Hellige Tysk Romerske Rige

Det Hellige Tysk Romerske Rige var den officielle betegnelse for det område, som den tysk-romerske kejser fra 962 og frem til 1806 havde under sit domæne. Navnet er afledt af den middelalderlige antagelse om en tysk-romersk hersker, der var skabt for at fortsætte den antikke tradition fra det romerske rige, og som var et rige, der skulle ses som udtryk for den kristne Guds hellige vilje til at sætte et jordisk eksempel, der legitimerede kejseren  som Guds udvalgte på jorden. Dets latinske navn var Sacrum Imperium Romanum eller Sacrum Romanum Imperium.

Det Tysk-Romerske Rige blev dannet i 900-tallet under dynastiet Ottonerne på resterne af det tidligere karolingiske Østfrankiske Rige. Det var en genoptagelse af det Hellige Romerske Rige, der var blevet skabt med Karl den Stores kroning til kejser juledag år 800, hvor dennes fader Pippin i 774 havde skabt pavestaten og dermed stod i et nært forhold til de romerske kejsere. Karls rige splittedes imidlertid med hans sønners rigsdeling i Verdun i 843. Så det var først, da Otto I. med en fornyet kejserkroning i 962 skabte en relation mellem dels paverne, det oprindelige Romerrige, Karl den Store og den tyske nation, at man fik dannet en varig konstruktion. Denne henvisning til den romerske nation vedblev på papiret at eksistere til sin afslutning. Det er dog først i kilder fra det 11. århundrede, at man ser betegnelsen Regnum Teutonicum eller Regnum Teutonicorum – Det Tyske Kongerige. Anvendelsen af de forskellige termer ses brugt forskelligt gennem tiderne. Efter grundlæggelsen af det Tyske Kejserrige i 1871 blev det ofte kaldt Det Tysk Romerske Rige eller slet og ret Det Gamle Rige.

Staten var af overnational karakter og udviklet før nationalstatslig tænkning, hvilket også gjorde, at den ikke udviklede sig til en nationalstat med moderne præg, dens kejsere blev valgt af en lang række institutioner som kurfyrstendømmer, fyrstendømmer, kongeriger og ærkebispedømmer og dens lovgivning styret af rigsstænder. Der var overordnet set ikke mange fælles rigsinstitutioner.

Grænserne og udbredelsen af det Hellige Tysk Romerske Rige ændrede sig markant i løbet af århundrederne. Da man rådede over mest land, omfattede riget stort set det meste af dagens Central- og Sydeuropa. Det bestod siden det tidlige 11. århundrede af 3 rigsdele: Det nordalpine – det tyske – Rigsitalien og Burgund – der også blev kaldt Arelat.

Siden nationalstaternes fremkomst omkring år 1500 var riget ikke strukturelt gearet til offensiv krigsførelse, magtudvidelse og ekspansion. Siden det tidspunkt var dets væsentligste prioriteter beskyttelse af rigets grænser og fredsbevarelse. Riget stod for ro, stabilitet og fredelige løsninger, hvor det mere handlede om at påvirke andre magter til at tøjle sig selv. Undersåtter skulle beskyttes for vilkårligheden fra deres landsherrer, og de små rigsstænder skulle beskyttes fra den magt, de større rigsstænder satte i værk. Siden den Westfalske Fred i 1648, hvor også stater blev integreret som rigsstænder, var riget med til at have en fredssikrende funktion i det europæiske magtsystem.

Siden midten af det 18. århundrede var riget mindre og mindre i stand til at beskytte sine medlemmer mod nationalstaternes ekspansive politik, både de udefrakommende og de indre magter. Dette bar kimen til rigets undergang. Da Napoleonskrigene brød ud, og der blev dannet et Rhinforbund, hvor en lang række medlemmer udtrådte, uden at riget kunne opsætte modforholdsregle, opløstes den 6. august 1806 Det Hellige Tysk Romerske Rige, da Kejser Franz II. nedlagde rigskronen.

HERSKERRÆKKE OVER DET HELLIGE TYSK ROMERSKE RIGE

Karakteren af det Tysk-Romerske Kejserrige

Det Hellige Romerske Rige opstod ud af det Østfrankiske Rige. Det var dannet udfra et før-nationalt og et overnationalt sigte, det var et lensrige og en stat af personforbund, der aldrig udviklede sig til en Nationalstat som Frankrig eller Storbritannien og derfor idehistorisk ikke skal forstås på samme måde. Bevidstheden om at være fra et bestemt sted var ofte bevidstheden hos stamhertugdømmerne og i de sene tider fra de mange territorier i området der kunne stå i modsætning til bevidstheden om at komme fra en overnational enhed. Der udviklede sig aldrig en gennemgående nationalfølelse i Riget. 

Rigets lange historie var ofte præget af dens særegne karakter, hvilket – da magtforholdene internt i Riget på ingen måde var statiske – og ændrede sig gentagne gange i løbet af århundrederne. I det 12. og 13.århundrede var de en refleksion over det almen politiske væsen, hvor man orienterede sig mod abstrakte kategorier. Da universiteterne voksede frem stod diskussionen mellem kategorierne Monarki og Aristokrati. Rigets magt lå ikke entydigt et bestemt sted, idet at Kejseren skulle vælges af Kurfyrsterne, der omvendt igen stod til ansvar for Rigsdagene. Begge magtinstanser levede både deres eget liv men også i en symbiose. I det 17.århundrede skrev oplysningsfilosoffen Samuel Pufendorf under Pseudonym De statu imperii hvor han skrev at riget havde en egenart – med et uregelmæssigt og monsterlignende krop, hvilket var en af de mest citerede sætninger om Rigsforfatningen fra 1648. 

Allerede i det 16.århundrede blev fokus i Riget mere og mere på begrebet Suverænitet. Diskussionen stod mellem om det var en form for fælles enhed med regional selvstændighed eller om det var et forbund af selvstændige stater med visse grader af fælles institutioner. Denne diskussion kan man ikke rigtig lande endegyldigt et af stederne, da mange ting stod uklart. Men at staterne har brugt den repræsentative værdi af at være med i Riget. 

Riget dækkede over et stort territorialt område hvor man udstak rammebetingelserne og samlivet mellem en lang række af forskellige landsherrer. De – i realiteten selvstændige – men ikke suveræne Fyrster og Hertugdømmer anerkendte i det mindste officielt Kejseren som Rigets Overhoved og var underkastet Rigslove, Rigsretten og Rigsdagenes beslutninger. Derudover var man repræsenteret i Rigspolitikken via valg af Konge, Valgkapitulationer (begrænsning af Kejserens magt), Rigsdage og andre faste forsamlinger hvor man kunne øve indflydelse. I modsætning til andre lande var beboerne ikke direkte understillet Kejseren, men deres respektive landsherrer i territorierne. I tilfældet af at det var en fri Rigsby var det byens magistrat. 

Voltaire(1694-1778) beskrev modsætningen mellem dets navn og virkelighedens realiteter i den sene fast med denne ofte citerede sætning:

“Dette Korpus, der kaldes Hellige Romerske Rige, er på ingen måde helligt, ej heller romersk og bestemt ikke et Rige”.  

Voltaire

Montesquieu beskrev det i 1748 i hans værk de l esprit des Loix som en Føderativ Republik i Tyskland. 

I nyere forskning fremhæves Riget oftere mere positivt, hvor man ser på at der over flere århundreder har været et ordnet politisk rum, men også at der er tale om mangfoldige udviklinger i forskellige herskabsrum. 

Navnet Det Hellige Tysk-Romerske Rige

Navnet lagde op til at man gjorde krav på at være efterfølger til det antikke Romerske Rige og dermed samtidig at være et universalt herskerdømme. Samtidig frygtede man den profeti som profeten Daniel havde forudsagt, at der ville være fire Verdensriger og at når disse forsvandt ville det blive efterfulgt at Antikrist komme til jorden – Læren om de Fire Verdensriger – der derpå ville sætte Apokalypsen på jord igang. Da det Romerske Imperium gjaldt som det fjerde verdensrige måtte det ikke gå under. Ophøjelsen hvor Guds Nåde velsignede Kejserdømmet og legitimerede herskerens guddommelige ret blev tydeliggjort i forbetegnelsen “Hellig”.

I år 800 kronede pave Leo III. kongen af Frankerriget Karl den Store til Kejser hvor denne satte sit Rige som en efterfølger til det Romerske Imperium, den såkaldte Translatio Imperii. Historisk og i egen selvforståelse var der imidlertid allerede et Rige, der var opstået ud af det gamle Romerske Rige, nemlig det kristne-ortodokse Byzantinske Rige; ifølge Byzantinerne var det ny vestlige “Romerske Rige” selvudnævnt og illegitimt.

Riget bar fra det opstod og til midten af det 10.århundrede endnu ikke prædikatet “hellig”. Den første Kejser Otto I. den Store og hans efterfølgere så sig selv som stedfortrædere for Gud på Jorden og blev dermed anset som primær beskytter af Kirken. Det var altså ikke en nødvendighed at fremhæve Rigets Hellighed. Riget blev ofte også kaldt Regnum Francorum orientalium eller kort Regnum Francorum.

I Kejsertitlerne for Ottonerne begynder de senere navne for Riget at dukke op. I beskrivelser fra Otto II. og dennes felttog til Italien i år 982 ser man titlen Romanorum imperator augustus, „Romersk Kejser“. Otto III. blev i hans titel forhøjet til at være hersker over alle gejstlige og verdslige magter, hvor han analog med Paven så sig hævet over de andre og som Tjener af Kristus og Apostlens Tjener.

Denne sakrale udstråling hos Kejserdømmet blev angrebet voldsomt af Pavedømmet under Investiturstriden fra 1075 og frem til 1122 og langt henad vejen også ødelagt. Helgenkåringen af Karl den Store i 1165 og begrebet sacrum imperium, der første gang bruges i kancelliet hos Friedrich I. Barbarossa i 1157 og er blevet fortolket i forskningen som “at sidestille Kirkens Hellighed med Rigets hellighed”. Helligheden blev derefter set som en art Sekulariseringsforsøg. Friedrich brugte heller ikke den samme betegnelse som hans hellige forgænger Karl og betegnelsen sacrum imperium var ikke officiel sprogbrug på Friedrichs tid.

Regnum Teutonicum eller Regnum Teutonicorum ser man som betegnelse først dukke op i 1070érne. Begrebet så man allerede blive brugt i italienske kilder i starten af det 11.århundrede, dog ikke af forfattere fra Rigsitalien. Det handlede ikke om en officiel Rigstitel, der i reglen ikke blev brugt i kancelliet hos de middelalderlige Tysk-Romerske konger. Titlen rex Teutonicus blev derimod brugt målrettet af Pavedømmet, for indirekte at relativere det oprindelige Universelle krav hos rex Romanorum til at indskrænke sig til de tyske rigsområder men ikke i Rigsitalien og Arelat i Burgund. I det pavelige kancellisprog blev der bevidst brugt en titulering af Tysk-Romerske konger de ikke selv brugte. Siden brugte man betegnelser som regnum Teutonicum som “kampbegreber” for at bestride de tysk-romerske konger, som Johannes af Salisbury i det 12.århundrede. De tysk romerske konger fortsatte med at bruge en titulering der hed rex Romanorum og betegnelsen for riget var Romanum Imperium.

I det såkaldte Interregnum fra 1250 til 1273 hvor det ikke lykkedes for nogle af de 3 valgte konger at sætte sig igennem over de andre, der opstod igen kravet hvor man hævdede at være efterfølger til det Romerske Rige med prædikatet Hellig i form af betegnelsen Sacrum Romanum Imperium (Dansk: Hellige Romerske Rige. Den latinske betegnelse Sacrum Romanum Imperium høres første gang i 1254; I tysksprogede kilder kan man tidligst spore betegnelsen til at være omkring hundrede år efter under Kejser Karl IV. I den sene middelalder blev det universelle i Riget fastholdt, det gjaldt som nævnt i både tiden for Interregnum men også i det 14.århundrede under Heinrich VII. og Ludwig IV. hvor det igen kom til spændinger og åbne konflikter med den pavelige Kurie. Formuleringen Imperium Sanctum kan man føre så langt tilbage som den Senantikken.

Tilføjelsen Nationis Germanicæ opstod først i den sene middelalder, da Riget overvejende spredte sig ud over det tysktalende område. I 1486 blev denne titutelering brugt af Kejser Friedrich III. i Landfredsloven. Man hørte den brugt officielt i en afskedsmeddelelse ved Rigsdagen i Køln. Kejser Maximillian I. brugte betegnelsen. Den oprindelige betydning er ikke helt klar. Det kan være en territorial indskrænking efter at Kejserens indflydelse i Rigsitalien og Kongeriget Burgund var sunket til et faktisk nulpunkt og at store dele af området blev overtaget af Frankrig. Andre betoner at Rigets magt også blev oppebåret af de tyske Rigsstænder og ved at nævne dem forsvarede man ideen om et Rige. Mod slutningen af det 16.århundrede forsvandt formuleringen igen, men blev lejlighedsvis brugt i litteraturen indtil ophøret af Riget.

Det latinske ord natio betød indtil det 18.århundrede ikke Folk, men betegnede “Stedet for din fødsel” – og Gens er din Stamme. Formuleringen  nationis Germanicæ er en forestilling der relateret til Imperiet og ikke snævert til det tyske.

Frem til 1806 var det Hellige Romerske Rige den officielle betegnelse for Riget – Sacrum Romanum Imperium. Riget blev opløst efter de to store Retsakter: Reichsdeputationshauptschluss, hvor en lang række af de institutioner der fandtes i Riget blev opløst og i 1804 hvor Kejser Franz II. erklærede Riget for opløst. I begge tilfælde brugte man betegnelsen det Tyske Rige.

Allerede kort efter at det blev opløst da brugte de historievidenskabelige afhandlinger om Det Hellige Romerske Rige tillægsordet deutscher Nation hvilket allerede fra starten gav en forkert sprogbrug om Rigets navn. Ved siden af dette blev det også kaldt for det Gamle Rige for at kunne adskille det fra det senere Tyske Kejserrige fra 1871.

Historien for Riget

Rigets opståen

Det Frankiske Rige gennemgik efter Karl den Stores død i 814 flere delinger og genforeninger af de forskellige rigsdele under hans arvinger. Delinger mellem sønnerne var normal efter frankisk ret, men betød ikke at Rigets enhed ophørte med at eksistere, da der var en fælles politik for de forskellige rigsdele og dermed gjorde en fremtidig genforening mulig. Hvis en af dem døde uden arvinger, så ville denne rigsdel tilfalde broderen eller blive delt.

Print siden her