Alaunplatz
Park i Ydre Neustadt (Äussere Neustadt), der tidligere var en plads. Den ligger i den nordlige ende af Alaunstrasse og afgrænser det livlige bar- og forlystelsesområde i Neustadt mod nord. Parken fungerede tidligere som excerserplads for en kaserne, der blev ødelagt under 2. verdenskrig. Selvom den i dag er en park, hedder den officielt stadig Alaunplatz.
I slutningen af det 18. århundrede gik området under navnet An der Dresdener Heide. I 1830 blev den omdøbt til Excerserplads, da den blev benyttet til dette formål og som paradeplads, særlig for infanteriet. Da gaden Alaunstrasse udmundede i pladsen, blev denne opkaldt efter gaden i 1862. Navnet kommer af alun, fordi der i gaden lå at syderi til alun. Gaden var dog allerede blevet anlagt i 1765.
I 1870 anlagde Sachsen en kaserne for det 108. saksiske skytteregiment Prinz Georg, der blev forlagt til byen fra Leipzig. Kasernen blev anlagt få år før det nye Tyskland anlagde Albertstadt i nord. Hvor sidstnævnte gik ram forbi under 2. verdenskrig, blev kasernen på pladsen ødelagt i 1945.
I 1954 rev man ruinerne efter kasernen ned og anlagde pladsen som grønt område i 1960. I perioden 1955-89 hed pladsen ”Platz der Thälmannpioniere”. 25. april 2013 udvidede parken sit areal med 14.400 kvadratmeter, idet man inddrog russernes hidtidige sportsplads ved siden af. I alt er parken på 9.9 hektar og et yndet sted i sommerhalvåret at rekreere.
Anders´ rejseråd:
– En god sommerdag, hvor man har gået rundt i baggårdene i Ydre Neustadt, er det oplagt at gå op i parken og rekreere og være en del af folkelivet.