Ærkehertugdømmet Østrig

Ærkehertugdømmet Østrig – indtil 1453 Hertugdømmet Østrig – var et len under det Hellige Tysk-Romerske Rige. Lensretsligt var det indtil ophøret af selvsamme rige i 1806 opdelt i Østrig oven for floden Enns og Østrig nedenfor floden Enns, hvilket i dag afspejles i de to delstater i dagens Østrig Oberösterreich og Niederösterreich. 

Ærkehertugdømmet i fakta og tal

Det opstod ud af Hertugdømmet Østrig i 1453. Det kaldes til tider Niederösterreich eller Ærkhertugdømmet Österreich Ob und Unter den Enns. Dets leder var en ærkehertug eller en statholder, som var ud af dynastierne Habsburg og Habsburg-Lothringen. Hovedstad var Wien og residens var Wiener-Neustadt og Linz. 

Historie

Hertugdømmet Østrig opstod som landsdel og i lensretslig henseende på Rigsdagen i Regensburg i 1156, da Mark Østrig blev adskilt fra Hertugdømmet Bayern og blev ophøjet til et selvstændigt hertugdømme. Kejser Friedrich I. Barbarossa udstak i Kreuzhofkapellet i Regensburg det senere såkaldte Privilegium Minus, hvor en lang række særrettigheder blev givet til hertugparret af familien Babenberg – Heinrich II. Jasomirgott og hans kone Theodora – der havde fået det ny område, og dels også til deres efterfølgere, hvormed de havde bedre chance for at løsrive sig fra Bayern. 

I 1192 erhvervede Babenbergerne Hertugdømmet Steiermark. Men i 1246 uddøde Babenbergerne, hvilket betød, at Hertugdømmet Østrig blev del af Ottakar II. i Bøhmen, og Steiermark var del af Ungarn. Det blev også anledningen til den deling af landsdelene, hvor de vestlige dele med Traungau blev til Österreich ob der Enns, og at de østlige dele blev Österreich nid der Enns.

Rigsretsligt dannede begge lande et len. I 1282 blev familien Habsburg belenet med begge lande,således at alle Habsburgere var forpligtet til at tage hertugtitlen på sig. I 1358/59 forsøgte Rudolf IV. af Habsburg storstilet at forbedre sin position i riget egenmægtigt, hvorved han forfalskede en række dokumenter, heriblandt det såkaldte  Privilegium Maius. Han satte eksempelvis den falske betegnelse på de østrigske landsfyrster “Pfalz-Ærkehertug”. Dokumenterne blev fremlagt Kejser Karl IV., der ikke ville anerkende dem. I 1442/53 blev de samme dokumenter godkendt ved en proces af Kejser Friedrich III., der tillige selv var østrigsk landsfyrste og fra 1453 antog titlen ærkehertug, som alle Habsburgere efterfølgende bar. 

Ærkehertugen af Østrig gjaldt næstefter kurfyrsterne som den højeste i rang. De førte på rigsdagene direktoriet i rigsfyrsterådet under rådførslerne (directorium agens); deres position stødte på modstand særligt fra Bayern, idet de fandt, at denne position var deres, men derudover førte den østrigske ærkehertug kuriøst den gejstlige bank, omend at han var at regne for en verdslig rigsfyrste. 

Enheden mellem begge lande ved floden Enns blev bevaret i forskellige afskygninger af Habsburgermonarkiet. Begge lande henviste man til som niederösterreichische Ländergruppe og blev opfattet som fælles område. Denne forvaltningsenhed forsvandt med forvaltningsreformerne under Maria Theresia. Da det Hellige Tysk-Romerske Rige ophørte med at eksistere i 1806, forsvandt sammenhængen. I perioden 1806-1918 var det to selvstændige ærkehertugdømmer, som de i de forskellige varianter efterfølgende har været to selvstændige delstater. 

Print siden her