Den Brandenburgiske Tiendestrid 1210-38
Tiende er den betegnelse, man brugte for bøndernes kirkeskat i middelalderen.
I det middelalderlige Mark Brandenburg opstod der en tvist mellem forskellige magtinstanser om, hvem dette tiende skulle gå til. Såvel de kejserlige Welfere, ærkebisperne fra Magdeburg samt markgreverne af Brandenburg ønskede, at denne skatteindtægt gik i deres lommer. Retsmæssigt var der tale om, at ærkebisperne skulle have samme.
Imidlertid havde man i de første år efter Mark Brandenburg blev grundlagt set igennem fingre med, at de askaniske herskere havde beholdt denne skat for sig selv. Der var jo tale om, at markgreverne ydede en forbilledlig indsats ved at bringe kristendommen østpå, og så var det på kort sigt acceptabelt, at tiendeandelen gik til dem. Imidlertid viste der sig snart en tvist mellem ærkebisperne og markgreverne i form af ejerskabet af klostre i Mark Brandenburg.
Ærkebisperne havde stået bag den første klostergrundlæggelse i Marken, da de i 1170 grundlagde klosteret Zinna ved Jüterbog. Den slaviske vrede mod dette var enorm, og det tidligste kloster blev hærget og brændt ned til grunden, hvilket gjorde, at ærkebispernes forrang led et knæk. I 1180 grundlagde markgreverne i stedet et kloster i nærheden, Kloster Lehnin, hvilket blev det kloster, der kom til at styre missionen i Mark Brandenburg.
Da det stod klart for ærkebisperne, at markgreverne muligvis ville få æren og indflydelsen i denne mission, blev man endnu mere ivrig efter at tilbagevinde tiendeskatten. Markgreverne ændrede imidlertid ikke praksis, idet de henviste til, at den vedvarende trussel fra de slaviske hedninge økonomisk krævede en så stor byrde, at de ikke ville kunne bære den, hvis ikke de fortsatte med at opkræve tiende.
Indtil år 1200 havde markgreverne muligvis en pointe. Men i det 13. århundrede synes beviserne så stærke på, at germanere og slavere har levet side om side med hinanden mange steder, at denne udfordring fra hedningene forekom temmelig søgt.
Ærkebisperne søgte i 1210 om at få markgreverne ekskommunikeret fra kirken, hvilket markgreverne svarede tilbage på med et forslag om at omlægge tiendebetalingen således, at paven ville modtage en tredjedel og markgreverne to tredjedele. Paverne havde hidtil intet fået, hvilket gjorde, at sagen trak i langdrag. Markgreverne ville bruge pengene til at etablere en uafhængig kirke, en såkaldt stiftskirke, der stod under markgreverne og dermed var uden for ærkebispernes indflydelse. Resultatet var, at markgrever og ærkebisper havde en mangeårig juridisk tvist, som paven kviede sig ved at få løst.
I 1234 indkaldte pave Gregor IX til et konvent i Merseburg for at tvinge de to markgrevelige brødre Johann I og Otto III til at betale tiende. Man udskød den endelige beslutning til et konvent i 1237.
Ved dette konvent deltog blandt andet en præst ved navn Simeon fra Cölln, hvilket er den tidligste skriftlige dokumentation på eksistensen af dobbeltbyen Berlin-Cölln, og som har gjort, at Berlins grundlæggelse gentagne gange har været benævnt til 1237. Berlin nævnes første gang i 1244, da selvsamme Simeon nu beskrives som provst i Nikolaikirche i Berlin-Cölln. Selvom tiendebetalingen efterfølgende gik til de bispelige repræsentanter for Magdeburg, så fik Markgreverne lov til at undtage Stiftskirkerne i byerne fra tiendebetalingen, hvilket de fleste eksperter gætter på har været grunden til, at Berlin fik skikket sine byrettigheder i perioden 1230-40. Forholdet mellem markgreverne og ærkebisperne blev aldrig rigtig godt.
Læs mere: Kloster Lehnin
