Frederik den Vise, malet af Lucas Cranach den Ældre i 1532. (Kilde: Wikipedia)

Frederik den Vises liv

Frederik var ældste søn af kurfyrst Ernst von Sachsen (1441-1486) og hans kone Elisabeth (1443-1484), datter af den bayerske hertug Albrecht III. Efter faderens død i 1486 tilfaldt den kurfyrstelige titel den 23-årige. Han valgte dog at regere sammen med sin bror, Johann den Stabile, over den ernstinske linje af slægten Wettin, hvis magtområde var spredt rundt omkring.

Slottet Hartenfels i Torgau var Frederik den Vises hovedresidens. (Kilde: Wikipedia)

I 1485 havde deres far Ernst og deres farbror Albrecht delt Sachsen i to dele ved den såkaldte Deling i Leipzig. Ernst, hvis hoveddel var i Thüringen,udbyggede i særdeleshed Torgau som residenshovedstad, mens Albrecht i særdeleshed holdt fast i Meissen som centrum. Frederiks indtægter kom primært fra de saksiske bjergværksbyer (Freiberg, Leipzig, Annaberg, Buchholz, Zwickau, Schneeberg og Langensalza), hvor der blev brudt sølv og malm i minerne og præget mønter på værkstederne. Det sikrede ham en finansiel uafhængighed.

Frederik den Vise omkring år 1500. Maleri af Albrecht Dürer. Kilde: Wikipedia

Frederik var dybt religiøs og praktiserede datidens katolicisme overbevisende: daglige messer, gerningsfromhed, tilbedelse af helgener og Jomfru Maria og en betragtelig relikviekult. Hans lidenskab for relikvier var enorm – over 19.000 genstande, som med en datidig værdi kunne veksles til 2 millioner års aflad. Hovedbestanddelene i hans relikviesamling erhvervede han på en rejse til det Hellige Land i 1493, og den var i samtiden at regne for den tredjestørste relikviesamling i verden. På denne rejse lod han sig slå til ridder af Ridderordenen til den Hellige Grav. Hans berømte hofmaler Lucas Cranach den Ældre lod en detaljeret træskåret udgave af relikvierne udføre til slotskirken i Wittenberg.

Han var igennem hele sit virke en kulturmæcen. Eksempelvis grundlagde han i 1491 det sidenhen så vigtige Statskapel i Weimar, hvor Liszt, Strauss og Johann Nepomuk Hummel kom til at virke. Kunsthistorisk er det dog hans udbygning af Wittenberg, hvor den hidtidige askaniske borg blev nedrevet i 1489 og istedet i årene frem til 1525 blev Wittenberg Slot udbygget til en af de prægtigste eksempler på tidlig renæssance i Tyskland.

Frederik den Vises reformtanker var generelt at styrke territorialfyrsterne for at formindske såvel den kejserlige centralmagt som den konstante pengekrævende institution i form af pavedømmet. I den henseende var Martin Luther og hans reformtanker af kirken noget, der kaldte på kurfyrstens støtte. Det har næppe været Luthers teologi, som Frederik har støttet, men i langt højere grad hans angreb på renæssancepavernes finansielle magt og kirkestatens generelle adfærd. Han tog aldrig Martin Luther i direkte audiens i sin levetid.

I 1518 udsendte paven i Rom en kættererklæring på Martin Luther for dennes kritik af afladshandelen, som Frederik nægtede at anerkende. Det sikrede Luther frit lejde til Rigsdagen i Worms og derefter, da Luther var gjort fredløs, lod Frederik Luther få ophold på borgen Wartburg. Det satte kurfyrsten i et direkte modsætningsforhold til den romerske kurie, heriblandt kejseren. Den beslutsomhed samt hans afvisning af at gribe krigerisk ind i konflikter sikrede ham tilnavnet Den Vise. Nyere forskning har peget på Frederiks modsætningsforhold til paven ved, at denne institution 2 gange nægtede at anerkende hans anmodning om ægteskab med Maximillian I´s datter Elisabeth.

Tilnavnet Den Vise knytter sig i særdeleshed til den måde, han forvaltede sin mulighed for at blive tysk-romersk kejser efter Maximillian I i 1519. Frederik den Vise blev støttet af pave Leo X., der ikke ønskede at se en af de stater, som udfordrede hans egen kirkestat i Italien som kejser. Dette var imidlertid tilfældet ved de to opstillede i form af den franske konge Franz I og Maximillians barnebarn Karl, der siden 1518 havde haft titlen konge af Aragonien. Den franske konge havde ytret, at han kunne acceptere Frederik som et kompromis. Det gav Frederik en realistisk chance for at blive valgt. Imidlertid afskrev han før valget sig selv som kejser for i stedet at føre ordet i kurfyrstekollegiet. 28. juni 1519 valgte man i stedet den unge Karl. Karl V måtte til gengæld underskrive et valgløfte om, at han ville mindske den kejserlige centralmagt og i stedet styrke medbestemmelsen hos rigsstænderne.

Flere af de overleverede portrætter kunne tyde på, at kurfyrsten havde en omfattende livvidde, hvilket fik den pavelige Nuntius Hieronymus Aleander til at beskrive ham som “fede Murmeldyr”.

Frederik den Vise tegnet af Albrecht Dürer i 1524. Kilde: Wikipedia

Frederik var ikke gift, men havde flere børn med den ustandsmæssige Anna Weller. På trods af denne omstændighed tildelte pave Leo X ham med Gyldne Rose i 1518, den højeste udmærkelse indenfor den katolske kirke, og de fleste peger på, at dette i virkeligheden var gjort for at få ham til at udlevere Martin Luther til kætterdomstolen. Frederik gav i stedet Luther frit ophold og bidrog på denne facon afgørende til, at Reformationen kunne udbredes. Derudover var Frederik den Vise modstander af den hårde fremfærd mod bønderne, som hans nabofyrster svor til under de tyske bondekrige. Hans død i 1525 markerede den sidste modstand mod en eliminering af bønderne. Han indtog de ganske revolutionære synsvinkel, at man burde efterkomme nogle af bøndernes ønsker. Først på sit dødsleje modtog han det protestantiske nadverritual, hvilket ses som en sen bekendelse til protestantismen.

Frederik den Vise er begravet i slotskirken i Wittenberg, kirken han også selv lod opføre.

Frederik den Vises gravmæle i Slotskirken i Wittenberg. Kilde: Wikipedia