Heinrich der Löwe
Heinrich der Löwe blev født omkring 1129/30 og døde 6. august 1195 i Braunschweig. Han var af slægten Welferne og var i perioden 1142-80 hertug af Sachsen – Heinrich III. – såvel som hertug af Bayern 1156-80 som Heinrich XII.
Heinrich der Löwe havde i 1152 en afgørende andel i, at hans fætter Friedrich Barbarossa blev kronet til tysk-romersk konge og i 1155 igen til tysk-romersk kejser. Grundet dette nød han i de efterfølgende år forrang hos sin fætter. Han fik i 1156 overdraget Hertugdømmet Bayern. I Nordtyskland kunne Heinrich opbygge en konge-agtig magtposition. Han gjorde Braunschweig til sit fyrstelige repræsentationssæde med opbygningen af stiftskirken St. Blasius og borgen Dankwarderode med løven som sit symbol. Den aggressive magtudvidelse i Sachsen og nord for Elben stødte på modstand fra de andre saksiske fyrster. Heinrich tilbagebetalte de oprindelige tjenester med store anstrengelser under det første italienfelttog.
I år 1176 var Heinrich under kraftigt pres indadtil, da han blev bedt om at levere tropper til Kejser Barbarossas nye felttog mod de lombardiske byer, men det afviste Heinrich. Barbarossa endte med at tabe denne krig og måtte derpå opgive endeligt at blande sig i italiensk politik, som fredsaftalen i 1177 med Pave Alexander III. dikterede. Heinrich der Löwe blev valgt som syndebuk af flere fyrster og gik derefter i eksil i Sydengland, hvorfra han først flere år senere kunne vende tilbage. Sammen med Friedrich Barbarossa gjaldt han som vigtigste repræsentant for den staufisk-welfiske modsætning, der dominerede rigspolitikken i det 12. århundrede.
