Rejse 4.-14.april 2027 til Norditaliens kulturbyer Torino, Milano og Genova og derefter skøn livsnydelse ved Rivieraen med havudsigt ved Golfo dei Poeti. Vi har først fire nætter i Piemontes – samt Italiens første – hovedstad Torino og afslutningsvis har vi fire skønne nætter ved Rivieraen.
Turen starter med en dag igennem det tyske til mellemovernatning i det centrale Tyskland. Dagen derpå følger en stor panoramadag hvor vi kører ned igennem Schweiz, tæt på Liechtenstein og oplever Bernhardspasset og efterfølgende de schweiziske søer og derpå ind i Italien og til vores centrale hotel i Torino. I Torino skal vi opleve byen med en gående byrundtur, hvor vi blandt andet skal se den smukke Piazza San Carlo, Savoiaernes imponerende slot og Domkirken kendt for Ligklædet med Jesus ansigt, det egyptiske museum med en af de fineste samlinger af sin slags i verden og naturligvis Mole Antonelliana med sine 167,5 meter. Masser af fritid til at opleve de mange interessante museer i byen. Vi tager til Milano – den helt store metropol – med højhastighedstog, der på en time bringer os til Lombardiets hovedstad, hvor vi på en byrundtur kommer omkring Sforza-familiens slot, Santa Marie delle Grazie med Leonardo da Vincis “sidste nadver”, Scala-Operaen og den unikke domkirke. Der er masser af tid i Milano, da vi først tager det sene højhastighedstog hjem. I Torino har vi en mere rolig dag, hvor vi tager bjergskinnebanen op på Supergabjerget med den enorme katedral og vidunderlig udsigt over byen og til Alperne, resten af dagen kan benyttes til at se nærmere på byen eller måske FIATs museer. Når vi forlader Torino er det Liguriens helt specielle hovedstad Genova vi besøger. Byen ligger med mere end 30 kilometers kyststrækning, mens højdeforskellene er hele 1780 meter indenfor byområdet. Det giver en meget speciel by, hvor man skal til Sydamerika for at finde sin lige i Europa. Genova var i århundreder en af de vigtigste Sørepublikker og det afspejler sig i stor rigdom med fantastiske Palazzi, det var Christoffer Columbus´ fødeby og havnen med dets imponerende akvarium og igen godt med fritid. Herefter venter Rivieraen med unik livsnydelse i Lerici på Grand Hotel Europa med udsigt til Golfo dei Poeti. Vi kan se frem til en fantastisk sejltur ud til de 5 byer på Cinque Terre. Vi er på besøg i flere af byerne og oplever dem ligeledes fra havsiden, hvor vi ser husene der er bygget på de stejle bjergsider ud mod vandet i mange pastelfarver. En dag tager vi til konferencebyen Rapallo og tager med bjergbane op i 672 meter til et guddommeligt panorama ved valfartsklosteret Montallegro. Der venter os ligeledes en sejlads til den eksklusive havn Portofino, hvor de rige bor. Efter en fridag ved Rivieraen venter en smuk hjemkørsel igennem Sydtyrol og Dolomitterne og over Brennerpasser igennem Østrig. En skøn kombination af kulturhistorie og livsnydelse i det nordlige Italien på et tidspunkt, hvor foråret er fremme og temperaturen behagelig. Rejseleder Anders Bager Eriksen har stor erfaring og viden om områdets historie og kultur.

Udsigt fra hotellet i Lerici. Foto fra pixabay
Rejsens pris er 14.999 DKR (Enkeltværelsestillæg 4200 DKR) og inkluderer:
Det bemærkes at rejseforsikring samt afbestillingsforsikring ikke er inkluderet i rejsens pris. Det anbefales stærkt at
Ved bestilling af rejsen kontakt Historiske Rejser på 20 93 17 14 eller mail@historiskerejser.dk – her bedes om navn, adresse, telefon og mail – hvorpå der sendes faktura på depositum (3000 DKR) der gælder for ens tilmelding.
Opsamling med parkeringsmuligheder flere steder: Kirkeby (ved Svendborg), Odense, Middelfart, Fredericia, Bramdrupdam (Kolding), Den Gamle Grænsekro, Vojens, Rødekro, Padborg. Flere af stederne kan man langtidsparkere – spørg gerne.
1.dag: Opstart og overnatning i det centrale Tyskland
Vi starter dagen op med opsamling i Kirkeby udenfor Svendborg, derfra følger opsamlingen ved Odense, Middelfart, Fredericia og herpå ned igennem Sønderjylland. Når alle er samlet er der morgenmad i bussen i form af frisksmurte rundstykker, pålægsbakker, kaffe og juice. Herpå fortsætter rejsen ned igennem Slesvig-Holsten, Hamborg og Lüneburger Heide til et frokoststop. Syd for Hannover begynder landskabet at ændre sig i form af det mere kuperede Harzen samt Rhön. Vi overnatter syd for Würzburg og spiser aftensmad på overnatningshotellet.
2.dag: Sydtyskland – Schweiz med Bernhardspasset og de store søer og ankomst til Milano
Vi står tidligt op og får morgenmad. Derpå går det sydpå forbi Rothenburg ob der Tauber, Ulm og Memmingen og snart når vi grænsen mellem Tyskland, Østrig, Schweiz og Liechtenstein øst om Bodensøen. Herfra følger vi den øvre del af Rhinens forløb, hvor den mere og mere får form af en vild bjergflod, særligt efter byen Chur. Vi holder frokostpause og ser frem til en meget smuk nedkørsel over Bernhardspasset, der udgør sproggrænsen mellem tysk og italiensk.

Bernhardpasset der danner sproggrænse mellem tysk og italiensk midt i det smukke Schweiz. Foto fra Pixabay
I dalen ved Bellinzona og Lugano der begynder vi at få udsyn til de store smukke søer. Snart kører vi ind i Lombardiet og dermed Italien og passerer Milano og snart ind i Piemonte, hvor vi kører mod vores hotel i det centrale Torino. Her indkvarterer vi os på NH Hotel Centro
Der er mange muligheder for at spise lokalt, særligt i de smukke arkadegange, hvor restauranterne ligger som perler på en snor.
3.dag: Torino – Piemontes hovedstad
Efter morgenmaden står dagen på Torino
Torino blev grundlagt i romertiden da det keltiske folkefærd “Taurinerne” blev undertvunget. Byen ligger ved floden Po og har gennem tiderne været under Longobarderne. Byen var igennem mange år del af Savoyen, men det var først i slutningen af 1500-tallet at hertugerne af Savoyen besluttede sig at rykke deres residens til byen og dermed begyndte at give den en lang række af repræsentative byggerier. I starten af 1700-tallet fik hertugerne status af konger af Sardinien med hovedstad i Torino og herfra stammer en lang række af de bygninger som vi vil kunne se frem til at nyde denne dag.
Vi ser den antikke port Porta Palatina, hvorfra vi er tæt på byens domkirke, der er kendt for at huse “skriget fra Torino” – der i den katolske kirke hævdes at være Jesus ligklæde med hans ansigtsudtryk på. Der bliver naturligvis mulighed for at se domkirken.

Palazzo Madama hvor det første italienske senat havde til huse. På bagsiden Porta Palatina der viser den romerske arv.. Foto fra Pixabay
Efter besøget i domkirken fortsætter vi til den nærliggende storslåede plads Piazza Reale med det imponerende Palazzo Madama, der var Italiens første senatsbygning og hvor kongemoderen Marie Jeanne Baptiste af Savoia-Nemours regerede inden hendes søn blev voksen i slutningen af 1600-tallet. Bygningen huser idag den tidligere royale kunstsamling i Galleria Sabauda med malerier af Rubens, Botticelli, Fra Angelico og Bernardo Bellotto, Hans Memling og Rembrandt samt mange flere.

Bernardo Bellotto – bedre kendt under Canaletto. Malede dette motiv af Torino. Det er et blandt utallige store malerier der kan opleves på Museo Sabauda. Foto fra wikipedia
Tæt herved ligger en af verdens største samlinger af egyptiske antikke fund på Museo Egizio. Kong Karl Felix af Piemonte-Sardinien takkede i 1824 ja tak til den enorme samling, Frankrig havde fået tilbuddet forinden men takket nej, de manglende skrupler sikrede Torino samlingen. Drovetti der havde været del af Napoleons ekspedition til Egypten havde skruppelløst ranet til sig, særligt i Luxor. Det blev der et af de tidligste og stadig mest betydningsfulde museer ud af.

En fantastisk oplevelse på det egyptiske museum – Museo Egizio – er en af mange muligheder. Foto fra Scoprire Torino.
Vi går videre til Piazza San Carlo hvor den harmoniske plads prydes af rytterstatuen af Emanuel Philibert, den hertug der besluttede at gøre Torino til Savoias primære residens samt af de to tvillingekirker Santa Cristina og San Borromeo. Pladsen er ofte ramme om større fejringer som eksempelvis Vinter-OL 2006, Eurovision 2017 eller når fodboldklubben Juventus fejrer at have vundet en titel. I 1864 blev der protesteret heftigt mod at byen mistede status af at være Italiens hovedstad, der blev overdraget til Firenze.

Piazza Reale med tvillingekirkerne i baggrunden. Foto fra Pixabay
Det er et oplagt tidspunkt at give fritid i byen. Der er mange andre spændende museer som eksempelvis Museo Risorgimento (museet for den italienske samling), Museo diffuso della Resistanza (modstandsmuseet 2.verdenskrig) og en lang række kunstmuseer. Mere decentralt finder man på FIATs område et fremragende museum over bilfabrikkens historie med en lang række af modeller. Man kan også tage ud til den skønne Villa della Regina (dronningens hus) hvor der er en fantastisk park med et smukt slot.

Villa delle Regina (dronningens palæ) der ligger smukt i udkanten af Torino . Foto fra wikipedia
4.dag: Milano med højhastighedstog
Efter vi har nydt morgenmad på vores dejlige hotel, da går vi den korte afstand til banegården Torino Porta Susa og herfra tager vi højhastighedstog mod Milano. En time efter er vi fremme i Milano ved Milano Centrale. Herfra tager vi offentlig transport igennem Milano og starter byrundturen ved den store hertugelige slotspark for Castello Sforzesco. Castello Sforzesco er Milanos enorme hertugelige slot. Slottet blev oprindeligt opført af familien Visconti, der sad på magten i byen i middelalderen inden Sforza-familien overtog i 1447 og rev det oprindelige slot ned, for i stedet at opføre et prægtigt renæssanceslot, hvor Leonardo da Vincis freskoer i Sala della Asse kan fremhæves, det samme kan Michelangelos ufærdige skulptur Pieta Rondanini. Derudover er der mere end 1500 malerier, antikke kunstværker og musikinstrumentsmuseum blandt andet med en Stradivarius.

Castello Sforzesco – et fabelagtigt renæssanceslot. Foto fra pixabay
Vi går igennem den store park der hvor man bl.a. ser atletikstadion og Triennale, der blev bygget under Mussolini og siden har huset Milanos berømte Designmuseum. Overalt i parken møder man væsentlige skulpturer der har betydning for den italienske historie. I den anden ende af parken ligger Piazza Sempione, der domineres af Arco della Pace der domineres af Napoleons triumfbue til freden. Napoleon fik ikke færdiggjort buen, hvilket østrigerne forestod efterfølgende. Her finder man sigtlinjer dels udad byen over den fashionable Corso Sempione, der er kendt for dens brede boulevard fyldt med barer, butikker og rige hovedkvarterer som eksempelvis RAI – den nationale italienske tv-station. Måske et oplagt sted at holde en god formiddagspause.

Milanos Arco delle Pace – det var Napoleon der påbegyndte opførslen af triumfbuen. Foto fra pixabay
Efter vi har drukket kaffe er vi klar til en gåtur igennem det centrale Milano. Vi går i første omgang til Santa Maria delle Grazie.

Den Sidste Nadver af Leonardo da Vinci. Foto fra Pixabay
Santa Maria delle Grazie er mest kendt for at huse Leonardo da Vincis verdensberømte maleri “den sidste nadver”. Rundt om kirken findes kunstmuseet for maleriet samt for Leonardo da Vinci, der var tilknyttet hoffet hos Sforza-familien i byen i slutningen af 1400-tallet. Han opfandt diverse krigsmaskiner og kanalsystemer i byen udover hans kunstneriske værker. Tæt herved ligger den antikke kirke Sant´Ambrogio der blev grundlagt i år 379, da Milano eller rettere Mediolanum var hovedstad i det Vestromerske Rige. I krypten ses relikvier fra Milanos skytshelgen, den hellige Ambrosius og flere kristne martyrer. Kirken har fantastiske malerier der regnes omtrent 1500 år gamle og et guldalter fra Karl den Stores tid. Vi ser kirken inden vi fortsætter.

Ambrosius´ Kirke i Milano går helt tilbage til antikken og er grundlagt af Milanos skytshelgen Ambrosius. Foto fra pixabay
Vi fortsætter mod den verdensberømte Scalaopera der blev sponsoreret af Maria Theresia af Østrig, som Lombardiet da hørte til i 1778. Her har verdensberømte operaer som Nabucco eller Fangernes kor af Verdi samt Turandot og Madame Butterfly af Puccini haft deres premiere. Den er kendt for sin unikke akustik.
Vi går igennem det fashionable Galleria Vittorio Emanuele der blev indviet af den første italienske konge i 1877 og forbinder operaen med domkirkeområdet, hvor det sidste punkt bliver Milanos fantastisk smukke domkirke, kristenhedens femtestørste kirke der blev opført i en periode på mere end 600 år. I kirken findes under hovedalteret en splint fra korset hvor Jesus blev korsfæstet. Mange bestiger de 135 trin til kirkens tag, hvor man får en fabelagtig udsigt over centrum af Milano. På domkirkepladsen ligger det imponerende Palazzo Reale, der i årene under Napoleon Bonaparte og efterfølgende Østrigerne blev det kongelige palads i byen. Det er blot et blandt utallige kunstmuseer, der kan overvejes i fritiden.

Domkirken i Milano – en af byens helt store attraktioner
Herefter bliver der fritid på egen hånd i byen resten af eftermiddagen. For de interesserede kan man tilmelde sig fælles aftensmad i byen eller man kan finde noget selv. Efter aftensmad finder vi fælles mod stationen og tager retur til Torino med højhastighedstog.
Efter vi har haft god tid til at spise morgenmad, da kører bussen igennem Torino og til stationen for Tranvia Sassi Superga, der kører som en skinnebane op i 672 meter til Supergabjerget. Banen blev etableret allerede i 1884 og byder på ganske spektakulære blikke udover såvel Torino som til Alperne, der ligger et fantastisk bagtæppe i Torino – som det også gør i Milano. I 1949 var Supergabjerget fokus for en forfærdelig ulykke, da et af Italiens mest suveræne fodboldhold gennem tiderne Grande Torino styrtede ned i tæt tåge. Samtlige spillere døde, hvilket betød at det italienske landshold stort set mistede hele sit hold og at Torino aldrig igen blev et storhold, det måtte de lade Juventus om fremadrettet. Vi ser mindesmærket, men vi ser først og fremmest den enorme.

Superga Basilikaen. Foto fra pixabay
Katedralen blev indviet i 1731 på ordre fra Viktor Amadeus II. af Savoyen som tak for at Torino havde overlevet en fransk belejring. En lang række af kongerne fra Savoyen ligger begravet i krypten i den enorme kirke. Udsigten er helt fantastisk fra Superga. Efter at have haft god fritid, måske også til at nyde en kop kaffe, da tager vi igen ned skinnebanen.

Superga byder på en helt fantastisk udsigt over Torino og Alperne. Foto fra pixabay
Bussen kører igennem centrum på vej til hotellet, hvis nogle vil stå af og bruge resten af dagen på de mange muligheder for kulturoplevelser i det centrale Torino.
6.dag: Genova – Italiensk Sørepublik der formede Christoffer Columbus og ankomst til Rivieraen
Vi nyder vores morgenmad og pakker herpå bussen og forlader Torino og forlader Piemontes smukke hovedstad efter 3 spændende døgn i byen. Vi sætter kurs sydpå mod Fossano og passerer af en smuk motorvejsrute igennem bjergkæden Appenninerne til Savona, hvorfra vi følger kystruten mod Genova østpå.

Genova med udsyn over fyrtårnet og den historiske havn. Foto fra pixabay
Genova er Italiens største havneby og historisk set har byen været en af Italiens historiske sørepublikker – Repubblica Marinare. Dens søfolk og købmænd styrede meget af handelen i den vestlige del af Middelhavet, hvor man med tiden udkonkurrerede flere af de andre dominerende sørepublikker i form af Pisa og Amalfi. Genoveserne fik også en overhånd i forhold til Venedig og satte sig på en lang række af handelsstationer på steder som Libanon og Syrien, ved Caffa på Krim, på Lesbos i det græske øhav, i Tunis og Tripoli i det nordlige Afrika og i Sevilla, Lissabon og Cadiz og endelig også på Korsika og Sardinien. Det var ikke tilfældigt at den genovesiske sømand, Kristoffer Columbus befandt sig ved såvel det portugisiske som spanske hof i slutningen af 1400-tallet. Genova var – i modsætning til de øvrige sørepublikker – i stand til at omstille sig til et finansielt centrum. Det skete ved deres nære forhold til den spanske kongemagt, hvor Banca di San Giorgio fik lov at deponere store dele af Spaniens enorme rigdomme. Dette dryppede tydeligvis af på Genova, hvilket vi ser i form af de overvældende smukt udsmykkede Palazzi i centrum. Genova spillede også en stor rolle i forbindelse med Italiens samling, da det var her at Garibaldi stævnede ud fra havnekvarteret Quarto på sin tusind mils rejse. Byen blev hårdt bombet under 2.verdenskrig, men har siden gennemgået imponerende vækstrater som Italiens vigtigste havneby som primær transithavn for Italiens økonomiske mirakel efter 2.verdenskrig. I 1992 fejrede byen 500-året for bysbarnet Columbus´ opdagelse af Amerika, hvilket førte til en kraftig fornyelse af havnen og et fremragende aquarium.

Genova, hvor den historiske havn og kulturen i centrum ligger integreret, trods store højdeforskelle i byen. Foto fra Pixabay
Vi ankommer til byen og starter med en gåtur fra de øvre bydele, hvor vi får udpeget hvor Cristoforo Colombo blev født i 1451. Der er et lille museum for den store italiener, der i 1492 opdagede Amerika eller rettere San Salvador ved Bahamas. En verdenshistorisk begivenhed, der også fik enorme konsekvenser for hans fødeby og deres nære forhold til Spanien. Herfra går vi videre til den centrale Piazza de Ferrari, hvor det vigtigste og mest prægnante byggeri er Palazzo Ducale – Dogepaladset. Det blev bygget efter de militære sejre over rivalerne fra Venedig og Pisa. Her blev byen styret fra ved valget af en doge, der ofte kom fra familierne Doria eller Grimaldi. Vi går igennem nogle af de gratis dele af paladset, mens dele som Torre Grimaldina, de hemmelige fængsler og de store rådssale med overdådige udsmykninger og malerier kan ses senere. Vi går herefter igennem det fashionable Galleria Mazzini med fashionable butikker. Efter turen igennem den smukke arkade, da går vi igennem gaderne med de mange imponerende Palazzi, der viser de mange rige familiers overdådige fremvisning af deres rigdom. Siden kopierede mange andre byer genovesiske Palazzi, men det var her at stilarten opstod. En del af de mange Palazzi har den svære kunstart Sgraffito integreret i byggeriet. Blandt de 42 Palazzi med status af UNESCO Verdenskulturarv er særligt Palazzo Rosso, Palazzo Bianco og Palazzo dei Rolli værd at fremhæve.

Piazza Ferrari i Genova. Foto fra Pixabay
Turen fortsætter igennem de små snævre gyder der leder mod Genovas enorme havn, kaldt Caruggi hvor vi sigter mod Porto Antico den kulturelle historiske del. I Caruggi finder man i et labyrintisk kvarter folkeliv der strækker sig fra dyre mærkevarebutikker, til intime små kirker til lyssky handel. Går man med mod havnen, så er det særligt det fantastiske Palazzo Banca di San Giorgio, der nærmest lyser op over hele havnen.

Banca di San Giorgio med den fantastiske facade. Banken var den centrale del i det vestlige Middelhav i århundreder. Foto fra Pixabay
I 1992 blev der bygget et helt igennem fantastisk akvarium af Renzo Piano, der ikke kan anbefales nok. Andre muligheder kunne være at se museet for den lokale fodboldklub, der er Italiens ældste fodboldklub fra 1893 grundlagt af englændere – heraf navnet Genoa og i de første år den mest vindende klub i Italien, en status den ikke længere har. En anden mulighed er at tage bjergbanerne (Funicolare) i byen, hvor der er enorme højdeforskelle. Vi satser på rigtig god tid på egen hånd i byen, hvor vi først sidst på eftermiddagen mødes igen.

De mange snævre gyder i Caruggi med havnen man spejder mod er en fascinerende labyrint i Genova. Foto fra Pixabay
Herfra fortsætter vi langs kysten forbi nogle af de steder, som vi i de kommende dage skal på udflugt til som Rapallo, Portofino og Cinque Terre.
Vi ankommer til vores smukt beliggende hotel i Lerici ved Golfo dei Poeti – Poeternes Bugt med Portovenere på den ene side og Lerici på den anden side. Vores smukke hotel har havudsigt ved Europa Grand Hotel Europa i Lerici. Vi indkvarterer os og spiser aftensmad med skøn udsigt over Golfo dei Poeti.
SE EUROPA GRAND HOTEL I LERICI (4 NÆTTER)

Golfo dei Poeti – der er udsynet fra Lerici. Foto fra pixabay
7.dag: Cinque Terre med båd
Vi starter dagen med at nyde den smukke udsigt over Golfo dei Poeti mod Portovenere. Her kan man tænke hvorledes at den britiske digter Lord Byron svømmede over bugten for at besøge hans gode digterven Percy Bysshe Shelley, hvis kone Mary Shelley skrev Frankenstein. Shelley kæntrede i 1822 med sin båd og druknede. Denne historie mindes vi om konstant, da romantiske briter siden har søgt at følge i fodsporene herpå.

Lerici med den middelalderlige borg. Foto fra pixabay
Vi mødes og går til fods de 600 meter til den historiske havn i Lerici, der vil bringe os over bugten Poeternes Bugt, hvor vi først lægger til i Portovenere, som også er UNESCO verdenskulturarv og uløseligt knyttet til Lord Byron. Byen ligger på den yderste spids og har sin havn liggende i beskyttelse af bugten, mens den på ydersiden har Castello Doria der ligger uindtageligt på den yderste klippe. Vi har en fremragende udsigt til denne, når vi stævner ud fra Portovenere. Herefter ligger vi os langs kysten og sejler nordpå mod de 5 byer – Cinque Terre.

Portovenere ligger dramatisk og efter udsejlingen herfra er vi i åbent hav. Foto fra Pixabay
De 5 byer er nævnt fra syd mod nord er Riomaggiore, Manarola, Corniglia, Vernazza og Monterosso al Mare. De pastelfarvede huse på vej mod Cinque Terre er ofte placeret uden på klipperne og med næsten umulige placeringer. Før jernbanen blev anlagt i byerne i 1874, var de ualmindeligt svære at komme til, idet at de var svære at sejle til, og de var endnu sværere at komme til fra landsiden. Herefter var der åbnet op for omverdenen og hermed for turister. Her er antallet kun steget og med de sidste 15 års vækst i krydstogtsturisme er byerne for alvor blevet eksponeret.

Riomaggiore er den første af de 5 byer vi ligger til kajs i. Foto fra Pixabay
Vi ligger til i den første af byerne Riomaggiore og vil herefter gå af Via del´Amore til Manarola, den flade sti langs vandet på cirka 1 kilometer hvis navn kommer af at forelskede i de to byer sneg sig ud på stien for at mødes i hemmelig kærlighed.

Corniglia som ligger mest dramatisk har ingen havn, da byen ligger direkte på en klippe. Foto fra Pixabay
I Manarola tager vi båden videre forbi Corniglia, som ikke har en havn, men som ligger ualmindelig smukt. Vi stiger af i Vernazza, hvor der bliver tid til at nyde en hvidvin af samme navn eller måske den liguriske focaccia med grøn pesto, der alle er egnsprodukter.

Vernazza i den lille intime havn på Cinque Terre. Foto fra pixabay
Vi tager videre til Monterosso al Mare, hvor dagens sidste stop foregår i den største af byerne, hvor der er rigelig mulighed for at finde restauranter, butikker og nyde “la dolce vita”. Herefter går turen tilbage til Lerici, hvor vi om aftenen nyder aftensmad på vores hotel.
8.dag – fridag og afslapning
På denne fridag i Lerici er det oplagt at slappe af i vores egen by eller måske sejle over Poeternes Bugt og opleve Portovenere. I Lerici kan man se den middelalderlige borg, gå på stranden eller gå igennem de charmerende små gader rundt om Via del Ghetto, hvor de mange jødiske købmænd i Lerici boede. Man kan også blive på hotellet og nyde de dejlige forhold her.

Der er god tid til at nyde morgenmad på vores hotel Grand Hotel Europa i Lerici. Foto fra pixabay
Der er gode muligheder for at sejle over til Portovenere, der har meget af den samme charme som Lerici i form af en antik havn, en middelalderlig borg med museum og et charmerende bykvarter eller Lord Byrons kendte grotte.

Den charmerende havn i Portovenere. Foto fra pixabay
Til aften mødes vi til fælles spisning på hotellet.
9.dag – Rapallo og Portofino
Efter at have nydt morgenmad på vores dejlige hotel
På denne dag kører vi nordpå mod Rapallo der ligger syd for Genova, her er der indledningsvis en enestående chance for at komme med en bjergbane op i 612 meters højde, hvor der er en fantastisk udsigt over Tigullio Bugten. Oppe venter der os et besøg i Santuario di Nostra Signora di Montallegro. Efter at have besøgt valfartsstedet, da tager vi igen bjergbanen ned til Rapallo.

Bjergbanen over Rapallo på vej mod Montallegro byder på en fantastisk udsigt. Foto fra pixabay
Byen har alt det man forbinder med Rivierastemning i form af palmestrand, masser af butikker, en smuk havn, en middelalderlig borg, klart badevand og knap så mange turister som mange af de andre byer. Der bliver tid til frokost i byen inden man kan deltage i sejlads til den eksklusive by Portofino.

Rapallo ligger utrolig smukt og har flere gange været international konferenceby. Foto fra Pixabay
Portofino danner en naturhavn og betyder egentlig Porto Delfino, hvilket hentyder til at man kan være heldig at opleve de legesyge havdyr. Ovenover Portofino ligger den lille Chiesa San Giorgio, der huser relikvier af Sankt Georg, der også er Liguriens skytshelgen. Herfra opnår man et af de smukkeste syn på Portofino. Byen har været samlingspunkt for berømtheder siden Brigitte Bardot og Elizabeth Taylor kom her i 1960´erne til at det idag er Beckham-parret og George Clooney. Vi er i byen, hvor vi kan føle os som del af jetsettet og herpå sejler vi retur til Rapallo, hvor vi møder vores bus og herpå kører retur til Lerici, hvor vi har en sidste aftensmad til gode på vores dejlige hotel.

Portofino, der ligger med en naturhavn og hvor jetsettet i Italien holder til. Foto fra pixabay
10.dag – Panorama over to bjergkæder og tre lande og overnatning syd for Nürnberg
Vi starter dagen tidligt med morgenmad på hotellet og derpå pakkes bussen og vi forlader vores lille paradis i Lerici. Straks efter vi passerer La Spezia, da begynder vi at køre op over passene i Appeninerne. Det er en smuk rute med masser af smukke udsyn over dale, landsbyer og golde områder i den store bjergkæde der går tværs igennem det centrale Italien. På den anden side af bjergene vender vi tilbage til Po-sletten ved Parma og herfra følger vi ruten op forbi Mantova og Verona. Herpå begynder en fantastisk smuk rute op over Dolomitterne, en af de kønneste panoramaruter i et område, hvor konflikterne mellem italiensk og tyrolsk kultur har været heftige. Der arrangeres et frokoststop undervejs inden vi forlader Italien ved Brennerpasset. I Østrig venter der os ligeledes en smuk tur igennem Tyrol. Ruten fortsætter langs Kufstein, Rosenheim og München inden vi når vores overnatningshotel syd for Nürnberg.
11.dag: Hjemkørsel
Vi står tidligt op og spiser morgenmad. Derpå følger en lang hjemkørselsdag, hvor vi kører den hurtigste rute hjemad. Vi forventer at krydse grænsen til Danmark først på aftenen.
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.