Krizikova Fontænen
I 1891 kunne Prags borgere benytte deres første elektriske sporvogn til at komme fra stationen Letna og frem til Stromovka, hvor verdensudstillingen i 1891 blev afholdt. En af verdensudstillingens mest bemærkelsesværdige fremstillinger var den elektrisk oplyste fontæne, der var blevet udført af den ”tjekkiske Edison”, Frantisek Krizik, hvis efternavn fontænen i dag har taget navn fra.
Dagens udgave af fontænen stammer fra den tjekkiske regionale landsudstilling fra 1991, der blev afholdt samme sted som jubilæum for den oprindelige udstilling. Her restaurerede og fornyede man fontænen.
I det 19. århundrede var pladen under fontænen udstyret med 50 multilyslamper, men i dag er den antallet 1300. Fontænebassinet har en dimension på 25 gange 45 meter og en kapacitet på 1650 kubikmeter vand. Vandcirkulationen holdes i gang af mere end 3000 dyser og 49 vandpumper.
I dag kan man også opleve projekteringer af film med vandet som lærred. Lyden bringes ud til publikum via 55 akustiske højttalere.
Fontænen er en af de mest besøgte turistattraktioner i Prag, hvilket den har vundet den nationale turistpris Sissyphos for. Der gennemføres dagligt 3-4 forestillinger det meste af året.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen anbefaler:
Ja, jeg anbefaler bestemt at gå ind at se en forestilling. Det er en skøn oplevelse, særlig en varm sommeraften. Tjek programmet, hjemmesiden er på tjekkisk og engelsk. I sommerhalvåret bør man tænke på, at stedet opleves bedst i mørke, så derfor er ved de sene forestillinger, at lyset står flottest. Stedet har masser af overdækkede pladser, hvis det regner, og der er næsten altid plads.
Man kan købe drikkevarer indenfor billetområdet, hvor der også er toiletter. Man køber billetterne lige udenfor indgangen. Det foregår kontant.
Et tip i vores smartphone og kamerafikserede verden er at sætte sig et sted fjernt fra den storknipsende masse og bare nyde denne fine forestilling, der typisk varer mellem 40 og 45 minutter. Når du efterfølgende ser den på din smartphone, er det ikke halvt den oplevelse, som en indfølt lyttende oplevelse vil være.
Hele området for verdensudstillingen er et stort tivoliområde, der dog sjældent er overbefolket. Det er mere lidt mærkværdigt at gå rundt til tjekkisk heavy i tomme skydetelte. Men det er i området rundt om fontænen og ikke ved selve fontænen.