Dobbeltkloster

Dobbeltkloster er en betegnelsen for et klosterområde, hvor både munke og nonner lever sammen under fælles ledelse af en ordensøvrig, men hvor det mandlige og kvindelige samfund er skarpt opdelt. I dag findes der to tilbageværende klostre af denne slags i Schweiz i form af Kloster Einsiedeln og Kloster Fahr.

Oprindelse og udvikling

Dobbeltklosteret kan føres tilbage til klostrene for basilianerne og basilianerinderne, der primært var at finde i Østeuropa samt i Mellemøsten. De levede efter ordensreglerne for den hellige Basilius (330-379), der havde grundlagt det mandlige ordensfællesskab, mens hans søster Makrina den Yngre I(330-379) havde grundlagt det kvindelige fællesskab. på trods af, at Kejser Justinian af det Byzantinske Rige (482-565) havde nedlagt strengt forbud i form af Synoden fra Agde i 506, hvilket blev gentaget på det andet kirkelige koncil i Nicaea i 787, så udviklede dobbelklostrene og denne praksis sig indenfor den ortodokse kirke og generelt i den østlige kristendom og blev i hvert fald bibeholdt indtil det 14. århundrede.

Dobbeltklostrenes historie

I det vestlige Europa kender man til eksistensen af dobbelklostre, særligt i det tidligere angelsaksiske område imellem det 5. og 9. århundrede. Klostrene blev næsten altid ledet af en abbedisse. Abbeder var mere ordensfællesskabernes repræsentanter udenfor klostrene og bindeleddet til den verdslige og gejstlige magt. I det franske, italienske og tyske område oplevede dobbelklostrene deres blomstringstid i det 11. og 12. århundrede. I 1140 besluttede Præmonstratenser-ordenen at adskille munke- og nonneklostre, mens cistercienserne besluttede sig for det modsatte. I løbet af det 13. århundrede blev dobbelklostrene næsten totalt opgivet. Ofte blev enten det mandlige eller kvindelige klosterfællesskab nedlagt eller forlagt. De primære grunde var den kritiske holdning, som de førende datidige kirkeledere havde til dobbelklostrene, og ordenerne blev dermed rangeret lavere end andre ordener, der opererede med adskillelse. I det 14. århundrede grundlagde Birgitta af Vadstena Birgittinerordenen, hvor det oprindeligt var tiltænkt, at der ved siden af nonnerne kunne bo lægbrødre og præstemunke. Trods indledende at have tilladt dette, så blev det opgivet efter reformationen.

Print siden her