Slesvigsk Geest
Den Slesvigske Geest – på dansk ofte betegnet som Midtsletten – er en region i Slesvig-Holsten. Den strækker sig fra marskområdet i Nordfriesland til bakkelandskabet på halvøerne Angeln og Schwansen. Delvis gælder også områder som Luusangeln. Slesvigsk Geest er geologisk præget af højt sandindhold i jorden, som er langt mindre frugtbar end marsk og bakkelandskaberne, der der grænser op til området. Sletten er dermed også forholdsvis mere tyndt besat. Det er en af flere forskellige Geestområder i Slesvig-Holsten.
Slesvigske Geest omfatter historisk set Arensharde, Karrharde, Uggelharde, Wiesharde såvel som dele af Goesharden. Området er ingen administrativ enhed og har derudover intet politisk eller økonomisk centrum. Større byer er Læk (tysk: Leck), Jydbæk (tysk: Jübek) og Eggebæk (tysk: Eggebek). Administrativt strækker Slesvigsk Geest sig i dag over amterne Nordfriesland, Schleswig-Flensburg og delvis Rendsburg-Eckernförde.
Området blev befolket i det 6. århundrede af danskere og jyder. I området ved Goesharden bosatte der sig efter år 1100 også frisere. I det 18. århundrede blev området ydermere koloniseret af Konge og Hertug Frederik V. med bosættere fra Sydtyskland. Indtil midten af det 19. århundrede var det primære sprog i området sønderjysk i form af den mellemslesvigske dialekt. Dialekten holdt delvist ind i det 20. århundrede i området rundt om Fjolde (tysk: Viöl) kendt som Fjoldemål. Ved overgangen til Nordfriesland begynder det nordfrisiske eksempelvis som Karrharder Frisisk. Idag er taler man høj- og plattysk, det sidste i sin form af slesvigsk, i de grænsenære områder sønderjysk. I det danske mindretal har der udviklet sig en form for sydslesvigdansk, der er præget af det nordtyske og standarddanske.
Oksevejen løb igennem området og var en af de vigtigste transportveje mod det nordeuropæiske rum. Mellem floderne Slien og Trenen befandt der sig formodentlig i vikingetiden en international handelsvej.
Pingback: Husum | Historiskerejser.dk