traktaten, var franskmændene uvillige til at nedruste, hvilket førte til en tysk modvilje mod nedrustning. Havde de fire allierede stået sammen, kunne de helt sikkert have tvunget Tyskland til nedrustning, og den tyske modstand mod andre dele af traktaten ville have været formindsket. 

Max Hantke og Mark Spoerer skrev, at

Militær og økonomiske historikere har fundet spor af, at Tyskland kun lige overskred budgetterne før 1933. 

Adam Tooze sætter dette i perspektiv:

Weimar Republikkens militærbudgetter blev ikke talt i milliarder, men i hundrede millioner af Rigsmark. I 1931 var det eksempelvis 480 millioner Rigsmark over 5 år, mens den nazistiske regering i 1933 brugte 4.4 miiliarder pr. år.

P.M.H.Bell  skriver, at den britiske regering var klar over Weimar Republikkens oprustning og udviste en form for respekt for den ved ikke at kommentere på den.

Norman Davies, anerkendt militærhistoriker, skrev

at det var en klar fejl, at de militære restriktioner ikke inkluderede raketter. Det førte til, at Wernher von Braun kunne starte udviklingen af denne våbentype, som fik sit gennembrud i 1943 med opfindelsen af V-2 bomber. 

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.