Anne Frankboom / Anne Franks kastanjetræ
Er en hestekastanje, der er beskrevet flere steder i Anne Franks dagbog, og som fik en betydning som et link til friheden for den hollandsk-jødiske pige.
Træet stod i nabohuset Prinzengracht 265 i Amsterdam og kunne ses af Anne fra annekset, Achterhuis, hvor hun i perioden 1942-44 gemte sig under den tyske besættelse af Holland. I 1993 konstaterede man, at kastanjen var begyndt at få svamp og råd grundet et større læk fra en benzinstation i nærheden. Man gennemførte rensninger af området rundt om kastanjen for at redde den. Imidlertid blev kastanjen vurderet som umulig at redde i 2007, og en fældning forberedt. En større bevægelse til redning af træet blev dannet, hvilket førte til udskydelse af fældningen. I 2010 væltede træet i en storm, dog uden at forårsage større skade på omgivelserne.
Anne Franks far, Otto Frank, der overlevede krigen, fortæller, at han aldrig havde noteret sig Annes særlige interesse for naturen, hvilket kunne indikere, at hun har holdt træet som en egen hemmelighed om en drøm om frihed. Skud fra kastanjen vil blive plantet på en række amerikanske mindesteder for Holocaust, det første i april 2013 i Indianapolis.