Val di Chiana
Dal i Toscana og Umbrien. Den strækker sig næsten 100 kilometer fra umbriske Orvieto i syd til Trasimenersøens bredder i øst og mod dens smukke nabodal Val d´Orcia i nordvest. Dens navn kommer fra floden Chiani, en biflod til Tiberen, som endvidere har kunstig forbindelse til Toscanas vigtigste flod Arno. Dalen opleves i dag overvejende , når man kører langs den italienske motorvej A1 mellem Arezzo og Orvieto.
Dalen er som nævnt over 100 km lang og 2.300 km2 i areal. Den breder sig i de toscanske provinser Siena og Arezzo, samt de umbriske Terni og Perugia. I nord strækker den sig fra de toscanske preappeniner med bjergtinderne Sant´Egidio (1.057m), Monte Lignano (837m) og endelig Monte Cornet (744m), videre ned over sletten ved Arezzo og til Trasimenosøens bredder og Val del Nestor i den sydøstlige del – og endelig til Val d´Orcia i vest og mod Orvieto i syd.
Dens navn stammer fra floden Chiani, der gennemstrømmer området, og er afledt af det latinske clinus, der betyder nedad. Chiani er en biflod til Tiberen og har endvidere forbindelse med de to søer Lago di Chiusi og Lago di Montepulciano, hvor den via Canale Maestro della Chiana igen har forbindelse med den i Toscana så vigtige flod Arno.
Såvel den græske kartograf Strabo samt de romerske historikere Plinius den Ældre, Tito Livio og Tacitus henviser til dalen som Etruriens Kornkammer. I form af Roms ekspansion i Etrurien kom den endvidere til at ligge tæt ved Via Cassia, der forbandt Rom med Florentium og Posletten.
Floden Chiani var imidlertid også en evig kilde til uro på grund af de årlige oversvømmelser, der hjemsøgte Rom. Chiani bringer enorme mængder af vand til Tiberen lige nord for Rom, som i 65 e.v.t besluttede at at opdæmme floden, således at gennemstrømningen blev standset, således at der i stedet opstod en stor sø i området. Denne sø blev med tiden til en stor malariahærget usund marsk.
Val di Chiana som en større sumpet marsk. Tegningen er udført af Leonardo da Vinci i 1502-03. Kilde: Wikipedia
Området blev i middelalderen ramt af stor afvandring, og der blev kun byer med små færgelejer tilbage. Dante Aligheri brugte området som inspiration til at beskrive Inferno (Helvedet) i Den guddommelige Komedie.
Den magtmæssige opsplitning af området ved Val di Chiana – der hørte under mange forskellige stridende fyrstehuse – forværrede i lang tid mulighederne for en dræning af det hensygnede marsklandskab. Ambitiøse planer om en dræning af marsken, som bl.a. Leonardo da Vinci fremlagde i 1502-03 og siden Galileo Galilei hundrede år senere, kunne have været ført ud i livet, men de politiske modsætningsforhold i dalen var for store, da både Firenze, Arezzo, Perugia, Siena og Pavestaten skulle enes. I det 12. og 13. århundrede var det kronisk dårlige forhold mellem Siena og Firenze det, der lammede en beslutning, mens det i det 16. og 17. århundrede skyldtes modsætningen mellem det stærke hertugdømme Toscana og Pavestaten.
I starten af det 18. årh. begyndte mildere vinde at blæse mellem pavestat og Toscana. I 1788 havde ingeniøren Fottombroni endelig fundet en løsning til dræningen. De store marskområders vand blev drænet ved at danne to kunstige søer Lago di Chiusi og Lago di Montepulciano, som ydermere blev udstyret med forbindelseskanalen Canale Maestro della Chiana, der forbandt Chiani med floden Arno. Marsken blev herefter langtsomt inddæmmet i løbet af det 19. årh.
Området blev igen befolket, en udvikling, der tog særligt fart efter Italiens samling i 1860´erne, hvor mange syditalienere – særlig evangelister fra egnen ved Avellino – lod sig lokke af nyinddæmmet land. Dalens jordområder blev inddelt i små stykker og tilplantet med morbærtræer med silkeproduktion for øje.
Succesen i Chianadalen fungerede sidenhen som inspiration til andre dræningsprojekter, eksempelvis dræningen af dele af Fucecchiomarsken ved Pistoia, de store marske i Maremma begge Toscana, samt ikke mindst Mussolinis forsøg på at dræne de Pontinske marske nord for Rom.
Under 2. verdenskrig fungerede området som et yndet tilholdssted for mange af de partisaner, der bekæmpede nazisterne. Det havde den konsekvens, at tyskerne foretog flere grusomme massakrer i området. Den nok mest bestialsk kendte var nedskydningen af 244 civile i en kirke i Civitella tæt på Arezzo 29. juni 1944 (se link nederst).
Efter 2. verdenskrig har regionens økonomi boomet med en blomstrende landbrugseksport i form af vin (Chianti), korn (majs, solsikke, byg), grøntsager (sortkål, blomkål, rødløg, salat, tomat, zucchini og bønner), samt frugt (især æbler). Animalsk opdrættes der svin, kvæg, fjerkræ og får (Pecorino Toscano), og endelig er også olivenproduktion samt biavl med til at gøde økonomien.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen anbefaler:
Val di Chiana er mest af alt vigtig historisk for at forstå området. Dens lange tid som forsumpet stopper er afgørende for, hvorfor området ikke nød den naturlige velstand, som det havde gjort tidligere, og hvorfor andre byer som Siena og San Gimignano pludselig blev vigtige.
Man oplever Val di Chiana i sin fulde længde ved at køre mellem Arezzo i nord og Orvieto i syd.
Dette link er om den nazistiske massakre i Civitella på civilbefolkningen i 1944.
