Henry John Temple, 3rd Viscount Palmerston

Henry John Temple – 3rd Viscount Palmerston var en britisk statsmand der levede fra 20.oktober 1784 og frem til den 18.oktober 1865 og som to gange var britisk Premierminister. Han blev tildelt titlerne: Knight of the Garter, Knight Grand Cross of the Order of Bath, Privy Council of United Kingdom og endelig Fellow of the Royal Society. Palmerston dominerede britisk udenrigspolitik i perioden fra 1830 og frem til 1865, da Storbritannien var på højdepunktet af dets Imperiums magt. Han havde politiske hverv næsten uafbrudt fra 1807 og frem til hans død i 1865. 

Han begyndte sin parlamentariske karriere som Tory (konservativ), men skiftede til Whig (liberale) i 1830 og blev den første Premierminister for det nyligt dannede Liberale Parti i 1859. 

Palmerston overtog hans fader irske adelsrang i 1802. I 1807 blev han parlamentsmedlem for Tory – hans irske adelsrang udelukkede ham ikke fra et sæde i House of Commons (underhuset) men gav ham omvendt heller ikke automatisk sæde i House of Lord (Overhuset). Fra 1809 og frem til 1828 var han krigssekretær, en post hvor hans ansvar var at stå for at få finansieret hæren. Han blev først medlem af regeringskabinettet i 1827, da George Canning blev premierminister, men som mange fra Cannings regeringshold trak han sig fra jobbet et år efter i 1828. 

I årene 1830-34, 1835-41 og igen 1846-51 var han Udenrigssekretær (Udenrigsminister). I dette job så man Palmerston reagere effektivt i forhold til en lang række af konflikter i Europa. Hans krigs-aktioner som udenrigsminister, hvoraf nogle af dem var stærkt kontroversielle, har været opfattet som prototypen af Liberal Interventionisme. 

Palmerston blev Home Secretary (indenrigsminister) i Aberdeens koalitionsregering i 1852, efter at Robert Peels fløj havde advokeret for udpegelsen af Lord John Russells som Udenrigssekretær. Som indenrigsminister var Palmerston med til at søsætte flere sociale reformer, også selvom han var modstander af at ændre valgloven. Da den offentlige modstand mod regeringens politik i forhold til Krim-krigen gjorde regeringen upopulær i 1855, da var Palmerston den eneste Premierminister der var i stand til at mønstre et flertal i afstemningerne i parlamentet. Det affødte at Palmerston fik to perioder som Premierminister, først 1855-58 og derefter 1859-65 hvor han døde i embede som 80-årig, få måneder efter hans sejr ved et valg hvor han havde øget flertallet i parlamentet. Han er stadig anno 2019 den seneste Premierminister til at dø i embede. 

Palmerston var kraftfuldt i stand til at kontrollere den offentlige opinion ved at stimulere britisk nationalisme, og på trods af at Dronning Victoria og det meste af den politiske ledelse var mistroisk overfor ham, da havde han et godt forhold til pressen og offentligheden, hvor han bar navnet “Pam”. Palmerstons største svagheder var at han flere gange ødelagde personlige relationer og hans fortsatte uenigheder med Dronningen i hvilken rolle de royale skulle have på udenrigspolitikken. 

Historikere opfatter Palmerston som værende en af de største udenrigsministre overhovedet på baggrund af hans ageren under de store kriser, hans bidrag til at holde en magtbalance, hvilket gav Storbritannien en afgørende rolle i mange konflikter samt hans analytiske evner og hans vilje til at handle for britiske interesser.  Hans politik i forhold til Indien, Italien, Belgien og Spanien havde langtrækkende fordele for Storbritannien; omend hans politik i forhold til Frankrig, det Osmanniske Imperium og USA var mere flygtig.