England

England er et land, som er del af Storbritannien og det Forenede Kongerige. Det har landegrænser mod vest til Wales og mod nord til Skotland. Det Irske Hav ligger mod vest og Keltiske Hav mod sydvest. England adskilles til det kontinentale Europa af Nordsøen mod øst og den Engelske Kanal mod syd. England dækker fem ottendedele af øen Storbritannien og inkluderes af mere end 100 mindre øer såsom Scilly og Wight.

Område, man i dag kalder England, blev først beboet af moderne mennesker i den yngre stenalder, men de tog navn efter Anglerne – en germansk/dansk stamme, der kom fra halvøen Angel i dagens Slesvig-Holsten. England blev samlet som en stat i det 10. århundrede, og siden opdagelsesrejsernes tid, som begyndte i det 15. århundrede, har det haft en betydelig kulturel og magtmæssig indflydelse på resten af verden. Det engelske sprog, den anglikanske kirke og den engelske lov – grundlaget for Common Law – blev alle udviklet i England og spredte sig til andre dele af verden. Landets parlamentariske system for regeringsførsel er blevet overtaget af mange andre nationer. I det 18. århundrede begyndte England som det første land i verden at omdanne sit samfund til en industrialiseret nation som følge af den industrielle revolution.

Englands geografiske terræn præges primært af bakkeområder og sletter, specielt i det centrale og sydlige England. Det strækker sig ud over 130.279 kvadratkilometer. Der er dog mere kuperet og bjergområder i den nordlige del af landet – Lake District og Pennines – og i vest – Dartmoor og Shropshire Hills. Hovedstaden i landet er London, der har det største metropolområde i Storbritannien såvel som i EU. Englands befolkning er på over 55 millioner og udgør 84% af det Forenede Kongeriges samlede befolkning med den største befolkningstæthed i South East, Midlands, North West, North East og Yorkshire, der alle udviklede sig til større industriregioner i det 19. århundrede.

Kongeriget England – der efter 1535 også omfattede Wales – ophørte med at være en suveræn stat 1. maj 1707, da Acts of Union – Unionsloven – virkeliggjorde de termer, som Kongerigerne Skotland og England var blevet enige om i Treaty of Union – Unionstraktaten – et år tidligere, nemlig at danne en politisk union kongerigerne imellem, hvilket betød, at Kongeriget Storbritannien opstod. I 1801 blev Storbritannien forenet med Kongeriget Irland – igennem en anden Unionstraktat – og dermed opstod United Kingdom of Great Britain & Ireland. I 1922 opstod den Irske Fristat, som trådte ud af kongeriget, hvilket i stedet gav det navnet United Kingdom of Great Britaon & Northern Ireland. Nationalmelodien er God Save the Queen.

Navnet England

Navnet England er afledt af det old-engelske navn Englaland, der betyder Anglernes Land. Anglerne var en germansk stamme, som bosatte sig i Storbritannien i den tidlige del af middelalderen. Anglerne kom fra halvøen Angel i Kielerbugten i Østersøen – i dagens tyske delstat Slesvig-Holsten. Den tidligst registrerede brug af begrebet er “Engla londe” fra den sidste del af det niende århundrede af old-engelsk Sankt Beda´s Ecclesiastical History of the English People. Den tidligste brug af termen var anderledes end den moderne og betød: “Landet, der var beboet af englændere“, og det indbefattede også englændere i dagens sydøstlige Skotland, som dengang var del af det engelske kongerige Northumbria. Den Angelsaksiske Krønike skrev, at Domesday fra 1086 dækkede hele England – der betød de Engelske Kongeriger – men få år efter skrev man i Krøniken, at Kong Malcolm III. drog “ud fra Scotlande og indtil Lothian i Englaland“, der altså her refererede til områder, som i dag er skotske. Ifølge Oxford English Dictionary begyndte den moderne staveform først at blive anvendt i 1538.

De første referencer til Anglerne er i den romerske historiker Tacitus´ værk Germania fra det 1. århundrede, hvor han bruger det latinske ord Anglii. Hvor selve stammens navn kommer fra, er blevet diskuteret af lærde. Nogle foreslår, at det kommer fra selve formen på halvøen Angel, der har en kantet form (engelsk: angular). Det er sjældent, at man har kunnet spore, hvorfor navne blev brugt hos germanske stammer. På skotsk gælisk var det mere sakserne, der blev fokuseret på, da man kaldte England for Sasunn og sproget for saesneg.

Et alternativt navn for England er Albion. Navnet blev oprindeligt brugt til at beskrive hele øen Storbritannien. Den tidligste beskrivelse af navnet er Aristoteles Corpus Aristotelicum, hvor han beskriver verden i det fjerde århundrede før vor tidsregning:

Bagved Herkules søjler ligger havet, der flyder verden rundt. I dette findes to meget store øer, som man kalder Britannia: de er Albion og Ierne (Irland).

Måske Aristoteles.

Ordet Albion (Ἀλβίων) eller Insula Albionum har muligvis to oprindelser. Det kan komme fra det latinske Albus, der betyder hvid og være en reference til De Hvide Klinter i Dover – den eneste del af Britannia, som kan ses fra det europæiske fastland – eller fra frasen “Island of the Albiones” i det hedengangne skrift Massaliote Periplus. Albion bruges i dag om England typisk i poetisk henseende. Et andet romantisk navn for England er Lloegyr, der er det walisiske ord for England – Lloegr – og som blev populært via legenderne om Arthur.

Print siden her