Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14
Rejsevarighed: Rejsen blev gennemført 4.-12.september 2016 med Humlemagasinet fra Fyn
Destination: München Konstanz Dessau Bayreuth Bayern Bodensøen
Pris: 7.895 kr. som vejledende pris

De bayerske slotte

Rejsen Kort Fortalt

  • Historisk baseret tur til Bayern med daglige oplevelser af slotte og historiske haver.
  • Byrundtur i München såvel i bus som til fods
  • Historiske Foredrag på rejsen om Ludwig II, den bayerske eventyrskonge, om Hannoveranerne og den britiske forbindelse, Koncilet i Konstanz, Bayerns forholden sig til nazismen, Richard Wagner og Anhalt-Dessau.
  • Rundtur på slottene; Berleburg, Nymphenburg, Neuschwanstein, Linderhof, Herrenchiemsee og Eremitagen i Bayreuth.
  • Centralt beliggende hoteller i München samt i Konstanz ved Bodensøen og Dessau.
  • Sejltur over Bodensøen, over Chiemsee og ikke mindst gondolfart i Haveriget i Dessau-Wörlitz.
  • Besøg i følgende haver: Herrenhäuser Garten ved Hannover, Blomsterøen Mainau, Slotshaven ved Nymphenburg, Slotshaven ved Linderhof, Den Engelske Have i München, Slotshaven på Herrenchiemsee, Slotshaven ved Eremitagen i Bayreuth og Haveriget Dessau-Wörlitz.
  • Mulighed for at besøge Residensslottet i München
  • Storslået og forskelligartet natur med bjerge, søer og skov som rammer.
  • Mulighed for tid på egen hånd i München og altid mulighed for fællesskab.
  • Centralt beliggende hoteller i München, Konstanz og Dessau.
  • ****-stjernet bus
Bayerns natur møder vi på vores færd rundt. Foto: www.bestfewo.de

Bayerns natur møder vi på vores færd rundt. Foto: www.bestfewo.de

Rejsen er arrangeret af Humlemagasinet sammen med Historiske Rejser. Humlemagasinet kan man læse nærmere om i følgende link. De ligger tæt på den fynske motorvej E20 og har udover deres mange spændende temahaver og faste udstillinger, i år en udstilling der fokuserer på den excentriske romantiske eventyrskonge Ludwig II af Bayern. En konge hvis fantasi var inspireret af Wagners univers, det middelalderlige og af arkitektoniske storprojekter. En del af rejsen fokuserer på Ludwigs storslåede byggerier. Men der er meget mere i rejsen, hvor vi også besøger Berleburg, hvor prinsesse Benedikte bor; blomsterøen Mainau og bor centralt i München og har oplevelser lagt ind hver dag også på udrejse og hjemrejsedagene, hvor bl.a Bayreuth, haveriget i Dessau og Herrenhäuser Garten ved Hannover besøges.

 

1.dag: Danmark – Herrenhäuser Garten og overnatning Winterberg/Sauerland

Vi starter dagen med opsamling på Fyn og byder derefter velkommen til en særdeles indholdsrig og spændende tur med Humlemagasinet. Der er mulighed for morgenmad i bussen. Derefter kører vi sydpå mod grænsen og via Hamborg til Hannover. Ved Hannover besøger vi den tidligere hannoveranske kongeslægts residens: Herrenhäuser Garten. Slægten der i århundreder har leveret de engelske konger byder har begået en storslået have på 50 hektar, der byder på et overflødighedshorn af bygninger såsom teatre, orangeri samt diverse forskellige haveindretninger. Derefter fortsætter vi mod Winterberg i Sauerland til vores overnatningshotel.

Ved Hannover besøger vi Herrenhäuser Garten, hvor de britiske konger stammer fra. Foto: www.hannover.de

Ved Hannover besøger vi Herrenhäuser Garten, hvor de britiske konger stammer fra. Foto: www.hannover.de

 

2.dag: Berleburg og overnatning i Konstanz

Efter morgenmaden kører vi en smuk tur ned igennem den sydøstlige del af Sauerland mod slottet Berleburg. Hvis vi er heldige får vi lov at hilse på den danske prinsesse Benedikte eller hendes mand prins Richard. Vi får en rundvisning på slottet, hvor vi bl.a. ser jagtredskaber, porcellæn, uniformer og en kunstsamling. Efter besøget fortsætter vi igennem Frankfurt, Heidelberg og Karlsruhe og videre til Konstanz, der ligger helt ned til Bodensøen og på grænsen til Schweiz. Vi bor centralt på hotel i den gamle bykerne, der er kendt for det vigtige kirkekoncilet i 1414-18 og dens smukke placering direkte ned til Bodensøen.

Vi bor centralt i Konstanz der ligger ned til Bodensøen. Foto: www.fewo-direkt.de

Vi bor centralt i Konstanz der ligger ned til Bodensøen. Foto: www.fewo-direkt.de

3.dag: Blomsterøen Mainau

Efter at have haft tid til at nyde en god og sen morgenmad, der kører vi de få kilometer til den helt utrolige blomsterø Mainau, hvor man møder blomster i alle regnbuens farver. Vort svenske broderfolk har alle dage været nært knyttet til øen, og det var den svenske greve Lennart Bernadotte, der begyndte den intensive beplantning af mere end 20.000 roser, en fantastisk rhododendronhave, det utrolige palmehus med papegøjer og flere andre fugle samt appelsin- og citrontræer blot for at nævne nogle af mulighederne. Vi er i blomsterparken i det meste af dagen, før vi sidst på eftermiddagen sætter kurs mod München. Vi sejler over den betagende Bodensø hvorefter vi fortsætter mod München, hvor vi er fremme ved vores centralt beliggende hotel tæt ved Münchens hovedbanegård.

Tulipanerne der blomstrer foran slottet på Mainau. Foto: www.annisazainal.wordpress.com

Tulipanerne der blomstrer foran slottet på Mainau. Foto: www.annisazainal.wordpress.com

4.dag: Byrundtur i München og slotsbesøg på Nymphenburg

Efter morgenmaden kører vi en byrundtur i bus i Bayerns hovedstad, der samtidig er en af Europas højest beliggende byer. Vi kører ud i området omkring det klassiske München på den smukke Königsplatz med Glyptoteket og Antiksamlingen, vi passerer Deutsches Museum på øen i floden Isar og snuser til studenterkvarteret Haidhausen forbi den imposante bayerske landdagsbygning samt Bayerns universitet, der er berømt for modstandsgruppen ”Hvide Rose”. Derefter går vi en tur igennem den centrale del af byen, hvor vi blandt andet ser Odeonsplatz, Residensslottet, Frauenkirche og endelig ser det imponerende klokkespil på det Ny Rådhus på Marienplatz. Derefter er der fritid til måske at finde frokosten på det traditionsrige Viktualienmarkt. Efter frokost kører vi til Münchens imponerende residensslot, der siden det blev opført i midten af 1600-tallet fungerede som Wittelsbachernes primære residens. Der er elementer af såvel italiensk barok og i særdeleshed fransk rokoko samt klassicisme. Det imponerende haveanlæg er en overdådig konstruktion af rene franske linjer og engelsk romantik. Det var i disse omgivelser at Ludwig II blev født i 1845. Vi vises rundt i de imponerende gemakker og får efterfølgende fri tid til at bese haverne. Derefter returnerer vi til hotellet.

Panorama udover München med alperne i baggrunden i Europas højest beliggende storby. Her bor vi 4 nætter. Foto: www.gls-berlin.de

Panorama udover München med alperne i baggrunden i Europas højest beliggende storby. Her bor vi 4 nætter. Foto: www.gls-berlin.de

 

5.dag: Eventyrsslottene Neuschwanstein og Linderhof samt Passionsspilsbyen Oberammergau

Neuschwanstein der var det mest eventyrlige af alle Ludwigs slotte. Foto: www.theimpressionista.dk

Neuschwanstein der var det mest eventyrlige af alle Ludwigs slotte. Foto: www.theimpressionista.dk

Vi sætter tidlig afgang mod Allgäu i den sydligste del af Bayern. Her skal vi opleve det univers eventyrkongen Ludwig II befandt sig i. I en dyb fascination til den tyske middelalder, Wagners fortællinger om svaneridderen Lohengrin og sangerne fra Tannhäuser og ikke mindst den ypperlige og skønne natur med bjergslugter og søer. I dette univers besluttede Ludwig at bygge et underfundigt slot på et nærmest umuligt sted. Vi skal på en rundtur på det velbesøgte sted, hvor vi går igennem de mange rum, der vil vise os Sangersalen, Tronsalen, Spisesalen etc. med de gennemgående temaer; Ludwig, Wagner, historisme og middelalderlige tyske legender. Der bliver lidt tid til at indtage en frokost og souvenirkøb.

Det komplette Linderhof med sin mange skønne indslag i dets have. Foto: www.blog.eshine.de

Det komplette Linderhof med sin mange skønne indslag i dets have. Foto: www.blog.eshine.de

Derefter fortsætter vi til Linderhof. Det eneste af Ludwigs store slotsbyggerier, der blev færdigbygget. På trods af at slottets størrelse kan forekomme lident, er rummene overdådige det gælder audiensværelset, soveværelset, spisekammeret og gobelinerne. Der er efterfølgende tid til at gå rundt i den imponerende slotshave med venusgrotten og det marokkanske hus. På den allerseneste del af eftermiddagen sætter vi kurs mod München forbi Oberammergau, hvor vi mættede af dagens oplevelser når hotellet først på aftenen.

 

6.dag: Residensen i München samt den Engelske have

På denne dag vil vi benytte lejligheden til at sove lidt længere og nyde morgenmaden. Vi arrangerer dog en lille spadseretur til centrum, hvor vi afsætter tid til at gå ind at se det centrale residensslot på Odeonsplatz, hvor de bayerske hertuger, kurfyrster og konger boede fra 1508-1918. Museet er mættet med kultur i form af porcelæn, guld, gallerigange, kapeller, kirker, soveværelser, audienskamre og teater. Det måske mest utrolige er at det blev bombet under 2.verdenskrig og genetableret efterfølgende. Derefter går vi til den Engelske Have, der er en af verdens største anlagte haver i engelsk stil med det kinesiske tårn, amfiteateret og det japanske tehus.

På fridagen er der mulighed for at besøge den imponerende residens i hjertet af München. Foto: Tysk Wikpedia

På fridagen er der mulighed for at besøge den imponerende residens i hjertet af München. Foto: Tysk Wikpedia

 

7.dag: Herrenchiemsee – det bayerske Versailles

Efter morgenmaden sætter vi kurs i retning Bayerns største sø Chiemsee. Her skal vi sejle fra Prien til herreøen, hvor det imponerende slotsanlæg Herrenchiemsee som Ludwig II lod bygge til ære for hans navnebror og forbillede Ludwig XIV af Frankrig, og derfor fremstår slottet på en række områder som en kopi af det franske kongeslot Versailles. På vores rundtur på slottet ser vi både spejlsal, imponerende trappehuse og paradesoveværelser, samt såvel krigs-, som fredsværelse. Når vi er færdig er der mulighed for at udvide sin viden om den bayerske eventyrskonge på Museet over Ludwig II. Der er naturligvis også rig mulighed for at gå rundt i haven samt spise frokost på øen. Midt på eftermiddagen sejler vi tilbage til Prien og kører derefter retur mod München.

Midt i Bayerns største sø Chiemsee ligger Herrenchiemsee, hvor Ludwig byggede det Bayerske Versailles. Foto: www.alpen-guide.de

Midt i Bayerns største sø Chiemsee ligger Herrenchiemsee, hvor Ludwig byggede det Bayerske Versailles. Foto: www.alpen-guide.de

8.dag: Bayreuth og besøg på Eremitageslottet med have

Vi forlader München efter morgenmad og sætter kurs forbi Nürnberg og videre til Bayreuth, byen som Ludwig II lod indrette til Richard Wagner til festspil og operaforestillinger. Vi passerer festspilsområdet og kører derefter til Bayreuths slot Eremitage, der i 1700-tallet udviklede et fantastisk slot og haveanlæg. I mange år i 1700-tallet boede grevinde Wilhelmine her, hun var Frederik den Store af Preussens yndlingssøster. Vi får en rundtur i slottet og giver derefter fri tid til at se på det enorme haveanlæg, der minder en del om Frederik den Stores eget haveanlæg ved Sanssouci. Der er både klippegrotter, kinesiske huse, grotter, ruinteatre og masser af alléer. Midt på eftermiddagen kører vi videre nordpå mod vores overnatning i det centrale Dessau. Byen hvor Bauhausbevægelsen blev født i Sachsen-Anhalt.

Eremitagen i Bayreuth. Foto: www.bahn.de

Eremitagen i Bayreuth. Foto: www.bahn.de

 

9.dag: Haveriget Dessau-Wörlitz med gondolfart og hjem

Vi starter dagen med at køre til det imponerende haverige Dessau-Wörlitz, der er på UNESCO´s verdenskulturarvsliste. Her skal vi på en sejlads på søerne i mindre både. Det lille fyrstendømme Anhalt-Dessau der ligger mellem floderne Mulde og Elben, udviklede ideerne til dette haverige i midten af 1700-tallet ved at foretage studierejser til England og Frankrig, hvor man så en masse forskellige kulturer blandet sammen. Det antikke i slottet, det hollandske i Oranienbaum, det kinesiske og engelske. Der bliver også tid til at gå rundt i haven inden vi fortsætter forbi Berlin og via landegrænsen og hjem.

I haveriget Dessau-Wörlitz, skal vi sejles rundt i gondoler. Her får vi problemer med at komme under. Foto: www.historischegaerten.de

I haveriget Dessau-Wörlitz, skal vi sejles rundt i gondoler. Her får vi problemer med at komme under. Foto: www.historischegaerten.de

Prisen er 7899,-

  • Inkluderet i prisen er: Ophold i dobbeltværelse med bad og toilet. Heraf centralt beliggende hoteller i såvel Konstanz, München og Dessau.
  • Kørsel i moderne 4-stjernet turistbus
  • Professionel og servicemindet chauffør
  • Historieuddannet rejseleder med mangeårig rejseleder-erfaring
  • 3 x halvpension
  • 8 x morgenmad
  • Alle udflugter med entreer inklusiv!
  • 9 slotte: Herrenhäuser, Berleburg, Nymphenburg, Neuschwanstein, Linderhof, Residensslottet i München, Herrenchiemsee, Eremitagen i Bayreuth samt Dessau-Wörlitz.
  • 6 rundvisninger på slotte
  • Blomsterøen Mainau
  • Skat moms og bidrag til rejsegarantifonden
  • Stor byrundtur i München i bus som til fods
  • Besøg på Slottet Berleburg hvor dronning Margrethes søster prinsesse Benedikte bor.

Tillæg:

  • Spisearrangement i München.
  • Enkeltværelsestillæg 1500 DKR

Tilmelding foregår til Humlemagasinet eller til Historiske Rejser på telefon 20 93 17 14 eller mail@historiskerejser.dk – For at deltage på rejsen skal man have tegnet medlemskab af Humlemagasinets støtteforening (200 kroner på årsbasis). Til gengæld kan man da deltage i alle Humlemagasinets arrangementer. 

LOGO