Schloss Nymphenburg

Schloss Nymphenburg ligger i den vestlige del af München i bydelen Neuhausen-Nymphenburg. Det danner sammen med Slotsparken Nymphenburg og de små borge i parken en samlet enhed. Det regnes for at være et af de store kongeslotte i Europa og er i dag en meget besøgt seværdighed. Det spænder i en nord-syd-akse 632 meter, hvilket overgår selveste Versailles. Oven over slotsrondellen bagved slottet er det muligt for de besøgende at se slottet i hele dets længde.

Slottet var i århundreder sommerresidens for slægten Wittelsbach.

Slottets historie

I 1663 skænkede Kurfyrste Ferdinand Maria af Bayern sin kurfyrstinde Adelheid von Savoyen området Hofmark Menzing, hvor allerede slottet Blutenburg lå. Anledningen til gaven var, at kurfyrstinden havde født den mandlige tronarving Kurprins Max Emanuel, den længe ventede tronarving. Udover området han gav sin kone, købte kurfyrsten området Kemnat, der lå østfor og dermed tættere på München. I første omgang nøjedes hoffet med Ferdinand Maria at bygge et lille landslot, der ligeledes blev en gave til hans kone. Kurfyrstinde Adelheid kaldte lystslottet for Nymphenburg. En vidtforgrenet misforståelse så er den italienske betegnelse Borgo delle Ninfe først opstået i det 19. århundrede. Anlægget var anlagt som et lystslot i stil med italienske landvillaer. Det barokke slotsanlæg, som både kunne fungere som sommerresidens og alternativ til regeringssædet Münchener Residenz, blev først udbygget en generation længere fremme under Max Emanuel (1679-1726). Først i 1701 lagde man grundstenen til en udvidelse, men i 1704 besatte østrigske soldater Bayern under den Spanske Arvefølgekrig, og kurfyrsterne af Bayern gik i eksil. Byggeriet stod i stampe, indtil krigens afslutning i 1714, og først i 1716 byggedes der igen, og de første borge rundt i parken opstod.

Nymphenburg Traktaten fra 1741 gav støtte til den bayerske Kurfyrste Karl Albrecht i hans krav om at blive kejser af Det Hellige Tysk Romerske Rige, da Bayern ikke anerkendte Maria Theresia og hendes mand som retmæssige arvinger. Han støtte af Frankrig, Spanien. Sachsen og Preussen til at føre krig på baggrund heraf. Karl Albrecht lykkedes aldrig i militært at besejre østrigerne, og da flere af hans allierede ikke stod ved, trak han sig tilbage og levede på Nymphenburg fra oktober 1744, hvor han blandt andet gik på hjortejagt. I år 1747 grundlagde hans søn Maximillian III. Joseph porcellænsmanufakturen Nymphenburger Porzellanmanufaktur. Slottet forblev Wittelsbachernes vigtigste sommerresidens og ramme om talrige festligheder for hoffet: I 1763 deltog den 7-årige Mozart i en stor gallafest på slottet, hvor han spillede for kurfyrsten. I 1792 åbnede Kurfyrsten Karl Theodor Nymphenburg Park for offentligheden.

I 1805 angreb den østrigske feltmarskalløjtnant Karl Philipp zu Schwarzenberg med 200 husarer slottet og truede alvorligt, hvis ikke de bayerske tropper sluttede sig til de østrigske, hvilket siden bevirkede den bayerske alliance med Frankrig.

Kong Maximillian I. døde i 1825 på slottet, og hans oldebarn Kong Ludwig II. blev født på slottet i 1845. I 1863 mødtes selvsamme Ludwig II. for eneste gang i livet med den preussiske kansler Otto von Bismarck, men forblev i et livslangt venskab. I perioden 1873-75 blev Prins Otto holdt i isolation i den sydlige pavillon.

Fra 1890 til 1916 befandt der sig 200 meter øst for slottet Volksgarten Nymphenburg ved Romanplatz, som dengang var Tysklands største fritidspark.

Under Revolutionen i 1918 blev Nymphenburg statslig ejendom. Wittelsbacherne beholdt en begrænset beboelsesret, som de fra tid til anden har benyttet sig af.

Efter ophøret af Weimarrepublikken bemægtigede nationalsocialisterne sig slotsanlægget. Siden sommeren 1936 afholdtes der foranstaltninger med revyer, hestevæddeløb og dansende kvinder. Efter bemægtigelsen indrettede nazisterne et jagtmuseum i orangeriegangen ved klosterkirken. Den lokale afdeling af NSDAP havde en underjordisk bunker her.

Under Anden Verdenskrig blev hovedslottet og Amalienburg overdækket med camouflage, de store vejanlæg mørkelagt og dele af den mellemste kanal overdækket for at undgå allierede bombefly. Senere tildækkede man også de store vandbassin, der vender ind mod byen. Det lykkedes at undgå ødelæggelser på slottet, men slotskirken på forpladsen samt Badenburg og den Store Kaskade i slotsparken blev ødelagt af bomber, hvilket også gjaldt figurgruppen Pan. Besættelsessoldater sprængte mod krigens slutning den bygning, der lå ved den Store Kaskade, og som havde virket som våbenlager. En fuldtræffer ødelagde i 1944 det Tyske Jagtmuseum.

Efter krigen udbedrede man skaderne. I 1952 åbnede man dagens Marstallmuseum. Slottet har virket som filmkulisse adskillige gange, eksempelvis for filmene Sidste År i Marienbad (1961) og Ludwig II. (1972). Derudover var Nymphenburg kulisse for de olympiske dressurridnings-konkurrencer ved OL 1972.

Print siden her