Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Westfalske fred 1648

Den Westfalske fred er den samlede betegnelse for de fredstraktater, der blev underskrevet i byerne Münster og Osnabrück i perioden 15. til 24. oktober 1648, og  som sluttede Trediveårskrigen i Tyskland og den nederlandske uafhængighedskrig – nogle gange omtalt som 80-årskrigen.

I kraft af at, man havde delt forhandlingerne op, blev der forhandlet to indbyrdes afhængige fredstraktater på plads. I Münster, hvor kejseren og Frankrig mødtes, blev Fredstraktaten i Münster (Instrumentum Pacis Monasteriensis, IPM) – og i Osnabrück, hvor kejseren, rigsstænderne og Sverige mødtes, blev Fredstraktaten i Osnabrück  (Instrumentum Pacis Osnabrugensis, IPO) underskrevet. Begge traktater blev underskrevet samme dag i Münster på vegne af kejser Ferdinand III, Kong Ludvig XIV af Frankrig og Dronning Christina af Sverige.

Forud for underskrifterne var gået en 5 år lang fredskongres med deltagelse af alle de krigende parter, der opholdt sig i begge byer. Det var den første internationale fredskongres, hvor alle større europæiske magter deltog. Den westfalske fred var med til stort set at indstille krigshandlingerne, og den var, hvad vi i dag ville forstå som en våbenhviletraktat. De fredsluttende parter forpligtede sig til at forhandle enkelthederne for fredsordningen på en separat fredskongres. Denne fredskongres fandt sted fra april 1649 til juli 1650 i Nürnberg.

Datidig fremstilling af freden i Osnabrück og Nürnberg fra 1649. Fra wikipedia

Resultatet af forhandlingerne blev sammenfattet i to retsdokumenter: Den Foreløbige i september 1649 og den Endelige i juli 1650. Retsdokumenterne indeholder forpligtelser på aftaler om nedrustning og krigsskadeserstatninger og er de, der gælder som egentlig fredstraktat, da de juridisk sigter på at skabe en ordning for fred. Disse fredsbestemmelser var med til at bestemme en politisk retablering af det centrale Europa, og som bestemte udviklingen mere end hundrede år frem. De blev efterfølgende indskrevet som en del af Det hellige tysk-romerske Riges grundlov med enkelte præciseringer og udvidelser den 17. maj 1654.

Freden i Münster, Osnabrück og Nürnberg virkede som forbillede for fredskonferencer sidenhen, da princippet om staters ligeberettigelse og uafhængig af det normale styrkeforhold, hjalp til at få freden igennem. Rigsretsligt blev de ting, der blev indskrevet i forfatningen for det Hellige Tysk-Romerske Rige del af dette frem til 1806, hvor den blev opløst. Den vigtigste konsekvens var den almene fred – pax universalis – som varede frem til den franske revolution i Europa.

Overblik

Det var ikke alle europæiske konflikter, man var i stand til at løse i Münster og Osnabrück, men man nåede dog vigtige mål. Den første store succes var freden i Münster mellem Spanien og Holland/Nederlandene, der blev underskrevet af gesandter fra de to lande 30. januar 1648. Den endelige proklamation af dette fandt først sted på rådhuset i Münster 15. og 16. maj 1648, hvor begge traktater blev læst højt for offentligheden med besværgelser og festligholdelse. De forenede provinser i Nederlandene blev anerkendt, og de trådte ved samme lejlighed ud af Det hellige tysk-romerske Rige.

Rådhuset i Osnabrück, hvor den svenske delegation mødtes med kejser og rigsstændernes gesandtskaber. Foto fra wikipedia

Det lykkedes ikke at finde en løsning på en af de vigtigste magtkonflikter i samtiden, da forhandlingerne imellem Frankrig og Spanien endte i hårdknude. En bilæggelse af deres strid opnåede man først med pyrenæerfreden i 1659. På den facon var det kun dele af kongressen, der havde succes.

Rådhuset i Münster, hvor freden blev proklameret i 15.-16. maj 1648, og hvor pavens, kejserens og Frankrigs gesandtskaber forhandlede. Foto fra wikipedia

Den helt store succes var dog, at den westfalske fred afsluttede Trediveårskrigen i Tyskland. Kernen i, at dette lykkedes, var en ny retsstilling, hvor religionen var medtaget. Rigsstændernes rettigheder overfor kejseren var sikret på deres egne territorier, hvilket blev indskrevet ved lov. Det gjorde, at mange af de mindre tyske stater slog fast, at der var en udpræget religionsfrihed i deres egne områder. Derudover blev det accepteret i fredstraktaten, at det Schweiziske Edsfællesskab ikke var bundet af retsforholdene i det Hellige Tysk Romerske Rige (Art. VI IPO = § 61 IPM) og dermed i praksis områdets statslige uafhængighed.

På trods af at have en fragmentarisk karakter gjaldt den westfalske fred indtil den Franske Revolution som fundament for det europæiske stormagtssystem, der opstod omkring år 1650. Årsagen til denne succes nævnes ofte som deltagelsen af mange politisk relevante magter på kongressen (vigtige undtagelser var Polen, Rusland, England og Danmark), den udtrykkelige præcision, der prægede den svensk-kejserlige traktat samt garantien for, at indholdet af traktaten ville blive respekteret også i senere fredstraktater via Frankrig og Sveriges underskrifter.

Forberedelser til Kongressen

Siden 1637 havde krigens parter forhandlet med det formål at få en “universalfred”, og den første brik til dette mål blev lagt i december 1641 i Hamborg, da man blev enige om, hvem der skulle deltage, og hvor forhandlingerne skulle foregå i Preliminærfreden i Hamborg. Det var forudsat, at begge forhandlingsbyer samt forbindelsesvejene imellem dem skulle demilitariseres, og at alle gesandtskaber skulle have status af frit lejde.

De virkelige fredsforhandlinger tog deres begyndelse i juni 1645 i begge byer: I Osnabrück blev forhandlingerne ført direkte uden formidlere mellem det kejserlige gesandtskab, rigsstænderne og de svenske gesandter. I Münster derimod var paven repræsenteret af venetianske mellemmænd, der forhandlede med franske og kejserlige gesandter. Denne opdeling af forhandlingerne i to byer skete dels for at undgå rangstridigheder mellem Frankrig og Sverige, dels for at undgå, at de protestantiske magter og den romerske kurie skulle forhandle direkte overfor hinanden. En situation, der i samtiden ville være særdeles svær,  særlig for pavens folk.

Kejser Ferdinand III havde indledningsvis været voldsom modstander af at tillade deltagelsen af rigsstænderne i forhandlingerne, men denne holdning blev kejseren tvunget til ændre. På denne facon blev kongressen i Osnabrück til en tysk forfatningskongres udover at forhandle freden mellem Sverige og det Hellige tysk-romerske Rige. I Münster drejede forhandlingerne sig om de europæiske rammebetingelser, de lensretslige problemer og freden mellem Spanien og Den hollandske Republik.

Fredskongressen blev forsinket i lang tid grundet et spørgsmål om etikette, da det var første gang, at gesandter fra alle de mellemeuropæiske stater mødtes. Dermed var man nødsaget til at finde nye regler for etikette.

Personer, der deltog 

Den franske delegations vigtigste forhandlere i Münster var Henri II d´Orleans – hertug af Longueville, såvel som diplomaten Claude de Mesmes, greve af d´Avaux og Abel Servien.

Sveriges gesandtskabs vigtigste repræsentanter var Johan Oxenstierna, søn af rigskansler Axel Oxenstierna samt Johan Adler Salvius.

De vigtigste kejserlige gesandter var først og fremmest Maximillian von Trautmannsdorf, der repræsenterede kejseren i begge byer. I Münster blev han støttet af greve Johann Ludwig von Nassau-Hadamar og juristen Isaak Volmar, i Osnabrück var fuldmægtig Johann Maximillian von Lamberg og den kejserlige rigsråd Johannes Krane fra Geseke behjælpelig.

Pavestatens repræsentanter var Kølner Nuntius Fabio Chigi, (der siden selv blev pave Alexander VII (1655-67)) og den venetianske diplomat Alvise Contarini.

Det spanske hof var repræsenteret ved Gaspar de Bracamonte y Guzmán conde de Penaranda, Diego de Saavedra Fajardo, Antoine Brun og Joseph Bergaigne.

Det nederlandske parlaments vigtigste repræsentanter var Adriaan Pauw og Willem Ripperda, det schweiziske edsfællesskab var repræsenteret ved borgmesteren i Basel: Johann Rudolf Wettstein. Derudover var talrige rigsstænder repræsenteret.

De evangeliske stænder kunne blandt andet tegne sig for at sende disse gesandter afsted: fra Sachsen-Altenburg var det Wolfgang Konrad von Thumbsbirn, fra Kursachsen var det Johann Ernst Pistoris, der sammen med Johann Leuber lejlighedsvis havde forsæde i Corpus Evangelicorum, fuldmægtig for huset Braunschweig-Lüneburg var Jakob Lampadius. Gesandtskabet for kurfyrstendømmet Brandenburg var anført af Johann VIII von Sayn-Wittgenstein-Hohenstein.

Kur-Trier var repræsenteret af Hugo Friedrich von Eltz. Kur-Mainz var repræsenteret af Hugo Everhard Cratz von Scharfenstein og Nikolaus Georg Reigersberg. Kur-Køln var repræsenteret af Franz Wilhelm von Wartenberg. Bamberg var repræsenteret af præfekten fra domkirken Cornelius Gobelius. Württembergs gesandt Johann Konrad Varnbüler bidrog betragtelig til et godt forhandlingsklima, da han havde et indgående kendskab til Sveriges gesandtskab. Gesandten Adam Adami for det lille fyrstendømme Corvey var forsamlingens historieskriver.

Forhandlinger

Under forhandlingerne fortsatte krigen med uformindsket styrke, og militære sejre og nederlag havde en betydelig indflydelse på forhandlingerne undervejs.

På trods af, at det blev krævet flere gange, at rigsstænderne skulle deltage i forhandlingerne, var kejseren alene om at repræsentere riget indledningsvis. Siden 1642/43 havde der været en rigsdag i gang i Frankfurt am Main, hvor de forfatningspolitiske problemer i riget havde været heftigt diskuteret. Som følge heraf foreslog den svenske gesandt Johan Adler Salvius allerede i 1643 at modgå majestætens rettigheder med formuleringen : Majestætens sikkerhed består i de tyske stænders frihed.

I 1645 lykkedes det den svenske general Torstensson at trænge ind i de kejserlige kernelande ved Donau, og under general Königsmarck erobrede svenskerne 15. juli 1648 Prags Lilleside (Mala Strana). Dette gav et nybrud i de svære forhandlinger, og begge fredstraktater blev nu ført igennem og underskrevet i Münster 24. oktober 1648. 4 måneder senere – 18. februar 1649 – blev de ratificerede papirer udvekslet, hvorefter der fulgte lange forskellige forhandlinger for at omsætte fredsforhandlinger til praksis. Et af vigtigste elementer var demobiliseringen, der i særdeleshed forlangte, at de svenske tropper skulle trække sig tilbage, hvor de som modydelse skulle modtage betydelige pengebeløb. Dette begyndte man forhandlinger om i maj 1649 i Nürnberg. Pavestaten protesterede i august 1650 mod de religionsretslige love i fredstraktaten, men uden at dette fik nogen betydning fremadrettet.

Territoriale ændringer

Sverige modtog 5 millioner daler i krigsskadeserstatning samt enorme landområder i form af hele Forpommern, øen Rügen, udmundingsområdet ved floden Oder, samt den højre del af bredden til Oder. Dertil fik man byen Wismar fra hertugdømmet Mecklenburg samt bispedømmerne Bremen og Verden. Alle disse områder skulle forblive tyske rigslen, men Sverige skulle have sæde og stemme i den tyske rigsdag, ganske som den danske konge havde det i kraft af sin lensret over Holsten.

Kurfyrsten af Brandenburg fik resten af Pommern og som erstatning Forpommern, som den brandenburgiske fyrsteslægt Hohenzollern havde arveret til. Efter at den pommerske hertugslægt var uddød i 1657, overtog de stiftsområderne for Magdeburg, Halberstadt, Minden og Cammin, endskønt Magdeburg forblev under administration for den daværende saksiske prins August indtil 1680. Hertug Adolf Friedrich von Mecklenburg-Schwerin fik i modydelse for at have afstået Wismar bispedømmerne Schwerin og Ratzeburg. Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg skulle forpligte sig på at anerkende, at bispedømmet Osnabrück ville skifte til en katolsk biskop og lade klostrene Walkenried og Gröningen i fred. Landgrevskabet Hessen-Kassel overtog det fyrsteliggjorte kloster Hersfeld og en del af det hidtidige grevskab Schaumburg. Bayern fik lov til at beholde den kurfyrstetitel, man var blevet skænket under krigen samt at beholde det erobrede Oberpfalz. Rheinpfalz fik tilbageleveret den kurfyrstetitel, man havde mistet under den protestantiske bannerfører Friedrich V, og dennes søn Karl Ludwig blev igen kurfyrste.

Frankrig fik overherredømme over bispedømmerne og byerne Metz, Toul og Verdun, som de i praksis havde besiddet siden 1552. Kejseren afstod på vegne af det østrigske kongehus for evigt magten over byen Breisach, landgrevskaberne i Alsace, området Sundgau og landfogedretten i de 10 forenede rigsstæder i Alsace for al evighed til Frankrig.

Det schweiziske edsfællesskab blev anerkendt som uafhængig af Det Hellige Tysk Romerske Rige. Selvsamme rige anerkendte Nederlandene som uafhængige af riget. Udover de mange territoriale ændringer blev der givet uindskrænket amnesti for alle, der var blevet taget til fange siden 1618, og al stjålet krigsbytte fra kirker på begge sider skulle tilbageleveres til en tilstand som i 1624. Kejseren opnåede dog en undtagelse på dette område, da hans arvelande kun skulle tilbagelevere frem til året 1630. Det var en fordel, da kejseren generelt havde været i teten i de første år af krigen.

Kirkelige og politiske konsekvenser af freden

De kirkeretslige spørgsmål var på mange måder en bekræftelse af de rettigheder, som katolikker og lutheraner var kommet frem til 100 år tidligere i Passautraktaten (1552) og Augsburg religionsfreden (1555) blot med den udvidelse, at reformerte (Calvinister og Zwinglianere) også blev anerkendt som ligestillet konfession. De tre konfessioner blev fuldstændig ligestillet. Den protestantiske minoritet kunne eksempelvis ikke blive nedstemt i religionsspørgsmål på de afholdte rigsdage. Grupper som de religiøse døbere fik ikke deres rettigheder anerkendt. Som tidligere nævnt besluttede man sig for at respektere 1624 som det juridiske fundament for, hvordan besiddelserne skulle fordeles, omend de katolske arvelande fik en fordel, da man besluttede sig for 1630 i deres områder, da det ellers ville være kommet til mange reformatoriske indrømmelser. Rigsstændernes magt blev anerkendt, hvilket også betød deres ret til at indgå alliancer med magter udenfor riget. De nye bestemmelser skulle indføjes i rigsforfatningen på den kommende rigsdag.

I de konfessionelt blandede rigsbyer Ravensburg, Biberach og Dinkelsbühl i det sydlige Tyskland indførte man et regerings- og forvaltningssystem, hvor både protestanter og katolikker var repræsenteret. Dette var allerede tilfældet i Augsburg i byens forfatning fra 1548.

Fredens konsekvenser

Den westfalske fred var et kompromis mellem alle deltagende parter, hvilket kun var muligt, fordi ingen havde noget at vinde ved en videreførelse af de årelange krigshandlinger, der havde brugt alle ressourcer og ført til en almen krigstræthed. Det omfangsrige regelværk måtte gennem efterfølgende religionsfredsordninger og nye forfatninger, før det var indarbejdet. Sammen med den Gyldne Bulle fra 1355 blev dette det vigtigste dokument for den tyske rigsforfatning, med linjer helt op til nutiden.

I dag forstår man den westfalske fred som et historisk bidrag til den europæiske fredsordning, hvor ligeberettigede stater mødes med hinanden i gensidig respekt for forskellige konfessioner. Forhandlingerne i Münster, Osnabrück og Nürnberg er udgangspunktet for en udvikling, der dannede den moderne folkeret og skabte den suveræne nationalstat. Det er samtalen mellem suveræne stater, der er med til at skabe det, som man i statskundskaben ser som det westfalske System.

I samtiden så man freden som den endelige afslutning på en uendelig lang krig, der i nogle områder af Europa gik helt tilbage til selve Reformationen. Især gav den protestanterne et fundament for rigsstændernes frihed. Paven var omvendt mere kritisk overfor den tilladte religionsfrihed, der ikke var i stand til at hindre de krige, som blev ført mod den franske Ludvig XIV.

Erindringen om den westfalske fred førte i 1748 til en lang række medaljer, hvor man hyldede freden. I det 19. århundrede havde man ikke det store perspektiv for freden, da den ikke passede ind i den nationalistiske fortælling. Freden blev set som en skændsel og en ydmygelse af Tyskland, hvor Frankrig stjal sit bytte i form af Alsace fra det Hellige Tysk Romerske Rige. Denne tolkning var også populær under det Nazistiske Tredje Rige.

I dag indgår freden ikke så meget i en propagandafortælling, men ses som begyndelsen på en ny magtbalance, hvor der eksisterer et samarbejde mellem kejser, rigsstænder og institutionerne i riget.

I europæisk henseende er etableringen af staterne Holland og Schweiz enestående. I 1998 mødtes en lang række europæiske kongehuse i Osnabrück og Münster for at fejre 350-året for freden, heriblandt Dronning Margrethe II af Danmark.

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.
  1. Pingback: Reformationen | Historiskerejser.dk