Foråret i Prag 1968
En reformbevægelse vandt frem i Tjekkoslovakiet i 1960´erne, som i 1968 gav sig udslag i en række politiske ændringer, der betød en langt mere lempelig udgave af socialismen. Imidlertid blev den mere lempelige tilgang til socialismen en trussel fra de øvrige socialistiske lande, der i august 1968 erobrede landet og gjorde en ende på det socialistiske forår, som kaldes foråret i Prag. Selvom det fandt sted i hele Tjekkiet, var det primært koncentreret omkring den tjekkiske hovedstad.
Tjekkoslovakiet havde i slutningen af 1940´erne og starten af 1950´erne konsekvent gennemført den stalinistiske samfundsmodel. Landbruget var blevet kollektiviseret, industrien underlagt planøkonomien, og den partitro Klement Gottwald havde udrenset enhver modstand i partiet. Desværre var resultatet for Tjekkoslovakiet, at man havde fået den mest stagnerende økonomi overhovedet i hele østblokken. Det ellers stærkt disciplinerede kommunistparti var i 1963 så presset, at nye ideer om ændringer vandt indpas. Disse ideer blev fremtonet højest fra Ota Sik – medlem af Centralkomiteen,der ville, at landet skulle indføre en ”socialistisk markedsøkonomi” med joint ventures og mere privat initiativ.
Antonin Novotny der ikke havde haft held til at føre Tjekkoslovakiet ud af deres dybe krise i løbet af 1960´erne. Kilde: Wikipedia
Først i 1967 blev ideer fremført, der også mundede ud i konkrete ændringer. Litterært blev de nye vinde påbegyndt med at – den i socialismen ildesete – Franz Kafka blev rehabiliteret. Hans fremmedgørelsesbegreb blev anset for mere brugbart end det selvsamme begreb hos selveste Karl Marx. Denne kritik blev fremført i bladet ”Literarni Noviny”, hvor også den mere alvorlige kritik i juni 1967 blev fremført. Pavel Kohout og Vaclav Havel opfordrede her til boykot af festligholdelsen af 50-året for oktoberrevolutionen. Det medførte eksklusion af kritikerne, men også en lang række af demonstrationer fra studenter og journalister mfl. Demonstrationerne kom snart til at handle om mange andre emner, eksempelvis de kummerlige boligforhold, som de fleste måtte affinde sig med.
I oktober måtte regeringschef Antonin Novotny slå demonstrationerne ned med hård vold. Overraskende var meldingen fra Sovjetunionen, at han ikke skulle vente hjælp fra deres side, men at han måtte løse problemerne selv. Sovjetunionen var kun interesseret i at skaffe sig af med den upopulære regeringschef. Valget faldt på den i Moskva partiuddannede Alexander Dubcek, der fra 4. januar 1968 satte sig på øverste taburet i Tjekkoslovakiet.
Dubcek havde fået et carte blanche til at foretage ændringer, men forsøgte at gøre det i et tempo, der ikke ville fremkalde for stor vrede fra de allierede naboer i Warszawapagten. Dubcek ændrede imidlertid holdning til reformtempoet, og da han 5. april 1968 lancerede reformen, indbefattede den både vidtgående økonomiske reformer, menings- og ytringsfrihed samt et opgør med den stalinistiske fortid og en revurdering af det kommunistiske partis rolle i samfundet. Med andre ord – ”socialisme med et menneskeligt ansigt”.
Alexander Dubcek – manden bag reformerne. Foto: Wikipedia
Reformerne satte et væld af diskussioner i gang indenfor samfundet, hvilket det langsomt tænkende parti slet ikke kunne følge med i. I juni 1968 blev ”2000 ords manifestet” lanceret, der opfordrede til yderligere reformer og et opgør med den kommunistiske blok.
Fra da hylede alarmklokkerne for alvor i de andre Warszawapagtslande. Den 3. august mødtes landene i Warszawapagten, og her blev det besluttet, at alle lande – undtagen DDR – skulle deltage i en invasion af landet indenfor nogle få uger.
Wenzelspladsen i Prag med russiske tanks. Foto: Wikipedia
21. august 1968 ved nattetide rullede soldaterne ind over grænsen, hvor det kom til kamphandlinger, der kostede 98 tjekkere og slovakkere livet og 50 soldater fra de invaderende. Resultatet blev, at Dubcek blev sat fra bestillingen, og hans hverv blev overtaget af Gustav Husak og Ludvig Svoboda – 2 moskvatro partisoldater. Alle reformer blev rullet tilbage til tiden før Dubcek, og Tjekkoslovakiet blev igen det mest restriktive land i østblokken.
I 1969 brændte først studenten Jan Palach sig i protest og siden Jan Zajic. Begivenheden er i vesten blevet udlagt som den uundgåelige kamp for de basale rettigheder og ses heraf i et meget positivt lys, mens mange tjekkere og slovakker har et meget ambivalent forhold til det, der skete, da de har måttet gennemgå mange lidelser, de kunne have været foruden, hvis reformerne var blevet mere moderate.
I 2006 udtalte den russiske præsident Putin, at man kunne tale om et moralsk ansvar hos de andre warszawapagtlande, men aldrig om et juridisk ansvar.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: De to vigtigste steder i Prag, hvor man vil kunne finde opstanden erindret, er på Wenzelspladsen foran statuen af Vaclav, hvor der er et mindesmærke til ære for Jan Palach, som brændte sig ihjel i 1969. Han er også mindet på pladsen foran Karlsuniversitetets filosofiske fakultet, hvor han læste, og pladsen hedder Namesti Jana Palacha.
