Polen-Lithauen

Den Polsk-Lithauiske Union – formelt kronen af Kongeriget Polen og Storhertugdømmet Lithauen og efter 1791 Polske Union. Det var en dobbelstat, en dobbelkonføderation af Polen og Lithauen, hvor de delte en fælles monark, der både havde titlen Konge af Polen og Storhertug af Lithauen.

Det var et af de største og mest befolkede lande i Europa i det 16. og 17. århundrede. Da de havde deres største territoriale udstrækning, var der et areal på 1.000.000 kvadratkilometer og en multietnisk befolkning på 11 millioner mennesker.

Unionen blev skabt i juli 1569, hvor Unionstraktaten i Lublin blev skrevet, men de facto havde Kongeriget Polen og Storhertugdømmet været i en form for union siden 1386, hvor den polske dronning Jadwiga blev gift med Storhertugen Jogaila, som blev kåret til Kong Wladyslaw II. Jagiellon af Polen. Den første deling af Polen i 1772 og den anden deling i 1793 var med til at reducere statens størrelse betragteligt, mens unionen ophørte med at eksistere med den tredje deling i 1795.

Unionen havde en del i sin opbygning, der gjorde den unik blandt samtidige stater. Det politiske system var karakteriseret ved, at monarken kunne møde mange begrænsninger i sin magtudfoldelse. Det gjaldt, at lovgivningen foregik i Sejm, og at adelsstanden szlachta var repræsenteret i Sejm. Dette udbredte system var en forprøve til det moderne demokratiske system med et konstitutionelt monarki og det føderative system. På trods af, at de to områder i unionen formelt set var lige, var Polen den dominerende magt i unionen.

Polen-Lithauen var kendetegnet ved en høj grad af etnisk diversitet og relativ stor religiøs tolerance, som var garanteret ved Warszawa Konføderations Loven i 1573, omend graden af religiøs frihed varierede over tid. Forfatningen fra 1791 anerkendte, at katolicismen var den dominerende religion, hvilket ikke var tilfældet med Warszawa Konføderationen, men religionsfrihed var garanteret.

Efter flere år med rigdom var de sidste år af unionens eksistens præget af fald i politisk lederskab, militær styrke og økonomisk formåen. Dens tiltagende svaghed førte til, at den blev splittet mellem sine naboer Østrig, Preussen og Rusland i den sidste del af det 18. århundrede. Kort før at unionen brød sammen, fik den en ny forfatning, og med 3. maj-Forfatningen fik man den første moderne forfatning i Europa og den anden i verden.

Print siden her