Den Kolde Krig

Den kolde krig beskriver den periode med geopolitiske spændinger mellem Sovjetunionen og dens satellitstater i Warszawapagten og USA og dets allierede i NATO, der begyndte efter 2. verdenskrig. De fleste historikere sætter starten på den Kolde krig som 1946, hvor George F. Kennan skrev sit berømte Det Lange Telegram i Moskva, og hvor hans anbefaling til en amerikansk udenrigspolitik overfor Sovjetunionen skulle bestå i at inddæmme sovjetisk indflydelse ved at imødegå dens interesser på strategiske og vitale områder. Den kolde krig sluttede med de mange revolutioner i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Betegnelsen “kold” er brugt, fordi det aldrig kom til direkte større sammenstød mellem de to parter, men ofte dog i en form, hvor disse støttede regionale krige, der virkede som stedfortræderkrige.

Den kolde krig brød den midlertidige alliance under 2. verdenskrig i kampen mod det nazistiske tredje rige. Efter krigen stod Sovjetunionen og USA tilbage som de absolutte supermagter med stærke økonomier, men med betydelige politiske forskelle. Sovjetunionen var en marxistisk-leninistisk stat, der blev regeret af kommunistpartiet, hvis ledere havde forskellige titler over tid, og hvis ledende organ hed Politburauet. Partiet kontrollerede staten, pressen, militæret, økonomien og derudover mange organisationer rundt om i den kommunistiske verden, mest tydeligt indenfor Warszawapagten. Det kæmpede dog med førerrollen indenfor kommunistblokken med Kina efter det Sino-Sovjetiske brud i 1960. I opposition til den kommunistiske verden stod det kapitalistiske vesten anført af USA, som førte en føderal republik med et to-parti- og præsidentielt system. Denne verden var generelt præget af liberale demokratier med en fri presse og uafhængige organisationer, men var dog økonomisk og politisk i samarbejde med et netværk af udemokratiske stater rundt om i den tredje verden, oftest tidligere kolonier. Nogle af de vigtigste frontlinjer i den kolde krig som Vietnam, Indonesien og Congo var stadig vestlige kolonier i 1947.

Der voksede en bevægelse frem af neutrale lande, som søgte at stå på lige god fod med begge sider i konflikten. De to supermagter lagde sig aldrig ud med hinanden i en direkte konfrontation, men de var tungt bevæbnede i tilfælde af en atomkrig. Begge sider havde en atomkrigsstrategi, der skulle afskrække modparten fra et angreb, da det ville føre til deres egen totale ødelæggelse – doktrinen om gensidig ødelæggelse. Ud over opbygningen af et massivt arsenal af A-våben og konventionelle våben fandt der stedfortræderkrige sted rundt om på kloden, psykologisk krigsførsel, massive propagandakampagner, spionage, handelskrige, rivalisering ved sportsbegivenheder og i form af rumkapløbet.

Den første del af den kolde krig begyndte i de første to år efter 2. verdenskrigs afslutning i 1945. I disse år konsoliderede Sovjetunionen sin kontrol med Østblokken i Østeuropa, mens USA begyndte en strategi, der globalt gik ud på at inddæmme sovjetisk magt, hvilket betød, at man udvidede sit militære og finansielle engagement i Vesteuropa – ved eksempelvis at støtte den anti-kommunistiske side i den græske borgerkrig og ved at skabe NATO.

Blokaden af Berlin 1948-49 var den første større krise, som opstod i den kolde krig. I de følgende år øgedes konflikten betragteligt, da det først i 1949 var den kommunistiske side, der vandt den kinesiske borgerkrig, og ved udbruddet af Korea krigen (1950-53) udvidede konflikten sig. Sovjetunionen og USA konkurrerede ligeledes om indflydelsen i Latinamerika og i de tidligere kolonier i Afrika og Asien. Sovjetunionen undertrykte opstanden i Ungarn i 1956. De to siders udvidelse af konflikten eskalerede i nye kriser som eksempelvis Suez-krisen i 1956, Berlin krisen i 1961 og Cubakrisen i 1962, hvor sidstnævnte var det tætteste, man nåede udbruddet af en atomkrig. Samtidig med konflikterne voksede der en fredsbevægelse frem hos almindelige borgere rundt om i verden, da folk blev nervøse for atomkapløbet, først i Japan og snart efterfølgende i Europa og USA. Fredsbevægelsen – og i særdeleshed anti-atombevægelsen – voksede sig stærk i 1950 og 1960´erne, mens den i 1970´og 1980´erne arrangerede store protestmarcher og anden aktivisme i sin kamp for nedrustning. Efter Cubakrisen i 1962 begyndte en ny fase, som var præget af spliden mellem Kina og Sovjetunionen i den kommunistiske blok, mens at særlig Frankrig udviste stærk selvstændig adfærd i den vestlige blok. I 1968 nedkæmpede Sovjetunionen det liberale program, som Tjekkoslovakiet var påbegyndt med Foråret i Prag, mens USA oplevede intern tumult fra borgerrettighedsbevægelsen og de, der stod i opposition til Vietnamkrigen (1955-75), som endte med nederlag til det amerikansk støttede Sydvietnam.

Da man kom frem til 1970´erne, var begge sider blevet interesseret i at lave et system, der kunne skabe et mere forudsigeligt internationalt system og dermed træde ind i en periode præget af afspænding og dermed en strategisk nedjustering af våbenarsenalet og samtidig USA´s begyndende samtaler med Den Kinesiske Folkerepublik som strategisk modvægt til Sovjetunionen. Afspændingsperioden sluttede med Sovjetunionens angreb på Afghanistan i 1979. I de tidlige 1980´ere gik man igen igennem en periode med store spændinger i forholdet. I 1983 skød Sovjetunionen et amerikansk fly ned, og NATO-øvelsen Able Archer, som fik Sovjetunionen til at tro, at NATO ville starte en krig. USA øgede det diplomatiske, militære og økonomiske pres på Sovjetunionen på et tidspunkt, hvor de kommunistiske stater allerede led af økonomisk stagnation. Den 12. juni 1982 samledes mere end 1 million demonstrerende i Central Park i New York for at demonstrere for nedrustning af i særdeleshed atomvåben. I 1985 fik Sovjetunionen en ny politisk leder, Mikhail Gorbatjov, som lancerede en ny åben kurs med reformprogrammerne Glasnost og Perestrojka og gik samtidig i gang med at afslutte krigen i Afghanistan. Det satte imidlertid et pres for uafhængighed i gang i Østeuropa – særligt i Polen. I denne opløsningsproces nægtede Gorbatjov at sætte sovjetiske tropper ind mod Warszawapagtens lande, som det havde været tilfældet i Ungarn i 1956 og Prag i 1968. Resultatet i 1989 var en bølge af revolutioner, der fredeligt – med undtagelse af den i Rumænien – væltede samtlige kommunistiske regimer i Central- og Østeuropa. Kommunistpartiet i Sovjetunionen mistede ligeledes kontrol og blev forbudt i forlængelse af et mislykket kupforsøg i august 1991. Det førte samtidig til den formelle opløsning af Sovjetunionen i december 1991, hvilket også førte til sammenbruddet af kommunistiske regimer i lande som Mongoliet, Combodja og Sydyemen. USA var dermed den eneste supermagt i verden.

Den kolde krig og dens begivenheder har efterladt en betydelig arv. Man har skrevet utallige bøger og lavet talløse film om perioden, særligt om spionage – mest kendt er James Bond – samt om truslen fra atomødelæggelsen. I forlængelse af den kolde krig har der i 2010´erne igen været spændinger mellem USA og dets vestlige allierede og Sovjetunionens efterfølgerstat Rusland – det refereres ofte til som den anden kolde krig.

Print siden her