Triple Entente

Triple Entente refererer til den forståelse, der begyndte at være mellem Det Russiske Tsardømme, Den Franske Tredje Republik og det Britiske Imperium, efter at den Anglo-Russiske Entente blev underskrevet 31. august 1907. Entente betyder på fransk “venskab, forståelse, aftale”. Forståelsen mellem de tre magter blev yderligere suppleret med aftaler med Japan og Portugal og stod som en tydelig modvægt til Triple Alliancen (tysk: Dreibund) mellem kejserrigerne Tyskland og Østrig-Ungarn og Kongeriget Italien på den anden side.

Da 1. verdenskrig brød ud, valgte Italien i øvrigt at bryde sin alliance med Tyskland og Østrig-Ungarn og efter Londontraktaten-1915 at deltage i krigen indenfor Ententen.

Historikere fortsætter med at debattere, om alliancesystemet var medårsag til udbruddet af 1. verdenskrig. Ved starten på 1. verdenskrig i 1914 gik alle tre medlemmer af Triple Entente ind i krigen som allierede mod centralmagterne: Tyskland og Østrig-Ungarn.

Det skal dog indskydes, at i modsætning til Triplealliancen eller den Fransk-Russiske Alliance var det ikke en alliance, der byggede på en alliance med en fælles forsvarsed. Storbritannien stod det frit for at tage sine egne udenrigspolitiske beslutninger under julikrisen i 1914.

Frankrig, Rusland og Storbritannien skulle danne en modvægt til Centralmagterne i Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien. Kort fra wikipedia

Baggrund for Ententen

Rusland havde i perioden 1873-87 udenrigspolitisk haft tætte bånd til Tyskland og Østrig-Ungarn, da man havde stået i fælles forsvarsforbund, det såkaldte Dreikaiserbund. Alliancen var del af den tyske kansler Otto von Bismarcks overordnede ide om at isolere Frankrig diplomatisk: Bismarck frygtede, at Frankrig var drevet af hævn mod Tyskland efter den Fransk-Tyske krig i 1870-71, og at det ville tilbageerobre sine tabte landområder. Man var i denne alliance i øvrigt særdeles enige om at kæmpe imod nye progressive samfundsudviklinger, som forstyrrede det konservative verdensbillede. Detteet gjaldt blandt andet Første Internationale.

Alliancen havde omvendt også mange udfordringer, særligt imellem Rusland og Østrig-Ungarn i deres tilgang til Balkan, hvor det Osmanniske Riges sammenbrud gav en række lande blod på selvstændighed, og at man så stigende slavisk nationalisme i området, hvor Rusland blev betragtet som del af denne, og Østrig-Ungarn så en risiko for sammenbrud og uorden i sine sydlige og østlige dele af riget.

Rusland så sig mere og mere forfordelt i alliancen, særligt var man utilfreds med Berlin-Traktaten 1878, hvor stormagterne de facto anerkender  Bulgariens, Serbiens og Rumæniens selvstændighed, hvilket langt fra var med Ruslands gode vilje. Den Serbisk-Bulgarske krig i 1885 gjorde, at Bulgarien som anti-russisk magt på Balkan stod kraftigt styrket, og Serbien som Ruslands vigtigste allierede samme sted var kraftigt svækket. Traktaten mellem de tre kejserriger blev ikke fornyet efter 1887.

I et forsøg på at hindre, at Rusland ville alliere sig med Frankrig, tegnede Bismarck i al hemmelig en “Forsikringstraktat” i 1887. Traktaten skulle være en sikkerhed for, at begge parter ville holde sig neutrale i tilfælde af, at en krig brød ud.

Alliancen mellem Rusland og Frankrig og Bismarcks eksklusion af Rusland fra det tyske finansielle marked i 1887 forhindrede, at også denne aftale blev fornyet i 1890. Dermed var alliancen mellem Tyskland og Rusland bragt til ophør.

Alliancen mellem Rusland og Frankrig

Da forsikringsaftalen med Tyskland ikke blev fornyet i 1890, blev russiske ledere alarmeret over landets diplomatiske isolation og tegnede i 1894 den Fransk-Russiske Alliance. Den irske historiker Ciaran Geraghty påstår ligefrem, at den manglende fornyelse af alliancen mellem Tyskland og Rusland er den primære langtidsvirkende årsag til udbruddet af 1. verdenskrig.

Entente Cordiale – Frankrig og Storbritannien i samarbejde

I 1904 havde Frankrig og Storbritannien underskrevet en lang række aftaler – kaldet Entente cordiale – der mest omhandlede uenigheder i koloniområderne.

De vidste, at briterne var på vej ud af deres enegang – kaldt splendid isolation – hvilket primært skyldtes et stadig større modsætningsforhold til det kejserlige Tyskland. Modsætningsforholdet var primært koncentreret om den tyske ambition om at opbygge en kejserlig marine, der ville være lige så dominerende på verdenshavene som den britiske Royal Navy.

Triple Entente – i modsætning til Dreibund og den Fransk-Russiske Alliance – var ikke en alliance af gensidigt forsvar, og Storbritannien kunne i princippet frit foretage sine egne udenrigspolitiske dispositioner i 1914.

Engelsk-Russiske Konvention i 1907

I 1907 underskrev Storbritannien og Rusland den Anglo-Russiske Konvention, der skabte en afslutning på uenigheden om tilhørsforhold i Centralasien (Afghanistan, Usbekistan, Tadsjikistan, Kazakhstan, Turkmenistan og Kirgisistan). Det bilagde en mangeårig konflikt om dette område de to lande imellem.

Diplomatisk udvikling i Storbritannien henimod et forbund

I de sidste årtier af det 19. århundrede fortsatte Storbritannien sin kendte politik Splendid Isolation, hvor det primære fokus var at forsvare deres enorme oversøiske Imperium. I årene efter århundredskiftet syntes truslen fra Tyskland at være øget så kraftigt, at Storbritannien syntes at have behov for allierede. I det meste af det 19. århundrede havde Storbritannien opfattet Frankrig og Rusland som sine farligste rivaler, men med Tysklands voksende magt begyndte man at se anderledes herpå af flere grunde: Tangier-Krisen 1905-06 viste ydermere, at samarbejde mod Tyskland var i deres fælles interesse.

1. Frankrig og Storbritannien havde underskrevet en lang række aftaler, der gjorde det mere klart i Nord Afrika, hvem der havde magten hvor. Man kaldte disse aftaler i 1904 for: Entente cordiale
2. Rusland blev besejret i den Russisk-Japanske Krig (1904-05), hvilket gjorde, at Storbritannien anså Rusland som en mindre trussel end hidtidig, og at Rusland endvidere havde interesse i at være mere imødekommende i forhold til at sikre sin position. Frankrig havde allerede været allieret med Rusland siden 1894.
3. Storbritannien frygtede den stigende trussel fra tysk imperialisme. Kejser Wilhelm II. havde annonceret sine intentioner om at skabe et verdensompændende Tysk Imperium og samtidig opbygge en stærk flåde. Storbritannien havde traditionelt set haft denne position og betragtede de tyske ambitioner som en seriøs trussel mod den britiske position i verden. ‘
4. I 1907 blev Rusland og Storbritannien enige om den Anglo-Russiske Entente, der skulle sætte gang i samtaler om at bilægge nogle langvarige konflikter vedrørende områderne Persien, Tibet og hele Centralasien, og derudover ville Rusland hjælpe med at få stoppet jernbanelinjen Berlin-Bagdad, der for briterne stod som en trussel om tysk ekspansion i Mellemøsten.

Frankrigs interesser i et forbund

Frankrig blev besejret af Preussen i den Fransk-Tyske Krig 1870-71, hvilket førte til afslutningen på Andet Franske Rige og til etableringen af den Tredje Republik. Ved fredstraktaten i Frankfurt tvang Preussen Frankrig til at afstå Alsace-Lorraine til det Ny Tyske Kejserrige, som til stor fransk ydmygelse ydermere blev proklameret i spejlsalen på Versailles slottet. Siden da var forholdet mellem Frankrig og Tyskland elendigt i mange år.

Frankrig var nervøs over den tyske militære oprustning og begyndte selv at opbygge en krigsindustri for at kunne modgå tysk aggression. Den tyske kansler Otto von Bismarck havde i perioden 1871-1887 stort held med at isolere Frankrig og dermed gøre enhver form for fransk revanche utænkelig. Men Frankrig så sin chance for at indgå en aftale med Rusland, da landet ikke længere var i alliance med Tyskland efter 1887. De to lande førte drøftelser fra 1891, og i 1894 underskrev man en fælles forsvarsalliance. Frankrigs primære grund til at indgå i alliancen var at beskytte sig mod angreb fra Tyskland og at genvinde områderne Alsace-Lorraine.

Ruslands vej til Ententen

Rusland var suverænt det land, der rådede over flest mandskabsressoucer af de seks største europæiske magter, men det var samtidig også det mest tilbagestående økonomisk set. Rusland delte den franske frygt for det tyske kejserrige. Da Tyskland ydermere begyndte at hjælpe den osmanniske hær med at reorganisere sig, frygtede Rusland, at det skulle komme til at kontrollere Dardanellerstrædet, som var vitalt for russisk handel, da to-femtedele af al russisk eksport gik igennem strædet.

Derudover var der det mangeårige russiske modsætningsforhold til Østrig-Ungarn på Balkan. I 1878 havde Østrig-Ungarn annekteret Bosnien-Hercegovina, hvilket havde medført stort russisk raseri, da de anså sig for ledere af den slaviske verden (Pan-Slavisme). Rusland opfattede det som det første trin på vej mod en yderligere annektering af Serbien og Montenegro. Balkan skulle  i øvrigt blive anstødsstenen til udbruddet af 1. verdenkrig.

I årene 1904-05 tabte Rusland – på ydmygende vis i datidens forståelse – en krig til Japan, hvilket fik den første russiske revolution til at bryde ud i 1905 og gjorde i første omgang krav om, at Tsardømmet skulle omdannes til et konstitutionelt monarki. Rusland så det i forlængelse af dette nederlag endnu mere oplagt med alliancer og endvidere at bygge videre på alliancen med Frankrig, det på trods af, at alliancen ikke havde kunnet bruges til noget i krigen mod Japan. I 1907 indgik man aftale med Storbritannien.

Samarbejdet mellem det autokratiske Russiske Imperium med Europas to største demokratier var kontroversielt i begge lejre. Mange russiske konservative var skeptiske overfor det sekulære Frankrig og gjorde opmærksom på de britiske diplomatiske manøvrer, der gik ud på at hindre russisk indflydelse i Mellemøsten. På den anden side fandt mange franske og britiske journalister, akademikere og parlamentarikere det reaktionære tsar-regime usmageligt. Selv da 1. verdenskrig var brudt ud, eksisterede disse modsætninger, da der var franske og britiske politikere, som billigede, da Tsar Nikolaj II. abdicerede og blev erstattet af en overgangsregering efter Februarrevolutionen i 1917. Den russiske Tsarfamilien Romanov blev i første omgang tilbudt at søge politisk asyl i Storbritannien, men dette blev trukket tilbage af frygt for offentlig modstand. Frankrig droppede på lignende vis sit asyltilbud.

Print siden her