De Wallen – Amsterdams Red Light District
Er Amsterdams største og mest kendte Red-Light District. Det er beliggende i hjertet af det historiske centrum syd for Oude Kerk og krydses af adskillige kanaler. Det består af omkring 300 rum, hvor de prostituerede tilbyder deres seksuelle services, og hvor de sidder i vinduer, der typisk er oplyst med røde farver, heraf navnet. Området har udover de prostitueredes vinduer en stribe af sexshops, sexteatre, peepshows samt museum for såvel sex som cannabis. Derudover findes 26 coffeeshops, hvor det har kunnet lade sig gøre at købe m arihuana. I perioden 1.september 2012 til 31. august 2015 vil det imidlertid være forbudt for turister at foretage køb i disse shops, hvilket kan medføre, at de evt. bliver nødsaget til at dreje nøglen om.
Sammen med de to andre prostitutionsområder Singelgebied og Ruysdaelkade dannes Amsterdams samlede Red-Light District. De Wallen er 6.500 kvadratmeter. Prostitution er lovligt i Holland, men gadeprostitution er ikke. Prostitutionen i Holland er begrænset til EU-borgere, da der ikke gives arbejdstilladelse til folk, der arbejder som prostituerede. De fleste ejere af vinduerne kræver, at de indlejede skal forevise regelmæssige sundhedstjek.
I 2007 blev verdens første monument for sexarbejdere afsløret på Oudekerksplein og viser en kvinde, der står i et vindue. En undersøgelse i 2004 viste, at omkring 75% af prostitutionen i Amsterdam er styret af Human Trafficking fra Østeuropa, Afrika eller Sydamerika, og at de fleste hollandske prostituerede for det meste er forgældede og har svært ved at slippe ud af arbejdet.
I årene 2008/09 opkøbte bystyret i Amsterdam 1/3 af husene i området for at skaffe sig kontrol med stedet, og for ikke at den kriminelle verden fuldstændig skulle overtage kontrollen. Det har ført til intensive debatter, hvor en del hollændere er modstandere, idet de ser området som symbol på hollandsk frisind og tolerance, hvorimod bystyret siger, at den kriminalitet og kvindeudnyttelse, der foregår her, ikke kan betragtes med stolthed.