Den Falske Valdemar

Den falske Valdemar var en bedrager, der i perioden 1348-50 lykkedes for at få kejser Karl IV til at give sig Mark Brandenburg i len.

Den falske Valdemar som man forestiller sig han har vandret omkring som pilgrim

Liv

Valdemar har i virkeligheden angivelig heddet Jakob Rehbock og skulle have været en møllersvend. Hans egentlige identitet er stadig den dag i dag ikke afklaret.

I sommeren 1348 troppede han op foran ærkebispen Otto af Magdeburg som en ældre pilgrim, og her påstod han at være den brandenburgiske markgreve Valdemar, der ellers var blevet begravet 29 år tidligere. Han foregav, at begravelsen 29 år tidligere havde været bluf, og at han i mellemtiden havde befundet sig som pilgrim i det hellige land. Da det øjensynligt i 1320 havde set ud som om, den brandenburgiske askaniske slægt var uddød, havde kejser Ludvig af Bayern givet Mark Brandenburg som len til sin egen søn Ludvig V af Wittelsbach.

Denne Valdemar vandt hurtigt tilhængere, i særdeleshed blandt rivaler til slægten Wittelsbach. Fyrsteslægten Askanien havde stadig stærke slægtsled i Anhalt såvel som Sachsen-Wittenberg. De havde følt sig forbigået ved Wittelsbachernes domæne i Brandenburg og støttede nu den genkomne Valdemar.

Indenfor få uger drog han gennem store dele af Mark Brandenburg, hvilket havde karakter af et hyldesttogt. Kejser Karl IV af slægten Luxembourg i Bøhmen havde stået i et modsætningsforhold til Wittelsbachslægten, så hans ønske om at svække dem var et glimrende påskud. 2. Oktober 1348 gav han Mark Brandenburg i len til den falske Valdemar. De fleste byer afsværgede deres troskab til Wittelsbacherne (med enkelte undtagelser såsom byen Treuenbritzen, der fik sit navn for at forblive tro).

Den falske Valdemars segl. Der nåede at være en del dokumenter, der blev forseglet i hans regeringstid

I februar 1350 blev den falske Valdemar afsløret som bedrager. Karl IV, der i mellemtiden havde fået bilagt sine stridigheder med Wittelsbacherne, erklærede, at Ludvig igen skulle forlenes med Mark Brandenburg. I marts og april 1350 blev der forkyndt rundt om i landet, at Valdemar ikke var eller havde været den retmæssige markgreve. Valdemar skulle have nået at søge tilflugt til det askaniske hof i Anhalt-Dessau, hvor han angivelig skulle have levet yderst komfortabelt, indtil han led en naturlig død i 1357.

Litterære Fortolkninger

I 1842 publicerede Willibald Alexis en meget læst roman under navnet Der falsche Woldemar (Den falske Valdemar). Senere kom Horst Bosetzky i 1999 med en roman med titlen Der letzte Askanier (Den sidste  Askanier), hvor forfatteren fortæller historien om den falske Valdemar, og hvor han typisk for den moderne skønlitterære genre kommer med sin egen teori om Valdemars identitet.

Anders siger:

Brandenburg har alle dage nydt disse fortællinger, hvilket i særdeleshed gælder Berlin, som denne fortælling umiddelbart ikke omhandler. Men fra Berlin vil man nok nikke genkendende til en lignende “bedragerihistorie” i form af “Kaptajnen fra Köpenick”, hvor den arbejdsløse Wilhelm Voigt iklæder sig et preussisk kaptajnskostume og straks ser, at soldater begynder at gøre honnør og adlyde, og det varerr ikke længe, inden han bemægtiger sig kommunekassen, men dog bliver afsløret og ender i fængsel.

Disse typer af historier om de små, der forsøger at snyde de store, har altid været populære i Brandenburg og sidenhen Preussen og i helt moderne forstand DDR. Her er det ikke tilfældigt, at Olsen-Banden, som er skåret over samme fortælleforløb, har sin  største skare af tilhængere i det gamle DDR. 

Print siden her