Russisk-Østrigske Tyrkerkrig (1736-39)

Den Russisk-Østrigske Tyrkerkrig fra 1736 til 1739 var en kamp, hvor Kejserinde Anna af det Russiske Tsar Imperium i forbund med den østrigsk–habsburgiske kejser af det Hellige Tysk-Romerske Rige førte krig mod det Osmanniske Rige, hvor det dels handlede om, at den russiske ekspansion fortsatte til Sortehavet og på den anden side om habsburgiske erobringer på Balkan. Konflikten var en del af en lang kæde af tyrkerkrige. I 1735 var der brudt skærmydsler ud på Krim-Khanatet i 1735, hvorpå der blev foretaget en strafekspedition, hvilket gør, at krigen ofte sættes til at være startet i 1735. Den omtales ofte som den 5. Russisk-Tyrkiske Krig og den 7. Østrigsk-Tyrkiske Krig. 

Forhistorie til Krigen

Det Russiske Kejserrige under Kejserinde Anna (1693-1740 forfulgte i 1730´erne de samme strategiske mål som Peter den Store. Disse bestod i at udvide rigets grænser til Sortehavets kyster. Det var imidlertid befolket af vasalstater til det Osmanniske Rige. Derfor lovede man disse folk en andel af den givtige sortehavs- og middelhavshandel. Da det i Asien kom til krig mellem det Osmanniske Rige og Persien (1731-36), anså man det fra russisk side som det gunstige tidspunkt at angribe på. Beslutningen om at gå i krig blev yderligere fremmet af, at de førende russiske ministre – Biron, Ostermann og Münnich – anså, at det Osmanniske Rige stod overfor en kollaps. Krigen blev udløst som reaktion på de lejlighedsvise krimtatariske angreb på de russiske grænseegne i 1735, hvorpå fjendtlighederne kunne starte i foråret 1736. 

For Habsburgerne, der stod i spidsen for det Hellige Tysk-Romerske Rige, var situationen anderledes. Efter den Venetiansk-Østrigske Tyrkerkrig (1714-18) havde man fået tildelt Banat og Beograd ved freden i Passarowitz fra Osmannerriget. Men den Polske Tronfølgekrig (1733-1735/38) havde medført større landafståelser i Italien. Kejser Karl VI. håbede derfor på at erobre nye landområder i en ny krig mod tyrkerne, der kunne kompensere for de nyligt tabte områder. Derudover ville man også forhindre, at tsarriget fik for stor indflydelse på Balkan. Man retfærdiggjorde sin indtræden i krigen med et forbund, som var blevet sluttet med Rusland i 1726,. Det var opstået under den Engelsk-Spanske Krig (1727-29), hvor riget havde forpligtiget sig til at bistå Rusland med mindst 30.000 kejserlige soldater i tilfælde af krig. Derudover havde russiske tropper støttet kejseren, da Østrig var rykket tilbage til Rhinen med sine tropper. Denne tjeneste skulle nu betales tilbage. 

Artiklen pr. 25.11.2018

Print siden her