Slotsbyggeriet

Kejser Wilhelm II besluttede i 1912,at der skulle stilles midler til rådighed for et nybyggeri af et palæ i Neuer Garten. Byggeministeriet under huset Hohenzollern underskrev en kontrakt med Saalecker Werkstätten, hvor det fremgik, at slottet skulle kunne bygges for 1.498.000 mark og ville kunne stå færdigt 1. oktober 1915. I maj 1913 lagde kronprins Wilhelm grundstenen til sin nye residens. Parret havde siden deres bryllup i 1905 boet i Marmorpalæet i Neuer Garten om sommeren og i Kronprinzenpalais på Unter den Linden i Berlin om vinteren.

Kronprinseparret lod arkitekt Paul Schultze-Naumburg forstå deres ønske om, at slotsbyggeriet skulle finde inspiration i engelsk landstil. Cecilies forældre havde et lignende slot i jagtslottet Gelbensande nordøst for Rostock. Den ydre facade domineres af mursten og bindingsværkselementer i mørk eg. Usædvanligt for slottet er, at det bærer 55 skorstene, hvoraf ingen af disse er ens.

De forskellige bygninger fordeler sig rundt om 5 indergårde: Den store Æresgård i midten, den lille gårdhave – prinsegården og tre arbejdsgårde. I midten af Æresgården findes en lille græsplæne, hvor røde blomster danner en rød stjerne. Sovjetiske soldater anlagde denne stjerne i 1945 kort før afholdelsen af Potsdam Konferencen.

Byggearbejdet blev stoppet grundet udbruddet af 1. verdenskrig i 1914, og derfor blev den oprindelige plan for færdigopførelsen af slottet udskudt. Først i August 1917 flyttede kronprinsesse Cecilie ind i de færdigbyggede rum. I september 1917 fødte hun sit 6.barn, der blev opkaldt efter hende selv og fik navnet prinsesse Cecilie. 1. oktober 1917 kunne slotsbyggeriet endegyldigt siges at være færdigt. Slottet fik naturligt navn efter kronprinsessen.

I 1918 abdicerede Kejser Wilhelm II, og Hohenzollerndynastiets ejendomme blev efterfølgende gjort til statslig ejendom. Kronprinsesse Cecilie flyttede til Neues Palais (ligeledes i Potsdam), hvor kejserinde Augusta Victoria residerede. Da kejserinden valgte at følge sin mand i eksil til Holland, returnerede Cecilie til Cecilienhof, hvor hun blev indtil 1920. Da afgjorde retten, at hun måtte fraflytte slottet, og hun boede efterfølgende på et privat familieslot i Oels i Niederschlesien. Imidlertid fik hendes to børn Wilhelm og Ludwig Ferdinand lov til at blive på slottet, så længe de gik i gymnasiet. Kronprins Wilhelm var gået i eksil på den hollandske ø Wieringen. 9. november 1923 fik han lov til at returnere til Tyskland i egenskab af privatperson.  I juni 1926 mislykkedes en afstemning i parlamentet om at ekspropriere alt, hvad familien Hohenzollern ejede. Det lettede familiens økonomiske situation betragteligt. Hohenzollernfamilien og den tyske stat lavede et kompromis om Cecilienhof, hvor staten stod som ejere, men hvor Cecilie og Wilhelm kunne bo på slottet. Denne ordning kunne maksimalt komme til at gælde i tre generationer.

Wilhelm havde lovet den tyske udenrigsminister Gustav Stresemann at fraholde sig fra politik. Dette løfte brød den tidligere kronprins, idet han støttede Adolf Hitlers magtopstigen. Denne besøgte Cecilienhof 3 gange. I 1926, i 1933 på “Tag von Potsdam” og igen i 1935. Da Wilhelm opdagede, at Hitler ikke havde nogle planer om at geninstallere monarkiet, kølnedes deres forhold betragteligt. I forlængelse af attentatforsøget på Hitler 20. juli 1944 beordrede Hitler, at Gestapo skulle overvåge slottet.

Slottets indre

I slottets 176 rum befandt de repræsentative beboelsesrum sig i stueetagen i det midterste byggeri. Ovenover disse lå de private sove-, påklædnings- og badeværelser. Rummene afspejlede den typiske indretning for overklassen i den tidlige del af det 20. århundrede. Værelserne var holdt i en simpel elegance og i ædle materialer. Næsten alle rummene var udformet af Paul Ludwig Troost, der var blevet berømt på at tegne passagerdampere. Særlig et rum virker i særdeleshed originalt,da kronprinsesse Cecilie havde ønsket at få det udformet og indrettet som en kahyt. Møblerne i dette rum er originale, da de var fast forbundet med væggene.

Kronprinsesse Cecilie af kejserriget Tyskland. (Maleri: Wikipedia)

Kronprinseparret havde efterladt alt inventar på slottet i 1945, idet de havde forladt slottet i al hast i krigens slutfase. Den sovjetiske besættelsesmagt havde ryddet rummene for at gøre plads til konferencedeltagerne og bragt møblerne til Det gamle Mejeri (Alte Meierei) ved Jungfernsøen. 25. juli 1945 gik der imidlertid brand i Mejeriet og møblerne gik tabt. Den manglende indretning er kun blevet erstattet med enkle møbler fra samme tid. Sovjetiske tropper indsamlede møbler fra de nærliggende slotte for at tilpasse indretningen i forhold til de forskellige delegationsledere. I Josef Stalins hjørneværelse fremskaffede man en mørk lædersofa og et vægtigt skrivebord. Harry S. Trumans værelse blev udsmykket med fine klassicistiske møbler fra Marmorpalæet. Winston Churchills rum fik nygotiske møbler fra Slot Babelsberg.

Den midterste del af hovedbygningen danner over begge etager en 26 meter lang og 12 meter høj stor hal. Oprindelig blev den brugt til beboelse og var udsmykket med behagelige møbler. Træsnittene på væggen, den tydelige træbalkons-konstruktion i buegangen og den store udsmykkede vinduesfront er typisk for den engelske landstil i starten af det 20. århundrede. Byen Danzig skænkede en trappe udført i mørkt egetræ i en stilart der kaldes Danzig-barok. Denne trappe fører til kronprinseparrets privatrum.

Den store hal blev omdannet til konferencesal under Potsdamkonferencen i 1945. Det store runde bord med en diameter på 3,05 blev leveret af et møbelfirma fra Moskva ved navn Lux. Ved dette bord sad stats- og regeringscheferne fra de allierede sejrsmagter under konferencen; Truman fra USA, Churchill og Attlee fra Storbritannien og Stalin fra Sovjetunionen samt andre ledende delegationsmedlemmer. Midt under konferencen gav Truman telefonisk ordre til at kaste atombomben over Hiroshima.

Churchill, Truman og Stalin foran Cecilienhof ved Potsdamkonferencens begyndelse. Foto: Taget fra Wikipedia og taget foran Cecilienhof

Benyttelse

Efter konferencen åbnede den sovjetiske besættelsesmagt såvel slot som slotspark for offentligheden. Indledningsvis benyttede Demokratische Frauenbund (DFD) slottet som uddannelsescentrum. I den vestlige fløj åbnede der et hotel, som overlevede systemskiftet i 1989/90. I løbet af 2013 indstilledes hoteldriften imidlertid på grund af, at bygningerne undergik en restaurering. Ved et besøg på slottet kan man se de rum, der markerer, hvor Potsdamkonferencen fandt sted samt nogle af kronprinseparrets privatrum.

I 1990 fik slottet og dets park status som verdenskulturarv under UNESCO. Det blev de i fællesskab med Sanssouci og dets slotspark samt slottet Glienicke og Pfaueninsel (Påfugleøen).

Lejlighedsvis benytter delstatsregeringen i Brandenburg slottet til officielt at tage imod fornemme gæster. I november 2004 kom dronning Elisabeth II af Storbritannien på besøg, og 30. maj 2007 mødtes udenrigsministrene fra G8 på slottet.

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Jeg har besøgt slottet gennem mange år og anser en rundtur med fokus på Potsdamkonferencens betydning for at være et af de mest interessante historiske besøg. Jeg har kun været på slottet en enkelt gang privat, ellers har jeg været der som rejseleder op imod 100 gange. Et besøg vil vise generelle udstillingsrum, hvor man kan fokusere på konferencens vidtrækkende beslutninger. Eksempelvis: delingen af Tyskland i 4 zoner, delingen af Berlin i 4 zoner, delingen af Østrig i 4 zoner og en tilsvarende deling af Wien i 4 zoner. Derudover kan nævnes Polens grænseflytninger (Oder-Neisse og Curzon-grænserne), de baltiske landes ophør af selvstændighed, Finlands påtvungne neutralitet og de mange tysksprogedes skæbne i det østlige Europa. Man ser arbejdsrummene for Stalin, Truman og Churchill/Attlee samt det store konferencerum. Man kan godt gå igennem udstillingerne selv, men en rundviser er klart at anbefale. I midtergården ses græsplænen med blomsterbedet lavet som en rød stjerne. Den blev symbolsk for konferencen. Arkitektonisk er de mange skorstene et særtræk, der giver slottet charme. 

Slottet har mange charmerende træk. I den store gård ser det ud som om, at det kigger på en (Foto: Anders Bager Eriksen, 2002)