Skyttegravskrig
Skyttegravskrig er en form for landkrig, der gør brug af en frontlinje, som består af større afdelinger af militære skyttegrave, hvor tropperne er velbeskyttede fra fjendens beskydning samt beskyttet fra artilleribeskydning. Den mest kendte brug af skyttegravskrig er vestfronten i 1. verdenskrig. Det er blevet et synonym i andre henseender for stilstand, dødvande, belejring og udmattelsestaktik samt at slide hinanden op.
Skyttegravskrigen opstod, da der skete en revolution indenfor skydevåben, som ikke blev modsvaret med tilsvarende opdagelser indenfor våben eller taktik, der kunne fremme mobilitet, hvilket tillige førte til en grusom form for krigsførsel, hvor forsvareren besad alle fordelene.
På vestfronten fra 1914 til 1918 skabte man på begge sider en front, der bestod af et sindrigt og veludviklet system af skyttegrave, som var beskyttet af pigtråd, miner og andre forhindringer. Området imellem de to parters skyttegrave – der blev kendt som ingenmandsland – var et område, som var under konstante angreb fra begge sider. Angreb – selvom de skulle være succesfulde – betød ofte meget høje tabstal .
Med udviklingen af armerede krigsvåben såsom tanks har betydningen af skyttegravskrig fortaget sig, omend der stadig kan forekomme krige, hvor fronten bliver statisk.
Artikel 2.11.2018
Pingback: Slaget ved Somme 1916 | Historiskerejser.dk