Irsk-Britiske grænse
Grænsen mellem Republikken Irland og Nordirland – ofte også omtalt som den irske grænse – strækker sig 499 kilometer fra Lough Foyle (Foyle Bugten) i den nordlige del af den irske ø til Carlingford Lough i den nordøstlige del af øen. Den adskiller Republikken Irland og Nordirland.
Grænsemarkeringer er sammenlignet med andre lande i EU meget utydeligt markeret. Begge stater er del af den fælles rejsezone som del af det europæiske marked,. Grænsen er åben og tillader fri passage, hvilket den juridisk set har gjort siden 1923 – og af varer siden 1993. Der er omkring 270 veje, som krydser grænsen. Efter afstemningen 23. juni 2016, hvor Storbritannien stemte for at forlade EU – kaldet Brexit – har grænsen givet anledning til stor debat og usikkerhed om dens fremtidige status. Det er et af nøglepunkterne ved Storbritanniens forhandlinger med EU.
Etableringen af grænsen
Oprindelig var grænsen tænkt om en intern grænse i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland, da den blev dannet i 1921 som følge af en lov fra det Britiske Parlament Government of Ireland Act 1920. Før lovens vedtagelse var der i Dublin blev dannet et irsk parlament, der havde erklæret sig uafhængig af det øvrige Storbritannien. De anerkendte ikke denne lov og var stærkt engagerede i den irske uafhængighedskrig (1919-22). Loven havde til hensigt at sikre hjemmestyre i Irland med separate parlamenter i Syd- og Nordirland. Af de 32 grevskaber/counties, den irske ø bestod/består af, regnede man 26 til Sydirland og 6 til Nordirland.
Resultatet af den irske uafhængighedskrig var, at begge parter underskrev den Anglo-Irske Traktat, hvor man skabte den Irske Fristat – en Dominion – der gjaldt for hele øen Irland den 6. december 1922. Grænsen blev dog en realitet allerede dagen efter, da det Nordirske Parlament brugte sin ret til at træde ud af Fristaten allerede den 7. december 1922.
Grænsedragningen i 1921 var i første omgang en midlertidig grænse, idet der blev nedsat en grænsekommission, som mødtes i 1924-25 for at fastsætte en permanent grænsedragning mellem Nordirland og den Irske Fristat “I henhold til indbyggernes ønsker i det omfang det er muligt økonomisk og geografisk”. Den måde, som grænsekommissionen skulle udformes på, var kun beskrevet vagt i den Anglo-Irske Traktat. Politikerne i det sydlige Irland havde ikke været opmærksom på, hvilke indirekte klausuler, der var indbygget i traktaten. Den Irske Fristat havde underskrevet, at den ville betale sin medbragte gæld fra dens tid under det Britiske Imperium, men det var man ikke i stand til og det gjorde, at handlefriheden til at sætte sig op imod Storbritannien var begrænset. Den republikanske aktivist Sean MacEntee var en “enlig stemme”, der advarede imod, at kommissionen ville gå efter, at bestemte områder og bestemte befolkningsgrupper ville blive regeret af regeringer, som ikke var i stand til dette. Det var ikke bare katolikker, der blev del af Nordirland, men også unionister/protestanter, som i Donegal, Cavan og Monaghan blev del af Fristaten. Han advarede mod, at man ikke bare nøjedes med at dele Ulster, men at man også delte de forskellige grevskaber i Ulster.
I december 1925 lagde man grænsen fast. Der var tale om den samme grænse som demarkationslinjen fra 1920. Den blev ratificeret af regeringerne i London, Dublin og Belfast. Regeringen i Dublin havde set sig nødsaget til dette for ikke at gå økonomisk fallit. 8. februar 1926 blev grænsen del af international lov og sat direkte under Folkeforbundet. Grænsekommissionen blev hemmeligstemplet og ikke offentliggjort før 1969.
Den Irske Fristat fik i 1937 med den ny forfatning navnet Irland (irsk: Éire), der fra 1948 formelt blev erklæret en republik, som brugte navnet Republikken Irland.
Pingback: Storbritannien | Historiskerejser.dk