Dresdner Christstollen
Rosinkage, der også bliver lavet i andre dele af Tyskland, eksempelvis Naumburg, men som i særlig høj grad er fyldt med smør og rosiner. Den kendes som Dresdner Stollen, Dresdner Christstollen og Dresdner Weihnachtsstollen.
Siden 2010 har der været et særligt geografisk patent på frembringelsen af kagerne, da de skal være fremstillet i Dresden eller i omegnen såsom Moritzburg, Radebeul, Pirna, Freital og Winböhla. Der må ikke bruges forme til at fremstille dem. Opskriften lyder på 100 gram mel, 50 gram smør, 65 gram sultanin, 20 gram appelsin og 15 gram mandler. Margarine samt kunstige konserveringsstoffer er ikke tilladt. Endelig skal man følge bestemte regler for emballage. Der findes en forening, der foretager stikprøvekontrol af kagerne.
Den største producent er firmaet Dr. Quendt i Dresden med 1.7 millioner fremstillede kager årligt. Stollen spises særligt op til jul.
Kagen har en lang fortid i Sachsen. I 1400-tallet lagde de saksiske herskere en afgift på smør for at indkræve penge til opførelsen af klosteret i Freiberg. Da Reformationen blev indført i Sachsen, ophævede man denne tradition, og i 1560 opstod den skik, at bagerne i Dresden,gav de saksiske kurfyrster en julegave i form af en 36 pund tung Stollen. Under August den Stærke udspillede der sig en overdådig seance, hvor August´ trang til storhed viste sig i form af en ordre på at lade bagerne udføre en 24.000 ton tung kage. Alle byens borgere kunne spise med, og August´ hofarkitekt Matthäus Daniel Pöppelmann frembragte en gigantisk kniv, 1.6 meter lang og 12 kilo tung, til at skære kagen ud med. Gigantkage og kniv genskabes hvert år til julemarked i Dresden lørdagen før 2. søndag i advent. Traditionen var afbrudt i årene 1918-94.