Kejser Wilhelm II

Kejser Wilhelm II, hvis navns fulde længde lød Friedrich Wilhelm Viktor Albert von Preußen, blev født i Berlin 27. januar 1859 og døde 4. juni 1941 i Doorn i Holland. Han tilhørte slægten Hohenzollern og var den sidste tyske kejser – såvel som preussisk konge – i perioden 1888 til 1918.

Wilhelm var barnebarn af kejser Wilhelm I (1871-88) og søn af kejser Friedrich III. Sidstnævnte regerede kun i 99 dage, og derfor blev 1888 blev kaldt “Trekejseråret”, da Tyskland havde både en 90-årig, en 57-årig og endelig til sidst en 29-årig kejser i selvsamme år. På sin mors side var Wilhelm barnebarn af Dronning Victoria af Storbritannien og Irland.

Wilhelms traditionelle opfattelse af kejserdømmet – ifølge nutidens historikere – var manglende forståelse af, hvad et moderne konstitutionelt monarki ville sige. Wilhelm stemte først forfatningsreformer igennem i oktober 1918, idet han var under alvorligt pres, da 1. verdenskrig så ud til at være tabt.

Efter udbruddet på Novemberrevolutionen i Tyskland kunne rigskansler Max von Baden bekendtgøre abdikationen 9. november 1918, hvor Wilhelm og hans søn kronprins Wilhelm von Preußen afsværgede sig den tyske trone. Siden 29. oktober 1918 havde kejseren opholdt sig i den tyske hærs hovedkvarter i belgiske Spa. Han drog derfra i eksil i Holland, hvor Dronning Wilhelmina tilbød ham asyl. I 1919 forlangte Entente-magterne ham udleveret som “krigsforbryder”, hvilket den hollandske dronning nægtede.

Fra sit nye hjem i hollandske Doorn forsøgte Wilhelm at genetablere monarkiet i Tyskland, men dog uden held. Han døde i en alder af 82 år og ligger begravet i et mausoleum i parken til Haus Doorn.

Kejser Wilhelm II, den sidste tyske kejser i årene 1888-1918. Abdicerede og døde i 1941 i eksil. Foto fra wikipedia

Den Wilhelminske epoke

Åbningen af den Tyske Rigsdag i den prægtige Hvide Sal på Berlins byslot 25. juni 1888. Et oliemaleri af Anton Werner fra 1893. Begivenheden var den første cermonielle begivenhed, kejser Wilhelm var med i. Fra hjemmesiden www.ppehlab.org

De 30 år, Wilhelm regerede det tyske rige (1888 til 1918), bliver normalt betegnet den Wilhelminske epoke. En af de vigtigste bestræbelser fra kejseren var at sikre, at det tyske rige fik en politisk størrelse, så det var en del af verdensmagterne. Han så sin opgave som tysk kejser som “til alle tider at optimere det tyske rige, ikke via krigeriske erobringer, men at sikre riget via velfærd, frihed og sædvaner.”, på samme vis som et af hans store forbilleder, hans farfar kejser Wilhelm I, havde formuleret det. Wilhelm II havde en stor ambition om at give Tyskland international prestige. Dette kom til udtryk i form af en militær oprustning i Tyskland og en flådeopbygning fra og med 1897,  hvilket bragte Tyskland på kant med Storbritannien, samt en kolonipolitik i Afrika og Sydhavet, der ligeledes bragte ham i opposition til mange tidligere partnere. Det kom til en række internationale kriser i hans regeringstid såsom: Krüger-depechen 1896, flådeoprustningen 1897, Doggerbank-krisen 1904, Marokko-krisen 1905/06 og igen 1911 Daily-Telegraph-affæren 1908 og ikke mindst Første Verdenskrig 1914-18, der destabiliserede udenrigspolitikken.

Wilhelms forkærlighed for militær prunk gjorde, at perioden var præget af talrige parader, hvor ingen anledning synes for lille til march og prunk. I samfundet bevirkede det, at militæret fik en overbetonet rolle, og at det militære hierarki fik en meget stor betydning for det civile liv, hvor det at have en militær grad var en døråbner for en karriere i forvaltningen. Kort sagt var en rang som reserveofficer en adgangsbillet til det bedre borgerskab, mens det ikke at have en militær titel ville være en hæmsko for en karriere.

Tyskland var præget af et stort økonomisk opsving i Wilhelms regeringsår, hvilket blev styrket af fremskridt indenfor teknologi, naturvidenskab og industri. Kejseren havde en særdeles positiv holdning til teknik og fremskridt. Indenrigspolitisk fortsatte han med at udbygge den socialpolitik, som Otto von Bismarck havde grundlagt i årene forinden. Han afskaffede allerede i 1890 forbuddene mod socialisterne og søgte, delvis uden held, at udligne forskellene mellem de etniske og politiske mindretal i riget.

Wilhelm II var en kejser, der gerne ville øve en kraftig indflydelse på såvel inden- som udenrigspolitikken  i riget, hvilket stod i kontrast til hans farfar Wilhelm I. Dette “personlige regimente” fra kejseren var – ifølge de fleste historikere – dog ofte præget af en uforudsigelighed, da han hyppigt skiftede rådgivere og ændrede kurs. Kriserne vedrørende Marokko og den uindskrænkede U-bådskrig under 1. verdenskrig er to af de mest berømte eksempler på, at kejserens eftermæle stadig opfattes som plettet.

Hans regeringsår var også præget af hårde politiske magtkampe mellem de enkelte partier, hvilket gjorde det svært for de skiftende kanslere at regere såvel som at forblive længerevarende i jobbet. Kampen stod primært mellem den nationalliberale-konservative blok (Bülow-blokken) og socialdemokraterne, hvilket gjorde, at 5 ud af 7 kanslere i perioden blev fyret/afsat af kejseren i dennes regeringstid.

Første Verdenskrig fra 1914 til 1918 åbenbarede Wilhelms strategiske og taktiske utilstrækkelighed. Fra og med 1916 afstod han tiltagende fra relevante politiske beslutninger og overdrog i praksis ledelsen af Kejserriget til den øverste ledelse i hæren, hvilket vil sige til generalerne Hindenburg og Ludendorff, hvilket igen vil sige, at det konstitutionelle monarki i de sidste krigsår i praksis var et militærdiktatur. Da Kejser Wilhelm II som følge af Novemberrevolutionen i 1918 abdicerede og drog i eksil i Holland, havde kejserriget Tyskland tabt “Den Store Krig”, hvor mkring 10 millioner var faldet på slagmarken.

Barndom og ungdom

Wilhelms forældre var prins Friedrich Wilhelm af Preussen og dennes hustru Victoria. Friedrich Wilhelm var fra 1861 kronprins af Preussen og fra 1871 kejser in spé. Hans hustru og Wilhelms moder var Dronning Victorias ældste datter og i øvrigt gennem hele livet en stor fortaler for liberale reformer. Det gjorde Wilhelm til barnebarn af såvel dronning Victoria af Storbritannien og kejser Wilhelm II af Tyskland. Hans grandtante Charlotte var gift med tsar Nikolaj I, hvilket også betød, at han var i familie med tsar Nikolaj II.

Wilhelm var betaget af skibe lige fra barns ben. Her med sit legetøjsskib. Foto fra wikipedia

Da Kejseren blev født, foregik det i Kronprinzenpalais i Berlin, hvor stribevis af højere embedsfolk var til stede for at kunne dokumentere, at alt var gået ordentligt til og kunne bevidne, at der ikke var blevet foretaget forbyttelser. Fødslen var imidlertid forbundet med komplikationer. Hans mor fik bækkenløsning og overlevede kun, fordi man tilkaldte direktøren for sygehuset Charité, professor Eduard Arnold Martin og i kraft af, at en modig jordemoder mod reglerne lagde et vådt håndklæde omkring den livløse baby. Professor Martin måtte fremskynde den forsinkede fødsel ved at bruge et endnu uprøvet narkosemiddel, der hed kloroform. Det lykkedes for doktor Martin at få fat i babyens underliv og få ham ud. Hans puls var næsten ikke til stede, da fødslen var blevet forsinket. Martin drejede den venstre arm og med et kraftigt tag i hovedet reddede han den højre arm. Efter timelange frugtesløse pinsler overlevede den nyfødte med nød og næppe, men han fik en lammelse i sin venstre arm (populært en vissen arm). Få dage efter blev det bemærket, at drengen ikke kunne bevæge den venstre arm. Armen forblev også i Wilhelms voksenalder tydeligvis kortere end den højre og kunne kun bruges mere indskrænket. Det er den dag i dag omstridt, hvorvidt professor Martin reddede barnets liv eller forårsagede skaden på hans arm.

Wilhelm sammen med sin far Friedrich Wilhelm, her på besøg på det skotske slot Balmoral og i skotske dragter (1863). Foto fra wikipedia

Victoria tog det personligt meget nært at have født en tronfølger, hvis helbred ikke var godt og havde svært ved at acceptere sin søns handicap. Stort set alt blev forsøgt for at hele Wilhelms handicap. Legendarisk er den kur, hvor hans visne arm blev syet ind i en friskslagtet kaninunge. En metalrustning rundt om den visne arm var et andet forsøg på at forbedre Wilhelms evne til at være rank. På fotografier forsøgte man at nedtone synet af armen, således at armen hvilede på sabelskeden, eller at den var skjult i ærmet. Wilhelms barndom var grundet disse forhold en ret ulykkelig.

Som det var normal kotume i den højere adel, var det ikke hans forældre, der stod for opdragelsen, men derimod hans calvinistiske lærer Georg Ernst Hinzpeter. Som 7-årig i 1866 oplevede han den preussiske sejr over Østrig, hvormed Preussen blev førende i det tyske. Som 10-årig trådte han ind i 1. Garder Fodregiment som løjtnant i den preussiske hær. Han var 12 år, da Tyskland blev samlet efter sejren over Frankrig, hvorved hans farfar blev tysk kejser, og Wilhelm selv stod som 2. kronprætendant efter sin far til kejsertronen. Ved samme lejlighed fik Wilhelm sit eget skib ved navn Atlantic.

Militærtjeneste og uddannelse

Wilhelms studentereksamen tog han på det prestigefyldte Friedrichsgymnasium i Kassel. Han kunne kalde sig student 9. februar 1877. Derpå trådte han for alvor i militærtjeneste i 6. kompagni under Kaptajn von Petersdorff. Samtidig hermed studerede han i perioden 1877 til 1879 fire semestre på Rheinische Friedrich-Wilhelm-Universität Bonn, der var blevet grundlagt og opkaldt efter hans tipoldefar Friedrich Wilhelm III af Preussen.

22. marts 1880, på hans farfars fødselsdag, fik han rang af kaptajn. Det var allerede i disse år, at han dannede sig en forståelse af sin egen rolle som monark, der gik imod de liberale konstitutionelle forestillinger hans forældre havde.

Wilhelm som student, som han blev fra Friedrichsgymnasium i Kassel. Foto fra wikipedia

Hans videre livsbane skal ses i det aspekt, at hvad han foretog sig, skulle forstås som uddannelse til monark. Han skulle samle så megen erfaring som muligt, men han nåede dog aldrig, ikke engang på det militære område, at få en solid faglig ballast.

I 1881 giftede Wilhelm sig med Auguste Viktoria (1858-1921) af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, en datter af Frederik af Nør (Frederik VIII), der i 1863 gjorde krav på såvel den danske krone som de Slesvig-Holstenske hertugtitler. Familien havde måttet fraflytte Slesvig-Holsten efterfølgende og boede i Schlesien. Allerede som børn var Auguste Viktoria og Wilhelm mødtes. De mødtes igen på slottene i Potsdam i sommeren 1878. De blev forlovet i sommeren 1880 i Gotha, hvilket lå helt i forlængelse af hans forældres liberale holdning, men som omvendt ikke blev billiget af hans farfar kejser Wilhelm I, der anså Auguste Viktorias slægt for at være for underrangeret Hohenzollern. Hendes tipoldemor var borgerlig og hendes bedstemor kun grevinde. Eftersom Auguste Viktorias fader havde levet uden for Schleswig-Holstein siden den preussiske anneksion i 1864, var der også mange, der anså forlovelsen for at være en forsoningsakt overfor hertugdømmerne.

Fra og med 1888 var Wilhelm med i forskellige regimenter med titel af general og ligeledes kommandør. Militærtjenesten var dog præget af mange ferier, da hans rolle i den civile forvaltning blev opfattet som vigtigere. Det kunne ikke gøres særligt grundigt, da det var forbundet med et vist tidspres. Hans farfar havde en meget høj alder, og hans far var pludseligt blevet dødeligt syg.

Selve regeringsførelsen ville ikke være så kritisk at overtage, da Otto von Bismarck siden 1862, først som preussisk ministerpræsident og fra 1871 som rigskansler havde koncentreret den politiske magt i sine hænder. Bismarck var en respekteret statsmand i hele verden efter tre sejrrige krige i 1864, 1866 og 1870/71, hvilket havde ført til den tyske samling og Tyskland som stærkeste magt på det europæiske kontinent. Såvel Wilhelm I og Friedrich III havde lejlighedsvis talt Bismarck imod, men stolede på ham i sidste ende. Dette bånd mellem kejser og kansler var dog problematisk i forhold til rigets forfatning, hvilket også havde ført til et misforhold mellem kansler og rigsdagen. Bismarck var overbevist om, at han også kunne opbygge et tillidsforhold til den tredje kejser.

Året 1888 blev i historien kendt som “Trekejseråret”. Efter at Kejser Wilhelm I var død 9. marts 1888, nåede Friedrich III på baggrund af sin fremskredne strubekræft kun at regere i 99 dage, heraf 99-dage-kejseren, og døde 15. juni 1888 i Potsdam.

Virke som kejser : sociale reformer

Udsagn som ovennævnte citat, og at han i 1890 ophævede Bismarcks antisocialistiske lovgivning, der havde ulovliggjort fagforeninger og politiske partier som kommunister, socialister og socialdemokrater siden 1878. Bruddet med denne politik skabte forhåbninger hos arbejderklassen om, at den ny kejsers regeringstid kunne betyde sociale forandringer i riget. Socialpolitikken lå Wilhelm II på sinde, men trods dette kom det ikke til større strukturelle reformer i riget. Hvis dette kunne opfattes som progressivt, så var han afvisende over for øget demokratisering af forfatningen. Han beholdt det udemokratiske preussiske  valgretssystem, der baserede sig på 3 klasser, hvilket forhindrede udviklingen af en repræsentativ landdag. Regeringen blev som hidtil fortsat ikke valgt af rigsdagen, men derimod af kejseren udenom de parlamentariske forhold. Omvendt kunne kansleren ikke gennemføre nye love uden rigsdagens godkendelse, det samme gjaldt budgettet (Finansloven).

Wilhelm II forkyndte på sin berømte forfaders Frederik den Stores 178. års fødselsdag 24. januar 1890 i en proklamation til folket « Je veux être un roi des gueux » (da: Jeg vil være en konge for de fattige) og krævede efterfølgende afskaffelse af søndagsarbejde, natarbejde for kvinder og børn, kvindeligt arbejde i den sidste svangerskabsmåned, såvel som indskrænkning i børnearbejde for børn under 14 år. Derudover opfordrede han til en ny linje i forhold til de føromtalte socialistlove. Bismarck, der stadig var kansler, kommenterede disse opfordringer i nedladende vendinger som “humanisme” og nægtede at støtte disse forslag ved at fremsætte dem for rigsdagen. Det lykkedes først at gennemføre disse tiltag med Bismarcks efterfølger Leo von Caprivi, der senere på året 1890 overtog rigskanslerhvervet. Trods disse sociale ambitioner var kejser Wilhelm II lige så lidt begejstret for socialdemokratiet som Bismarck havde været. Han håbede at vinde sympati med sine reformer og samtidig pille noget af martyrrollen fra socialdemokraterne, som socialistlovene havde givet partiet, der skiftede navn i 1890 fra SAP til SPD.

Wilhelms reformer gjorde ikke stort indtryk på socialdemokraterne, der under deres leder August Bebel stod i absolut opposition til kejseren med en stærk antimonarkistisk selvforståelse. Trods fremskridt for arbejdsbeskyttelsen i de forslag Wilhelm havde stillet stemte partiet imod forslagene. De krævede grundlæggende strukturelle forandringer såsom: en demokratisk forfatning, udvidet valgret, parlamentets forrang til politiske beslutninger, en omstruktureret økonomi, en mærkbar nedsættelse af militærudgifterne, større frihed til kolonierne og meget andet, som var umuligt for kejseren at støtte, og  som kun styrkede hans modstand mod partiet.

Arbejderklassens velstand steg gradvis under Wilhelm, men trods det lykkedes det ikke at give arbejderne i byerne en følelse af, at de var anerkendte medlemmer af det tyske samfund. SPD gik frem ved stort set hvert eneste valg under Wilhelm.

Den ovennævnte modstand, som Wilhelm mødte fra socialdemokraterne i sit forsøg på at blive “de fattiges konge”, erkendte efterhånden, at en forsoning med socialdemokraterne som værende umulig. Han endte med i Königsberg at kalde “til kamp for religion, sædvane og orden og mod partierne, der vil omstyrte dette”. Allerede i 1887 havde han sammen med sine kone grundlagt Evangelischer Kirchlicher Hilfsverein für Berlin, idet han antog, at kirken kunne løse det sociale spørgsmål: en strategi, der også kom til udtryk i form af et utal af kirkebyggerier under kejseren. Han så endvidere sig selv i lige linje til tidligere store kejsere såsom Konstantin den Store og Otto den Store, der også havde regeret gennem “Trone og Alter”.

Bismarcks afgang og Caprivis regeringstid

En af de mest kendte karikaturer over Bismarcks afgang. “Lodsen går fra borde” stod der. Den britiske Sir John Tenniel kaldte det Bismarcks løsladelse. Fra wikipedia

 

I Bismarcks sidste regeringstid havde det Tyske Rige udviklet sig til et “Kanslerdiktatur”, hvis politiske mål ikke blev delt af den unge kejser. Bismarck ville styrke forbundet med Rusland, mens Wilhelm II udelukkende stolede på Østrig-Ungarn. Bismarck ville fortsætte “kulturkampen” mod den politiske katolicisme i riget, hvilket kejseren var lodret imod. Bismarck ville skærpe socialistlovene, Wilhelm II ville afskaffe dem: “Jeg vil ikke farve mine første regeringsår i mine undersåtters blod!

Da Bismarck forblev hårdnakket, havde kejseren kaldt chefen for sit militærkabinet general von Hahnke til sit rigskancelli 17. 1890: Han skulle overbringe beskeden til Bismarck om,at han om eftermiddagen skulle indfinde sig på Berlins byslot og anmode om sin afsked. Denne besked blev først overdraget til Bismarck morgenen efter med et bud. Bismarck – der evigt søgte retfærdighed og kilder til modangreb – har efterfølgende betonet det nedværdigende i måden, det foregik på. Bismarck skrev i sine erindringer, hvorledes han allerede før sin afskedigelse følte sig isoleret og forrådt, hvor hans stedfortræder Karl Heinrich von Boetticher havde udnyttet hans fravær til at forhandle med kejseren. Med Bismarck af vejen havde kejseren gjort vejen klar til sit personlige regimente.

20. marts 1890 lod Wilhelm II altså sin “Jernkansler” gå på pension. Bismarck accepterede ikke dette og vedblev at være en stor kritiker af Wilhelm II særlig i form af sine erindringer Gedanken und Erinnerungen. Den mest kritiske del blev først løftet fra censuren i 1919.

Bismarck afgang var primært begrundet indenrigspolitisk, men på langt sigt var det også udenrigspolitisk fatalt. Fra Wien skrev kejser Franz Joseph I nærmest prompte et brev, der eksplicit påmindede om Bismarcks fortjenester under freden i Wien i 1866.

Wilhelm udnævnte General Leo von Caprivi som Bismarcks efterfølger, der blev fejret som kejserens “redningsmand”, og som blev ophøjet til grevestanden for sin indsats. Wilhelm håbede i Caprivi at have sikret sig en anerkendt person, der kunne gennemføre hans politik og med Arbejdsbeskyttelsesloven kunne være med til at sørge for den indre forsoning i riget.

I 1890 var der sket et vigtigt udenrigspolitisk trin. Den hemmelige forsvarspagt med Rusland var delvis modstridende med Treforbundspagten med Italien og Østrig-Ungarn. Kejseren var mod at ødelægge den sidstnævnte pagt, mens Bismarck så den hemmelige forsvarspagt som ubetinget nødvendig. Det handlede om, hvorvidt den hemmelige traktat med Rusland skulle forlænges. Det skete ikke under Caprivi. Rusland begyndte i forlængelse heraf at orientere sin udenrigspolitik mod en tilnærmelse til Frankrig, hvilket siden skulle blive fatalt for Tyskland.

Caprivis kanslertid var præget af en overbevist venlighed overfor England. Indenrigspolitisk var Caprivi hovedansvarlig for forvandlingen af Tyskland fra agrarsamfund til til industrielt eksportsamfund. Reformerne i denne tid var afgørende for, at Tyskland kort efter overhalede Storbritannien som verdens største handelsmagt. Det var i denne tid, at begrebet “Made in Germany” blev synonym med højeste kvalitet.

Politisk integration af mindretal: katolikker, jøder, polakker og danskere

Dannelsen af det ny Tyske Kejserrige betød også et farvel til det Tyske Forbund, hvor østrigerne ikke længere var en del af fællesskabet – den lille/småtyske løsning – hvilket bragte nogle problemer med sig. Modstanden mod Preussens førende rolle i kejserriget kom i særdeleshed fra Rhinlandet, det sydlige Tyskland og fra det polske mindretal og baserede sig i særdeleshed på borgerskabet, arbejderklassen samt bønderne i disse områder. Katolikkerne samlede sig om et nydannet parti, de kaldte “Zentrum”. Bismarck gjorde alt for at hindre partiet og enhver anden katolsk politisk trussel i at blive stærk, hvilket medførte indgreb i hverdagslivet for katolikkerne.

Kejserriget gav fulde frihedsrettigheder til jøderne ved den tyske samling i 1871, friheder, som de godt nok havde nydt i Preussen, samt få andre stater før dette, men generelt var det et særsyn i mange områder af det ny Tyske Kejserrige, hvilket førte til megen misundelse og antisemitisme i befolkningen. Dels for at beskytte jøder og dels som en bevarelse af de gamle begrænsninger kunne en hersker tildele og/eller ophæve forskellige forbud mod at arbejde i visse hverv. Disse ophævede Wilhelm. Det var nu også muligt for jøder at indtræde i militæret, i skoler samt i justitsvæsenet.

I de østlige preussiske provinser, først og fremmest i provinsen Posen (pl: Poznan), blev det polske mindretal kraftigt undertrykt, hvilket medførte uro og en følelse af uretfærdighed. Kejseren erkendte alvoren i problemerne og betegnede det som en hovedopgave at få ændret på disse forhold.

Wilhelms integrationspolitik overfor katolikkerne var langt hen ad vejen succesfuld. Bismarcks “kulturkamp” havde stillet dem dårligt og hindret dem i at deltage i det politiske liv samt udøve deres religion. Wilhelm havde allerede i sin periode som prins kritiseret kulturkampen og meddelt, at han ville bringe den til ende. For at forbedre forholdet mellem katolikker og protestanter i riget, fik ofrene endda udbetalt erstatning, men det var dog ikke alle love og beslutninger, der blev ophævet.

Preussens østligste provinser  – Østpreussen, Vestpreussen og Schlesien – var dengang beboet af et flertal af tyskere og et mindretal af polakker samt regionalt også kasjubere og masurere. I den føromtalte provins Posen var flertallet polakker. Bismarck havde forsøgt at “germanisere” disse, hvilket mislykkedes og endte i protester. Kejser Wilhelm indstillede kampene, hvilket betød, at undervisningssprog og gudstjenester igen blev afholdt på polsk, og at polakkerne blev anerkendt som folk og mindretal i det Tyske Rige.

Et af de mest omstridte emner og nyordninger har været, hvorledes man skal tolke kejserens forhold til jødedommen og til antisemitismen. Wilhelm II plejede nære og venskabelige kontakter til flere prominente jøder. Chaim Weizmann betegnede disse med halv respekt og halv foragt som “kejserjøder”. Der var politikere, industrifolk, bankmænd og intellektuelle blandt disse, såsom Albert Ballin, James Simon, Emil & Walther Rathenay, Eduard Arnhold såvel som Carl Fürstenberg. Vurderingerne blandt historikere lyder således:

Eftervirkningerne af det såkaldte “Gründerkrak” i 1873, en økonomisk krise, der i særdeleshed gik hårdt udover økonomien i det Østrig-Ungarske, men som også kunne mærkes i det Tyske Rige, åbnede op for en tendens med spekulationsøkonomi, hvor der var mange jøder, som profiterede og mange traditionelle erhverv, der gik fallit eller var truet på eksistensen. Dette førte til en øget antisemitisme, hvilket man blandt andet så i dannelsen af den “Berlinske Bevægelse”. Ved rigsdagsvalget i 1893 blev der for første gang valgt (16) repræsentanter i Rigsdagen, der havde en klar antisemitisk agenda.

Wilhelms integrationspolitik stod i et vist omfang imod parlamentarismen i riget. Valgene var organiseret ud fra flertal i enkeltmandskredse, hvilket vil sige, at flertallet havde været forfordelt. Det blev reorganiseret, således, at danskerne fik (1 til 2 repræsentanter), Alsace-Lorraine/Elsass-Lothringen (8-15 repræsentanter) og polakkerne (8-15 repræsentanter). Jøder organiserede sig ikke etnisk, hvilket ville have været imod deres selvforståelse, hvor de så sig som tyske statsborgere, og denne tradition var særlig tydelig og særlig stærk i Preussen. Valgsystemet udelukkede altså ikke de politiske, etniske og religiøse mindretal fra at deltage. Selv de preussenfjendtlige welfere og de antisemitiske kristeligt sociale var repræsenteret i wilhelmtiden.

Wilhelms positive syn på jøderne blev dog noget afdæmpet i hans sene periode: “Jeg tænker ikke på at forlade tronen grundet et par hundrede jøder,og et par tusinde arbejdere”, hvilket var hans svar til Novemberrevolutionen. Fra hans eksil i Holland skrev han til sin amerikanske ven Poultney Bigelow 15. august 1927 ” Pressen, jøderne og myggene er en pest for menneskeheden, som må befrie sig fra dem – jeg tror den bedste løsning er gas”.

Erhvervspolitiske og oprustningspolitiske prioriteter

Caprivi indførte indkomstskatten, der ligeledes var et højt ønske for Wilhelm, og som Bismarck havde været modstander af. Pointen i indkomstreformen fra Johannes von Miquel i 1891 var, at de højeste indkomster måtte betale de højeste skatter. Protektionismen, der havde været fremherskende i Bismarcks tid, blev inddæmmet ved at være venlig overfor industrien og de eksportorienterende erhverv, hvilket gav Caprive mange fjender i Forbundet for Landbrugere, i særdeleshed blandt de øst for Elben og blandt de preussiske junkere, der havde været grundstammen i det konservative parti.

Efter afskaffelsen af beskyttelsestoldene voksede den agrare eksport til USA, hvilket bevirkede kraftige prisfald. Imidlertid var mange i stand til at udligne prisfaldet i form af ny teknologi såsom landmaskiner, men på trods heraf voksede presset på protektionismen af landbruget, hvor storbesiddere vægrede sig mod nye investeringer.

I 1893 opløste Wilhelm Rigsdagen der var blevet valgt i 1890, idet hans ønske om oprustning var blevet nedstemt. I den efterfølgende valgkamp sejrede fortalerne for Wilhelms oprustning fra det konservative og nationalliberale parti. Dette gjaldt også en oprustning for den kejserlige marine, som Caprivi havde været modstander af, da det kunne rokke på forholdet til Storbritannien. Men admiral Alfred von Tirpitz havde udtrykt ønsket, og befolkningen var i disse år betaget af marinen, hvor det ikke var ualmindeligt, at drengebørn gik rundt i matrostøj.

I januar 1894 kom det til et forsoningsmøde med Otto von Bismarck. Da denne i 1896 offentliggjorde den hemmelige forsvarstraktat med Rusland, ville Wilhelm have ham fængslet og bragt til Citadellet i Spandau.

Udenrigspolitiske problemer og nye rigskanslere 1894-1911

26. 1894 blev Caprivi afskediget. Wilhelm udråbte for første gang i kejserrigets historie en person, der ikke var fra Preussen. Det drejede sig om den bayerske fyrste Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingfürst, der samtidig var Wilhelms onkel. I modsætning til sine to forgængere udviklede han ikke ambitioner om selv at lede.

I 1895 blev Kaiser-Wilhelm-Kanal indviet. Den forbandt Nordsøen og Østersøen – den kendes i Danmark som Kielerkanalen. I de samme år foregik der enorme udvidelser af marinehavnene i Kiel og Wilhelmshaven. I samme håndevending besatte og efterfølgende forpagtede kejserriget den kinesiske havneby Tsingtao i 99 år. Denne politik blev slået fast med Wilhelms tale i 1897 om, at Tyskland “krævede sin ret til en plads i solen”. Wilhelm var ikke i stand til at erkende, at han med de ovennævnte aktiviteter og ytringer gjorde Storbritannien – datidens stærkeste magt – ualmindelig urolig. Den vedholdende tyske kolonialisme – som såvel Bismarck som Caprivi havde forsøgt at dæmpe – erkendte han ikke som værende risikabel i forholdet til stormagterne England, Frankrig og Japan, men billigede den. I 1899 oprettede kejserriget kolonier i Stillehavet i form af Karolinerne, Marianerne, Palau og Vestsamoa. I 1896 havde en uopmærksom/ubetænksom Hohenlohe-Schillingfürst ikke formået at forhindre, at kejser Wilhelm havde underskrevet den såkaldte “Krüger-Depeche”, hvilket var et lykønskningstelegram til de oprørske sydafrikanske boere, der var lykkedes i at modstå det britiske angreb kendt som Jameson Raid, hvilket blev taget ualmindeligt ilde op i Storbritannien og tolket som et endeligt brud med den englandsvenlige linje,som Caprivi havde lagt for dagen. I Wilhelms memoirer betoner han, at han var modstander af depechen, men at kansleren havde fremtvunget en underskrift.

Kejserens fødselsdag 27. januar 1901 fejret i den nye tyske koloni Kamerun (Cameroun). Kilde fra Bundesarchiv og lånt fra wikipedia

I år 1900 erstattede Wilhelm kansler Hohenlohe-Schillingfürst med grev Bernhard von Bülow. Sidstnævnte havde hverken opfundet de indenrigspolitiske reformer eller for den sags skyld de nyligt etablerede udenrigspolitiske konstellationer, der blev kendt som indkredsningspolitik. Forholdet til Frankrig blev under ingen omstændigheder forbedret, England blev fortsat udfordret via flådepolitikken, og Rusland blev grundet det nære forhold til Østrig-Ungarn skubbet længere væk grundet de to landes modstridende interesser på Balkan. Wilhelm stolede på Bülow, der vidste, hvordan han skulle smigre kejseren i lang tid – lige indtil Daily-Telegraph-Affæren i 1908 og Eulenburg-Processerne, hvor førstnævnte var et eklatant diplomatisk selvmål, hvor kejseren troede, at hans samtale med en englænder ville forblive privat, men i stedet blev offentliggjort i avisen Daily Telegraph, og som førte til et dårligere forhold til briterne. Sidstnævnte var en stribe af sager, hvor en lang række af de tyske regeringsmedlemmer omkring Wilhelm II blev beskyldt for homoseksualitet, hvilket førte til domsfældelse, og i datiden blev anset som skandaløst.

Kejser Wilhelm i russisk uniform og Tsar Nikolaj II i preussisk uniform. Billedet taget i Bjørkø i 1905, hvor der blev tegnet en venskabstraktat, som blev uden reel indflydelse. Foto fra wikipedia

Med udbruddet af den russisk-japanske krig i februar 1904 og traktaten 8. april 1904 mellem Storbritannien og Frankrig samt dannelsen af Entente Cordiale, ændrede de europæiske magtforhold sig fundamentalt. Det var i særdeleshed i kolonierne, at de to lande tidligere havde været på kollisionskurs, og hvor Tyskland havde ført en frihandelspolitik, som nu var urealistisk at gennemføre. I Wilhelmstrasse i Berlin, hvor den politiske magt holdt til, overvejede man nøje, hvordan man skulle reagere på den fransk-britiske tilnærmelse uden selv at tabe handlingsrum eller at isolere sig. Rusland led et klart nederlag til Japan i sommeren 1904 og kom på alvorlig kollisionskurs med London efter Doggerbank-Uheldene 21./22. oktober 1904, hvor den russiske flåde i Doggerbank mellem Danmark og England i nervøsitet havde åbnet kraftig ild mod britiske fiskere. Dette bevirkede, at Sankt Petersborg og Rusland forekom som værende en særdeles interessant partner for Tyskland.

I november  1904 udtrykte Wilhelm overfor sin fætter og zar af Rusland ønsket om et forsvarsforbund. Rusland skulle, først efter at kontrakten var blevet underskrevet, indtræde i forbundet. Den russiske regering modsatte sig imidlertid dette forbund, som derfor aldrig blev til noget. Kort tid efter opstod der igen spændinger mellem Tyskland og Frankrig i form af den første Marokko-krise, der viste, at Tyskland var isoleret og ikke i stand til at gøre sin indflydelse gældende i Marokko. Fredspolitisk greb Wilhelm II i juli 1905 til et initiativ: For at opnå en tilnærmelse til Rusland, der overhængende truedes af at ville tabe krigen til Japan, sluttede han Venskabstraktaten i Bjørkø med Tsar Nikolaj II. Det var meningen, at Frankrig også skulle have været med.

Traktaten fra Bjørkø blev ubrugelig fra og med 1907, da den ikke kunne forenes med den fransk-russiske tilnærmelse der var foregået i disse år. Tilnærmelsen mellem Rusland og Frankrig var sket efter at Wilhelm II. havde besøgt Tanger under den første Marokkokrise. Resultatet var at Tyskland havde forværret deres forhold til Japan betragteligt, der indtil da havde anset Preussen/Tyskland som videnskabeligt forbillede og læremester.

I 1908 blev Wilhelms hjælpeløshed tydelig i Daily-Telegraph-Affæren: I et interview med en avis klagede han over sin egen regering – de var slet ikke englandsvenlige nok. Bismarck havde tidligere været en mester i at flankere sin politik bag andre udtalelser. Wilhelm talte direkte og ville med sin tale markere en ny politik, hvilket han blandt andet tidligere havde gjort i forhold til Kina med sin “Hunnertale” 27. juli 1900 i Bremerhaven. I interviewet med Daily Telegraph faldt han decideret sin egen regering i ryggen og erklærede i talen, at han alene “var en god beskytter af England”, der afholdt de øvrige europæiske lande fra konstant at provokere England. I England blev det ikke vel modtaget. De lod sig ikke beskytte af andre og opfattede interviewet som anmasende. Wilhelm måtte efterfølgende stå igennem en pressestorm og lovede, at han ville holde sig tilbage i såvel uden- som indenrigspolitik.

I mellemtiden var den generelle offentlige holdning til kejseren begyndt at være langt mere kritisk, og en kampagne havde skadet ham konkret: Siden 1906 havde journalisten Maximillian Harden i sit tidsskrift Die Zukunft (Fremtiden) konsekvent omtalt kejseren og hans Camarilla, der henviser til et eksklusivt personligt regimente. De voldsomste anslag mod kejseren kom, da hans nære ven og rådgiver Philipp zu Eulenburg blev anklaget for at være homoseksuel, hvilket var strafbart dengang. Eulenberg begik mened, da han løj herom foran retten. Derpå fulgte en lang række af sensationsretssager mod Eulenburg, hvor kejseren gik udenom, men alligevel skadede sit renommé.

Kejser Wilhelm ombord på flådeskibet “Hohenzollern” i 1908 i flådehavnen i Kiel,  hvor han ses i midten, til venstre ses rigskansler Bernhard Fyrst von Bülow og til højre chefen for kejserens hemmelige civilkabinet Rudolf von Valentini. Billede fra wikipedia

I 1909 brød den politiske koalition kendt som Bülow-Block sammen. Den bestod af de venstreliberale partier, såvel som de nationalliberale samt konservative partier. Den udløsende begivenhed var Bülows forsøg på at reformere den preussiske valgret, hvilket mødte massiv modstand blandt de konservative, der dominerede den Preussiske Landdag. Såvel socialdemokrater som det katolske Zentrum støttede denne reform, men undlod at støtte Bülow. De beskyldte ham for principløshed, da han for at tækkes de konservative iværksatte en lang række repressalier mod det polske mindretal. Denne germaniseringspolitik overfor polakkerne blev efterfølgende indskrænket af kejser Wilhelm, der som tidligere omtalt ikke støttede denne. Bülow, der havde gjort dette for at sikre stabilitet i parlamentet, var blevet ladt i stikken af kejseren og måtte derpå trække sig.

Kejserlig efterårsparade i Sydtyskland i 1909. Foto fra wikipedia

Bülow blev afskediget, og i stedet blev Theobald von Bethmann Hollweg udnævnt til rigskansler. Han overlod ansvaret for udenrigspolitikken, der dog ikke nåede sit mål – en tilnærmelse til England og en distancering fra den antirussiske balkanpolitik, som Østrig-Ungarn førte. Den antifranske politik blev i 1911 skærpet yderligere i 1911 med den tyske intervention i “Panterspringet ved Agadir” i den anden marokkokrise. Såvel hæren som flåden blev yderligere forstærket. Wilhelm undlod at blande sig markant i denne periode. Kejseren var uden tvivl militarist, men ikke krigsgal eller krigsivrig, han var på trods af sine krigeriske taler i grunden ikke interesseret i en angrebs- eller præventivkrig. Det var dog ikke noget, han særligt tydeligt fik gjort klart

Wilhelm med sine sønner 1. januar 1913 på slotsbroen i Berlin med Berlins Byslot i baggrunden. Fra venstre til højre er det: kejser Wilhelm, kronprins Wilhelm, prins Eitel-Friedrich, Prince Adalbert, prins August Wilhelm, prins Oskar og prins Joachim alle i militæruniform. Foto fra wikipedia

Wilhelms betydning for den tyske udenrigspolitik er omstridt. Historikeren John C. G. Röhl fremhæver den virkning, som Wilhelm II´s mange indgreb i politikken fik, mens flertallet af historikere på linje med den berømte historiker Wolfgang J. Mommsen var enige om, at den civile ledelse i kejserriget må tildeles størst ansvar. Det er ubestrideligt, at kejseren ikke stod for at koordinere spørgsmålene på tværs af udenrigspolitik, hær- og flådepolitik. Derudover forfulgte rigskansleren, hæren og marinens ledelse forskellige mål, der ikke altid var forenelige. Wilhelm bar dog uomgængeligt et ansvar: opbygningen af flåden, der blev et mægtigt udenrigspolitisk problem.

Første Verdenskrig: Julikrisen

I julikrisen i 1914 spillede Kejser Wilhelm II en ambivalent rolle. Han forsøgte på den ene side at redde freden – ved at kaste sig ud i en feberagtig brevudveksling med den russiske tsar (“Kære Nicky – Kære Willy!”), der dog ikke var i stand til at modvirke den krigsbeslutsomhed, der herskede hos alle stormagterne. På den anden side trængte han på for at gå hårdt frem. Kejseren var afgørende med til at øge risikoen for krig betragtelig, da han gav rigskansler Bethmann Hollweg en blankofuldmagt til at føre en aggressiv politik igennem overfor Serbien efter attentatet i Sarajevo 28. juni 1914 og en støtte til Østrig-Ungarn, der ønskede at straffe Serbien.

Denne ambivalens så man måske allermest tydelig i form af hvor hurtigt at Wilhelm antageligt skiftede holdning, da han havde de to østrigske diplomater Hoyos – hvorefter Hoyos-Missionen har fået navn – og Szögyény i audiens på Neues Palais i Potsdam 5.juli 1914. Indledningsvis afviste Kejseren tysk støtte til Østrig-Ungarn med henvisning til de internationale komplikationer, hvorefter at en fælles middag og et yderligere østrigsk pres med henvisning til ridderlige æresidealer synes at være nok til at få Wilhelm til at give diplomaterne en “blankocheck” for tysk støtte med tilbage til Wien. 

På trods af, at Tyskland var blevet styrket betragteligt, antog Wilhelm med sin angst for “socialisme”, “den gule fare”, “de slaviske horder” og sin ide om modsætning mellem slavere og germanere det for uundgåeligt, at et ultimativt slag mellem disse modsætninger ville stå. Han undervurderede ved samme lejlighed den selvsamme kraft, den panslaviske bevægelse, hvor sympatien for serberne hos deres slaviske broderfolk var udpræget, hvilket i Rusland siden 1905 havde været årsag til en del politisk uro, og som bandt den russiske politik. Den tyske ambassadør i Wien Heinrich von Tschirschky fik besked af Wilhelm II om at presse på for en aktion mod Serbien: Han skulle “med eftertryk erklære, at man i Berlin forventede en aktion mod Serbien, og at man i Tyskland ville være uforstående, såfremt man ville lade en sådan chance gå forbi uden at føre et slag igennem”.

Faktisk overlod kejser og kansler den tyske udenrigspolitik til generalstaben efter den Østrig-Ungarske krigserklæring mod Serbien: Da det russiske tsarrige besluttede sig for en mobilisering,  tillod generalstaben ikke længere at trække tiden ud med diplomati, før man måtte erklære krig mod såvel Rusland som Frankrig, da den tyske krigspolitik var bygget op om at undgå en to-frontskrig i den såkaldte Schlieffen-Plan: Planen var, at Frankrig som det svageste fjendeland skulle besejres først og hurtigt, som man havde gjort det i 1870, for derefter at kunne rette alle kræfter mod den langt stærkere, men også langsommere mobiliserbare fjende i øst i form af Rusland.

Wilhelm blandede sig ikke i de militære strategier, men overlod dog  ikke dette som forfatningen foreskrev til Rigskabinettet, men derimod til den øverste ledelse i hæren (OHL).

Kejser Wilhelm som han yndede at se sig selv: Sammen med generalerne. Fra wikipedia

Tiltagende magttab

Den tyske generalstabs hovedkvarter. General Hindenburg t.v., kejser Wilhelm i midten og general kvartermester Ludendorff til højre. Foto fra januar 1917. Taget fra wikipedia

I løbet af 1. verdenskrig,der varede fra 1914 til 1918, blev den politiske indflydelse, kejseren reelt havde, kun mindre. I særdeleshed under den tredje øverste hærledelse (OHL) under generalerne Hindenburg og den dominerende Ludendorff i perioden 1916-18 blev Wilhelms rolle i de politisk-militære beslutninger minimal. Derudover støttede hærledelsen genoptagelsen af den uindskrænkede U-bådskrig, der ellers havde været sat på pause, siden tyskerne havde sænket det amerikanske passagerskib Lusitania i 1915. Han tilsluttede sig militærledelsens råd, på trods af modstand fra sin rigskansler, hvilket i april 1917 førte til, at USA trådte ind i krigen som tysk modstander. Denne beslutning gjorde det sidenhen til en betingelse fra amerikanerne, at de krævede, at Wilhelm skulle abdicere, såfremt fredsforhandlinger ville kunne gå i gang. Fra og med 1917 havde general Ludendorff i realiteten en diktatorisk position. Wilhelm fik ikke indflydelse på flere skift i posten som rigskansler, og i 1918 blev der forsøgt en reform af forfatningen for at gøre landet til et parlamentarisk monarki – igen uden Wilhelms indblanding. Wilhelms hjælpeløse ageren var også med til at svække hans magtposition og samtidig styrke “det stille diktatur fra hærledelsen”.

Krigsmål

13.bmaj 1917 præsenterede Wilhelm II sin statssekretær for udenrigsanliggender, et program for krigsmålene, der sigtede mod en afstraffelse af alle krigsmodstandere, enten i form af landafståelser eller som i tilfældet med USA med store krigsskadeserstatninger. Et andet mål var en betragtelig kolonial ekspansion. Kravene var: Malta, Cypern, Ægypten, Mesopotamien (Irak) fra Tyrkiet, Madeira, Kap Verde, Azorerne og Congo, derudover forventede han også,at de autonome lande Polen, Kurland, Lithauen, Ukraine, Livland og Estland i en eller anden form skulle bindes til hans rige. Dertil krævede han højest urealistiske krigsskadeserstatninger fra samtlige krigsmodstandere. Det skal dog medtages, at Wilhelms “Program fra Kreuznach” ikke blev taget særligt seriøst, da hans ord sjældent blev medtaget i beslutningsprocessen.

Wilhelm havde tidligere foretaget  en rejse til Balkan, hvor han begejstredes over Rumæniens rigdom. Landet “burde erobres, da det ved en god forvaltning kunne blive en kilde til stor rigdom”.

I 1918 autoriserede eller godkendte han planen om, at Rusland, efter at det havde mistet Polen, Baltikum og Kaukasus, skulle deles i 4 mindre “tsardømmer”: Ukraine, Sydøstforbundet – der skulle være et antibolsjevistisk område mellem Ukraine og det Kaspiske Hav, derudover et Centralrusland og endelig Sibirien. Wilhelms ide var, at dette gav en bro til de britiske besiddelser i Indien, og at de ville være nemmere at true. Ideen om et Sydøstforbund stod i modsætning til det tyske allierede Osmannerrige og blev derfor taget af programmet. Kansler Hertling opfattede Livland og Estland som venskabelige stater i fjern afstand og blev afvist af kejser Wilhelm: “Vanvid! Baltikum er samlet, og jeg er dens herre og tåler ikke at blive modsagt. Jeg har erobret det, og ingen jurist skal tage det fra mig!”.

Wilhelm anså sit protestantiske kejserdømme i modsætning til fyrstehuset Habsburg-Parma:

Fald og abdikation

Efter den mislykkede forårsoffensiv på vestfronten i 1918, de efterfølgende succeser for de vestallierede på samme front samt en reel trussel om et total sammenbrud for Tysklands nærmeste allierede Østrig-Ungarn forlangte den øverste hærledelse 28. september 1918, at krigsmodstanderne skulle anmodes om en våbenhvile, og at man samtidig skulle basere regeringen i kejserriget på et bredere demokratisk grundlag end hidtil.

Den amerikanske præsident Woodrow Wilson gjorde i flere diplomatiske noter det klart, at en våbenhvile indirekte var betinget af, at kejser Wilhelm abdicerede. Før dette ville ske,  ville fredsforhandlingerne ikke blive igangsat. Da Wilsons 14-punkts-program samtidig var det mest moderate forhandlingsudspil, der fandtes hos de kommende sejrsmagter, fandt Wilsons krav til kejser Wilhelm bred støtte i den tyske befolkning.

16. oktober 1918 foreslog Folkepartiet for Fremskridt, at Wilhelm II frivilligt abdicerede. Rigskansleren Max von Baden så ligeledes ud til at støtte dette fra 28. oktober. Dagen efter rejste Wilhelm fra Berlin til den belgiske kurby Spa på opfordring fra mange og i særdeleshed Friedrich von Bergs. I Spa residerede han i Villaen La Fraineuse, hvorfra han forsøgte at etablere et penduldiplomati med den øverste hærledelse, der var andetsteds i samme by på Hotel Britannique. Med holdningen blandt folk og i det politiske kabinet var det måske ikke mærkeligt, at Wilhelm antog, at hans loyale støtter skulle findes i hæren. De forhåbninger skulle snart vise sig at være en illusion i løbet af Matrosopstanden i Kiel og Novemberrevolutionen. For at tage toppen af de revolutionære krav forlangte flertallet af socialdemokrater 7. november, at såvel kejser som kronprins skulle abdicere. Dagen derpå forlangte partiet Zentrum det samme.

På dette tidspunkt var den efterhånden politisk paralyserede monark trængt op i en krog, hvor han havde 3 muligheder for at agere. General Groener havde mærket stemningen blandt 39 generaler og regimentskommandører og vurderede, at hæren reelt set ikke længere var i hænderne på befalingsmændene. Så på trods af, at det ville være ønskværdigt med en militær aktion mod de revolutionære, var det i første omgang ikke muligt – i særdeleshed så længe, at kejseren stod i spidsen for foretagendet. Groeners analyse, der implicit sagde, at kejseren skulle forsvinde, blev støttet de facto af Hindenburg og fandt i Paul von Hintze og Werner Freiherr von Grünau to energiske fortalere, der eksplicit førte den såkaldte Holland-løsning på banen.

En anden gruppe, der var koncentreret rundt om general Friedrich Graf von der Schulenburg, stabschef for Hærgruppen Den Tyske Kronprins, ville foretage en march mod Berlin, hvor man skulle nedkæmpe revolutionen med magt. Kejseren havde selv i udgangspunktet støttet denne idé. Den tredje løsning blev ikke udtalt direkte, men fandt kun sine antydninger: den var, at Wilhelm selv skulle søge mod fronten, hvor han skulle finde en ærefuld død, hvilket med stor sandsynlighed ville afstedkomme et holdningsskifte fra foragt til dyb respekt i brede dele af hæren både til Wilhelm og til monarkiet som institution. De praktiske foranstaltninger til den sidstnævnte løsning var foretaget.

Det sidste initiativ, Wilhelm tog, var om formiddagen 9. november 1918, hvor han besluttede at abdicere som tysk kejser, men ikke som preussisk konge. I mellemtiden havde revolutionen fået godt fat i Berlin. Mens der blev arbejdet på en udtalelse om abdicering i Spa, nåede nyheden om, at rigskansler Max von Baden havde bekendtgjort, at kejser Wilhelm havde abdiceret- såvel som kejser  som konge, og at von Baden havde overdraget rigskanslerhvervet til Friedrich Ebert. Det var von Badens forsøg på at redde, hvad der kunne reddes af monarkiet fra det enorme revolutionære pres. Selvsamme dag 9. november 1918 udråbte man hele to forskellige republikker i Berlin: Philipp Scheidemann fra SPD udråbte den demokratiske republik Tyskland, der siden blev til republikken Weimar, og Karl Liebknecht udråbte fra en balkon på det erobrede slot i Berlin den socialistiske republik.

I de konservative kredse opfattede man Wilhelms tilbagetræden som faneflugt, en holdning, der var gældende til langt op i 1940´erne. Denne holdning har siden været svær at finde, hvor kejserens abdiceren bëtragtes som naturlig, dt man så monarkiet forsvinde mange andre steder såsom i Rusland, Osmannerriget, Østrig og altså også i Tyskland. Wilhelm blev nærmere set som en, der flygtede fra ansvaret og slap nådigt med at kunne drage i eksil og leve godt. Hvis man sammenligner den mangeårige franske adels forsvar for monarkiet med, hvor hurtigt den konservative tyske fløj accepterede overgangen, så har man peget på, at kejserdømmet i Tyskland endnu ikke havde slået dybe rødder.

Officielt abdicerede Wilhelm II 28. november 1918, 19 dage efter at republikken var blevet udråbt – efter eget udsagn i håbet om, at det kunne stabilisere situationen i riget. Han ytrede intet ønske om at genindtræde på tronen.

Wilhelm II dankte offiziell am 28. November 1918 ab, 19 Tage nach Ausrufung der Republik, nach eigener Aussage in der Hoffnung, die Situation im Reich zu stabilisieren. Er gab jedoch nie den Wunsch auf, wieder auf den Thron zurückzukehren.

Teksten i hans abdikationstale.

Tiden i eksil

De allierede sejrsmagter forsøgte at få den tidligere regent udleveret, hvilket den hollandske regering 22. januar 1920 afviste. Indtil 1920 levede Wilhelm II i eksil på Slottet Amerongen og derefter på landstedet i Doorn Huis Doorn ved Utrecht. I 1921 døde hans hustru kejserinde Auguste Viktoria.

Wilhelm med sin kone Hermine i 1933. Foto fra wikipedia

5. november 1922 giftede han sig igen, denne gang med enkeprinsesse Hermine von Scönaich-Carolath, der var født prinsesse af Reuß Ældre Linje (1887-1947). Hun var kejserinde af titel og formelt prinsesse af Preussen. Wilhelm samlede lærde indenfor kulturhistorien,  hvor de dannede Doorner Arbejdskreds, han forfattede sine memoirer og skrev andre bøger og holdt sig beredt, såfremt muligheden for en retablering af monarkiet skulle vise sig. Hitlerkuppet i 1923 bekræftede Wilhelm i, at kun en monark kunne garantere ro og orden. Trods dette blev forhåbninger om en nærliggende genetablering af monarkiet, selv i Wilhelms tætte kredse – ifølge Magnus Levetzow i 1927 – for værende et udtryk for “fuldkommen hjernedødt”.  Selv overbeviste tilhængere af monarkiet udtalte åbent og gentagne gange efter 1925, at hverken Wilhelm eller hans sønner kunne komme i betragtning som seriøse tronprætendanter. Kronprinsen, der var flygtet i 1919 til sin far, og hvis rygter om hans levevis ikke imponerede, tog i maj 1924 den holdning sammen med sin far, at Tysklands problemer kun kunne løses “ved, at en diktator gjorde det beskidte arbejde”.

På trods af at hohenzollerne var blevet behandlet med forholdsvis respekt af det republikanske Tyskland, lagde Wilhelm ingen skjul på sit had og sin foragt for denne “svinerepublik”. I slutningen af republikken Weimars levetid, intensiverede han denne kritik, da han lod sin kone rejse rundt i Tyskland og aflægge Göring besøg i såvel 1931 som 1932 i håb om, at nationalsocialisterne kunne hjælpe med en genetablering af monarkiet. Det var måske ikke helt urealistisk, da de kunne spejde til det fascistiske Italien, hvor kongedømmet eksisterede side om side med den fascistiske stat under Mussolini. Da nationalsocialisterne tog magten, viste dette sig at være en illusion. Wilhelm udviklede herfra en tiltagende distanceret holdning til den politiske udvikling i Tyskland.

Wilhelm i 1933 med cigaret og i eksil. Foto fra wikipedia

„Man tager alt fra folket: fyrsterne, adelen, officererne, stænderne osv., men det vil hævne sig, den eneste fane man har tilbage, forbander man med et hagekors, og tyskerne vil selv en dag brænde den” – fordømte Wilhelm 7. september 1933.

Da Wilhelm II i november 1938 hørte om den antijødiske pogrom Rigskrystalnatten, betegnede han det som en skændsel og opfordrede alle tyskere til at gribe til protest mod denne gadens pøbelvælde.

Den hollandske dronning Wilhelmina, der ingen direkte kontakt havde haft til ham, lod ham i april 1940 forstå, at med et faretruende tysk angreb i vente, var han ikke længere interneret og fri til at rejse, hvornår og hvorhen han ville. Den hollandske regering forsøgte flere gange at finde et sted, der ikke lå umiddelbart i kampzonen. Selv det britiske kongehus under Kong Georg VI tilbød Wilhelm asyl. Wilhelm takkede dog pænt nej til alle tilbud og meddelte, at han ønskede at blive i Doorn grundet sin høje alder og der gå sin skæbne i møde. Efter besættelsen af Holland i maj 1940, indskrænkede Hitler hans gøren og laden via et opsyn fra det hemmelige militærpoliti. Kejseren måtte kun tage på kortere udflugter og skulle være under opsyn.

Buste af kejser Wilhelm foran huset i Doorn. Foto fra wikipedia

I forbindelse med sejren over Frankrig i maj 1940 sendte Wilhelm et lykønskningstelegram 17. uni 1940 til Adolf Hitler:

Hitler svarede personligt Wilhelm kort efter.

Død og Bisættelse

Wilhelm døde 4. juni 1941 om morgenen på sit landsted i Doorn af lungeemboli.

Enhver form for mindeafholdelse blev forbudt i selve Det Tredje Rige. De nazistiske myndigheder tillod et mindre antal personer fra den nærmeste familie, få officerer, heriblandt generalfeltmarskal August von Mackensen, at rejse til det besatte Holland og deltage i bisættelsen. Wilhelm havde frasagt sig enhver form for mindetale, kransenedlæggelse og fanebæren, nogle vil mene for at undgå hagekorset. Der deltog enkelte fra såvel den gamle som den nye hær, og så endte det med den typiske melodi fra den tyske hærs Store Tappestrid: Koralen “Ich bete an die Macht der Liebe”. Wilhelm blev derefter bisat i et kapel tæt ved Porthuset i Doorn. Der blev strøet tre håndfulde  jord fra Antiktempelet i Potsdam, hvor såvel kejserinde Auguste Viktoria og sidenhen også hans anden kone Hermine von Schönaich-Carolath blev begravet. Sidenhen blev Wilhelms sarkofag flyttet fra kapellet til det mausoleum, der på Wilhelms tegninger blev opført efter hans død i selve parken til Haus Doorn. Hans foretrukne gravsprog står indgraveret.

Han havde tilføjet, at han efterfølgende ikke ville have sine jordiske efterladenskaber stedt til hvile på tysk jord, først den dag, da monarkiet ville blive genetableret i Tyskland, skulle dette ske.

Personlighed

En poserende Kejser Wilhelm II malet i 1890 af Max Koner. En fransk general udtalte, dette er ikke et portræt, det er en krigserklæring. Lånt fra wikipedia

Wilhelm II vendte sig allerede tidligt væk fra sine forældre, hvilket i særdeleshed fik ham til at tage kraftigt afstand fra sin mor, hvad man i de familiære breve kan se særligt gjaldt moderens politiske liberale standpunkter. Wilhelm oplevede det som stærkt smertefuldt at gennemleve, hvordan man forsøgte at modvirke hans naturlige handicap. Hans visne venstre arm var årsag til problemer med balancen, holdningen og førte til smerter i hans venstre øre. Den fremtidige preussiske konge skulle være “en rigtig mand” og ikke en krøbling. Så Wilhelm måtte gå igennem flere smertefulde terapiforløb. Livet igennem var ridning, som dengang var den normale transportform, forbundet med kraftige smerter.

Mosaik af Kejser Wilhelm II med hans første kone Augusta Viktoria. Det stammer fra den indre udsmykning på Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche i Berlin og er udført af Hermann Schaper. Fra wikipedia

Hans handicap formodes at at have mindsket hans selvværdsfølelse, samt at have fået ham til at opføre sig mere egocentrisk, til hurtigt få ham til at føle sig krænket og ofte bryde ud i vrede. Det at bære uniformer og lade armen hvile på et våben var for ham en hjælp fra alle de øvrige besværligheder. Hvorvidt man alvorligt kan sige, at han led af en psykisk sygdom, er omstridt. Der er dog bred enighed om, at han havde et vanskeligt sind. Den berømte psykiater Emil Kraepelin har udtalt at: “Wilhelms gemyt var et “typisk tilfælde af periodiske forstyrrelser””, som han frit vil pege på er i retning af det manio-depressive.

Den amerikanske Historiker Robert K. Massie beskriver ham ved hans regeringstiltrædelse:

„Han var usikker og arrogant, intelligent og impulsiv, og forgabt i moderne teknik og på samme tid forelsket i pomp og i det teatralske. Vedvarende problemer hadede Wilhelm. Måske var det derfor, han elskede at rejse. Først og fremmest lod han gentagne gange betroede venner og sympatisører i stikken, således at hans omgangkreds overvejende blev præget af folk fra hoffet med en diplomatisk indstilling. Så længe han kunne lide de officerer, han omgav sig med, betød det mindre om, hvorvidt deres politiske holdninger var til almenvældets bedste, og deres ofte kasteagtige fordelstænkning så Wilhelm kun positivt på, ja, men kunne kalde hans politiske virke kasinoagtig.

Hans personlighed er ofte blevet kaldt narcissistisk med mangel på indføling og dømmekraft overfor andre, eksempelvis hans høje tanker om Tsar Nikolaj II af Rusland. Han opfattede sig selv som ligetil og åben, men andre bemærkede ofte hans taktløse adfærd. Hans omverden så det særligt i forbindelse med, at han afsatte Bismarck og ved hans udnævnelse til kejser, hvilket han ivrigt udbredte i sine romaner. Hans karriere hindrede ham endvidere yderligere i at tilegne sig denne menneskekundskab.

Kejser Wilhelm på jagt i efteråret 1908 sammen med kronprins Wilhelm og kronprinsesse Cecilie. Foto fra Wikipedia

Trods væsensforskellighed fra hans gammel-preussiske familie og hans personlig loyale bedstefar Wilhelm I forsøgte Wilhelm nærmest at kopiere hans regeringsførelse. Mange har tolket Wilhelms indledende forhold til rigskansler Caprivi som opfindelsen af “hans egen Bismarck”. Han udnævnte den militære øverstbefalende til at være nevø til den berømte generalfeltmarskal Helmuth von Moltke, som han udtalte “jeg  vil også have en Moltke”, der dog kom til at stå i skyggen af Alfred von Schlieffen. Men bedstefaderens tilbageholdenhed med at blande sig i politiske anliggender blev dog ingenlunde et kendetegn for barnebarnet. Gentagne gange blandede Wilhelm sig med lovforslag og befalinger direkte i politik.

Han fulgte ej heller den offentlige tilbageholdenhed der havde kendetegnet den gamle Kejser. Wilhelm II. havde en stor iver efter at fremstille sig selv i offentligheden. Ofte på en facon så hans beskedne talergaver blev udstillet, og med politisk kontroversielle formuleringer. Han var nærmest overivrig overfor massemedierne.

Wilhelms fascination af uniformer og ordener blev en kliché i datiden, som fik navnet Wilhelminisme. Et højdepunkt for denne stilart var den pompøst anlagte Siegesallée i Berlin, der bestod af 32 opsatte statuer af brandenburgiske og preussiske markgrever, kurfyrster og konger samt yderligere 64 sidefigurer. Den berlinske befolkning kaldte alléen for “Puppenallée” (da: Dukke-alléen). Wilhelm havde til statuen af den første brandenburgiske hersker, Askanieren Albrecht der Bär, fået dekoreret et særligt kostume, som statuen kunne påføres. Ved åbningen af pragtboulevarden 18. december 1901 holdt Wilhelm sin såkaldte “Rinnsteinrede” (da: Rendestens-tale), hvor Wilhelm gjorde sig til talsmand for ville påvirke kunsten ovenfra, da han så datidens kunstneriske tendenser som “rendestens-kunst!”.

Achilleion: Wilhelms sommerresidens på Korfu. Foto fra wikipedia

Han havde en interesse for arkæologi, som han dyrkede under sine ophold på Korfu. Derudover havde han, hvad der ikke var usædvanligt hos den højere adel, en begejstring for jagt, og han glædede sig over at fremvise sine samlede jagttrofæer, der livet igennem var hele 46.000. I sit hollandske eksil var han begejstret for at fælde træer. Det var i forbindelse med jagt, at han fandt en af sine bedste venner Philipp Graf zu Eulenburg, der i perioden 1890-98 også fungerede som en af hans vigtigste rådgivere, samme Eulenburg, der i årene 1907-09 blev anklaget for homoseksualitet.

Wilhelm elskede ligesom sin bror at sejle. I sin lystyacht “Meteor” sejlede han gerne til den engelske sydkyst, og derudover var han stamgæst ved regattaer såsom Kieler Woche, hvor han var stamgæst fra 1894 og frem. Han var også begejstret for automobiler, hvor han gerne kørte i de nyeste vogne. Han var protektor for Den Kejserlige Automobilclub.

Det var i øvrigt et kendetegn, at han blev stærk uengageret, når tingene tog en anden drejning, end hvad han først havde tænkt sig. Hans reaktion på novemberrevolutionen i 1918 betød således, at han abdicerede til udlandet. I Holland skrev han sin selvbiografi, der var præget af hans barndomsbeskrivelser og spækket med retfærdiggørelser over temaer, hvor de fleste mener, at hans dømmekraft var svækket.

Billede af Wilhelm af offentligheden

Plakat trykt i forbindelse med Preussens 200-årsjubilæum som kongerige. Alle regenter repræsenteret. Fra wikipedia

 

På trods af det ofte latterlige billede, der også tegnes af Wilhelm II, var han af mange i sin samtid en ret populær kejser. Adskillige bød det velkommen, at kejseren ville bevare de gamle magtstrukturer ovenfra i en usikker tid, som var præget af mange opløsningstendenser. Pressen, der langt hen ad vejen overvejende var royal og monarkisk, kaldte ham “Arbejderkejseren”, “Fredskejseren”, hvor sidstnævnte betegnelse kom i 1912 fra Emanuel Nobel, der var imponeret over 24 års fred i det Tyske Kejserrige. (2 år efter ville det have været en ironi af enorme dimensioner). Andre var langt mere kritiske, eksempelvis udkom Ludwig Quiddes med et kritisk studie af Wilhelm II som “Cæsarvanvid” og sammenlignede ham med den romerske Caligula. Førstnævnte var den groteske kejser, den anden den vise kejser og den tredje den rejsende kejser. Han fik også betegnelsen “Tale-kejseren”, hvilket der også lå en kritik i, da man ikke mente, at han mestrede talerne. Endelig blev der igen og igen gjort grin med hans uniformer, og selv hans gode ven Eulenburg snakkede om “alle dage med maskebal”:

På trods af kritik fra mange grupper såsom demokrater, socialister, katolikker og mindretal som det polske, danske, welfere/hannoveranere og Alsace-Lorraine franskmænd, så var det kritikken fra det herskende borgerskab, der var den farligste.  Mange forfattere anså ham for uegnet.Thomas Mann forholder sig stærkt ironisk i sin roman Königliche Hoheit. Man måtte ikke kritisere kejseren direkte grundet paragraffen om majestætsfornærmelse, så kritikken måtte i stedet fremsættes i form af vitser, der blev mere og mere bidende. Dette skal sættes i sammenhæng med et langt mere positivt og respektfuldt billede, der fandtes i Østrig-Ungarn, som ellers var truet af langt mere sammenbrud op imod et Tyskland, der havde alle grunde til at sole sig i fremgang.

Hans egen onkel, den britiske kong Edward VII beskrev ham ved en lejlighed som “den mest brilliante fiasko i historien”.

Hans beslutning i 1918 om at abdicere og ikke at tage til fronten og falde sammen med sine tropper blev ofte tolket som fejhed og forårsagede hos mange direkte foragt. Trods dette var der stadig mange støtter i årene under Weimar-republikken, der gerne så ham vende tilbage. Wilhelm havde selv forhåbninger om at vende tilbage, men da Paul von Hindenburg sværgede troskab til republikken ved sit valg som kansler i 1925, og da Hitler i 1933 indførte sit diktatur, mistede han enhver form for illusion om, at dette var muligt.

Volker Ulrich dømte i 2008 Wilhelm II hårdt på baggrund af et studie af Röhl:

Den meget anerkendte historiker Christopher Clark kommer i sit værk Wilhelm II Die Herrschaft des letzten deutschen Kaisers (da: Wilhelm II den sidste tyske kejser) frem til en anden dom. Han mener ikke, at Wilhelm II er et udtryk for den ofte fremførte ide om, at Tyskland repræsenterer en Sonderweg og dermed er anderledes, og at der ikke er basis for at se Wilhelm som en forløber til nazismen.

Familie

Wilhelm giftede sig i 1881 med prinsesse Auguste Viktoria von Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1858-1921). De fik 7 børn sammen.

Efter sin første kones død giftede han sig i 1922 igen med enkeprinsesse Hermine von Schönaich-Carolath, født prinsesse Reuß den Ældre Linje (1887-1947). Hun blev kaldt kejserinde af Wilhelm, men officielt prinsesse af Preussen.

Den britiske konge Georg V var hans fætter.

Hans bror Prins Albert Wilhelm Heinrich von Preussen var storadmiral af den kejserlige marine.

Forfædre

Sønner og døtre

Wilhelm med sin familie. Foto fra 1896. Lånt fra wikipedia

 

• Wilhelm (kronprins) (1882–1951) ∞ 1905 hertuginde Cecilie af Mecklenburg-Schwerin (1886–1954)
• Eitel Friedrich (1883–1942) ∞ 1906–1926 hertuginde Sophie Charlotte von Oldenburg (1879–1964)
• Adalbert (1884–1948) ∞ 1914 Prinsesse Adelheid von Sachsen-Meiningen (1891–1971)
• August Wilhelm (1887–1949) ∞ 1908–1920 prinsesse Alexandra Viktoria von Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksborg (1887–1957)
• Oskar (1888–1958) ∞ 1914 grevinde Ina Maria von Bassewitz (1888–1973)
• Joachim (1890–1920) ∞ 1916 prinsesse Marie Auguste von Anhalt (1898–1983)
• Viktoria Luise (1892–1980) ∞ 1913 hertug Ernst August von Braunschweig-Lüneborg (1887–1953)

Print siden her