Kongeriget Italien
Kongeriget Italien var en stat i Sydeuropa, der eksisterede i årene 1861-1946 i området, hvor den nuværende Italienske Republik ligger og delvis i nogle af dennes nabostater. I dette tidsrum var Italien – formelt set også i tiden under den italienske fascisme (1922-43) – et centralistisk organiseret konstitutionelt monarki.
Grundlæggelsen af kongeriget i 1861 fulgte i forlængelse af samlingsbevægelsen Risorgimento, der mundede ud i, at kongen af Piemonte-Sardinien Vittorio Emanuele II. blev kåret til konge af Italien i Torino den 17. marts 1861. Det betød tilligemed oprettelsen af den første moderne italienske nationalstat under Huset Savoyen (italiensk: Savoia). I 1866 erklærede den ny stat Kejserriget Østrig krig for at støtte Preussen i den Østrigsk-Preussiske krig, hvilket betød, at staten fik Veneto og Friuli. I 1871 fulgte indtagelsen af byen Rom, hvormed de italienske uafhængighedskrige sluttede i 1882.
I kongerigets første år fulgte en længere politisk liberal fase under Kong Umberto I. (1878-1900, hvor Italien begyndte at blive regnet med til Europas stormagter. I løbet af 1880´erne deltog Italien i Kapløbet om Afrika, der bragte det ind i flere kolonialkrige i Østafrika og i 1911-12 i den Italiensk-Libyske krig mod det Osmanniske Rige. I 1882 indgik landet Tripel-alliancen med det Tyske Kejserrige og Østrig-Ungarn. I begyndelsen af det 20. århundrede havde Italien – i lighed med Frankrig og Østrig-Ungarn – omdannet sig fra primært at være et landbrugsland til det mest betydningsfulde industrisamfund rundt om Middelhavet. Under Umberto I.´s efterfølger Vittorio Emanuele III. (1900-46) så man organiserede arbejderforbund, borgerskab, masseforbund og partier vokse frem i de industrielle centre i Norditalien. Omvendt foregik opsvinget og omdannelsen af Syditalien til industriland langsomt.
Med starten på 1. verdenskrig i 1914 erklærede Italien sig neutralt. Efter London-traktaten af 1915, hvor Italien blev lovet betydelige territoriale udvidelser, træder landet ind i krigen sammen med de allierede Ententemagter, det Britiske Imperium, Frankrig og Rusland. Efter slaget ved Vittorio Veneto i 1918 – der i princippet førte til opløsningen af Habsburgerriget – var kongeriget at regne for en af hovedsejrsmagterne og fik en fast plads i Folkeforbundet i mellemkrigstiden.
Imidlertid havde landet lidt så meget som følge af krigen, at der udbrød en lang krise kølvandet på krigen. I denne tid overtog det Nationale Fascistiske Parti under Benito Mussolini magten i 1922 reelt med marchen til Rom, hvor han indtil 1926 delvist afinstallerede demokratiet. Indledningsvis havde det fascistiske regime lænet sig op ad de vestlige demokratier. Imidlertid oplevede landet et økonomisk opsving og dermed en indre konsolidering, og i årene 1923-32 generobrede man Libyen, hvilket skulle kendetegne den aggressive udenrigspolitik, der kom til at præge landet. Da man havde overvundet den økonomiske verdenskrise i 1929, begyndte man i 1935 en erobring af Abbesinien – dagens Etiopien, hvilket førte til, at de vestlige lande svarede med økonomiske sanktioner mod Italien, og at landet i første omgang blev internationalt isoleret.
Fra og med 1936 vendte Italien sig mod det nazistiske Tyskland. Det støttede de italienske ambitioner om at indtage en forrangsstilling rundt om Middelhavet og på Balkanhalvøen. I 1936 indgik de to lande forbundet kaldet Aksemagterne, hvor de indtil 1939 sammen intervenerede i den Spanske Borgerkrig til fordel for kupmageren Francisco Franco. Samtidig hermed foregik der en tiltagende ideologisk radikalisering hos regimet. I 1937 indførte man racelovene for kolonierne, hvilket hovedsageligt betød, at den oprindelige befolkning blev tvangsitalieniseret. I 1938 fulgte de antisemitiske racelove i selve Italien.
I forlængelse af, at Østrig var blevet indlemmet i Tyskland i den såkaldte Anschluss, og at Münchenaftalen havde vist, at også Sudeterlandet var blevet tysk, var Mussolinis logik, at også Italien kunne okkupere Albanien uden nævneværdig modstand fra andre magter. Italien var et vigtigt medlem af Aksemagterne under 2. verdenskrig. Efter indledningsvis at have taget del i succeserne begyndte nederlag at følge på hinanden fra sommeren 1941 i Øst- og Nordafrika samt i Sovjetunionen, hvilket hurtigt fik befolkningens støtte til det fascistiske regime såvel som kongehuset til at falde.
I 1943 gik de allierede i land på Sicilien, hvilket bevirkede, at det fascistiske diktatur mistede magten ved Våbenhvilen i Cassibile, hvilket betød, at Italien ikke længere var Aksemagt. Den 13. oktober 1943 indtrådte Italien igen i krigen på allieret side. Den tyske værnemagt besatte straks derefter landet fra nord og etablerede en marionetregering i form af den italienske socialrepublik – ofte kaldt Saló Republikken – der officielt set ledede den fascistiske regering indtil foråret 1945.
Efter afslutningen på 2. verdenskrig måtte det italienske monarki acceptere at måtte afstå sine kolonier samt besiddelserne i Istrien og Dalmatien til Jugoslavien og ydermere overvinde en voldsom økonomisk krise, der var udløst af en enorm tilbagegang i industriproduktionen samt levnedsmiddelknaphed som følge af ødelæggelser, som også omfattede store dele af infrastrukturen i det centrale og nordlige Italien.
I maj 1946 abdicerede Vittorio Emanuele III. for at overlade magten til sin søn Umberto II. Denne regerede kun i 33 dage. Den 2. juni 1946 blev monarkiet afskaffet efter en afstemning, og i stedet udråbte man den Italienske Republik som efterfølgerstat. I 1947 afskrev man sig alle krav på Istrien, Dalmatien samt kolonierne, og i 1948 afskaffede republikken den italienske adel ved lov og fyrstehuset Savoyen gik i eksil.

Artikel pr. 14.11.2018
Pingback: 1. verdenskrig | Historiskerejser.dk
Pingback: Versailles Freden 1919 | Historiskerejser.dk
Pingback: Julikrisen 1914 | Historiskerejser.dk
Pingback: Ententemagterne (1.verdenskrig) | Historiskerejser.dk