Årets rejse i weekenden hvor vi stiller urene tilbage går til den skønne hansestad Bremen, hvor vi bor skønt direkte ud til byparken ved de oprindelige volde. Rejsen byder derudover på et væld af oplevelser undervejs såsom masser af landevejskørsel, hele fire gange sejlads, byrundture i Hamborg og Bremen, interessante museer i Friedrichsruh om Bismarck og i Bremerhaven om Udvandringshistorien mod Amerika, vi spiser på skønne restauranter og har medbragt mad i bussen på de rette steder og ikke mindst nyder vi efterårsfarverne og hinandens hyggelige selskab med et godt adspredt program som bagtæppe for rejsen. Vi glæder os allerede til at have dig med på tur.
1.dag: Færger fra Langeland til Lolland og videre til Femern. Bismarcks Gods og Hamborg i alle farver.
Rejsen starter ud i Trekantsområdet og kører over Odense til Kirkeby ved Svendborg og går derefter videre til Rudkøbing, hvor der vil være parkeringsmuligheder mens vi er afsted. Når alle er ombord uddeles der morgenmadsbakker og juicebrikker. Vi kører til havnen i Spodsbjerg hvorfra vi sejler til Tårs på Lolland og herfra går det stille og roligt videre mod Rødby hvorfra vi sejler til Puttgarden på den tyske ø Femern. Vi krydser ind til fastlandet ved Heiligenhafen og kører af småveje ned igennem de fantastisk smukke efterårsfarver i det Holstenske Schweiz med de mange smukke søer. Sidst på formiddagen ankommer vi til Friedrichsruh, der ligger i det gamle Hertugdømme Lauenburg. Godset tilhørte Otto von Bismarck, den berømte Jernkansler der samlede Tyskland. Vi ser museet der omhandler Tysklands samling og Bismarcks rolle deri og ser hvor han ligger begravet med hans kone Johanne. Godset er ydermere interessant da De Hvide Busser der bragte skandinaviske koncentrationslejrfanger hjem fra de horrible vilkår i Tyskland, de havde deres garageanlæg her. Den historie hører vi naturligvis også om.
I bussen igen får vi vores lækre madpakker og fortsætter den korte tur ind mod Hamborg. Vi hører om den interessante havneby der kaldes “Tor zur Welt” og som er Tysklands næststørste by og den næststørste havn i Europa. Vi bliver sat af ved Jungfernstieg, hvor den tyske nationalmelodi første gang blev spillet for offentligheden direkte ud til den opdæmmede sø Alster. Herfra har vi kort vej over til Rådhuset, der mirakuløst overlevede bombardementerne under Anden Verdenskrig og er direkte i den gamle bydel der kaldes Nordens Venedig med masser af muligheder for indkøb i gågaden Mönckebergstrasse.
Efter et par timer på egen hånd fortsætter vi igennem det vestlige Hamborg med Sankt Pauli og forlystelsesområdet Reeperbahn til Altona, der var dansk indtil 1800-tallet. Herefter sætter vi mod Bremen og vores fine hotel Achat, der ligger i gåafstand til det historiske centrum. Efter vi har indkvarteret os er der fælles spisning første aften.
2.dag: Rundt i Bremen til fods – rundvisning på Rådhus og aftensmad i Rådhuskælderen
Vi starter dagen med at nyde morgenmad på hotellet og efter at have nydt morgenmaden, der mødes vi til en gående byrundtur rundt i Bremen. Byen var i århundreder blandt de væsentligste handelsbyer samt medlem af Hansestæderne.
Vores hotel ligger praktisk talt i det tidligere voldanlæg der omslutter centrum både nord og syd for floden Weser, voldene kan skrive deres historie omkring 1000 år tilbage og blev omdannet til park efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet. Vi går igennem voldene hvor man både møder skulpturer, voldgravene hvor Wesers vand stadig flyder og de vindmøller der blev opstillet for cirka 200 år siden. Vi bevæger os ned mod floden Weser og ud på øen i floden, der gjorde grundlæggelsen af byen oplagt på dette sted. Vi har et rigtig godt blik over på museumshavnen i Bremen herfra. Vi passerer den smukke rødstensgotiske Sankt Martins Kirke og går igennem den specielle Bötticherstrasse, der er noget så specielt som rødstensekspressionisme fra 1920´erne med en lang række særlige huse hvor rødstenene og ekspressionistisk formsprog kombineres. Man kan også skimte det charmerende område Schnoor herfra, et område der i form af sine små hyggelige gader med steder som Schifferhaus, Geschichtshaus og Birgittenkloster kan bruges god tid på egen hånd.
Vi fortsætter frem mod det absolutte centrum, hvor byens største seværdigheder ligger side om side Domkirken Sankt Petri og Rådhuset med Rolandstatuen og Bremer Stadtmusikanten. Katedralen Sankt Petri i sin imponerende rødstensgotik ligger samme sted som den frisiske missionær Willehad grundlagde den første kirke i 789 og hvorfra Bremen i 848 blev Ærkebispedømme under Ansgar, der siden førte missionen vidt og bredt igennem i Danmark og Sverige. Adam af Bremen – en af hans efterfølgere – er en af de vigtigste krønikeskrivere til den danske og svenske historie fra denne periode og er den tidligste til skriftligt at omtale Vinland (Amerika). Fra 1335 til 1649 befandt relikvierne fra to af de væsentligste katolske helgener Cosma og Damiano sig i domkirken, der dog efter Reformationen blev solgt til Bayern – iøvrigt kun 4 år efter at Danmark havde afstået Ærkebispedømmet til Bremen-Verden til Sverige og den senere Kong Frederik III. måtte fratræde posten som ærkebisp. Reformationen blev gennemført i byen, men de tre protestantiske trosretninger Lutheranere, Zwinglianere og Calvinister havde dog ingen enighed om hvilken protestantisk retning der skulle vælges. Det var først med Napoleonskrigene at Ærkebispedømmet blev indlemmet i byen og mistede deres selvstændighed. Der bliver naturligvis mulighed for at se den imponerende gotiske katedral, der i 1800-tallet blev kraftigt udbygget.
Direkte nabo til katedralen ligger Bremens anden store seværdighed byens Rådhus, hvis betydning har været enorm som et af de vigtigste medlemmer af Hansestæderne. Det ses lige så tydeligt i Gildehallen – Schütting – der også ligger på pladsen. Begge bygninger er særligt gjort fornemme i 1600-tallet hvor stilarten kaldes Weserrenæssance og vidner om den rigdom man i de år oplevede. Foran rådhuset ser man Roland-Statuen, der er den største af sin slags over statuen der ifølge legenden våger over Bremens Frihed, og som den legendariske Roland sikrede ved at kæmpe bravt side om side med Kejser Karl den Store, der derpå gav Bremen deres frihed. En anden statue er lige så kendt og viser Bremer Stadtmusikanten der refererer til Brødrene Grimms fortælling om de fire dyr der lærte at synge.
Der er herpå frokostpause og masser af indkøbsgader at gå på oplevelse i. For de interesserede arrangeres der om eftermiddagen en rundvisning på rådhuset i Bremen, hvor vi kommer igennem rådhussalen både øverst i bygningen og nederst samt ser det ene historiske motiv efter det andet.
For de interesserede kan man tilmelde sig fællesspisning om aftenen på Rådhuskælderen – Ratskeller.
3.dag: Bremerhaven med Udvandrermuseum – Oldenburg og sejltur på Weser
16 kilometer nord for Bremen ved Wesers udmunding der ligger Bremerhaven. Havnen opstod først efter Napoleonskrigene da byen Bremen opkøbte et lille landområde fra Kongeriget Hannover og satte gang i et havnebyggeri, da Hannover imidlertid indså at det var en fejl begyndte de også at opføre havn. Denne dynamiske udvikling smeltede sammen til en by ved den tyske samling i 1870. Forinden havde havnen udviklet sig til en af de driftigste i Tyskland og som centrum for Udvandringen mod Amerika, hvor folk fra hele Nord, Central og Østeuropa ofte tog hertil for at fortsætte videre over Atlanten. Denne historie får vi fortalt på det prisvindende og fremragende museum, der særligt fokuserer på den europæiske udvandring til Amerika men fremragende fortæller udvandringshistorie over 350 år. Selve Bremerhaven er en driftig og nærmest total moderne havn, der blev sønderbombet op til 90% under 2.verdenskrig og hvis mest historiske dele er museumsskibene ved udvandringsmuseet. I efterkrigstiden var havnen en lille amerikansk enklave mod nord, da amerikanerne der ellers administrerede det sydlige Tyskland også ville have adgang til Atlanten og derfor kreerede man delstaten Bremen-, og Bremerhaven.
Efter besøget krydser vi Weser og kører tilbage mod Bremen – vi runder dog den historiske by Oldenburg, som vi passerer igennem. Byen der i 1448 havde held til at få valgt Christian I. til konge af Danmark, hvilket blev set som en sejr for hertugdømmerne der støttede dette valg, men få år efter arvede Christian også Slesvig og Holsten og underskrev Ribebrevet og “de for evigt udelte” hertugdømmer, dermed var grundstenen for 400 års dansk kongehistorie og hertugdømmerne under samme konge lagt hvilket varede frem til 1863, hvor Frederik VII. døde barnløs som den sidste Oldenburger på den danske trone. Byen fik universitet samme år som København i 1479 – den danske magt varede på papiret ved frem til 1773. Vi kører tilbage til Bremen.
For de interesserede bliver der arrangeret en fælles sejltur på Weser om eftermiddagen.
Der er ligeledes mulighed for fællesspisning på restaurant i centrum om aftenen.
4.dag:
Vi forlader vores skønne hotel efter morgenmad og sætter kurs ad landevej igennem marsken fra Bremerhaven og i retning mod Wischhafen ved Elben. Et skønt marsklandskab er os i vente store dele af dagen med diger, grøfter, afvanding og varfter, grønområder og masser af græssende får samt vindmøller. Vi krydser Elben med færge der tager cirka en halv time, hvor man har en forunderlig smuk overfart til Glückstadt på den nordlige side som den danske Konge Christian IV. lod opføre i et forsøg på at udkonkurrere Hamborgs monopol på handlen. Det lykkedes dog ikke. Vi kører af landevej forbi Brunsbüttel, hvor vi passer Kielerkanalen og videre op igennem Ditmarsken, hvor vi tæt på Meldorf gør et kort holdt ved den Fri Bonderepubliks stolte mindesmærke Dusendduwelswarf, der erindrer Ditmarskernes sejr over den danske tungt udrustede ridderhær i år 1500 – et slag der blev meget omtalt i Johannes V. Jensens bog “Kongens Fald”.
Herfra går det videre til Eidersperrwerk, der sørger for at regulere hvor meget vand der kan trænge op i den vigtige flod Ejderen og dermed undgå de utallige oversvømmelser området har været hjemsøgt af. Vi går naturligvis op og ser det imponerende bygningsværk. Vi fortsætter op forbi Tønning og Friedrichstadt og kører igennem den smukke by Husum og derpå videre igennem marsken, hvor vi hører om oversvømmelserne kaldt “De store mandsdrukninger” om Strand og Nordstrand og om det hemmelige møde i Sönke-Nissen-Koog hvor man i August 1939 forsøgte sig en sidste gang med at redde Europa fra at kaste sig ud i en altødelæggende krig. Vi gør holdt ved Slutsil, hvor vi så flot kan se udover yderdiget og mod Halligerne Hooge og Langenæs samt øerne Før, Amrum og Sild
Der vil være spisning inkluderet den sidste dag enten som frokost eller aftensmad, hvilket afsløres på selve rejsen.
Vi passerer grænsen til Danmark ved Rudbøl og hvis vejret tillader det kører vi til Højer Sluse og derpå gør turen videre kystnært forbi Ballum, Ribe og følger Kongeåen mod Kolding inden det går retur mod Fyn og Langeland til turens afslutning.
Rejsens pris er: 3999 ,- DKR (Tillæg for enkeltværelse 500 DKR)
Der samles op i Kirkeby (ved Svendborg) og i Rudkøbing
Det bemærkes at rejseforsikring samt afbestillingsforsikring ikke er inkluderet i rejsens pris. Vi opfordrer til at man tegner en forsikring og undersøger med sit selskab om man allerede har de i sine øvrige forsikringer.
Al tilmelding og betaling foregår via Historiske Rejser mail@historiskerejser.dk – telefon: 20 93 17 14
En tilmelding er registreret ved indbetalt depositum på 1000 DKR ved faktura der sendes på mail (eller alternativt post).
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.