Østrig-Ungarn (Dobbeltmonarkiet)
Østrig-Ungarn eller mere formelt Det Østrig-Ungarske Dobbeltmonarki var en union i den sidste fase af det Habsburgiske Rige, der strakte sig over større dele af Central- og Sydøsteuropa. Det eksisterede i tidsrummet 1867-1918 og opstod på baggrund af en omdannelse af Kejserriget Østrig til et Statsforbund, der fandt sted ved det Østrig-Ungarske Kompromis 8. juni 1867. Det gjaldt i Østrig forfatningsmæssigt fra 21. december 1867 og frem til 31. oktober 1918, hvor Ungarn trådte ud af unionen. Der blev ofte henvist til dobbelmonarkiet med forkortelsen k. u. k. – der stod for forkortelsen Kaiserlich und Königlich (dansk: Kejserlig og Kongelig).
Det Østrig-Ungarske monarki bestod af to sammensatte stater: på den ene side De i Rigsrådet repræsenterede Kongeriger og Lande, der uofficielt blev kaldt Cisleithanien (der først i 1915 blev kaldt Østrig) og Landene under den Hellige Ungarske Krone uofficielt kaldt Transleithanien. Dertil kom Bosnien-Herzegovina, som Østrig havde besat i 1878, og som i 1908 indgik som Kondominat – fælles eje under de to dele – hvilket skete efter lange forhandlinger. Forfatningsretsligt sikrede udligningsforordningen en realunion, som ligestillede de to delstater med hinanden. Man havde fælles statsoverhoved i form af Kejseren af Østrig og den Apostoliske Konge af Ungarn af huset Habsburg-Lothringen. Fra 1867 til 1916 herskede Franz Joseph I., derefter hans store grandnevø Karl I./IV.
Udfaldet af Dobbeltmonarkiets engagement i Første Verdenskrig førte til dets fald og efterfølgende opløsning. I slutningen af oktober 1918 blev Tjekkoslovakiet, Polen og Kongeriget Jugoslavien dannet, hvilket førte til, at det såkaldte tysktalende Østrig (tysk: Deutschösterreich) blev tilbage som efterfølgerstat. Den 31. oktober 1918 udtrådte Ungarn af unionen. Opløsningen blev bekræftet i de to hårde fredstraktater, som henholdsvis Østrig fik i traktaten i Saint-Germain i 1919 og Ungarn i traktaten i Trianon i 1920.
Den efterfølgende stat for de tysktalende østrigere (ofte kaldt Rest-Østrig) bibeholdt det østrigske navn og afskaffede adelsstanden samt forviste de habsburgiske monarker fra landet i tilfælde af, at de ikke ville forlige sig med ideen om, at de var borgere. I Østrig. I flere af de andre efterfølgerstater eksisterer der i dag en positiv erindring om Habsburgermonarkiet og dermed også Østrig-Ungarn, hvilket ikke mest skal ses med baggrund i, at de stater, der eksisterede efter sammenbruddet, havde det særdeles svært.

Tal fra Østrig-Ungarn
I 1908 – efter at Østrig-Ungarn havde annekteret Bosnien-Hercegovina – var det arealmæssigt det næststørste land på 676.000 kvadratkilometer – efter det Russiske Rige – og indbyggermæssigt det tredjestørste rige med 52,8 millioner – efter det Russiske Rige og det Tyske Kejserrige.
Østrig-Ungarn omfattede disse områder:
- Østrig
- Ungarn
- Tjekkiet (med undtagelse af Hlucinsko, der var preussisk)
- Slovakiet
- Slovenien
- Kroatien
- Bosnien-Hercegovina
- Rumænien (men kun dele: Siebenbürgen (Transsylvanien), Banat, østlige del af Sathmar, den sydlige del af Marmaros og den sydlige del af Bukovina.
- Montenegro – områderne ved kysten
- Polen (det vestlige Galizien)
- Ukraine (det østlige Galizien, Karpaterne i Ukraine og det nordlige Bukovina.
- Italien – Sydtyrol og Trentino samt dele af Friuli-Venezia Giulia
- Serbien i form af Vojvodina
Forfatningen var den Pragmatiske Sanktion fra 1723 for to konstitutionelle monarkier. De to anerkendte administrationssprog var henholdsvis tysk og ungarsk. Derudover blev der talt mange andre sprog som polsk, tjekkisk, serbokroatisk, slovensk, rumænsk, ruthensk og italiensk. Man havde to ligestillede hovedstæder i form af Wien og Budapest.
Statens navn
Den officielle betegnelse for staten var det Østrig-Ungarske Monarki (på tysk: Österreichisch-Ungarische Monarchie og på ungarsk: Osztrák-Magyar Monarchia) en betegnelse, som Kejser og Konge Franz Joseph I. havde fastlagt med en håndskrivning den 14. november 1868.
Alternativt optrådte det også med navnet Kaiserliche und königliche Monarchie Österreich-Ungarn – på dansk Kejserlige og Kongelige Monarki Østrig-Ungarn – hvilket har ført til den uformelle betegnelse k. u. k. Monarkiet. Da floden Donau løb igennem mere end 1.300 kilometer af dobbelstaten, blev der ofte brugt en betegnelse, der hed Donaumonarkiet. Grundet den statsretslige konstruktion af begge dele er betegnelsen Dobbeltmonarki brugbar. Den kejserlige dobbelthovede ørn var tilknyttet kejseren, men ikke Kongeriget Ungarn.
Indtil 1915 hed det kejserlige Østrig officielt set på tysk “die im Reichsrat vertretenen Königreiche und Länder”, hvilket kan oversættes med “de i Rigsrådet repræsenterede kongeriger og landområder”, mens det udenfor jurist- og politikersprog ofte blev kaldt Cisleithanien grundet grænsefloden Leitha. Ungarn hed officielt set “Landene under den Hellige ungarske Stefanskrone” eller mere uofficielt Transleithanien. Det var først efter 1915, at man begyndte at bruge betegnelsen Østrig. I litteraturen blev det kejserlige Østrig også kaldt Kakanien – et udtryk, der stammer fra romanen Manden uden Egenskaber af Robert Musil, hvor de cisleithanske dele ofte havde forkortelsen k. k., der blev til Kakanien i romanen.
Pingback: Centralmagterne (1.verdenskrig) | Historiskerejser.dk
Pingback: Vestfronten (1.verdenskrig) | Historiskerejser.dk
Pingback: 1. verdenskrig | Historiskerejser.dk
Pingback: Kongeriget Italien | Historiskerejser.dk
Pingback: Franz Ferdinand von Østrig-Este | Historiskerejser.dk